Hey igen, der var lige noget mere. De udgiver jo musik hele tiden, de smukke unge kunstnere og der er mit forpulede privilegie at formidle det til jer læsere derude. Så ja, ovenfor ser i ikke bare et lækkert billede af Julie Crochetiére i skønne warholske farver, men coveret til et ret så dejligt album. Det er finurlig pop med soul og singer-songwriter (ligesom alle de andre kvindelige solister), men det er okay fordi udtrykket varieres tilpas over pladens forløb. En plade der ikke opfylder disse krav, er desværre den mildt skuffende debut fra Jesse "do it like a dude" J, hvis hype falder til jorden trods Justin Timberlakes prisning af sangtalentet. Nuvel "Do it like a dude" er catchy og det der, men førstesinglen lægger alt for meget op til noget "Who you are" ikke leverer, altså en fandenivoldsk kompromisløshed af den slags alle burde have. "Price Tag" er værd at høre, og særligt akustisk hvor hendes vokal for fuld flor.
Mangler man lidt rock i sit liv er der flere steder at søge hen inden udgivelsen af Strokes' næste fuldlængde. Hos R.E.M er der intet nyt under solen, og det kan man vel ikke bebrejde dem nu hvor de efterhånden er nået til et AC/DC punkt, hvor de kan genbruge samme lyde igen og igen og igen. Sangen "Everyday is yours to win" er værd at lytte til, men pladen "Collapse into now" indeholder ikke nogen "losing my religion" eller "Man on the moon".
Paris Suit Yourself er en ny beskidt og rocket satsning fra Ninja Tune, der ellers mest gør sig i det elektroniske, det hip-hoppede og det soulede. Deres debut "My Main Shitstain" bærer præg af to ting, en meget bestemt kompromisløs lyd, der gør det svært at skelne et nummer fra et andet og bandets sorte forsanger. Grunden til at jeg pointere sangerens race er at race bliver bragt ind i sangene tit gennem pladen, og så fordi han bringer enormt meget blues til en rasende musik.
Er det rap man leder efter, så lad mig lede jeres opmærksomhed mod Lupe Fiasco, der lige har udgivet sin tredje fuldlængde "Lasers". Denne plade er usædvanligt poppet, på trods af velskrevede tekster og tidligere selvbevidste konceptalbum. Det er imidlertid ingen dårlig ting, fordi mange af sangene sidder så godt fast og fordi hele ideen bliver beholdt på tværs af pladen, uden den store brug af kendte kollegaer.
Ja, der er dem der ikke synes en Modest Mouse sample er iorden, men jeg er ikke en af dem. Er man på den anden side lidt af en Backpacker, så bør man anskaffe sig hiphop producer guden Madlibs seneste samling sprøde beats i form af "Madlib Medicine Show No. 11 Low Budget High-Fi Music". Har man hørt hans arbejde med Doom i Madvillain og med Guilty Simpson i O.J. så ved man at der er garanti for en god lytteroplevelse.
Hertil sidst så er pladen man ikke må leve uden, altså The William Blakes' Music Wants To Be Free, som iøvrigt er deres fjerde album siden debuten 2008 (!). Lad mig sige det som det er, det er pop når det er bedre end godt, det er lyden af at lave musik som man har lyst til og det er endnu en smuk og naiv verden vi bliver inddraget i. Så glem alt om Veto's Everything Is Amplified, der forstærker intet, men blot viser at Abrahamsens band ikke rigtig formår at fornye deres udtryk. Skal det være dansk, skal det være The William Blakes. Lad nu for guds skyld, vær med at synes at autotune er forbeholdt Black Eyed Peas, har James Blake ikke for længst vist alt andet.
