Sådan er det

Jeg bryder mig ikke om anmeldelser. Det er en hån mod musikken at lade den stå eller falde på enkelte brøkdele af et sanseindtryk, og det er med til at gøre musikken simpel og kommercielt tilgængelig. Ja jeg har da skrevet anmeldelser selv... men det var før den åbenbare sandhed gik op for mig. Det er en ganske ualmindeligt umulig opgave at vurdere kvaliteten af en sang eller et album for den sags skyld.

Så lad os da gøre det her til mere end bare endnu en anmeldelse.

Selvmord er nu en forunderlig ting. Selve handlingen men ligeså meget den opståen af ide og vilje til at ende ens opfattelse af eksistens. Den ultimative ensomhed, der kun er tændt af en selv mod en selv. Selvmord virker som en følelse, altså følelsen af total afmagt, svaghed, opgivelse, frustation og selvfølgelig den der absolutte ensomhed.

Men for at snakke død og selvmord, er jeg nødt til at overveje liv og eksistens. For vi har jo altid en svævende lyst til livet, og det er nok det der holder os fra døden. Men hvad er det liv helt konkret? Jo det er det vi lever for, altså de ting vi kender, ser, hører og tænker over. Ikke mindst de ting vi elsker. Er disse faktorer for livet tilstede opstår der livsglæde, mens ved fraværet af samme opstår der depression.

Det er vildt uhyggeligt at selve livet kan blive så uudholdeligt at dødens uvished bliver til at foretrække. Og det er altid det vi elsker mest, der ødelægger os.

Bare forestil dig det her. Sjælen er en mængde, en livsglæde valuta, som kan sælges, købes og ikke mindst investeres i forsøget på at forøge ens "rigdom". Den kan aldrig gives væk, for der er altid et udbytte, men den kan heller ikke betales kontant, kun over tid. Så er det problemet opstår i opdagelsen af kærlighed, lykke og tryghed. Kærligheden til et andet menneske er uvurderlig, derfor er det også en millionforretning at investere hele sjælen til den forunderlige glæde der opstår bare ved en strygende tanke om ham eller hende. Det er en rus, en euforisk rutsjebane, et liv i anden potens...

Hvor ville jeg ønske at lykken var konstant, eller i hvert fald mindre svævende en den nu er. For hvad gør man med en fattig sjæl. Når man har investeret alt det man kunne give og gøre, og bare er endt som en tom skal. Det liv man havde var jo ikke ens eget, det var jo bare i kærlighedens

skrøbelige hænder, og lige pludselig så kan man kun benægte eller se en dødelig sandhed i øjnene. Er man noget, når alt det man var blev investeret i noget som aldrig kommer igen? Er man i virkeligheden dømt til døden i det blotte øjeblik forelskelsen finder sted? På vej mod lykke, på vej mod selvmord.

Al kærlighed er vel ikke ulykkelig, men alt er relativt og intet er konstant. Der vil bare opstå tidspunkter hvor kærligheden ikke besejrer alt og der må man så forstå at frihed og kærlighed er ikke komplimentere effekter. Så ved elskov er risikoen for at miste alt allestedsnærværende.

Selvmord er så mange ting i virkeligheden. Selvmord er musik og ulykkelig kærlighed og det er rytmisk poesi. Jeg følte det var vigtigt at vise den fascination jeg har for konceptet, specielt nu hvor nogle mennesker vælger at bryde stereotype tremmer for at udtrykke deres følelser

omkring kærlighedens mørke. Jeg synes det er så trist og synd, men først og fremmest er det virkelig smukt. Hele situationen omkring menneskerne, og den kontroversielle titel, virker så utroligt overvældende at jeg er mødt til at fundere over hvordan inspirationen opstår. Det her kommer jo fra et bankende hjerte.

De har intet grundlag for denne udfoldelse. Hele deres liv har fungeret perfekt i den form som de var i, vi spidsede vores ører efter dem. At de så stopper succesen på toppen, og myrder sig selv i den kunst de befandt sig i, er underfundigt og helt betagende.

Jeg kan godt lide det... er der mere at sige om det. Jeg vil ikke anmelde det, men jeg vil til gengæld gøre jer opmærksom på det. Eller bare opmærksom på alt i virkeligheden. Det er jo ikke vigtigt at i hører det her fremfor noget andet, det er bare vigtigt at i prøver at høre alt. For du kan jo ikke undgå noget bare fordi du ved vil ende galt. Det betyder ikke at alting ender dårligt, men at vejen er snørklet og fyldt med forhindringer.

Selvmord betyder nok kun noget hvis ens liv består af rammer der kan brydes. Jeg skulle jo ikke bekymre mig om hende, for det har for helvede aldrig været hendes kærlighed der har gjort mig

lykkelig. Jeg kan ikke mærke hendes følelser, jeg kan kun og absolut kun mærke mine egne følelser. Jeg elsker hende jo ikke, jeg elsker mine tanker, mine følelser, min opfattelse og hun er den håndgribelige manifestation af netop de abstrakter der skaber den fantastiske ekstase der er kærlighed. Sandheden er at jeg elsker det menneske hun gør mig til.

Se hvis jeg kunne skrive det her uden det blev en kæmpe depressiv kliche, tro mig, så ville jeg gøre det. Men det tryghedsnarkotiske menneske lever på genkendelse af mønstre som man ikke kan ændre. Selv vil vi gerne være genkendelige, så vi kan skrive på facebook præcis hvordan vi er og hvad vi tænker. Men det ligger typisk langt væk fra ord, hvordan vi definerer os selv. Handlinger er langt mere beskrivende. Det er derfor jeg kysser hende, det er derfor vi har sex med hinanden og det er derfor jeg græder i sidste ende.

På godt og ondt. Livet er en velsignelse ved aldrig at være ligeud, ligemeget hvor langt op/ned man kommer, så kommer man altid på et tidspunkt ned/op igen. det er vigtigt at huske i det øjeblik hvor selvmord bliver en strøgtanke.

Dette burde aldrig ende. For tankerne står i kø og jeg elsker dem, med dem. Hvis jeg skrev længe nok så ville jeg nok finde frem til noget entydigt på et eller andet tidspunkt. Men mit mål er hverken at forklare eller fortælle. Det er ren refleksiv tænkning der bliver foreviget i en internet server, så hvis nogen fik noget ud af denne tekst ville jeg blive beæret.

Formålet eller meningen er til gengæld totalt fraværende. En lille sætning kan ikke afslutte noget som helst, men en mængde af min sjæl investeret i en lille tekst kan få livet til at fortsætte ad nye veje. Jeg tror det mest fornuftige ville være ikke at hade det du hader og elske det du elsker. Tænk hvis man bare kunne hade at hade og elske at elske.