Nørden

Idag blev jeg bedt om at lave et portræt-interview af en af en jeg kender, og jeg valgte Nørden. Han er den typisk utilpassede dreng, der altid sidder i hjørnet med ansigtet begravet i sin PC. Han spiller alle mulige videospil, læser H.P. lovecraft, lytter til Heavy Metal og bruger massive mængder tid på internetkultur som online tegneserier. 

Jeg burde sgu ikke have ondt af ham bare fordi han ikke render rundt efter en flok drenge han kan tale efter munden med historier om druk og knep og fodboldkampe. Men jeg har ondt af ham. Mest fordi det der gør ham usædvanligt usædvanlig, er hans hang til at stå alene, eller side alene sammen med en computer og høretelefoner der bringer ham helt ind i den verden han bedst synes om. 

Efter interviewet var renskrevet i bedste new-journalism stil, skulle det præsenteres. Der skulle præsenteres om nørden til dem, der mener de kender nørden, og til dem nørden ser hver dag. Egentlig ville jeg gerne tale hans sag, men jeg vil samtidigt gerne være overbevisende. Jeg vil gerne lade ham bryde med hans stereotyp, uden at han skal prøve at være en anden end den han er. Allerhelst så jeg gerne at menneskene omkring ham, respekterede ham for en kammerat der ikke er som alle andre. 

For mig er det ikke så svært, for jeg er selv lidt nørd, bare ikke så meget nørd som nørden. Altså jeg nyder da også, tegneserier, science fiction, konsolspil og internetkultur. Det er bare ikke noget jeg udtrykker åbent i alle sammenhænge, sandsynligvis fordi man hurtig bliver sat i bås på den måde. Det er vel også derfor man smalltalker, altså for at tage pulsen på situationen, så man selv kan vælge sin bås. 

Jeg ved ikke hvordan nørden betragter mit interview, om det har ramt ham, om det har såret ham eller gjort ham glad og mere åben. Den eneste respons han reelt kom med var ordene: "det er altid rart at få en opfattelse udefra" og det vælger jeg at tage som en god ting.

Det vigtigste for mig er at få responsen fra dem der så udefra, dem der kunne sige at de synes det var et godt interview, og dem der kunne sige de begyndte at tænke over det der blev skrevet og sagt. Det er jo i sidste ende derfor man skriver og taler. For at flytte folk og deres tanker, helst hen imod selvstændig tankegang.