Miles Davis er navnet på den kunstner, som i disse dage er albumaktuel med genfødslen af et af de mest inspirerende jazzværker nogensinde. Her taler jeg selvfølgelig om 50-års genudgivelsen af det legendariske album: "Kind of Blue". Miles Davis var i sin levetid og er stadig kendt for sit sagnomspundne orkester. Med sværvægtere som Herbie Hancock og Marcus Miller var Davis i særdeleshed med til at sparke karrierer igang for en lang række idag verdensberømte jazzmusikere. Hans status inden for genren er uovertruffen. Hans evne til at opsætte sine smågeniale kompositioner gennem et band i den absolutte verdenselite var helt fænomenal. Hans bands blev således et brand for musikere. Man gik rundt og drømte om at komme til at spille i et af hans bands, som håbefulde fodboldspillere idag går og drømmer om en fast plads på Manchester Uniteds eller Barcalonas førstehold.
Under denne storhedstid gjorde han et af den moderne musiks vidundere. Han skabte "Kind of Blue", der med drømmende, svingende numre som "So What" og "Blue in Green" stadig holder takten den dag idag, 50 år efter pladen så lyset for første gang. Især i "Blue in Green" formår lyden at forstumme én. Piskerisets sagte gang over lilletrommen giver en associationer til en ung kvinde, der trækker vejret, mens blæseren fortæller en aldrende bakkersangerindes melankolske historie. Albummets overflod af detaljerede sax- og trompetsoloer som denne i "Blue in Green" giver endvidere en dejlig klang af en lun morfarstemning. Dette forstærkes yderligere gennem bassens vuggende rundgang, der i selvskab med et diskret slagtøjsarrangement lægger alle bekymringer og stressfaktorer i seng. Jazz er i forvejen musikkens svar på sjælelig frelse. Davis tager denne frelse og løfter den til et nyt, nær religiøst niveau. Fadervor kan godt pakke sammen i forhold til det her. Jeg er overbevist om, at den nu afsluttede SoSu-konflikt havde været overstået på under en uge, hvis blot samtlige deltagende parter havde fået et sæt hovedtelefoner hver, hvori de skulle høre på mens Miles og hans kompaner spandt guld. Selv uden en særlig forkærlighed for jazz tror jeg, at man vil føle sig tryg i selvskab med "Kind of Blue".
Jeg vil med det samme erkende, at denne anmeldelse langt fra yder retfærd overfor en personlighed som Miles Davis og et værk som "Kind of Blue". Herom kunne der skrives tykke bøger. Derfor vil jeg bare afslutningsvist sige, at man ikke alene bør, man skylder sig selv at købe enten det originale eller den nu nyudgivne jubilæumsversion, hvis man da ikke i løbet af de forgangne 50 år allerede har været erhvervet sig dette album. Jeg vil undlade at give det et antal stjerner eller habitter og i stedet lade jer om at bedømme. Så giv jer selv den chance.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar