Hvem beskytter os mod beskytterne?

Det er sjældent jeg lader min Ipod ligge i lommen, mens jeg cykler hjem fra biografen, det er sjældent at jeg foretrækker den eftertænksomme stilhed frem for de behagelige rocktoner i mit øre, og det er specielt sjældent jeg føler at mit hovede ikke rummer alle de overvejelser jeg er givet.

På vej hjem fra biografen igår, klokken er 23:12 17. marts, klar himmel og mild blæst. få mennesker er til stede, færre erkender deres egen synd. De kender mig ikke, men jeg er kommet nærmere sandheden. sådan føles det i hvertfald. Efter at have set den film, fylder et enkelt spørgsmål mit hovede med gevaldig kraft: 

Hvad gør man når man har set et stykke kunst der viser sig så tankevækkende, at alt andet blot virker som et forkrøblet forsøg på en indbildning af kunst? Hvad gør man lige så snart man er overbevist om at man aldrig kommer til at se noget, med samme effekt? 

mit svar er enkelt: vent til "Watchmen" kommer på DVD og se en af verdens bedste grafiske romaner komme til live igen på din fjernsynskærm. Eller endnu bedre "læs tegneserien".

Så skulle der vist heller ikke være nogen tvivl om at jeg er ret glad for denne biografaktuelle film, som udadtil ligner endnu en af disse mange populære superheltefilm. Hvad traileren sælger filmen til at være, er så lang fra hvad Watchmen egentlig indeholder som kunstværk. En Mastodont af komplekser og symboler, paradokser og finurligheder. Som en kompromisløs opgørelse med den klassiske superheltefilm, står Watchmen nu i glimrende forbindelse til Dark Knight der skildrer superhelten som selvofrende for "the greater good", og med problemer der rækker dybere end bare til robotdragter, sandmænd og kryptonit i hendholdsvis Ironman, Spiderman 3 og Superman Returns.

Filmens historie tager udgangspunkt i 1985, hvor Præsident Nixon er valgt for tredje gang, den kolde krig truer med at blive rigtig varm, og Amerikanerne vinder Vietnamkrigen takket være den omvandrende brintbombe Dr. Manhattan (steroid-smølfen i midten af billedet). Selve handlingen begynder idet The Comedian (cigaren længst til venstre) bliver brutalt myrdet som pensioneret helt. Se i 1985 har det nemlig vist sig at det er blevet ulovligt at være maskeret hævner, så alle heltene er pensioneret med undtagelse af den mest hårdkogte Rorschach, hvis navn er taget fra de psykologiske rorshach blækplæt test. Meget af filmen går så på Rorschachs opklaren af dette pludselige mord på The Comedian, samt andre udspekulerede forsøg på at få Watchmen af vejen. Undervejs kommer vi tæt, meget tæt ind på de aldrende helte, og deres trøstesløse traumer, hvad enten mor var prostitueret, eller far voldtog mor. Om man er for magtfuld til at forstå de menneskelige, eller for afhængig af sin hemmelige identitet, så kommer det frem i lyset, når Watchmen åbner op for de dystre sider af heltelivet. 

Selvom filmen er lang, så kunne den sagtens have været længere, specielt bare for lige at forklare visse detaljer som den lyserøde tiger med horn, og Rorshachs evigt bevægende maske. Selvom filmen er til klar topkarakter så, er der dele i filmen der overlader meget at ønske i forhold til tegneseriens komplette genialitet. Udover de lidt søgt placerede sange fra Nena (ja hende med 99 luftballons) og Simon and Garfunkel, så er den ide at Dr. Manhatten skal rende rundt i al sin blålighed og fremvise den selvlysende smølfehyggespreder. Selvom det er åbenlyst at han skal være så nøgen og gudeagtig som muligt, så er det bare generelt forstyrrende hvis den blå sjover er i billedet (der er ganske enkelt nogen der har kælet for meget for den computeranimerede nedre region). I ånden af brok over en ellers fantastisk film, er jeg simpelthen nød til at nævne det unødvendige brug af Leonard Cohen med Halelujah i en alt for tydelig sex-scene, hvor man næsten fornemmer den samme grad af pinlighed, der opstår når man griber nogen midt i legen. 

Slutningen i filmen er så fantastisk at alle andre superhelte/tegneseriefilm kommer til skamme over mangel på samme. Som om det ikke var nok så bærer skuespillerne karakterene hele vejen, og gør filmen ligeså nødvending for den grafiske roman, som romanen er for filmen. Forskellen mellem de to er som forskellen mellem at høre en historie, og så at være der da set skete. Hører man det fortalt, bliver det altid vildere og mere utroligt, mens når man oplever det selv, så kommer det til at virke håndterbart og personligt. På samme måde var filmen, en forsimplet udgave af den grafiske roman, som i stadighed tegnede et mere tydeligt billede med større følelser og armbevægelser. 

Watchmen satte hos mig nogle tanker igang, der er umulige at beskrive. Det var så mesmeriserende den måde, der var så mange vigtige pointer at holde fast i efter at have set Watchmen. Filmen "Watchmen" er bare en af de der stykker kunst som skal få dig til at føle at dig som et ændret menneske, og få dig til at føle at der er mere ved verden end man skulle tro.

jeg vil anbefale alle at læse tegneserien, eller gøre som mig og find den som "motion comic" i alle 12 kapitler, fordi tegneserien indeholder helt igennem enestående dele som filmen ser meget stort på. Dernæst vil jeg anbefale at du som mig tager din bedste ven med ind for at se Watchmen, da du helt sikkert vil ha' nogen du kan dele og diskutere filmen med. Vid at i skal se en film med mere dybde end action (selvom actionsekvenserne ikke er så ringe endda), og vid at Watchmen minder om intet i har set førhen. Så er I godt klædt på til at se den formentlig bedste film i 2009 (ja den er bedre end Slumdog Millionaire).

Watchmen er mere end bare ekseptionelt godt klædt på med alle det der gør en film til et mesterværk, selvom frakken hænger i laser og hatten har set bedre dage, så er Rorshach blækpletterne så dragende at man opdager hvor gennemført stilen er sat. Watchmen er Ualmindeligt Stilfuld og velklædt derfor giver Buksen 6 ud af 6 stykker kluns samt en blodplettet smiley ,: ) 

              /\ /\ /\ /\ /\ /\

for mere info om Watchmen se dette podcast "watchmen 101"

 

- Buksen