Oscar og den sorte svane

Tænk på en typisk svane. Er den hvid? selvfølgelig! ligesom i H. C. Andersens eventyr. Faktisk så virkede det faktum at en svane så indlysende engang at man tog det som en selvfølge og udtrykket "Sort Svane" blev brugt om totale umuligheder. For hvem kan forestille sig en sort svane? Det ville jo være som at tænke sig til en sort leopard øh... Anyways så viste det sig at der fandtes Sorte Svaner og så holder udtrykket jo ikke ret godt.

Når man endelig skal opleve den slags ironi, så kunne man da i det mindste have brugt dragen som en umulighed. Det er vel ikke ligefrem svært at finde på noget der aldrig ville kunne lade sig gøre. Nå men eftersom  fåret nu ikke længere er den eneste med sorte familiemedlemmer, så mente Tchaikovsky at han kunne skrive balletten om fåreflokken om til Swanesøen. En lille Ballet på sort og hvidt, med intriger, lidenskab, kærlighed og mennesketransformationer. Alt det der dagligdagsstof. Spring 135 år frem og Darren Aronofsky, manden bag The Wrestler og Requiem For A Dream, har lavet en psykologisk gyser om det hårde kunstneriske pres der ligger i ledende rolle i en opsætning af førnævnte ballet. 


Lyder det kedeligt, så husk på at instruktøren gjorde et køleskab til et monster og Mickey Rourke til stjerne for anden gang. Black Swan er i sig selv ikke nogen sort svane, fordi den ikke gør noget fuldstændig banebrydende, men takket være fremragende skuespilspræstationer fra Mila Kunis (fra That 70's Show) og Natalie Portman (hende fra Starwars episode I, II og III) og Aronofsky's utrolige hensyn til de små sanseindtryk, bliver filmen til en forkæmper for et bedre film år.


For helt alvorligt, hvor mange "gode" film var der sidste år? Hurtigt tænk på 5 film fra 2010 der generelt set er gode. Først tænker du Inception og så tænker du Social Network, der er da Toy Story 3 og Iron Man 2 og Twillight og Harry Potter.... Nej vel. 2010 var året, hvor vi måtte nøjes med en halv Harry Potter film halvdårlige komedier der levede i The Hangover troen og film der står og falder på 3D. 


'11 tegner heldigvis til at være et behageligt år, i hvert fald for danskerne nu hvor de fleste Oscar nomineringer får premiere her landet lige op til uddelingen den 28. februar. Black Swan er nomineret i 5 kategorier: Bedste film, bedste kvindelige hovedrolle, bedste instruktør, bedste fotografering og bedste redigering. Vinder den bedste film? nej. Nogle andre? Det er svært at sige, med alle de film som vi i Danmark endnu ikke har set. Et bud ville være at David Finchers "The Social Network" løb med et par stykker. 


Tilbage til svanerne, så ville jeg sælge den som en Fight Club med piger der danser, myrder og dyrker lesbisk sex... jepsen. Natalie Portman i heftig omgang med anden kvinde, den krydser vi af for de ting hun skal gøre før hun dropper skuespilet. Selvfølgelig er brugen af de originale kompositioner også bemærkelsesværdige, men Portman og Kunis snaver altså i filmen. Havde det været anerledes med Brad Pitt og Edward Norton, hmm det behøver man vidst ikke tænke på.

    "Where is that hand going Eddy??"

  

Velkommen til den anden side

Jamen så klarede vi den endnu engang. Vi nåede sikkert frem fra 2010 til 2011 på den fælles vedtaget overgangsdato d. 31. december. Som de alle sammen går og siger så er der endnu et år på vej med musik, film og tv der bare venter på at blive klædt af så vi kan klæde jer læsere på til Paradise Hotel '11, Den sidste Harry Potter film, Roskilde Festival '11, Humorkalendere, og så er der jo også X-factor...

Vi er efterhånden blevet klare over at X-factor ikke giver nogen form for længere varende karriere, med undtagelse af Basim der lige pipper frem engang imellem. Så hvorfor kører de på danmarks radio endnu en sæson? Fordi Blachmann er tilbage. I første program bliver vi hurtigt gjort opmærksomme på at de 3 dommere også har en konkurrence som Pernille "The Storm but really Swan Lee" Rosendahl vandt sidste gang, da Thomas Blachmann ikke var med. Men jeg elsker fænomenet Blachmann, og det gør jeg fordi manden ikke hører til på TV. Det er som om man ikke burde lave tv med dyr, børn og blachmann, fordi de kan ikke kontrolleres og man ved aldrig om de gør noget uventet.

Det er derfor man sjældent kan abstrahere fra risikoen ved at have en hest på en scene. Skider den nu? hvad med nu? eller nu? jeg tror den gør det snart. Sådan er det også med den skaldede man, lige pludselig kommer der bare til at lugte voldsomt af mentale prutter. Manden har åbenbart en hel del på hjerte som bare flyder over til at stamme og vrøvle og sige en masse ting, vi forhåbentligt forstår. Så ved vi aldrig hvad vi får, og det er ret så underholdene ikke at vide det. 

Jeg kneb en tåre da jeg så x-factor, fordi jeg bliver rørt af musik. Det var en mor, der endte med at synge accapella efter Blachmann's ord "syng som du synger for din søn". Når jeg hører hendes sang nu, kan jeg godt høre at det ikke lyder så godt som det kunne, men der var bare noget der hev og sled i mine tårekanaler da hun stod og krængede sin sjæl ud. Intimitet i bedste sendetid. Så var der også de rødhårede tvillinger med deres unison stemmer, der fremstod som udsendelsens højdepunkt for dommerne i hvert fald. 

Apropos tvillinger så viste danmarks radio i dag også et afsnit i deres serie om enæggede tvillinger. Noget ufatteligt interresant var det øjeblik, hvor et par enæggede tvillinger adopteret af forskellige famililer i hhv. Norge og USA mødte hinanden for første gang. Der var en total øjeblikkelig forbindelse mellem de 2 mennesker der delte samme udseende, på trods af sprog og kultur, så her kneb jeg også en lille tåre. Hvor er det evigt fascinerende med tvillinger. Meget fokus i sokumentaren lå på det faktum at tvillinger kan demonstrere genernes indvirken på opvækst, selv psykologiske hændelser som depression, anoreksi og risikosøgning. 

Når vi nu snakker depression, så har danmarks radio også lige søsat en dansk tv-serie om lykke og "Lykke" og medicinalindustrien og psykologi. Fascinerende komedie, der meget fint begynder med temaet om de tilfældige hændelser vi som mennesker gerne tillægger særlig betydning. Ting som at fange den store fisk, eller vende et særligt tarot kort. 

Egentlig var jeg også ude for et ret utroligt tilfælde. Der var jo stjernekrig på zulu forleden, episode 5, og jeg som havde set den en masse gange før, nåede forbi scenen hvor Han Solo sprætter en tauntaun op for at redde Luke fra at fryse ihjel. Herefter skifter jeg kanal indtil jeg hører dåselatter, og i det øjeblik karakteren fortæller at sand venskab betyder at man kan skære en tauntaun i smadder for at redde sin ven. Sikke et tilfælde, eller på den anden side så bliver ræferencer til Starwars brugt ret så ofte på Big Bang Theory.

Næsten fuldstændigt ude af kontekst, så var den 1. Januar en af årets smukkeste dage. Særligt på grund af det tilfældige sammentræf mellem solen der krydser horisonten i en solnedgang, og mig der krydser storebælt i en Seat Leon (minder mig om at Kings of Leons seneste album hedder Come Around Sundown). Himlen var klar men ikke blå, der var et enormt farvespektre der, hvor udsigten skulle have været og det eneste andet var et stykke majestætisk arkitektur beklædt med karosseri på hjul på asfalt og i øjeblikkets stilstand mågerne frosset fast i nuet. Ham jeg kender bedre end nogen, sad ved siden af selvom vores gener er vidt forskellige, og vi stirrede begge to ind i dybet lavet af lys, hvor det kun var det der kunne ses. "Det er ligsom' en drøm" sagde jeg, men oplevelsen var mere end ord, så vi lod Mikael Simpsons musik og Jørgen Leth's ord være drømmens soundtrack. Den morgen da jeg vågnede i entreen og køkkenet, havde jeg ikke regnet med en hest der sked eller en sol der går ned, og man får heller ikke det hele med.  Et smil på mine læber gjorde bro fra øre til øre større end storebælt, størrebælt og størstebælt da dybet blev til land og Sprogø sprang ud af solen, "Jeg skal se meget fjernsyn i 2011" tænkte jeg. Her var vi så. Mig, ham, hende der sov på bagsædet og musikken i en sølvgrå Seat Kings of Leon på den anden side, i udkanten af virkeligheden, hvor sprogø ligger og solen går ned.