Unskyld (jeg laver musik du ka forstå)

Takket være TDC play, har jeg nu muligheden for at anmelde Niarns "Rød Aalborg", før hverken Gaffa eller Soundvenue øjensynligt har gjort det. Om de så har valgt, at mene om Niarns musik, som de fleste garvede hip-hop fans synes, nemlig at det er blevet noget værre pladder for radioen, eller om de blot ikke føler at han ikke er lige så vigtig som jokeren, og de andre langt mere betydningsfulde kunstnere de anmelder. 

Niarn som kunstner er generelt svær at definere, fordi han ofte svinger mellem at være seriøs om livets nedture, hvorefter han kan være ond i sulet og være så udtalt ubehagelig at selveste Hanne Vibeke Holst kommer efter ham. Niarn er ham rapperen, der står bag en lang række hits, der alle sammen kommer fra hans debut plade årgang 79, og han har som regel kun lavet musik der er svæver rundt om ham selv og hans liv som rapper. Så ser man hans 3 plader som en musikbiografi, hvor årgang 79 symboliserer hans pubertet og Antihelt hans overgang fra ung til voksen, så er det selvfølgelig naturligt at "Rød Aalborg" bliver hans voksen-album. Både ja og nej. Niarn beholder sin udtryksform, med en del "fuck" og poppede omkvæd, men denne gang har han valgt lidt risikotagende at lave et konceptalbum. 

Temaet er meget oplagt, druk. Hvilket gør Undskyld (jeg var fuld) til en ret så god forløber for pladen. Temaet er som sådan meget godt fulgt op, men produktionerne flyver vildt omkring og gør det til en udfordring for Niarn at lave enstydige sange. En sang som "Undskyld (jeg var fuld)", er utrolig poppet med guitar samples, mens en sang som "Hey Bobby" er mere østeuropæisk inspireret. Det ikke fordi Sunsdal ikke er en meget talentfuld producer, men nogen gange virker det som om han laver sin lidt egen musik og Niarn kommer i så fald på anden række i sine egne sange. En sang som Moderne er utroligt godt lavet på alle måder, fordi man virkelig fornemmer at der er kælet for effekterne og fordi man får budskabet helt klart ind når der bliver sagt "jeg brækker mig, jeg freakin fucking brækker mig" som en kommentar på alle de fjolser der skal ud med deres meninger om ditten og datten, alle dem der skal prædike til befolkningen og fremvise deres holdninger gennem blogging og facebook (jamen fuck dig i lige måde Niarn, hehe). Nogle af numrene tyder lidt på at Niarn gerne vil bevise, at han stadig er den samme, her tænker jeg på numrene "saa Officielt" og "har du hørt det", som er meget aggresive i tonen i forhold til resten af albummets bløde og poppede numre. 

Niarn har ikke følt, at det var nødvendigt med en masse feat. kunstnere på sin plade, hvilket er forståeligt nok, da han befinder sig meget i sit helt eget univers på "Rød Aalborg". Det er positivt, at han som kunstner nu i højere grad laver den musik, han selv helst vil høre, derfor dog ikk at sige at Klingen (en rimelig ukendt rapper fra niarns crew) gør det ret så godt på det rendyrkede nu hiphop track "Har du hørt det", med en helt fenomænal stemmeføring der indgyder respekt hos alle der ikke helt forstår sig på rap. Samtidig viser AMP på "Dine øjne siger alt" at de to rappere fra Blok13 også kan være romantiske og melankolske. Hører man de to tracks, hvor Niarn har gæsterappere med, må man nok erkende at den sande årsag til Niarns fravalg er, at de fleste andre rappere har klogere tekster end han selv har, og han kommer derfor til at virke som en dårligere rapper i sammenligningen. Selvom Niarn ikke har det helt så dybt melankolske tekstunivers, som F.i.P. drengene Suspekt og L.O.C. så er det samtidig musik man kan forstå uden problem samtidig med at man kommer helt ind på Niarn som menneske. Det kommer bare til at virke en smule pinligt, fordi det føles en anelse som at se sin gamle far springe ud som bøsse efter man troede han var ens maskuline idol. Lige som Niarn havde etableret sig som en rapper i samme liga som L.O.C. og Jokeren, så går han Nik og Jay (bare uden overfladiskhed og dans med lækre damer). 

Jeg ville frygtelig gerne se at der stikker noget dybere i hans sange, men det bliver næsten ikk til meget mere end en pålagt selvmedlidenhed, og lommefilosofi. Men som sagt så er det vanskeligt at definere manden og svært at sige hvad han egentlig vil med musikken, og endnu sværere for mig som anmelder at sige hvor godt det lykkedes for ham. Musikken er noget man kan forstå og relatere til, det bliver desværre måske en anelse for meget til en kæreste der bryder sammen på anden date, og deler de mest personlige hemmeligheder med en. Numrene er godt skruet sammen, dog uden den helt store overall sammenhæng i pladen. Det er måske nærmest mest retfærdigt at sige at nogle numre fungerer mens andre ikke gør. "Moderne", "Undskyld (jeg var fuld)" og "Jimmy og Maria", som iøvrigt er god storytelling i stil med Eminems "Stan" er pladens helt stærke sider. Desværre trækker sange som "Saa Officielt" (det lyder så irriterende at høre ham synge Blokka-lokka-lok), "Hey Bobby", "Stadig Broke" (der starter som Nik og Jay og ender i 80'er techno) og "Har Du Hørt Det" for meget ned i et tilbagekig på pladens musikalske indtryk. 

Niarn skal respekteres for at turde gøre det han gør med hans tredje udspil, hvis han så bare havde fulgt det helt til døren istedet for at hoppe frem og tilbage fra det trygge til det eksperimenterende. Niels Roos som Niarn bliver kaldt af sin mor, har lavet en plade der overrasker og irriterer, noget man kan hører uden at fordybe sig og forholde sig. God musik er en relativ størrelse, og jeg tvivler stærkt på om, det var lykkedes nær så godt for Niarn, hvis han ikke havde en god producer som Sunsdal med sig. Måske er det i virkeligheden svært for Gaffa og Soundvenue at anmelde "Rød Aalborg" da den er så anderledes og alsidig uden at være nyskabende. Jeg har til gengæld påtaget mig udfordringen. 

"Rød Aalborg" er kun delvist påklædt til at være god musik, tilgengæld er det skræddersyet til at matche en personlig stil som ikke er decideret pæn men præget af store ambitioner.

Derfor giver Buksen 3/6 stykker kluns

/\ /\ /\ - - -