Nutidens vestlige demokratier er et produkt af en længerevarende proces, der kan spores tilbage til den græske civilstations- filosofi- og videnskabsvugge. Dengang var demokratiet ganske vidst ikke præget af samme lighed som i dag, kun mandlige borgere kunne stemme til valgene, der foregik på baggrund af en direkte valgproces på store dertil indrettede pladser. Her blev afstemningerne så afgjort efter håndsoprækning, og resultatet af afstemningen blev afgjort på baggrund af et skøn for antallet af oprakte hænder. Siden gik ideen om folkestyret og republikken i glemmebogen, efter romernes indførelse af kejservælde. Siden romerrigets sammenbrud skulle der gå lang tid med despotisme og feudalsamfund, før nye tanker igen spirede i Europa.
I renæssancen ca. 1000 år efter det vestromerske riges sammenbrud søgte man således en genfødsel af de antikke græske idealer og filosofier, herigennem demokratiet. I 1700 tallet opstod liberalismen, der gjorde op med kongerne og kejsernes enevælde i Europa. Mennesket var frit, selvstændigt tænkende – enhver var sin egen lykkes smed lød det. Liberalismens tanker blev manifesteret i Den Franske Revolution – hvor mantraet var ”Frihed lighed og broderskab”, og den Amerikanske Uafhængighedserklæring og krig, ”We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal…”, banede vejen for fødslen af de første vestlige demokratier.
Her spirede demokratierne og det kan ses som årsagen til den vestlige levevis i dag. De europæiske og de amerikanske demokratier er således opstået da borgerne blodigt eller ikke blodigt gjorde op med det despotiske enevælde.
Med det idealistiske demokrati følger et ønske om at udbrede denne folkets styreform til verden, således at man en dag kan opnå den sagnomspundne verdensfred, med lige rettigheder for alle. I sandhed et mål, der må være det absolutte og værd at stræbe efter. Spørgsmålet er blot hvordan det kan lade sig gøre?
For hvis man søger at udbrede demokratiet via voldelige midler, hvis man søger aggressivt og ekspansivt at udbrede demokratiet, forsvinder hele grundideen om fred og frihed vel i uforståelige krigshandlinger, der blot skaber frygt for ”demokratiets budbringere”. Men er det ikke netop de modsatte bl.a. USA og Danmark har stået i spidsen for i f.eks. Irak. Et forsøg på at pådutte et land demokratiet uden at landet har nogen demokratisk tradition. For en befolkning der ikke har gennemgået samme historiske strømninger, som blev refereret til i begyndelsen, bliver ideen om et folkestyre svær at forstå. Det gør at implementeringen af demokratiet bliver en lang og besværlig proces. Er der så samtidig krigslignende og forfærdelige forhold i landet bliver situationen om end endnu værre, og folkestemningen kan meget hurtigt ændre sig imod de såkaldte ”befriere”, der pludselig bliver besættere.Er det ikke bedre med forholdsvist fredeligt despotisk styre end et voldeligt og usammenhængende demokrati?
Måske, det rejser dog blot spørgsmålet om despotiske tyrannier kan være fredelige, endsige respektere menneskerettigheder? Under alle omstændigheder virker krig ikke som et optimalt redskab i den idealistiske udbredelse af demokratiet. For demokratiet er jo netop i en ikke voldelig ide. Man respekterer retten til liv, retten til ejendom, retten til at ytre sig, retten til fri religion etc.. Krig bremser alle disse idealer, også selv den føres under de selv samme idealers banner. Derimod bør man søge mere fredelige midler, hjælpe menneskerettighedsforkæmpere, hjælpe stater der rent faktisk forsøger at opnå et demokrati til at opnå et velfungerende et af slagsen. Samtidig må alle demokratiske stater lære at demokratierne ikke er fejlfrie, at der er meget at opnå, at der selv i demokratiske stater krænkes menneskerettigheder. Kun ved at erkende at man ikke selv er ufejlbarlig, kan man hjælpe andre til at blive ufejlbarlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar