Awolnation... prøv at had dem!

I've been waiting for this album my whole life. I just didn't know it.

- cwdressen

Awol er et millitær term, for "absent without official leave", altså hvis en soldat ikke er på sin post, og muligvis har deserteret. Det er op til den enkelte, hvorfor det så skulle bruges til at kalde et band for Awolnation.

Disse kære gutter, har gjort alt hvad de kunne for at hype dem selv, og hvem ved, de er sikkert store et sted. Bare ikke i vores verden. Hvor er det også ærgeligt, for musikken er pop på den helt rigtige måde, en god blanding af uptempo rock, soul, hip-hop og punk med et vildt poppet udtryk som sagt. Personligt kan jeg ikke lade være med at lytte til det hele tiden. Det på trods af at man kan pointere så mange fejl og mangler i både lyd og lyrik.



Dette er ikke så meget en anmeldelse som en rent ud sagt anbefaling, særligt til dem der oplever at pop er for meget "4 to the floor"/thump thump thump/endnu et hiphouse track med pitbull så er det her altså et friskt pust. Det kommer så sandelig rundt omkring i deres udtryk, ikke mindst takket være den sindsyge vokal fra frontman (se billedet) Aaron Bruno. Bare prøv at hør denne her energiske "in your face" sang "Soul Wars".



Deres eneste plade "Megalithic Symphony" mangler ikke ligefrem højdepunkter. Deres særlige "hit" med strygere og "følsom" vokal "SAIL", det behagelige gospel nummer "All i need" og sidst men ikke mindst albumslukkeren "Knights of Shame", der på sine 14 minutter opsamler Alt, virkelig alt, hvad Awolnation har i ærmet. Gudskelov, så er albummet ikke svært at finde eller høre, for som man nok kan se, så er de ikke blege for at lægge deres musik på tuben. Desværre så har musikken ikke vundet synderligt frem på disse breddegrader, så det skulle undre mig, hvis man kunne finde skiven i butikkerne.

Det er måske kliché at sige at jeg ikke kan bestemme mig for det bedste nummer, så jeg vælger den her. "Jump On My Shoulders" handler om at være ligeglad med alt og bare hoppe på skulderne for at have det fedt, tror jeg. Det er særligt fordi at dette nummer, ligesom flere af de andre, slutter i et helt fantastisk klimaks. Jeg siger bare, prøv at hør den her og se om du kan synes dårligt om Awolnations musik. I'm just sayin'.

Muksen anbefaler: Busik

Hey igen, der var lige noget mere. De udgiver jo musik hele tiden, de smukke unge kunstnere og der er mit forpulede privilegie at formidle det til jer læsere derude. Så ja, ovenfor ser i ikke bare et lækkert billede af Julie Crochetiére i skønne warholske farver, men coveret til et ret så dejligt album. Det er finurlig pop med soul og singer-songwriter (ligesom alle de andre kvindelige solister), men det er okay fordi udtrykket varieres tilpas over pladens forløb. En plade der ikke opfylder disse krav, er desværre den mildt skuffende debut fra Jesse "do it like a dude" J, hvis hype falder til jorden trods Justin Timberlakes prisning af sangtalentet. Nuvel "Do it like a dude" er catchy og det der, men førstesinglen lægger alt for meget op til noget "Who you are" ikke leverer, altså en fandenivoldsk kompromisløshed af den slags alle burde have. "Price Tag" er værd at høre, og særligt akustisk hvor hendes vokal for fuld flor.



Mangler man lidt rock i sit liv er der flere steder at søge hen inden udgivelsen af Strokes' næste fuldlængde. Hos R.E.M er der intet nyt under solen, og det kan man vel ikke bebrejde dem nu hvor de efterhånden er nået til et AC/DC punkt, hvor de kan genbruge samme lyde igen og igen og igen. Sangen "Everyday is yours to win" er værd at lytte til, men pladen "Collapse into now" indeholder ikke nogen "losing my religion" eller "Man on the moon".

Paris Suit Yourself er en ny beskidt og rocket satsning fra Ninja Tune, der ellers mest gør sig i det elektroniske, det hip-hoppede og det soulede. Deres debut "My Main Shitstain" bærer præg af to ting, en meget bestemt kompromisløs lyd, der gør det svært at skelne et nummer fra et andet og bandets sorte forsanger. Grunden til at jeg pointere sangerens race er at race bliver bragt ind i sangene tit gennem pladen, og så fordi han bringer enormt meget blues til en rasende musik.

Er det rap man leder efter, så lad mig lede jeres opmærksomhed mod Lupe Fiasco, der lige har udgivet sin tredje fuldlængde "Lasers". Denne plade er usædvanligt poppet, på trods af velskrevede tekster og tidligere selvbevidste konceptalbum. Det er imidlertid ingen dårlig ting, fordi mange af sangene sidder så godt fast og fordi hele ideen bliver beholdt på tværs af pladen, uden den store brug af kendte kollegaer.



Ja, der er dem der ikke synes en Modest Mouse sample er iorden, men jeg er ikke en af dem. Er man på den anden side lidt af en Backpacker, så bør man anskaffe sig hiphop producer guden Madlibs seneste samling sprøde beats i form af "Madlib Medicine Show No. 11 Low Budget High-Fi Music". Har man hørt hans arbejde med Doom i Madvillain og med Guilty Simpson i O.J. så ved man at der er garanti for en god lytteroplevelse.

Hertil sidst så er pladen man ikke må leve uden, altså The William Blakes' Music Wants To Be Free, som iøvrigt er deres fjerde album siden debuten 2008 (!). Lad mig sige det som det er, det er pop når det er bedre end godt, det er lyden af at lave musik som man har lyst til og det er endnu en smuk og naiv verden vi bliver inddraget i. Så glem alt om Veto's Everything Is Amplified, der forstærker intet, men blot viser at Abrahamsens band ikke rigtig formår at fornye deres udtryk. Skal det være dansk, skal det være The William Blakes. Lad nu for guds skyld, vær med at synes at autotune er forbeholdt Black Eyed Peas, har James Blake ikke for længst vist alt andet.





  

Buksen anbefaler: Musik

ja hvis man googler "music pants"

For ikke så forfærdelig længe siden ramte jeg 28 tusind sange i mit itunes bibliotek, og nej det er ikke nødvendigt at have så meget musik, for jeg hører jo ikke halvdelen og jeg burde i virkeligheden rydde op. Men prøv lige at være lidt glad på en samlers vegne (ikke at det er særlig svært at finde musik til samlingen i disse "pirat"-dage).

For satan, i ved hvordan grime er ret fedt og hvordan Lucy Love gør det superfedt. Når hun så optræder live med rungende bassrytmer og aggresive spytterier, så bliver det episk, og det gjorde det sgu også på Kulturmaskinen i Odense. Aldrig har man set så lille og nuttet en trunte sprænge et mindre koncertlokale med energier unikke for den danske rap-scene. Det skyldes først og fremmest et enormt velvalgt livesæt, der bestod mest af den nye plade hvor party-faktoren er i max. Heldigvis fik vi stadig dansk grime evergreens som Daddy was a DJ og No VIP. Det lykkedes virkelig at gøre en masse sange, lige det bedre, og her er det særligt dancetracket End of Time, der virkelig blegner i forhold til live-udgaven. Selvfølgelig som den skat hun er, så havde hun da lige en gave med til os i form at et remix der kan findes på itunes af OK formula over Who You Are. Superb dance der ender i et lækkert dubstep stykke drysset med Lucy's henslængte vokal.

Når man så går på itunes, for at købe musik (ja det er utroligt) så springer ordene ud i hovedet på en: LADY GAGA, BORN THIS WAY... Hun har jo lige udgivet første single for sit kommende album der netop bærer titlen Born This Way.



Først så gør Lady Gaga opmærksom på sin respekt for sine fans, med "put your paws up" og anden idiosynkratisk lingo... nej altså noget som hun kun ville sige... og så starter et dance helvede, tænker man, men  med det samme vokalen begynder så oplever man at lady gaga er gået langt ved siden af tidens typiske vokalkonstruktioner. Hendes vers og omkvæd lyder mærkelig bekendt, og umiddelbart ville jeg sige at det bærer præg af halvfemser upbeat stadion rock/pop musik, og stadigvæk madonna. Fedt er det dog alligevel, og alt tyder på at hun sagtens kan overgå sig selv.

Fordi jeg er så forbandet hipster, så har jeg hørt en del af de albums der udkommer imorgen og jeg vel bl.a. anbefale at man lige tager en lytter til Bright Eyes' The People's Key, prøv bare at høre Shell Games. Derudover udgiver både PJ Harvey, danske Powersolo, Gruff Rhyss og Mogwai plader imorgen.

Vi ses snart til noget mere anbefalelse og i mellemtiden, så hvis du ved hvad du kan lide, så ved Tastekid, hvad du ellers kan lide.

Vent her er forresten 2 mash-ups der virkelig lyder genialt!
Take Me On The Crazy Train (Ozzy vs. A-ha)
Rolling In A Deep Wicked Game (Adele vs. Chris Isaak)

Freddy Todd og lyden over tid

Årets bedste album... allerede?!

Ja så hører man efter! Men jeg skal jo være idiot for at påstå at man ikke kan nå at lave et bedre album på ca. 10 måneder. Og jeg kommer til at æde mine ord om at vurdere musikkens kvalitet med anmeldelser, men alligevel ikke. Her i billedet ser en mand med skæg og ulet hår, der øjensynligt er i færd med et energifyldt dj-sæt til en fest i et mindre rum, der er endda lagt en "fisheye" effekt henover billedet for at overdrive den intime sfære der har været i lokalet. Denne mand, denne DJ, denne kunster er allerbedst kendt som Freddy Todd.

Han udgiver musik, vi ikke kan læse om i politiken, på gaffa eller soundvenue. Det er ikke fordi det er ekstremt eksperimenterende, eller fordi det tilhører voldsomme genrer som grindcore eller hardstyle. Faktisk er hans musik enormt oppe i tiden, og så selvfølgelig alligevel ikke. Forklaringen må være hans udgiver "Simplify Recordings", der ummidelbart tillader unge håbefulde producere og teknikere at udgive deres materiale i den form kunstneren ønsker det. Definitionen af et elektronisk indie label. 

Albummet, debuten er 28 tracks over godt 2 1/2 time, og er kaldt Neon Spectacle Operator. Der er ikke meget der fænger lige i først omgang, både kunstnernavn, albumtitel og albumcover forekommer utroligt uinspireret og man er fristet til at tro at musikken læner sig langt op af den metervare techno der lader til at blive kastet ud i stride strømme fra europas lande (se TDC play)... men men men som i nok havde gættet så er det langt fra tilfældet. Jeg kan ikke bestemme hvilken lyd over tid, der bedst for mine ører, men jeg kan vurdere ildens betydning for mennesket. 

Jeg siger ikke at Neon Spectacle Operator er ild til musikken, men Freddy Todd har lavet noget som ingen andre har kunnet. Ord som Thugstep, Gutter Crunk, Lazer Booty, Splat-hop og Funk slime bliver kastet rundt på hans soundcloud, for på engang at identificere de små hentydninger til konventionelle genrebetydelser og på samme gang beskrive et kaotisk sammensurium af lyde med masser af bass. Mange ville sige Glitch, andre ville sige Dubstep, nogle vil mumle hip-hop og få vil hviske progressiv electronica. Men det ville kun forvirre og overraske for Freddy Todd er dømt til at blive en unik lytteoplevelse. 

Hooked på første blipblop og thump thump, mindede førstehåndsintrykket meget om det jeg havde med Skrillex, Hudson Mohawke eller Flying Lotus. En form for afsky og distanceren fra noget brutalt kompromisløst men samtidig en brændende fascination i mødet med det man aldrig havde forestillet sig. Som en sibirisk tiger med pels af chips og øjne af oreos, ved man ikke om man går væk eller går til fadet. Så finder man ud af af der strømmer snapple og dip fra tigerens brystvorter, og der er ikke andet at gøre end at gå til modangreb. Det sådan jeg har det med musikken.

  Just Taking My Blastoise For a Walk - Neon Spectacle Operator (Out NOW on Simplify Recordings!) by FreddyTodd

Så hvad er det egentlig der sker når man trykker play. Man hører noget lyd, der minder en om noget man kender, men pludselig ændrer musikken sig mod hip-hop om bliver straks til skæve rytmer, der straks bryder ud i noget funk, der falder til tunge dubstep rytmer og så noget nyt, og så noget andet og så på en ny måde. Heri ligger revolutionen, det er formen, der ligger så langt væk fra den "pop"ulære standard vi har vendet os til i lange tider med bluesinspireret rock og vers-omkvæd-cstykke bla bla blah... For mere end de 3 førnævnte producere, så forsøger Freddy Todd ikke at ramme andre forudindtagelser end orden gennem kaos. Skrillex spiller stadig på at blande electro med dubstep, FlyLo laver stadig elektronisk skæv hip-hop jazz og Mohawke glitcher derudaf med japanske spilsoundtracks og retro pop. Der er ganske enkelt ikke nogen måde at forklare hvad Neon Spectacle Operator er efter man har hørt alle 28 skæringer. 

Når vi nu alligevel skal beskrive og definere, så lad det blive ved elektronisk musik (selvom der er flere eksempler på organisk instrumtering) på de klassiske symfoniers præmisser. Nu lyder det måske som om Todd bliver glorificeret en anelse meget, men sandheden er at Neon Spectacle Operator fortæller en historie med op og nedture og fremgang. Bare tag et nummer som "0asis" der tydeligt begynder med en rejse til ægypten og ørkenens ubarmhjertighed, for så at hæve intensiteten med citar og wobble, på samme måde som Wagner ville gøre det med blæse sektioner og hastige strygere. 

Men jeg vil ikke anbefale at google ham og finde albummet i superb kvalitet til hurtig afhentning på mikkisays.net. Jeg vil anbefale jer at købe musikken og vigtigst af alt spille den for dem i kender. Freddy Todd fortjenner succes, for han har virkelig lagt meget arbejde i at sammensætte et univers af lyde og rytmer. 28 sange står alle sammen ud for sig selv og danner til sammen et revolutionerende mesterværk af musik som musik bør være. Ikke prætentiøs og ikke provokerende, bare helt igennem fantastisk for øregangene. Mange tak Freddy. Rigtig mange tak.

  Winter Defroster - Neon Spectacle Operator (OUT NOW ON SIMPLIFY!) by FreddyTodd

Velkommen til den anden side

Jamen så klarede vi den endnu engang. Vi nåede sikkert frem fra 2010 til 2011 på den fælles vedtaget overgangsdato d. 31. december. Som de alle sammen går og siger så er der endnu et år på vej med musik, film og tv der bare venter på at blive klædt af så vi kan klæde jer læsere på til Paradise Hotel '11, Den sidste Harry Potter film, Roskilde Festival '11, Humorkalendere, og så er der jo også X-factor...

Vi er efterhånden blevet klare over at X-factor ikke giver nogen form for længere varende karriere, med undtagelse af Basim der lige pipper frem engang imellem. Så hvorfor kører de på danmarks radio endnu en sæson? Fordi Blachmann er tilbage. I første program bliver vi hurtigt gjort opmærksomme på at de 3 dommere også har en konkurrence som Pernille "The Storm but really Swan Lee" Rosendahl vandt sidste gang, da Thomas Blachmann ikke var med. Men jeg elsker fænomenet Blachmann, og det gør jeg fordi manden ikke hører til på TV. Det er som om man ikke burde lave tv med dyr, børn og blachmann, fordi de kan ikke kontrolleres og man ved aldrig om de gør noget uventet.

Det er derfor man sjældent kan abstrahere fra risikoen ved at have en hest på en scene. Skider den nu? hvad med nu? eller nu? jeg tror den gør det snart. Sådan er det også med den skaldede man, lige pludselig kommer der bare til at lugte voldsomt af mentale prutter. Manden har åbenbart en hel del på hjerte som bare flyder over til at stamme og vrøvle og sige en masse ting, vi forhåbentligt forstår. Så ved vi aldrig hvad vi får, og det er ret så underholdene ikke at vide det. 

Jeg kneb en tåre da jeg så x-factor, fordi jeg bliver rørt af musik. Det var en mor, der endte med at synge accapella efter Blachmann's ord "syng som du synger for din søn". Når jeg hører hendes sang nu, kan jeg godt høre at det ikke lyder så godt som det kunne, men der var bare noget der hev og sled i mine tårekanaler da hun stod og krængede sin sjæl ud. Intimitet i bedste sendetid. Så var der også de rødhårede tvillinger med deres unison stemmer, der fremstod som udsendelsens højdepunkt for dommerne i hvert fald. 

Apropos tvillinger så viste danmarks radio i dag også et afsnit i deres serie om enæggede tvillinger. Noget ufatteligt interresant var det øjeblik, hvor et par enæggede tvillinger adopteret af forskellige famililer i hhv. Norge og USA mødte hinanden for første gang. Der var en total øjeblikkelig forbindelse mellem de 2 mennesker der delte samme udseende, på trods af sprog og kultur, så her kneb jeg også en lille tåre. Hvor er det evigt fascinerende med tvillinger. Meget fokus i sokumentaren lå på det faktum at tvillinger kan demonstrere genernes indvirken på opvækst, selv psykologiske hændelser som depression, anoreksi og risikosøgning. 

Når vi nu snakker depression, så har danmarks radio også lige søsat en dansk tv-serie om lykke og "Lykke" og medicinalindustrien og psykologi. Fascinerende komedie, der meget fint begynder med temaet om de tilfældige hændelser vi som mennesker gerne tillægger særlig betydning. Ting som at fange den store fisk, eller vende et særligt tarot kort. 

Egentlig var jeg også ude for et ret utroligt tilfælde. Der var jo stjernekrig på zulu forleden, episode 5, og jeg som havde set den en masse gange før, nåede forbi scenen hvor Han Solo sprætter en tauntaun op for at redde Luke fra at fryse ihjel. Herefter skifter jeg kanal indtil jeg hører dåselatter, og i det øjeblik karakteren fortæller at sand venskab betyder at man kan skære en tauntaun i smadder for at redde sin ven. Sikke et tilfælde, eller på den anden side så bliver ræferencer til Starwars brugt ret så ofte på Big Bang Theory.

Næsten fuldstændigt ude af kontekst, så var den 1. Januar en af årets smukkeste dage. Særligt på grund af det tilfældige sammentræf mellem solen der krydser horisonten i en solnedgang, og mig der krydser storebælt i en Seat Leon (minder mig om at Kings of Leons seneste album hedder Come Around Sundown). Himlen var klar men ikke blå, der var et enormt farvespektre der, hvor udsigten skulle have været og det eneste andet var et stykke majestætisk arkitektur beklædt med karosseri på hjul på asfalt og i øjeblikkets stilstand mågerne frosset fast i nuet. Ham jeg kender bedre end nogen, sad ved siden af selvom vores gener er vidt forskellige, og vi stirrede begge to ind i dybet lavet af lys, hvor det kun var det der kunne ses. "Det er ligsom' en drøm" sagde jeg, men oplevelsen var mere end ord, så vi lod Mikael Simpsons musik og Jørgen Leth's ord være drømmens soundtrack. Den morgen da jeg vågnede i entreen og køkkenet, havde jeg ikke regnet med en hest der sked eller en sol der går ned, og man får heller ikke det hele med.  Et smil på mine læber gjorde bro fra øre til øre større end storebælt, størrebælt og størstebælt da dybet blev til land og Sprogø sprang ud af solen, "Jeg skal se meget fjernsyn i 2011" tænkte jeg. Her var vi så. Mig, ham, hende der sov på bagsædet og musikken i en sølvgrå Seat Kings of Leon på den anden side, i udkanten af virkeligheden, hvor sprogø ligger og solen går ned.

   

    

Good Ass Job!

Der er ham her. Næsten alle kender ham. Han dukker op selv når han ikke er ønsket og så er han noget med musik, men da også i film og ikke mindst på det sociale internet.

Kanye motherfuckin' West, mine damer og herrer, vil så frygteligt gerne dele sin smukke, dystre fordrejede fantasi med os, så han udgiver et album med de ord, 13 stykker musik og lidt over en times indsigt i rapperens, i producerens, i excentrikeren og i menneskets tanker. Gid det var sådan.

For jeg vil sige med det sammme. Dette er en af de bedste plader udgivet i år jeg har hørt. Det er med andre ord, og lad mig pointere dette, ikke på nogen måde den bedste plade jeg har hørt i år. Fordi der er helt åbenlyst nogle problemer man ikke kommer uden om når man er Kanye West.

Den første tanke da jeg havde fat i albummet, var at jeg havde hørt stort set halvdelen af numrene allerede, udgivet som del af Wests G.O.O.D friday stunt eller som singler og yderligere som soundtrack til hans film Runaway. Det er ikke noget større problem, men fordi at Kanye udgav flere numre end der var plads til på pladen, er vi som lyttere nu aktivt en del af sorteringen der fungerede i den kreative process. Derfor kan man overveje hvorfor numrene med Beyonce eller Talib Kweli ikke havnede på pladen.

Der er noget virkelig smukt ved de små tidsløse øjeblikke, der er klaveret i Runaway og Justin Vernon fra Bon Ivers vokal i Lost In The World. Men hvor førstnævnte gør pladen det hele værd, er LITW en speciel oplevelse. Sangen Runaway gør i sine 9 minutter en virkelig god kandidat for årets bedste sang. Grundet både tekst og melodi og den plads Kanye West skaber til at udtrykke noget sørgmodigt over et klaver og nogle strygere med utydelig, forvrænget autotunesyngende gråd. Den anden sang bruger en sample fra Bon Iver's sang Woods på mest fantastiske måde i starten og midt i det pompøse virvar af trommer. Den bliver til et uptempo, nærmest poppet nummer med storslåede virkemidler, der desværre distancerer sangen fra lytteren.  Men men men, her kommer Hr. West på med hans sidste ord på pladen, der lyder sådan her:

"Your my Devil, Your my Angel
Your my Heaven, Your my Hell

Your my Now, Your my Forever

Your my Freedom, Your my Jail

Your my Lies, Your my Truth

Your my War, Your my Truce

Your my Questions, Your my Proof

Your my Stress and your my Masseuse

Mama-say mama-say ma-ma-coo-sah

Lost in this Plastic life,

Let's Break out of this fake ass Party

Turn this in to a Classic Night

If we die in each others arms we still get laid in our Afterlife

If we die in each others arms we still get laid"

Skal jeg nu være dommer for hvorvidt denne tekst er banal og intetsigende eller simpel og effektfuld? Skal jeg dømme hårdt og høre på klageråb om at dømme et værk på dets præmisser istedet for at være tåbelig rockist, eller skal jeg prise den fantastiske musik og tage plads ved siden af de andre anmeldere, ærklærende værket som det bedste?. Det er da et skønt album, men jeg vil bare ikke synge med. Det er da flot, og særligt nu hvor jeg skriver mens jeg hører albummet og langsomt bliver gladere for musikken. Kristian Leth har i sin blog udvist kritik overfor, hvordan dette album bliver anmeldt og vurderet. Det ser jeg som en udfordring til at gøre det "rigtigt". Der er bare ingen der rigtig ved hvorden en god anmeldelse er stykket sammen, selv Leth søger mod romantiske formuleringer i hans forsøg på at definere den gode anmeldelse:

Er det ikke for at aktivere et værk, for at at indgå i en dialog med et kunstnerisk projekt? Er det ikke for at udfolde en - subjektiv - udlægning af en æstetik, en etik, et projekt? Handler det ikke om at gå med på et værks præmisser, frigøre sig fra alt andet end essensen og så forsøge at møde dette værk på en slagmark hvor omkomne og sårede er det, der ender i artiklen?

Jo! eller hvad? Leth møder som alle andre der nogensinde har læst en anmeldelse det problem der er vurderingen af kvalitet i lyd over tid, hvilket musik er i vores moderne verden. Det at vurdere musikalsk kvalitet var noget jeg gjorde op med dengang jeg skrev om Nephews album For god ordens skyld, som et resultat af at opleve at musikken bærer mange facetter, der præges af det man har hørt og hvor meget man går i dybden med det hørte. 

Når jeg siger at Kanye West ikke har lavet årets bedste album, så er det fordi han med sangene, teksterne og genrerne skaber kontraster, der danner alsidighed men gør mig opmærksom på det, albummet kunne have været. Den titel West først afslørede var Good Ass Job, og vi var med det samme klar over at han ville vende tilbage fra Autotune melankolien for at lave et fucking good ass job. Det kunne han uden tvivl have gjort, med sange som Monster uden Jay-z's tæerkrummende ringe vers og So Appalled uden den bitre stemning bliver afbrudt af den arrogante knøs CyHi Da Prynce der bl.a. spytter "if God had an iPod, I’d be on his playlist". Fint nok, men bare ikke til stemningen. 

Nå albummet så bliver kaldt My Beautiful Dark Twisted Fantasy, så kommer et overfladisk men fedt nummer som Monster til at virke malplaceret, og mange tekster og temaer til at virke banale og hverken smukke, mørke eller fordrejede. Det er helt sikkert at han lever op til de forventninger man har til et af hans udspil, men jeg lytter ikke til ham der råber højest. For Kanye West har været overalt, og han er en ypperlig mester i hype og promovering, hvilket tilsyneladende har resulteret i det respekterede musikmedie Pitchforks begrundelse for at albummet hører til på toppen:

"Bearing witness to Kanye West's very public 2010 has featured many joys, none greater than watching everyone unspool his myriad updates, achievements, and indiscretions into piles of meaning. His persona went to cataclysmic places this year-- there were times when he deserved his own cable news ticker."

Havde han bare forholdt sig professionelt til musikerpositionen og udgivet et nyskabende album med sange i samme ånd som Runaway, som først og fremmest er den sang der skal definere et album der skal definere året 2010, så havde han lagt en klassiker i vores bevidsthed. Hvis My Dark Twisted Fantasy er årets bedste album, så er 2010 præget af at vi som mennesker stadig holder os for meget til noget vi kender, til en vi kender. At de fleste medier dømmer Albummet til at være årets bedste kunne skyldes noget Leth også har fat i. Nemlig at der i anmeldelser ikke tages chancer nok til at se andre indgangsveje, og så ender alle med at messe den samme melodi, for det er en god success historie. ikke sandt? Med kunstnere som Kanye West, får musiksiderne Pitchfork, Gaffa og Soundvendue mulighed for at lege sladderblade, der beskæftiger sig med Yeezy's Twitter, blog og optrædender. 

Der er forskel på at vælge årets bedste album og at anmelde et album. Anmeldelsen er som sagt vanskelig pga. komplikationerne i at vurdere kvaliteten i musik, men titlen som årets bedste album kan bedømmes anerledes, fordi den skal ses i retrospekt. Sådan som jeg ser det skal årets album bære præg af året og de nye strømninger det indebærer, samtidigt skal årets album se frem ad, åbne nye døre og sætte nye standarder for hvordan en flok musikstykker kan sættes sammen. Sådanne album har ikke været en mangelvare i år 2010, hvor projekter som How to dress well, Everything Everything og Sleighbells har skubbet til vores ideer om pop og r'n'b. Kanye Wests album bliver nok set som et mesterværk, fordi han fremstår som den romantiske ener, med overblikket i sine skaberevne, som om alt var nøje tilrettelagt og alle produktioner pudset af, som om alle gæster gjorde præcis som han sagde og alting løb sammen i skønneste orden. Det er bl.a. derfor My twisted dark fantasy kan blive dømt til årets bedste samme år som Janelle Monáe udgiver sin første fuldlængde The ArchAndroid, der efter gennemlytning viser sig en del bedre som album end det Kanye West formår. 

Hendes album er nemlig fremadrettet, som et konceptalbum baseret på science fiktion og som en samling musikstykker der frit bevæger sig mellem hip-hop, soul, psychedelic, klassisk, pop og rock. Uden at gøre opmærksomhed på genreanarkien fungerer det uden forudindtagelser for hvad vi skal opleve. ArchAndroid indeholder ingen Runaway, men fungerer som helhed bare meget bedre, da tekstuniverset er dybere og musikken strækker sig længere end fine samples og trummerytmer. 

Når det er sagt, så kan Kanye Wests album formentlig ses som det bedste Hip-Hop/Rap album i år, stærkt forfulgt af Ghostface Killahs Apollo Kids, der i øvrigt blev udgivet efter medierne afgav dommen over bedste album i år. 

Kanye West er virkelig en kunstner, der kan når han vil, noget man særligt kan se i hans halv times film også med titlen Runaway, hvor nogle af albummets sange virkelig kommer til sin ret i selskab med de forunderlige og utroligt poetiske billeder. Gør dig selv en tjeneste og bare se den ene sekvens, hvor Kanye spiller klaver og synger titelnummeret. skønt skønt skønt

Kort sagt bør Kanye West ikke være skaberen af årets bedste album, fordi Janelle Monáe har skabt et langt mere progressivt album, der kommer til at betyde mere for musikken i fremtiden end My Beautiful Dark Twisted Fantasy. 

Men Kanye West har fandme lavet et Good Ass Job i 2010! Så efter alt det arbejde, fortjener han vel noget anerkendelse. Mere end dem der ikke råber højt? mere end dem, der laver  markedsføring? mere end dem der går mest op i at lave musik uden personen involveret? 

Let's have a toast for the douchebags,
Let's have a toast for the assholes,
Let's have a toast for the scumbags,
Every one of them that I know
Let's have a toast to the jerkoffs
That'll never take work off
Baby, I got a plan
Run away fast as you can...

- Buksen      

17. december - Trøjens mest hørte musik 2010

Ja så kom den endelig, det som blev efterspurgt, i kølvandet på min overhaling af Buksens indlæg der havde samme karakter som dette. En liste over min hørte musik i år 2010. Det er klart at der så går lidt jantelov i den hos Habitten (og ikke geden [Helt ærligt det er sku ved ikke at være særligt sjovt det der med geden, lad det blive den 24. og lad os få mysteriet afsløret hvem er den fucking ged]) at så skulle trøjen, når han nu var så åbenmundet, også åbne lyset for hans mest hørte musik i år. Men , ifølge itunes på min computer er de 5 numre jeg i det store hele har hørt (i al den tid jeg har haft denne computer hvorfra jeg skriver, og dermed ikke kun i år 2010):

#5 Introducing Palace Players - Mew
Uhh ha, se på os vi har et mærkeligt guitarriff som intro i to minutter før Jonas Bjerrre begynder at synge med sin mærkelige stemme.
#4 My girls - Animal Collective
Mærkelige blibblob lyde i flere lag begynder nummeret og så et eller andet underligt kanon-agtigt kor mens det blibblobber videre derudad.
# 3 Float On - Modest Mouse
Et nummer fra den beskedne mus på endnu et af deres album med den åhh så gudsbenåede poetiske titel: "Good news for people who love bad news" i stil med "We were dead before the ship even sank". Guitaren spiller på samme måde, manden nærmest råber og der er masser af bliblob. Fantastisk.

# 2 Walking on a dream - Empire of the sun
En poetisk titel fra de to science fiktion freaks. Begynder igen med noget blib og lidt slag på noget tromme og lidt synth. Og så en fortabt åhh verden er så dyster vokal.
#1 White winter hymnal - Fleet Foxes
Prøv at se på os, vi er et kollektiv af barfodede langskæggede og skovmandsskjortebeklædte mænd, der spiller akustisk musik og synger i kor, og skal bruge en million år på at stemme vores instrumenter.

Ja der er ikke meget at komme efter hva Trøjen? Så var du nok ikke så smart selv, hvad har du så overhovedet der giver dig ret til at kritisere Buksen? Det skal jeg sige jer, for Trøjen har altid et kort i ærmet.

Det vil nemlig vise sig at det ikke er de numre jeg har hørt mest i år 2010, som tidligere antydet er det nemlig de numre jeg har hørt mest på min computer i et ubestemmeligt tidsrum. Neeej Trøjen er langt mindre gennemskuelig end som så, han hører ikke blot sådan noget halvindieagtig småeksperimentel musik, og så tilmed kun deres hits. Nej gør dig selv klar til den rigtige top 5 takket være min last.fm profil her kan man se, at feltet former sig helt anerledes:

#5 Super 16 - Neu!

Dette fantastiske nummer fra Kill Bill 1 soundtracket viser virkelig vejen for moderne musik med de yderst monotone metallyde og den underliggende onde ambience. Dette tyske band med krautog eksperimentel rock viser vejen. Nummeret er lavet i et eller andet årstal.

#4 Seht - Olympus Mons



Det er fire minutters stemning fra dette New Zealandske band, et nummer jeg har skamhørt.

Det er en film med vandmænd og skyer og de har sminke på og danser mærkeligt.

# 3 Der er ikke plads til en nummer 3. Det er indie og derfor er det nice. Det nummer jeg har hørt 3. mest i år er altså ingenting.

# 2 Lou Reed Metal Machine Music

Ja her har manden virkelig skudt papegøjen, hvorfor ikke indspille en dobbelt LP udelukkende med guitar feedback. Det er mærkeligt og uudholdeligt at høre på, og derfor er det godt. Det indrammer ligesom tidens ånd af weltschmertz.

#1 Hamster on a piano

Kan man komme udenom dette postmoderne mesterværk, jeg tror det næppe, det er simpelthen for godt til at være sandt. Det er 00'erne i en nødeskal, det er autotune, og det er en halvdårlig rapper ind over popnummeret det til sidst. Ja det er pop, men teksten er fantastisk fordi den indrammer en verden, hvor meningen er forsvundet og det eneste vi bør koncentrere os om er dyrevelfærd, fordi mennesket alligevel er i færd med at udslette sig selv.

Så her er det altså sort på hvidt konklusionen, jeg har i virkeligheden en mega nice og indie agtig hipster musiksmag som den skal være i denne postmoderne tidsalder.

PS
Jeg vil gerne klage over dette indlægs påtagede sjovhed. Jeg mener helt ærligt, hvad ligner det først at præsentere noget musik som man åbenlyst hører, og kritisere det synder og sammen, fordi man er bange for at vise hvad man egentlig lytter til, fordi der er åhh så meget musik man burde høre, som man ikke hører. For derefter at præsentere alt muligt mærkelig musik som der er ingen der lytter til. Det er simpelthen dårlig humor, det er den der haha- du ved jo godt at jeg ikke mener det og derfor er det sjovt, prøv at se på mig nu lader jeg som om humor. Det er simpelthen dødsygt og kedeligt.

PPS
Jeg vil gerne klage over ovenstående forsøg på at redde den dårlige humor i dette indlæg, ved at irettesætte det, det er misbrug af en gammel Moty Python ide

som i slutningen af dette lille klip, hvor obersten kommer ind og afslutter det hele og beder programmet om at stoppe med at være fjollet. Det er det samme her og præmissen for at det er sjovt er jo netop at det er programmet, der beder programmet om at lade være med at være fjollet. Ligesom det er teksten, der beder teksten om at være fjollet. Fjollet.

PPPS
Jeg vil gerne bede om at lade være med denne overdrevne brug af "PS'er", det er endnu en dårlig joke, der simpelthen ikke er sjov. Med dette PPPS går det selvfølgelig ud over sig selv (altså PPPS'et og ikke geden). Altså igen får man skrevet sig ud på meningsløshedens rand.

PPPPS
Julehistorien

"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede to enjoy at this particular date, anyhow Santa Claus was happy with the old elf's help and therefore awarded him the meget røde nissehue, som var rødere end nissefars, der (altså nissefar og ikke huen [eller geden!]) i dette øjeblik var på vej over gårdspladsen, der var belagt med fine brosten fra det gamle Babylon, for at hente mælk til risengrøden, lidet anede han, at gårdens ejere var hastet bort og at bulldozerne var på vej imod gården for at anlægge den motorvej, som Lille Lars havde besluttet skulle anlægges for at tilgodese hans vestjyske vælgersegment (Venstres grundsten landmændende), som havde truet med at opgive al støtte til den synkende skude (Regeringen og ikke geden), hvis de ikke fik et supersygehus (hvad definerer egentlig et super sygehus, udover at det skal ligge i Gørsted, eller hvad den by hedder, whatever, det skal nok være super stort) og en motorvej, der vil blive så lidet befærdet at der kan spilles tennis på den (her er faktisk tale om at den onde tennis lobby i høj grad har påvirket regeringen for at få udviklet nye talenter, hvad de færreste nok ved)...

Rihanna bare omvendt

Samme tekst, samme melodi, men noget helt andet end man før har hørt. 

Det må vel være ønskeopskriften på et vellykket covernummer. Her rammer den engelske sanger ved navn Ellie Goulding i min optik ikke langt fra målet i hendes fortolkning af "Only Girl" gjort kendt af Rihanna. Væk er den pumpende bas og dertil anrettede synth og electrobeats, ind fra sidelinjen kommer BBC's strygere, piano og akustiske guitar. Dette musikalske etablissement akkompagnerer ikke længere en sikker, club-venlig, eksotisk vokal fra Bahamas, men en let skrøbelig og dog så velklingende britisk vokal. Døm selv:

Personligt synes jeg at den britiske version er en anelse mindre irriterende samt mere ægte, men Rihannas fornemmelse for clubhits skal ikke på noget tidspunkt undervurderes, og jeg vil uden den store ekspertise vurdere, at originalen klæder et dansegulv lidt bedre. 

PS. Tak til trøjen for en minimal afmystificering af gedens rolle i dennes (altså trøjens og -undskyld- ikke gedens) indlæg. Jeg ser frem til en gunstig dialog på tværs af beklædningsgenstande. 

14. december - Ja hvem egentlig?

Ganske godt spørgsmål Habitten kommer med der, og jeg må sige at jeg fandt indslaget ganske underholdende. Her har vi måske netop det denne julekalender handler om eller hvad? Er det julemysteriet om geden, om hvilken vi ved at den er en ged og ellers en masse negationer omhandlende ting geden ikke er. Under alle omstændigheder kan jeg nok sige så meget, at Habitten her forudgriber slagets gang, men at jeg endelig vil opfordre ham til at komme med flere bud på hvem der er tale om her (altså geden og ikke Mogens Lykketoft [og dermed er geden ikke Mogens Lykketoft]).

Imidlertid er der mange andre emner vi skal forbi, jeg kom som lovet forbi Babylonsk arkitektur, endda to gange, ellers er der lovet og efterspurgt (ellers loves de her):

En diskussion af begrebet samråd og disse populære konstruktioners egentlige funktion.
Hvad har TV 2 egentlig imod julemanden?
Eksempler på sjove navne.
En tilbundsgående analyse af brugen af alliterationer (bogstaverim) i Habittens indlæg (bisættelser og bisætninger, jeg mener helt ærligt)

Og så kan jeg endda love at bringe min helt egen liste (top 5) over min mest hørte numre i år, ja kom ikke her, nu skal Trøjen vise, hvad man bør høre!

"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede to enjoy at this particular date, anyhow Santa Claus was happy with the old elf's help and therefore awarded him the meget røde nissehue, som var rødere end nissefars, der (altså nissefar og ikke huen [eller geden!]) i dette øjeblik var på vej over gårdspladsen, der var belagt med fine brosten fra det gamle Babylon, for at hente mælk til risengrøden, lidet anede han, at gårdens ejere var hastet bort og at bulldozerne var på vej imod gården for at anlægge den motorvej, som Lille Lars havde besluttet skulle anlægges for at tilgodese hans vestjyske vælgersegment (Venstres grundsten landmændende), som...

7. december - Buksens musiksmag

JA DAAA så blev det den 7. december, vigtigt alligevel. Igen har jeg absolut intet at sige, og kan da igen henvise til Buksens selvsmagenhed, der her antager nye og hidtil usete dimensioner. Der er dårligt til at være i vores bydel pga. hans kæmpe ego.
Da ja intet indholdsrigt at fortælle fra mit eget liv, kan jeg jo lege Djævlens Advokat. En af de bedste ting er at udtale sig om ting man ikke har forstand på. Som f.eks. Buksens musikvalg, der til tider er mærkeligt med det formål at være mærkeligt. Igen det har jeg ingen forstand på.
Jeg mener helt ærligt, det er skudda noget mærkelig musik han har opstillet på sin liste nedenfor:
Nr. 10 Ja selvfølgelig er der Tom Waits, manden synger mærkeligt og spiller et MESCALINTRIP i filmen Domino, så selvfølgelig er det på Buksens liste
nr. 9 Major Parkinson et eller random norsk band, der er åhh så indieat ingen andre har hørt om det. Jeg kan dog godt lide navne cadeu til det. Stemmen beskrives som harsk smør, jaja har ikke hørt det.
nr. 8 Ja der er da et mashup på listen også, selvfølgelig og det lyder da også hyggeligt. Men helt ærligt Buksen (og Sokken og til dels Habitten din "Synes-Godt-om-Mashups-andre-uploader-på- facebook-type"), enhver idiot kan jo tage to stykker musik sammen der lyder ens, og kalde det for sit eget!
nr. 7 Aner ikke hvad det er, men helt ærligt! En Indie rapper fra Canada og en electronica producer fra Belgien (!). Belgien er et sygt land.
nr. 6 Johnson og U-dollar-tegn er på, her overrasker du Buks, men positivt, alle ved at at Johnson er fantastisk og han skal hyldes. Derfor er det egentlig skuffende på en 6. plads. Men når man er musiksnob så er det nok svært at placere ham højere.
nr. 5 Så 17 sekunder og manden har sminke på og jeg har det fra pålidelige kilder at han også skulle danse mærkeligt. Det er sku da for mærkeligt er han fra Belgien???

Ja det er let at være arrig og urefærdig men det er ret underholdende - prøv det.

Julehistorie:
"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede at nyde til en god..."

- Trøjen

2010, hvilket år!

Ja så er tiden kommet. Året rinder ud og et nyt står for døren (kliché, kliché, kliché).

Traditionen tro er det nu så småt blevet tid til de årlige hitlister, best of 2010, årets hold, og opsamlinger i hoved og røv. Hvilken film var den bedste? Hvilken fodboldspiller? Album? Kunstner? Piskeris?
Men også næste år vurderes og det gjorde den kære Le Gammeltoft mig især opmærksom på. Således laver BBC hvert år en "shooting star" liste over, ja, de kommende stjerner vurderet af folk, der tidligere har spottet Keane, 50 Cent, Mika og andre. Spændende? Det næste kuld ørehængere kan således findes her:

http://www.bbc.co.uk/music/soundof/2011/

Er man mere til at høre om det forgangne års TV-serier kan man her se Stephen Kings top 10, hvor vi blandt andet finder en lidt speciel 8. plads (måske):

http://filmz.dk/stephen-king-afsloerer-sine-10-favoritserier-i-2010 (man kan endda følge et link i linket til SK's film top 10)

For nu lige at berøre denne bemærkelsesværdige 8. plads, så skulle man da være en lort, hvis ikke man lige kunne håbe på en inspiration herfra til et kommende værk i Stephen King-stil selvfølgelig.

Hvis man derude har nogle gode, interessante lister, så kunne man da godt lige tage at dele!

Wayne's helt egen top 10

Og selvfølgelig vil jeg da udgive min egen top 10 på bedste David Letterman facon, men da året ikke er helt slut endnu, vil jeg gemme den til senere på måneden. Hvis i lyster, i tøjgenstande, til at gøre det samme, feel free!

Musik på billeder - nu igen!

Jamen det da rigtigt, selvom bloggen sænker farten, så findes der stadigvæk flere og flere mageløse videoer til den musik der farer gennem vores øregange. Se det ville jo være ganske fedt, hvis jeg lavede en liste over årets bedste musikvideoer, men sandheden er at der først og fremmest er mange gode og jeg vil med stor sandsynlighed glemme nogle stykker i mængden.

Jeg vil derfor nok bevæge mig i denne omgang lidt rundt i de nyere videoer og dem der akkompagnere den lidt mere indie og undergrundspræget musik. Men først!! en video til et hit der har hærget os i kort tid, et hit der formentlig bliver større og større. Princippet i videoen er meget finurligt med optrædener fra adskillige celebs og kendisser fra det musikalske jetset miljø, og jeg vil med glæde annoncere at ham eller hende, der kan spotte flest af dem vinder en lille præmie, som trækkes fredag. 10 december, svaret skal sendes til jdk-usa@hotmail. så se godt efter her:


Duck Sauce "Barbra Streisand" from Mr Goldbar on Vimeo.

Nej selveste Barbra Streisand viser ikke sin næse i videoen, og så langt så godt. Nu kommer vi til en ypperlig mester i filmkunst, Manden hedder Spike Jonze, og han er en af grundene til at man skal se musikvideoer. Han behandler nemlig mediet med største respekt, når hans billeder og klipning, får sceneriet til at se mere filmisk ud end mange film. Forvirret? jamen så se de videoer han instruerer for bl.a. Fatboy Slim, Kanye West og R.E.M.

Spike Jonze har også lige lavet en video for Arcade Fire til deres nummer, der også er titel på den nyeste plade The Suburbs. Så se den dog!


Arcade Fire - The Suburbs from David Kabot on Vimeo.

Da jeg sagde at jeg ikke kunne lave en liste over årets bedste videoer, var det løgn, eller det vil sige jeg kan ikke lave en lang liste, for jeg kan kun med 100% sige hvilken musikvideo der er årets bedste.

Jeg har aldrig nogensinde hørt om det norske musikprojekt Torgny, og jeg har slet ikke hørt om norske instruktør Emil Trier. Ganske tilfældigt da jeg lagde mærke til coveret på Torgny's nye album, ville jeg lige prøve at høre lidt af det. Derfor søgte jeg mod smagsprøvernes nirvana Youtube og fandt den første og bedste musikvideo, og hvilken video! Prøv engang og se hvordan en festlig dag kan foregå og skildres fra begyndelse til ende, med sløve og delikate klip der frembringer alle mulige følelser og tanker. "Big Day" er så skøn at jeg lige må se den inden jeg skriver videre... uuha smukke øldrikkende norske jenter, der hopper og springer og bader og danser og ørler og mona-lisa-smiler. Og musikken passer næsten til hvert billede. Det er årets bedste video, og nok også den bedste musikvideo jeg hidtil har set.


Torgny - "Big Day" from TORGNY on Vimeo.

Musik på billeder - så fedt bliver det.

Modeselektor - Deboutonner (Bonus Video) from bruno levy on Vimeo.

Wax Tailor feat. Charlie Winston " I Own You" from SoLab on Vimeo.

Noisia - Machine Gun from Noisia Official on Vimeo.

Acid Washed - Snake (feat. Barbara Panther) from Record Makers on Vimeo.

Cinnamon Chasers - Luv Deluxe (Music Video) from Saman Keshavarz on Vimeo.

Her er der 5 musikvideoer der alle har været påvirkende på den ene eller den anden måde. Der er noget helt unikt over det smukke sammenspil mellem billeder og musik. Se og hør på en følelse af tidsløshed og ikke-eksistens, dyk i ideernes flod.

Dette skal også være en opfordring til alle om at bruge vimeo i langt højere grad fremover.

- Buksen

Musik på billeder IV - WTF?!

Når der bliver lavet musik-videoer, sker det meget tit at kunstneren bag har totalt frie hænder. Det mærkes sommetider, og det er på en gang fascinerende men samtidigt abstrakt forstyrrende. Det virker som om det er lavet syret bare for at være syret, selvom det altid er provokerende og tankevækkende. Altid når man har set disse videoer, er man tilbage med en følelse af 3 bogstaver. Træd varsomt frem ind i følgende videoers groteske universer, og det er anbefalt at man holder varige pauser mellem hver enkelt, der er nemlig en hel del sanseindtryk der skal tygges og sluges.

Musik på billeder III - de mærkværdige, de besynderlige, de filmiske

Der er en helt speciel type musikvideoer der har vist sig i fremgang her i de seneste tider. At ønske sig filminstruktører til at lave musikvideoer har mange bands og kunstnere været enige om, og endnu flere instruktører har været villige til at hjælpe med et visuelt udtryk på lækre musikaliteter. Film-finesse videoen er som den antyder, meget som en kortfilm med skuespillere, filmiske (endda teatralske) virkemidler og utrolige stemninger.

Så lad os springe ud i musik-filmens verden...

Melankolien oser ud af karrierekvinden (spillet fantastisk af skuespillerinde Sarah Boberg), og det lydløse skrig skærer ind i huden. Hvad er der under pølens blanke overflade? Musikkens budskab om at "slippe" passer eminent sammen med billedernes grå konturer. Det dystre bliver i bedste Fever ray eller The knife stil skildret med minimalistiske øjeblikke og præcis klipning.

Silas Bjerregaards vokal er bedre kendt fra Turboweekend, og det er her sammen med snart solodebutaktuel HOLBEK første gang vi hører ham på modersmålet.

Oh No Onos video til Swim udforsker en drengs nysgerrighed og fantasi, med en kæk afslutning.

En på en gang underlig og betagende oplevelse at se to så modsatrettede udtryk i film og musik. Crookers har alle dage lavet vilde bassrytmer til dansegulvet, og det bliver kun den tand voldsommere når Kardinall Offishals jamaicanske rap kommer ind over. Man tænker sig om det virkelig er videoen til netop den sang man ser på, for det er bare så atypisk for rappere ikke at være centrum for deres musik. Når det er sagt, så er det nok så modigt at udgive denne video, da den nok ikke vil blive spillet meget på MTV og Voice tv. Man frydes over den akavede situation med disse to meget frigjorte bedstemødre i sorgens stund.

Jeg forstår ikke videoen, men jeg er utrolig fascineret af den sort/hvide skov og den simple stemning. Musikken gør alt for filmen om en koldblodig afhugger af hoveder.

Provokation er altid et kvalitetsstempel (måske?) og i Depeche modes seneste video bliver der provokeret. Så skal der sgu snaves. En ting er måske den sjove gimmick. Noget andet er fotograferingen af denne film, der ligger langt oppe blandt filmiske mesterværker. Der ikke andet en uhyre interessante mennesker i denne film, der bare virkelig sætter sig fast. Hva fanden skal det til for?

Det handler altid om mennesker, altid. Og med filmiske musikvideoer kommer vi HELT ind under ryggraden på disse sælsomme sjæle. Det er helt klart en glædelig nyhed for mig, at musikken langsomt bevæger sig væk fra kunstneren og tættere på kunsten i sig selv. Lad mig se mere om mennesker, musik, film, melankoli, humor eller bare Musik-film

Bonus:

En musik-tegnefilm i bedste internet flash stil, akkompagnerer Nephews bogstavelige video (en video hvor der næsten sker det samme som i filmen) "Va Fangool". Voldsom og grinagtig, langt bedre end den intetsigende "007 is also gonna die" band-video.

- Buksen

Mash my bitch up!

Jeg er blevet fortryllet af kaos, bootlegging og bastard-musik. Genren kaldes Mash-up.

Kort sagt er princippet vel velkendt for de fleste, at man som DJ tager 2 (som minimum!) stykker musik og mixer dem sammen til en helt og aldeles ny oplevelse af begge sange. Der indgår samples, accapella spor, og hele melodier til skabelsen af disse små vidundere. Det bedst kendte eksempel på dette må være Jay-Z vs. Linkin Park på "Numb Encore". Det er dog bare den lille lovlige del af det mageløse mash-up spekter.

Jeg vil istedet for at fortælle yderligere om dette, give eksempler på nogle af de sjoveste, mest forunderlige og helt igennem fantastiske ting der kan laves ved blandingen af til tider helt modsatte kunstneriske udtryk. Længe leve kaos!

Coldplay vs. The Killers vs. Kelly Clarkson vs. Muse vs. Bon Jovi vs. Empire of The Sun - Viva La Viral

Enya vs. The Prodigy - Orinoco Bitch

Queen vs. AC/DC vs. Outkast vs. Prince vs. The Beatles vs. Crowded House vs. Snoop and Dr. Dre vs. Led Zeppelin - Rock in Black

- Buksen