Jeg har i weekenden i relation til et netop påbegyndt og allerede meget berigende højskoleophold været udsat for følgende to film, der hver især fortjener en anbefaling, jeg vil nok mene at den sidst beskrevne er den man skal vælge at se, hvis man står en aften og kun kan vælge en af to. Der må man alligevel vælge den finske jule-rambo/lilleper-gyser-satire Rare Exports. Men under alle omstændigheder begynder vi i det klassisk amerikanske. Jeg havde egentlig forventet en klassisk amerikansk highschool/college komedie i bedste American Pie stil, bare indkogt til en bouliion af alt det man bredt set foragter ved disse teen-film. Navnet antyder netop det man forventer en hashtågekomedie: Leaves of grass. Men selvom hele dettepottema blev markeret med tegninger af hampplanten viser navnet sig at være en intertekstualitet der referer til den amerikanske digter Walt Whitmans (1819-1892) digtsamling af samme navn (altså Leaves of grass) fra 1855 (det er ingen hemmlighed så lad det komme frem i lys lue: Wikipedia er en guldgrubbe for middelmådige bloggere, men selv jeg benytter det altså ha-ha). Omdrejningspunktet er således også et citat fra bogen samt digtertypen Janets digt om at blive den man er under overfladen der har afvist ens herkomst osv. FIlmen er altså en gammel sang fra de varme lande om at overkomme det "falske" liv man lever og erkende hvem man er og hvad man har flygtet fra, om det så kræver at man mister familie og bliver gennemboret af en armbrøstpil som tilsyneladende er en almindelig hændelse i Oklahoma, der netop er staten hvori denne film udspiller sig. Det er et andet centralt emne Oklahoma som USA's røvhul og den typiske redneck stat. Som en jødisk tandlæge udtaler det i Tulsa, ingen tager til Tulsa (Oklahoma) for at se stedet, kun fordi de (altså folk der tager til Tulsa, Oklahoma) har slægtninge der. Et andet emne er netop også Israel, i relation til den meget pågående og højst uforudsigeligt handlende tandlæge, men hovedemnet er altså det klassiske hjemkomsttema. I filmen spiller Edward Norton (ham der fra Fight Club) to identiske tvillinger (logisk med to, når der nu er tale om tvillinger) Bill og Brady, der begge er utroligt intelligente men på hver sin måde har valgt at udnytte det, den ene er en hæderkronet filosofiprofessor, Bill, der for 12 år siden flygtede fra Oklahoma, den anden har særdeles grønne fingre og udnytter dette til at dyrke super-pot, Brady, dette har sikret ham det meste af markedet i Oklahoma til konkurenternes store fortrydelse, hvad også kommer til at gå udover Bill i det klassiske identicaltwin-mix-up. Brady skylder imidletid en masse penge til Tulsas store velgører og forøvrigt über-narko-boss, der for øvrigt er jøde (og benytter dette som et alibi), hermed indrammes Israeltemaet. Israel kommer netop indunder at den hampdyrkende bror, Brady, der må siges at være yderst altruistisk menneske ("I love everybody" - eller noget i stil med det) fejlagtigt sættes i forbindelse med hate-crime, eller rettere det opfattes fejlagtigt som hate-crime, hvad han på ingen måde ønsker og dog ønsker - ja det giver ikke vildt meget mening så se filmen. Men under alle omstændigheder, han er i store problemer og formårat lokke sin bror til Oklahoma ved at fake sin egen død, da brødrenes fælles udseende skal blive løsningen på gældsproblemerne, hvad Bill dog ikke ved. Bill undergår herefter den typiske udvikling for hovedpersonerne i denne type film (lidt i stil med Diaz i The Holiday, der i modsætning til Leaves of Grass er et horribelt eksempel på den her slags "selverkendelsesfilm") - typisk er det at hovedpersonen strider og kæmper imod det miljø, eller den situation han er blevet stillet, fordi vedkommende har flygtet fra netop dette hele sit liv. Hovedpersonen truer således hurtigt med at forlade miljøet og situationen af frygt for at blive konfronteret med de ting han/hun er flygtet fra. Under alle omstændigheder bliver hovedpersonen i miljøet. Typisk er det jo kærligheden der trækker her repræsenteret ved, den noodlefiskende digter Janet, potten (altså hamp) og familien. Men også hjemmefronten spiller ind, her snakker vi seksualanklager om et ulovligt forhold mellem lærer og elev, her er Freinds jo igen et glimrende eksempel på en paralleltekst.
Under alle omstændigheder; Bill bliver og erkender sine fejl og bliver den han egentlig er en smuk homecoming historie et stykke smukt og komisk romantisk dannelsesfilm.
Den anden film er i en noget anderledes genre og jeg ynder som ovenfor skrevet at beskrive den som et stykke finsk jule-gyser-Rambo/lilleper-satire alene af den grund at det får folk til at tænke: wtf?. Og what-the-fuck-effekten er et særdeles nyttigt redskab hvis man ønsker at opnå at få folks opmærksomhed. Filmen foregår så at sige også i et af verdens røvhuller, her ikke Oklahoma, men derimod det nordlige Finland ved grænsen til Rusland, hvor mænd er hårde jernmænd der lever af at rener, samisk stil, dog fastboende i snedækkede huse. Her er mænd træmænd og når mødre og kvinder generelt på ingen måde er til stede i denne film, og der i det hele taget ikke er kvinder med i denne film - de bliver stort set kun benævnt i en rent "parringsmæssig" sammenhæng. Dette skyldes at her er barskt, der er ikke plads til kvindelige værdier og der er slet ikke plads til fantasien og barnet (der traditionelt set er en kvindelig egenskab). Fantasien får først plads når den grumt (altså fantasien) stirrer træmændene i øjnene og forvandler dem til blæver, der dog er midlertidigt for de smider træmanden men forbliver ikke blæver de lukker så at sige den "kvindelige side ind" uden at dette på nogen måde skal tolkes seksuelt udover måske det faktum at man helst ikke må have tillagt sig for mange kvindelige værdier. Dette er bogen Populærmusi fra Vittula i øvrigt et glimrende eksempel på da personerne i det nordsvenske samfund også er påvirket af den nordfinske kultur, her skal man undgå at blive knapsu altså kvindeagtig - knapsu kan være at spille populærmusik, men også at være overtroisk og irationel.
Drengen tror på julemanden, eller rettere han er nærmest besat, men ikke i den her cocacola-romantiske røde stil. Nej julemanden er ikke god men pisker imidlertid uartige børn til døde, når han først har bortført dem fra deres hjem, og spiser dem gerne. Heldigvis fangede samerne for længe siden Julemanden og frøs ham ned i et bjerg på grænsen mellem Finland og Rusland således blev han og hans hær af alfer/nisser uskadeliggjort. De (dumme) amerikanere forsøger dog at grave ham op drevet af "typiske" gode amerikanske dyder grådighed og den amerikanske drøm, ja her er altså en lille finsk kommentar til amerikansk udenrigspolitik, hvad nogle ynder at kalde imperialisme, det skal vi imidlertid ikke gøre os kloge på her. Amerikanerne får dog (som fortjent?) og spiller ikke den store rolle end som de faktiske problembørn, og de faktiske uartige der betaler prisen til julemanden. Under alle omstændigheder: Julemanden er fri og mærkelige ting begynder at ske, kartoffelsække, men ikke kartoflerne forsvinder, alle byens varmeapparater i alle variationer fra hårtørrere, radiatorer og ovne forsvinder. Der findes fodspor i sneen og rensdyrerne dræbes og underminerer ren-bøndernes levebrød og sender det lille samfund i en dyb økonomisk krise. (utvivlsomt en kommentar til disse bønders faktiske (ringe?) kår, og udnyttelsen af dem fra det omkringliggende samfund, jeg har ikke den store viden om dette og det er således blot en tolkning jeg kunne forestille mig passede - dybt uprofessionelt, med mindre vi bare tolker rent nykritisk). Døden stirrer pludselig både folk og voksne i øjnene på to forskellige planer, der til sidst knyttes sammen hvor gyseren bliver virkelig for selv de voksne, men snartefter udsættes filmen for et veritabelt genreskift fra udspekuleret gyser til en actionkomedie i Lillepers stil, drengen bliver en Rambo de voksne hans kampfæller, her får vi cheessy slowmotion effekter, kliche agtige replikker og gennemskuelige handlingsforløb, og det fungerer. Endelig tager filmen en sidste drejning til det helt igennem komiske, netop hvordan man kan ende med at blive rig på noget og løse de problmer amerikanerne skaffede en på halsen - rent faktisk viser problemet sig at være løsningen på problemet - På flere planer, økonomien kommer mere end på fode grundet en meget særegnen eksport til hele verden (ca. 16.000.000 dollars), men penge er ikke alt og som sagt forbliver træ og jernmænd ikke med at være af disse hårde og i øvrigt begge brandfarlige materialer (Jojo - jernspåner mine venner! de brænder som skidt) som barnet nemt kommer til at brænde fingrene og sjælen på. En smuk, uhyggelig og komisk historie se den, eller se også Leaves of grass på samme aften, men slut med Rare Exports.
Ydermere lærer man også hvorfor amerikanere ganske klogeligt sætter småkager frem til julemanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar