Reintrodutkion

Så er man tilbage, ja ikke at det er meget af et comeback i den forstand at den tidligere produktion jo har været minimal når man sammenligner den med Buksens mastodontiske arbejde. Der var tale om et par ret banale politiske og lettere konspiratoriske udfald fra undertegnedes side.
Derfor relanceres Trøjen hermed som en aktiv del af Klunset – for Kluns kan vel næppe udgøres af blot en enkelt del, ej heller to og derfor er det udmærket at også Sokken skulle være på vej tilbage efter at have designet det nye logo.

Under alle omstændigheder nu forsøger jeg personligt en relancering, en reintroduktion, en renæssance. (Altså en personlig relancering, for de er jo som bekendt åh så meget mere interessante end de upersonlige). Og oh hvilken renæssance! For selvom man skal passe på med at hype sig selv i overdreven grad og i den forstand begå hybris – se blot på eksemplers som Naser Khaders parti Ny Alliance (højt at flyve dybt at falde og så en lille tur for Naser til konservative med et forslag om Burkaforbud, bum-bummelum) eller hvad med det selvproklamerede fantastiske og kommende verdensberømte band The Storm (i et glas vand).
Men nu er der altså ikke tale om en lancering, en ny ting. en verdenspremiere. Nej! Der er tale om en relancering en renæssance, og her må man, især grundet det sidsnævnte r’ords franske klang, gerne være ekstra selvhøjtidelig. Det er gammel vin på nye flasker, men hvilken vin! Og se de flasker! Tidligere kunne vi jo ikke få nok af den, og se nu de nye skinnende flasker (ja kig igen for de er da fine, og med Ray Bans!) det er for godt til at være sandt! Aldrig har ”Gammel vin på nye flasker” været ment mere positivt. Og egentlig er det ikke så underligt, da vin jo netop bliver bedre med alderen, for ikke at sige dyrere (selvom jeg ikke vil klandres for en eller anden materialisme, så er prisen jo ofte et mål for kvalitet). Renæssancen bliver storslået og intet mindre end fantastisk tro det eller lad være kære læser.
Hvis der altså overhovedet er nogen der læser? Det er der nok ikke. Ja tillad mig at jeg låner lidt fra Kierkegaard her kære læser. Eller det behøver du jo ikke, idet du ikke læser kære læser, hvilket jo ikke gør dig til læser og dermed er du i denne kontekst ganske irrelevant. Du er ikke en gang et "du" her, hvordan føles det pludselig at have fået ophævet sin eksistens, kære ”læser”? Nå ikke blive sofistisk, månen er ikke grøn ost. Men, ergo som, Kierkegaard ville konkludere, så har vi så meget desto mere plads uden læserens, din (altså udin), forstyren og kritisisme langt større mulighed for at udfolde tankerne over værdien af denne relancering, der bliver intet mere end storslået. Ja det bliver intet mindre end pomp og pragt, lutter lagkage, en vild fest som kun Berlusconi kan holde dem bare omformet til ord og kringlede sætninger. Der er intet som en bisætning i en bisætning i en indskudt sætning. Læseren kan ikke forstyrre det er envejskommunikation og endnu bedre, der er ingen til at modtage den, kun en afsender. Det er som en god vin, den skal ikke drikkes den skal blive stående og samle støv og blive bedre, og når den så er blevet bedre, så skal den blive stående endnu længere og blive endnu bedre, og samle endnu mere støv, og når den så er blevet endnu bedre, så skal den blive stående ... ... ...
Ja det blev rigeligt selvhøjtideligt, men Trøjen er her altså og vinen vil snart gøre sit indtryk også på andet og andre end sig selv.

Nørden

Idag blev jeg bedt om at lave et portræt-interview af en af en jeg kender, og jeg valgte Nørden. Han er den typisk utilpassede dreng, der altid sidder i hjørnet med ansigtet begravet i sin PC. Han spiller alle mulige videospil, læser H.P. lovecraft, lytter til Heavy Metal og bruger massive mængder tid på internetkultur som online tegneserier. 

Jeg burde sgu ikke have ondt af ham bare fordi han ikke render rundt efter en flok drenge han kan tale efter munden med historier om druk og knep og fodboldkampe. Men jeg har ondt af ham. Mest fordi det der gør ham usædvanligt usædvanlig, er hans hang til at stå alene, eller side alene sammen med en computer og høretelefoner der bringer ham helt ind i den verden han bedst synes om. 

Efter interviewet var renskrevet i bedste new-journalism stil, skulle det præsenteres. Der skulle præsenteres om nørden til dem, der mener de kender nørden, og til dem nørden ser hver dag. Egentlig ville jeg gerne tale hans sag, men jeg vil samtidigt gerne være overbevisende. Jeg vil gerne lade ham bryde med hans stereotyp, uden at han skal prøve at være en anden end den han er. Allerhelst så jeg gerne at menneskene omkring ham, respekterede ham for en kammerat der ikke er som alle andre. 

For mig er det ikke så svært, for jeg er selv lidt nørd, bare ikke så meget nørd som nørden. Altså jeg nyder da også, tegneserier, science fiction, konsolspil og internetkultur. Det er bare ikke noget jeg udtrykker åbent i alle sammenhænge, sandsynligvis fordi man hurtig bliver sat i bås på den måde. Det er vel også derfor man smalltalker, altså for at tage pulsen på situationen, så man selv kan vælge sin bås. 

Jeg ved ikke hvordan nørden betragter mit interview, om det har ramt ham, om det har såret ham eller gjort ham glad og mere åben. Den eneste respons han reelt kom med var ordene: "det er altid rart at få en opfattelse udefra" og det vælger jeg at tage som en god ting.

Det vigtigste for mig er at få responsen fra dem der så udefra, dem der kunne sige at de synes det var et godt interview, og dem der kunne sige de begyndte at tænke over det der blev skrevet og sagt. Det er jo i sidste ende derfor man skriver og taler. For at flytte folk og deres tanker, helst hen imod selvstændig tankegang.   

Mindfuck film

http://cerebral-coitus.blogspot.com/

Tillad mig at vise en anden blog...

På Cerebral Coitus, hvilket jeg regner med betyder mindfuck, findes der ikke meget andet end filmtrailere. Men til en særlig slags film. Den slags hvor man tænker: "fuck, det der, der har jeg lige set!" Jeg er fascineret fordi redaktøren på bloggen formår at liste størstedelen af mine yndlingsfilm der tæller Synecdoche New York, Mr. Nobody og Waking Life.

ja og der er flere der beskæftiger sig med at kneppe deres hjerner.



- Buksen

tankestrømmen

køb bananer, jeg så ham igår. Kim larsen. Arsen lyder som arson, at sætte ild til ting. Kødfarson, at sætte ild til kød. Jeg tror menneskekød er lækkert, hvis det er tilberedt. Som i de grønne slagtere. danske film er sgu da egentlig gode, jeg må se noget mere med Sonja Richter. Hvorfor er der altid svenskere med i de dramatiske danske film. "Ingen drama uden drama", har jeg virkelig skabt et citat? lyder som citar og dernæst guitar, en unik guitarsolo er et gitat. Min moster hedder Gitte, og jeg savner dengang jeg kunne lege med mine fætre, nu sidder vi bare og snakker om pis og papir. elsker den lyd. Lyden af alliteration, bogstavrim. Allitteration lyder ikke som det der er. Rim er lim, så den passer. blogging er fedt, men hvem læser lortet. Rytme er et ord jeg nærmest aldrig bruger. Hemmingway har et nydeligt navn, der rimer på savn og gavn. Min favn er fyldt med noget, og jeg føler mig holdt nede. Det er sjovt sådan som det engelske sprog kommer til mig næsten lige så nemt som det danske. Jeg bruger da altid "Jeg" når jeg tænker. hvorfor skulle jeg ikke? Sometimes i think english. Where's my wallet? en af mine mærkesager i livet er det at miste og genfinde og nyde og sige tak. Vi burde virkelig have thanksgiving i danmark, det er jo så hyggeligt. Jeg ved virkelig ikke om jeg har lyst til at bo i USA, så skulle det være New York city, boy. Pet Shop Boys, hvorfor tager man det navn til at lave overdrevent pop musik. Pop er et sjovt ordet, jeg har altid tænkt at Pop ligsom beskrev noget der sprang op. men det er vel populær, population, popopopopo og så griner jeg af fjollerier. Det er mærkeligt at tænke, det er faktisk ikke så langt fra at drømme nu hvor jeg tænker over det. Jeg ved heldigvis at jeg er vågen, for jeg er træt. Man er sjældent træt i sine drømme. hvis man var og faldt i søvn, hva så? Inception er da ikke så god igen. Jeg mener der er en masse andre film om drømme der er meget bedre. Jeg håber at jeg snart finder en film der minder om Waking Life eller Synecdoche, New York. jeg elsker at leve.

Et Autostereogram

Kan du se sommerfuglene?

Det er måske ret tilfældigt at du læser dette.

Jeg ved ikke hvad jeg tror på eller hvad jeg skal tro, men jeg smiler, sommetider griner af små behagelige sammentræf. "Det' typisk" ville man sige når man for ottende gang har glemt sin ipod/telefon/taske til en fest et sted, sjovt nok er det kun i tilfælde ladet af negativitet og irritation. Er mennesket bare generelt pessimistisk eller er det for at vi er sikre på medlidenhed fra andre, måske er det bare fordi det glade menneske minder os om vores egen relativt sørgelige tilstand.

Det er gået op for mig at jeg virkelig nyder at miste ting. Kun fordi jeg opbygger et stresset og forvirret sind i forsøget på at finde denne nødvendige genstand. Det øjeblik, hvor jeg finder tingen igen er behageligt/lyksagligt/ekstatisk alt afhængig af genstandens vigtighed og værdi. Bilnøgler, pung, kreditkort, telefon, briller, billetter og bøger.

Jeg er desværre blevet bevidst om denne følelse og forventer den derfor. Noget som gør den mindre virkelig, og derfor ikke virker som før. Dog lige for lidt siden, da jeg var på vej ud, ledte jeg efter mine Ipod-høretelefoner, og jeg kom i tanke om netop dette fænomen at blive lettet over at finde noget. Det går pludselig op for mig, mens jeg stadig leder mere og mere håbløst, at jeg ikke kan forvente at alting der forsvinder dukker op så jeg kan finde dem og blive egentlig gladere end hvis jeg bare tog dem fra hylden.

I det samme øjeblik som jeg udfører sætning i tankerne, løfter jeg en stak papirer og finder mine høretelefoner begravet netop der! Her begynder jeg at spontant at grine en lavmælt latter, i en forundrende glædesrus over at finde noget forsvundet samtidigt med dette syrede tanke og hændelses sammentræf.

Man studser lige engang over tilfældets virkning og utrolighed. Man overvejer kort tilstedeværelsen af noget større og mere betydningsfuldt end det absolut tilfældige.

Den kringlede konklusion bliver at tilfældet ikke skal gøres til et gudsbevis, men alligevel være værdsættes og overvejes. Nogle gange tror jeg det er sundt at betragte livet som en film eller bog der bryder alle forforståelser, og indeholder større skønhed end man kan begribe.

Derfor et autostereogram. Et billede der ligner noget indtil man skeler sine øjne, for så at kunne se en flade blive til rum. Sådan er alting, man oplever noget, indtil man oplever noget helt andet. Ligesom i billedet vælger man selv hvilket motiv man vil se, også selvom noget kan være sværer at se.

Geometric art

by tracing and hiding objects in geometer these can be created.