Freddy Todd og lyden over tid

Årets bedste album... allerede?!

Ja så hører man efter! Men jeg skal jo være idiot for at påstå at man ikke kan nå at lave et bedre album på ca. 10 måneder. Og jeg kommer til at æde mine ord om at vurdere musikkens kvalitet med anmeldelser, men alligevel ikke. Her i billedet ser en mand med skæg og ulet hår, der øjensynligt er i færd med et energifyldt dj-sæt til en fest i et mindre rum, der er endda lagt en "fisheye" effekt henover billedet for at overdrive den intime sfære der har været i lokalet. Denne mand, denne DJ, denne kunster er allerbedst kendt som Freddy Todd.

Han udgiver musik, vi ikke kan læse om i politiken, på gaffa eller soundvenue. Det er ikke fordi det er ekstremt eksperimenterende, eller fordi det tilhører voldsomme genrer som grindcore eller hardstyle. Faktisk er hans musik enormt oppe i tiden, og så selvfølgelig alligevel ikke. Forklaringen må være hans udgiver "Simplify Recordings", der ummidelbart tillader unge håbefulde producere og teknikere at udgive deres materiale i den form kunstneren ønsker det. Definitionen af et elektronisk indie label. 

Albummet, debuten er 28 tracks over godt 2 1/2 time, og er kaldt Neon Spectacle Operator. Der er ikke meget der fænger lige i først omgang, både kunstnernavn, albumtitel og albumcover forekommer utroligt uinspireret og man er fristet til at tro at musikken læner sig langt op af den metervare techno der lader til at blive kastet ud i stride strømme fra europas lande (se TDC play)... men men men som i nok havde gættet så er det langt fra tilfældet. Jeg kan ikke bestemme hvilken lyd over tid, der bedst for mine ører, men jeg kan vurdere ildens betydning for mennesket. 

Jeg siger ikke at Neon Spectacle Operator er ild til musikken, men Freddy Todd har lavet noget som ingen andre har kunnet. Ord som Thugstep, Gutter Crunk, Lazer Booty, Splat-hop og Funk slime bliver kastet rundt på hans soundcloud, for på engang at identificere de små hentydninger til konventionelle genrebetydelser og på samme gang beskrive et kaotisk sammensurium af lyde med masser af bass. Mange ville sige Glitch, andre ville sige Dubstep, nogle vil mumle hip-hop og få vil hviske progressiv electronica. Men det ville kun forvirre og overraske for Freddy Todd er dømt til at blive en unik lytteoplevelse. 

Hooked på første blipblop og thump thump, mindede førstehåndsintrykket meget om det jeg havde med Skrillex, Hudson Mohawke eller Flying Lotus. En form for afsky og distanceren fra noget brutalt kompromisløst men samtidig en brændende fascination i mødet med det man aldrig havde forestillet sig. Som en sibirisk tiger med pels af chips og øjne af oreos, ved man ikke om man går væk eller går til fadet. Så finder man ud af af der strømmer snapple og dip fra tigerens brystvorter, og der er ikke andet at gøre end at gå til modangreb. Det sådan jeg har det med musikken.

  Just Taking My Blastoise For a Walk - Neon Spectacle Operator (Out NOW on Simplify Recordings!) by FreddyTodd

Så hvad er det egentlig der sker når man trykker play. Man hører noget lyd, der minder en om noget man kender, men pludselig ændrer musikken sig mod hip-hop om bliver straks til skæve rytmer, der straks bryder ud i noget funk, der falder til tunge dubstep rytmer og så noget nyt, og så noget andet og så på en ny måde. Heri ligger revolutionen, det er formen, der ligger så langt væk fra den "pop"ulære standard vi har vendet os til i lange tider med bluesinspireret rock og vers-omkvæd-cstykke bla bla blah... For mere end de 3 førnævnte producere, så forsøger Freddy Todd ikke at ramme andre forudindtagelser end orden gennem kaos. Skrillex spiller stadig på at blande electro med dubstep, FlyLo laver stadig elektronisk skæv hip-hop jazz og Mohawke glitcher derudaf med japanske spilsoundtracks og retro pop. Der er ganske enkelt ikke nogen måde at forklare hvad Neon Spectacle Operator er efter man har hørt alle 28 skæringer. 

Når vi nu alligevel skal beskrive og definere, så lad det blive ved elektronisk musik (selvom der er flere eksempler på organisk instrumtering) på de klassiske symfoniers præmisser. Nu lyder det måske som om Todd bliver glorificeret en anelse meget, men sandheden er at Neon Spectacle Operator fortæller en historie med op og nedture og fremgang. Bare tag et nummer som "0asis" der tydeligt begynder med en rejse til ægypten og ørkenens ubarmhjertighed, for så at hæve intensiteten med citar og wobble, på samme måde som Wagner ville gøre det med blæse sektioner og hastige strygere. 

Men jeg vil ikke anbefale at google ham og finde albummet i superb kvalitet til hurtig afhentning på mikkisays.net. Jeg vil anbefale jer at købe musikken og vigtigst af alt spille den for dem i kender. Freddy Todd fortjenner succes, for han har virkelig lagt meget arbejde i at sammensætte et univers af lyde og rytmer. 28 sange står alle sammen ud for sig selv og danner til sammen et revolutionerende mesterværk af musik som musik bør være. Ikke prætentiøs og ikke provokerende, bare helt igennem fantastisk for øregangene. Mange tak Freddy. Rigtig mange tak.

  Winter Defroster - Neon Spectacle Operator (OUT NOW ON SIMPLIFY!) by FreddyTodd

Good Ass Job!

Der er ham her. Næsten alle kender ham. Han dukker op selv når han ikke er ønsket og så er han noget med musik, men da også i film og ikke mindst på det sociale internet.

Kanye motherfuckin' West, mine damer og herrer, vil så frygteligt gerne dele sin smukke, dystre fordrejede fantasi med os, så han udgiver et album med de ord, 13 stykker musik og lidt over en times indsigt i rapperens, i producerens, i excentrikeren og i menneskets tanker. Gid det var sådan.

For jeg vil sige med det sammme. Dette er en af de bedste plader udgivet i år jeg har hørt. Det er med andre ord, og lad mig pointere dette, ikke på nogen måde den bedste plade jeg har hørt i år. Fordi der er helt åbenlyst nogle problemer man ikke kommer uden om når man er Kanye West.

Den første tanke da jeg havde fat i albummet, var at jeg havde hørt stort set halvdelen af numrene allerede, udgivet som del af Wests G.O.O.D friday stunt eller som singler og yderligere som soundtrack til hans film Runaway. Det er ikke noget større problem, men fordi at Kanye udgav flere numre end der var plads til på pladen, er vi som lyttere nu aktivt en del af sorteringen der fungerede i den kreative process. Derfor kan man overveje hvorfor numrene med Beyonce eller Talib Kweli ikke havnede på pladen.

Der er noget virkelig smukt ved de små tidsløse øjeblikke, der er klaveret i Runaway og Justin Vernon fra Bon Ivers vokal i Lost In The World. Men hvor førstnævnte gør pladen det hele værd, er LITW en speciel oplevelse. Sangen Runaway gør i sine 9 minutter en virkelig god kandidat for årets bedste sang. Grundet både tekst og melodi og den plads Kanye West skaber til at udtrykke noget sørgmodigt over et klaver og nogle strygere med utydelig, forvrænget autotunesyngende gråd. Den anden sang bruger en sample fra Bon Iver's sang Woods på mest fantastiske måde i starten og midt i det pompøse virvar af trommer. Den bliver til et uptempo, nærmest poppet nummer med storslåede virkemidler, der desværre distancerer sangen fra lytteren.  Men men men, her kommer Hr. West på med hans sidste ord på pladen, der lyder sådan her:

"Your my Devil, Your my Angel
Your my Heaven, Your my Hell

Your my Now, Your my Forever

Your my Freedom, Your my Jail

Your my Lies, Your my Truth

Your my War, Your my Truce

Your my Questions, Your my Proof

Your my Stress and your my Masseuse

Mama-say mama-say ma-ma-coo-sah

Lost in this Plastic life,

Let's Break out of this fake ass Party

Turn this in to a Classic Night

If we die in each others arms we still get laid in our Afterlife

If we die in each others arms we still get laid"

Skal jeg nu være dommer for hvorvidt denne tekst er banal og intetsigende eller simpel og effektfuld? Skal jeg dømme hårdt og høre på klageråb om at dømme et værk på dets præmisser istedet for at være tåbelig rockist, eller skal jeg prise den fantastiske musik og tage plads ved siden af de andre anmeldere, ærklærende værket som det bedste?. Det er da et skønt album, men jeg vil bare ikke synge med. Det er da flot, og særligt nu hvor jeg skriver mens jeg hører albummet og langsomt bliver gladere for musikken. Kristian Leth har i sin blog udvist kritik overfor, hvordan dette album bliver anmeldt og vurderet. Det ser jeg som en udfordring til at gøre det "rigtigt". Der er bare ingen der rigtig ved hvorden en god anmeldelse er stykket sammen, selv Leth søger mod romantiske formuleringer i hans forsøg på at definere den gode anmeldelse:

Er det ikke for at aktivere et værk, for at at indgå i en dialog med et kunstnerisk projekt? Er det ikke for at udfolde en - subjektiv - udlægning af en æstetik, en etik, et projekt? Handler det ikke om at gå med på et værks præmisser, frigøre sig fra alt andet end essensen og så forsøge at møde dette værk på en slagmark hvor omkomne og sårede er det, der ender i artiklen?

Jo! eller hvad? Leth møder som alle andre der nogensinde har læst en anmeldelse det problem der er vurderingen af kvalitet i lyd over tid, hvilket musik er i vores moderne verden. Det at vurdere musikalsk kvalitet var noget jeg gjorde op med dengang jeg skrev om Nephews album For god ordens skyld, som et resultat af at opleve at musikken bærer mange facetter, der præges af det man har hørt og hvor meget man går i dybden med det hørte. 

Når jeg siger at Kanye West ikke har lavet årets bedste album, så er det fordi han med sangene, teksterne og genrerne skaber kontraster, der danner alsidighed men gør mig opmærksom på det, albummet kunne have været. Den titel West først afslørede var Good Ass Job, og vi var med det samme klar over at han ville vende tilbage fra Autotune melankolien for at lave et fucking good ass job. Det kunne han uden tvivl have gjort, med sange som Monster uden Jay-z's tæerkrummende ringe vers og So Appalled uden den bitre stemning bliver afbrudt af den arrogante knøs CyHi Da Prynce der bl.a. spytter "if God had an iPod, I’d be on his playlist". Fint nok, men bare ikke til stemningen. 

Nå albummet så bliver kaldt My Beautiful Dark Twisted Fantasy, så kommer et overfladisk men fedt nummer som Monster til at virke malplaceret, og mange tekster og temaer til at virke banale og hverken smukke, mørke eller fordrejede. Det er helt sikkert at han lever op til de forventninger man har til et af hans udspil, men jeg lytter ikke til ham der råber højest. For Kanye West har været overalt, og han er en ypperlig mester i hype og promovering, hvilket tilsyneladende har resulteret i det respekterede musikmedie Pitchforks begrundelse for at albummet hører til på toppen:

"Bearing witness to Kanye West's very public 2010 has featured many joys, none greater than watching everyone unspool his myriad updates, achievements, and indiscretions into piles of meaning. His persona went to cataclysmic places this year-- there were times when he deserved his own cable news ticker."

Havde han bare forholdt sig professionelt til musikerpositionen og udgivet et nyskabende album med sange i samme ånd som Runaway, som først og fremmest er den sang der skal definere et album der skal definere året 2010, så havde han lagt en klassiker i vores bevidsthed. Hvis My Dark Twisted Fantasy er årets bedste album, så er 2010 præget af at vi som mennesker stadig holder os for meget til noget vi kender, til en vi kender. At de fleste medier dømmer Albummet til at være årets bedste kunne skyldes noget Leth også har fat i. Nemlig at der i anmeldelser ikke tages chancer nok til at se andre indgangsveje, og så ender alle med at messe den samme melodi, for det er en god success historie. ikke sandt? Med kunstnere som Kanye West, får musiksiderne Pitchfork, Gaffa og Soundvendue mulighed for at lege sladderblade, der beskæftiger sig med Yeezy's Twitter, blog og optrædender. 

Der er forskel på at vælge årets bedste album og at anmelde et album. Anmeldelsen er som sagt vanskelig pga. komplikationerne i at vurdere kvaliteten i musik, men titlen som årets bedste album kan bedømmes anerledes, fordi den skal ses i retrospekt. Sådan som jeg ser det skal årets album bære præg af året og de nye strømninger det indebærer, samtidigt skal årets album se frem ad, åbne nye døre og sætte nye standarder for hvordan en flok musikstykker kan sættes sammen. Sådanne album har ikke været en mangelvare i år 2010, hvor projekter som How to dress well, Everything Everything og Sleighbells har skubbet til vores ideer om pop og r'n'b. Kanye Wests album bliver nok set som et mesterværk, fordi han fremstår som den romantiske ener, med overblikket i sine skaberevne, som om alt var nøje tilrettelagt og alle produktioner pudset af, som om alle gæster gjorde præcis som han sagde og alting løb sammen i skønneste orden. Det er bl.a. derfor My twisted dark fantasy kan blive dømt til årets bedste samme år som Janelle Monáe udgiver sin første fuldlængde The ArchAndroid, der efter gennemlytning viser sig en del bedre som album end det Kanye West formår. 

Hendes album er nemlig fremadrettet, som et konceptalbum baseret på science fiktion og som en samling musikstykker der frit bevæger sig mellem hip-hop, soul, psychedelic, klassisk, pop og rock. Uden at gøre opmærksomhed på genreanarkien fungerer det uden forudindtagelser for hvad vi skal opleve. ArchAndroid indeholder ingen Runaway, men fungerer som helhed bare meget bedre, da tekstuniverset er dybere og musikken strækker sig længere end fine samples og trummerytmer. 

Når det er sagt, så kan Kanye Wests album formentlig ses som det bedste Hip-Hop/Rap album i år, stærkt forfulgt af Ghostface Killahs Apollo Kids, der i øvrigt blev udgivet efter medierne afgav dommen over bedste album i år. 

Kanye West er virkelig en kunstner, der kan når han vil, noget man særligt kan se i hans halv times film også med titlen Runaway, hvor nogle af albummets sange virkelig kommer til sin ret i selskab med de forunderlige og utroligt poetiske billeder. Gør dig selv en tjeneste og bare se den ene sekvens, hvor Kanye spiller klaver og synger titelnummeret. skønt skønt skønt

Kort sagt bør Kanye West ikke være skaberen af årets bedste album, fordi Janelle Monáe har skabt et langt mere progressivt album, der kommer til at betyde mere for musikken i fremtiden end My Beautiful Dark Twisted Fantasy. 

Men Kanye West har fandme lavet et Good Ass Job i 2010! Så efter alt det arbejde, fortjener han vel noget anerkendelse. Mere end dem der ikke råber højt? mere end dem, der laver  markedsføring? mere end dem der går mest op i at lave musik uden personen involveret? 

Let's have a toast for the douchebags,
Let's have a toast for the assholes,
Let's have a toast for the scumbags,
Every one of them that I know
Let's have a toast to the jerkoffs
That'll never take work off
Baby, I got a plan
Run away fast as you can...

- Buksen