Årets bedste album... allerede?!
Ja så hører man efter! Men jeg skal jo være idiot for at påstå at man ikke kan nå at lave et bedre album på ca. 10 måneder. Og jeg kommer til at æde mine ord om at vurdere musikkens kvalitet med anmeldelser, men alligevel ikke. Her i billedet ser en mand med skæg og ulet hår, der øjensynligt er i færd med et energifyldt dj-sæt til en fest i et mindre rum, der er endda lagt en "fisheye" effekt henover billedet for at overdrive den intime sfære der har været i lokalet. Denne mand, denne DJ, denne kunster er allerbedst kendt som Freddy Todd.
Han udgiver musik, vi ikke kan læse om i politiken, på gaffa eller soundvenue. Det er ikke fordi det er ekstremt eksperimenterende, eller fordi det tilhører voldsomme genrer som grindcore eller hardstyle. Faktisk er hans musik enormt oppe i tiden, og så selvfølgelig alligevel ikke. Forklaringen må være hans udgiver "Simplify Recordings", der ummidelbart tillader unge håbefulde producere og teknikere at udgive deres materiale i den form kunstneren ønsker det. Definitionen af et elektronisk indie label.
Albummet, debuten er 28 tracks over godt 2 1/2 time, og er kaldt Neon Spectacle Operator. Der er ikke meget der fænger lige i først omgang, både kunstnernavn, albumtitel og albumcover forekommer utroligt uinspireret og man er fristet til at tro at musikken læner sig langt op af den metervare techno der lader til at blive kastet ud i stride strømme fra europas lande (se TDC play)... men men men som i nok havde gættet så er det langt fra tilfældet. Jeg kan ikke bestemme hvilken lyd over tid, der bedst for mine ører, men jeg kan vurdere ildens betydning for mennesket. Jeg siger ikke at Neon Spectacle Operator er ild til musikken, men Freddy Todd har lavet noget som ingen andre har kunnet. Ord som Thugstep, Gutter Crunk, Lazer Booty, Splat-hop og Funk slime bliver kastet rundt på hans soundcloud, for på engang at identificere de små hentydninger til konventionelle genrebetydelser og på samme gang beskrive et kaotisk sammensurium af lyde med masser af bass. Mange ville sige Glitch, andre ville sige Dubstep, nogle vil mumle hip-hop og få vil hviske progressiv electronica. Men det ville kun forvirre og overraske for Freddy Todd er dømt til at blive en unik lytteoplevelse.
Hooked på første blipblop og thump thump, mindede førstehåndsintrykket meget om det jeg havde med Skrillex, Hudson Mohawke eller Flying Lotus. En form for afsky og distanceren fra noget brutalt kompromisløst men samtidig en brændende fascination i mødet med det man aldrig havde forestillet sig. Som en sibirisk tiger med pels af chips og øjne af oreos, ved man ikke om man går væk eller går til fadet. Så finder man ud af af der strømmer snapple og dip fra tigerens brystvorter, og der er ikke andet at gøre end at gå til modangreb. Det sådan jeg har det med musikken.
Just Taking My Blastoise For a Walk - Neon Spectacle Operator (Out NOW on Simplify Recordings!) by FreddyTodd
Så hvad er det egentlig der sker når man trykker play. Man hører noget lyd, der minder en om noget man kender, men pludselig ændrer musikken sig mod hip-hop om bliver straks til skæve rytmer, der straks bryder ud i noget funk, der falder til tunge dubstep rytmer og så noget nyt, og så noget andet og så på en ny måde. Heri ligger revolutionen, det er formen, der ligger så langt væk fra den "pop"ulære standard vi har vendet os til i lange tider med bluesinspireret rock og vers-omkvæd-cstykke bla bla blah... For mere end de 3 førnævnte producere, så forsøger Freddy Todd ikke at ramme andre forudindtagelser end orden gennem kaos. Skrillex spiller stadig på at blande electro med dubstep, FlyLo laver stadig elektronisk skæv hip-hop jazz og Mohawke glitcher derudaf med japanske spilsoundtracks og retro pop. Der er ganske enkelt ikke nogen måde at forklare hvad Neon Spectacle Operator er efter man har hørt alle 28 skæringer.
Når vi nu alligevel skal beskrive og definere, så lad det blive ved elektronisk musik (selvom der er flere eksempler på organisk instrumtering) på de klassiske symfoniers præmisser. Nu lyder det måske som om Todd bliver glorificeret en anelse meget, men sandheden er at Neon Spectacle Operator fortæller en historie med op og nedture og fremgang. Bare tag et nummer som "0asis" der tydeligt begynder med en rejse til ægypten og ørkenens ubarmhjertighed, for så at hæve intensiteten med citar og wobble, på samme måde som Wagner ville gøre det med blæse sektioner og hastige strygere.
Men jeg vil ikke anbefale at google ham og finde albummet i superb kvalitet til hurtig afhentning på mikkisays.net. Jeg vil anbefale jer at købe musikken og vigtigst af alt spille den for dem i kender. Freddy Todd fortjenner succes, for han har virkelig lagt meget arbejde i at sammensætte et univers af lyde og rytmer. 28 sange står alle sammen ud for sig selv og danner til sammen et revolutionerende mesterværk af musik som musik bør være. Ikke prætentiøs og ikke provokerende, bare helt igennem fantastisk for øregangene. Mange tak Freddy. Rigtig mange tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar