Velkommen til den anden side

Jamen så klarede vi den endnu engang. Vi nåede sikkert frem fra 2010 til 2011 på den fælles vedtaget overgangsdato d. 31. december. Som de alle sammen går og siger så er der endnu et år på vej med musik, film og tv der bare venter på at blive klædt af så vi kan klæde jer læsere på til Paradise Hotel '11, Den sidste Harry Potter film, Roskilde Festival '11, Humorkalendere, og så er der jo også X-factor...

Vi er efterhånden blevet klare over at X-factor ikke giver nogen form for længere varende karriere, med undtagelse af Basim der lige pipper frem engang imellem. Så hvorfor kører de på danmarks radio endnu en sæson? Fordi Blachmann er tilbage. I første program bliver vi hurtigt gjort opmærksomme på at de 3 dommere også har en konkurrence som Pernille "The Storm but really Swan Lee" Rosendahl vandt sidste gang, da Thomas Blachmann ikke var med. Men jeg elsker fænomenet Blachmann, og det gør jeg fordi manden ikke hører til på TV. Det er som om man ikke burde lave tv med dyr, børn og blachmann, fordi de kan ikke kontrolleres og man ved aldrig om de gør noget uventet.

Det er derfor man sjældent kan abstrahere fra risikoen ved at have en hest på en scene. Skider den nu? hvad med nu? eller nu? jeg tror den gør det snart. Sådan er det også med den skaldede man, lige pludselig kommer der bare til at lugte voldsomt af mentale prutter. Manden har åbenbart en hel del på hjerte som bare flyder over til at stamme og vrøvle og sige en masse ting, vi forhåbentligt forstår. Så ved vi aldrig hvad vi får, og det er ret så underholdene ikke at vide det. 

Jeg kneb en tåre da jeg så x-factor, fordi jeg bliver rørt af musik. Det var en mor, der endte med at synge accapella efter Blachmann's ord "syng som du synger for din søn". Når jeg hører hendes sang nu, kan jeg godt høre at det ikke lyder så godt som det kunne, men der var bare noget der hev og sled i mine tårekanaler da hun stod og krængede sin sjæl ud. Intimitet i bedste sendetid. Så var der også de rødhårede tvillinger med deres unison stemmer, der fremstod som udsendelsens højdepunkt for dommerne i hvert fald. 

Apropos tvillinger så viste danmarks radio i dag også et afsnit i deres serie om enæggede tvillinger. Noget ufatteligt interresant var det øjeblik, hvor et par enæggede tvillinger adopteret af forskellige famililer i hhv. Norge og USA mødte hinanden for første gang. Der var en total øjeblikkelig forbindelse mellem de 2 mennesker der delte samme udseende, på trods af sprog og kultur, så her kneb jeg også en lille tåre. Hvor er det evigt fascinerende med tvillinger. Meget fokus i sokumentaren lå på det faktum at tvillinger kan demonstrere genernes indvirken på opvækst, selv psykologiske hændelser som depression, anoreksi og risikosøgning. 

Når vi nu snakker depression, så har danmarks radio også lige søsat en dansk tv-serie om lykke og "Lykke" og medicinalindustrien og psykologi. Fascinerende komedie, der meget fint begynder med temaet om de tilfældige hændelser vi som mennesker gerne tillægger særlig betydning. Ting som at fange den store fisk, eller vende et særligt tarot kort. 

Egentlig var jeg også ude for et ret utroligt tilfælde. Der var jo stjernekrig på zulu forleden, episode 5, og jeg som havde set den en masse gange før, nåede forbi scenen hvor Han Solo sprætter en tauntaun op for at redde Luke fra at fryse ihjel. Herefter skifter jeg kanal indtil jeg hører dåselatter, og i det øjeblik karakteren fortæller at sand venskab betyder at man kan skære en tauntaun i smadder for at redde sin ven. Sikke et tilfælde, eller på den anden side så bliver ræferencer til Starwars brugt ret så ofte på Big Bang Theory.

Næsten fuldstændigt ude af kontekst, så var den 1. Januar en af årets smukkeste dage. Særligt på grund af det tilfældige sammentræf mellem solen der krydser horisonten i en solnedgang, og mig der krydser storebælt i en Seat Leon (minder mig om at Kings of Leons seneste album hedder Come Around Sundown). Himlen var klar men ikke blå, der var et enormt farvespektre der, hvor udsigten skulle have været og det eneste andet var et stykke majestætisk arkitektur beklædt med karosseri på hjul på asfalt og i øjeblikkets stilstand mågerne frosset fast i nuet. Ham jeg kender bedre end nogen, sad ved siden af selvom vores gener er vidt forskellige, og vi stirrede begge to ind i dybet lavet af lys, hvor det kun var det der kunne ses. "Det er ligsom' en drøm" sagde jeg, men oplevelsen var mere end ord, så vi lod Mikael Simpsons musik og Jørgen Leth's ord være drømmens soundtrack. Den morgen da jeg vågnede i entreen og køkkenet, havde jeg ikke regnet med en hest der sked eller en sol der går ned, og man får heller ikke det hele med.  Et smil på mine læber gjorde bro fra øre til øre større end storebælt, størrebælt og størstebælt da dybet blev til land og Sprogø sprang ud af solen, "Jeg skal se meget fjernsyn i 2011" tænkte jeg. Her var vi så. Mig, ham, hende der sov på bagsædet og musikken i en sølvgrå Seat Kings of Leon på den anden side, i udkanten af virkeligheden, hvor sprogø ligger og solen går ned.