run at night
go to red
heart moans and death lies
finger in flower
after my love
hot sun but sad size
Tak til trøjen for at lave et lille pusterum mellem to poesi indlæg. Jeg er konstant fascineret af, hvor nemt det bliver at lave noget poetisk, så længe ordene er begrænset og overskuelige. Ordene er jo i vores magt, til stadighed. De findes. Alt der er tilbage at udnytte dem.
Det virker bare som om, at det simple ordvalg gør det mere tilgængeligt at lave noget et distanceret værk. Måske er vi bare bange for vores kreativitet, og vores evne til at sammensætte alt på godt.... og ondt. Jeg ved jeg er bange for det. Anyways så kan man jo altid bare analysere et digt til æstetisk perfektion. Ovenstående handler f.eks. om melankolien ved at være en livsnyder og natteravn, ved billeder af en rødlig sol. Solen er glødende varm, men ikke særlig stor.
Tænkte jeg på det da jeg tog tilfældige brikker med ord på, og satte dem sammen? Slet ikke. Gør det digtet til kunst eller underholdning eller ren tilfældighed? jeg ved det ikke, det afhænger af ligegyldige definitioner.
Næste digt var bevidst lavet for at vurdere den dybe ide med poesi. Som jeg sagde før så er alle ordene i vores magt i vores hoveder. De skal bare ned på papir. Her kommer formatet "køleskabspoesi" også til sin ret i den forstand at brikkerne bliver placeret bevidst i forhold til hinanden. Jeg valgte også at konfrontere det bægrensede ordvalg, ved en leg med ordlyde. Sådan kan "see that sail is gorgeous" og "I/eye" skrives.
manipulate our universe
man over picture
blaze after glass
she that sail
his gorgeous
eye remember yesterday
eye embrace every present
eye will use poetry
- buksen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar