"Don't worry,
About a thing,
'Cause every little thing,
Gonna be alright."
Sådan lyder en kendt Bob Marley sang "Three little birds", der ikke just er blevet mindre kendt efter dens optræden som hovedsoundtrack i filmen "I am Legend". Budskabet i omkvædet, de fire ovenstående strofer, er ikke så svært at tyde. På bedste Bob Marley manér maner han til ro og kærlighed hos den stressede verdensbefolkning. Han synger om at "smile med solopgangen", synge glade sange osv. Lad ikke hverdagen overtage det gode humør. Ligesom i "I am Legend", hvor situationen noget karikeret er sat op omkring dette budskab. Robert Neville (hovedpersonen i filmen spillet af Will Smith) om nogen i verden har noget at bekymre sig om, men han klamrer sig til Bob Marley og det spinkle håb, der er Robert givet. På samme måde løber vi rundt fra ærinde til ærinde, opgave til opgave med samme evige dårlige smag i munden over udsigten til næste byrde. Vi har bare satset på håbet om en lysning i skoven. En ende på alle disse sten på vejen. Som studerende i 2g har man også sit at gå og bekymre sig om. Lektierne driver af værelsets fire vægge og undervisningen trækker ud til langt ud på eftermiddagen. Bekymringerne stiger og falder som afleveringerne gives for og afleveres. Mit og alle andre 2g'eres håb er, at den første lysning i skoven indtræder i 3g. Efter sigende et lettere år, hvor man stille og roligt gearer med noget repition. Derefter, og også heraf årsagen til al den jubel med huer og lastbiler, selvfølgelig sidste skoledag, dimisionen og så videre. "Når man først er ude af gymnasiet må ens bekymringsfulde tid være ovre". Sådan tænkte jeg og, ret mig hvis jeg tager fejl, et hav af andre studerende, indtil jeg for et par aftener siden kørte hjem fra arbejde.
Det, jeg fandt ud af, var, at verden aldrig går i stå. Således går mennesket heller ikke i stå. Og et menneske i bevægelse er et bekymret menneske. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Vi vil automatisk bekymre os omkring næste skridt, næste valg, næste dag...
Jeg vil aldrig kunne læne mig tilbage i en stol og tænke: "Her kan jeg sidde til jeg dør uden at blive mødt af en bekymring".
Der vil altid være endnu en bakkekam, der skal bestiges. Selvfølgelig kun til den allersidste meter er gået. Håber vi.
Dette pessimistiske livssyn skal dog ikke komme i vejen for idealister som Bob og mange andre. Tværtimod. Vi bør dyrke dem. Vi bør dyrke små øjeblikke, hvor vi ikke behøves at tænke på noget, hverken lektier, lyssky eller andre ubekvemheder. Utroligt mange søger denne frihed gennem alkohol, nogle søger den så aggresivt, at stoffer er nødvendige. Men hvad er problemet i at gå ud om morgenen, gerne tirsdag morgen, for bare at se solen. Bare at nyde det hele et sekund. Det kommer til at lyde pladderromantisk nu, men i en verden, hvor vi farer nervøse rundt mellem hinanden og kun ænser problemer mv., bør man give sig selv det frikvarter. For det er selvfølgelig kun et frikvarter. Klokken skal nok ringe ind igen - bare vent. Men...
"Don't Worry - Be Happy"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar