søndag den 3. april 2011

Awolnation... prøv at had dem!


I've been waiting for this album my whole life. I just didn't know it.

Awol er et millitær term, for "absent without official leave", altså hvis en soldat ikke er på sin post, og muligvis har deserteret. Det er op til den enkelte, hvorfor det så skulle bruges til at kalde et band for Awolnation.

Disse kære gutter, har gjort alt hvad de kunne for at hype dem selv, og hvem ved, de er sikkert store et sted. Bare ikke i vores verden. Hvor er det også ærgeligt, for musikken er pop på den helt rigtige måde, en god blanding af uptempo rock, soul, hip-hop og punk med et vildt poppet udtryk som sagt. Personligt kan jeg ikke lade være med at lytte til det hele tiden. Det på trods af at man kan pointere så mange fejl og mangler i både lyd og lyrik.



Dette er ikke så meget en anmeldelse som en rent ud sagt anbefaling, særligt til dem der oplever at pop er for meget "4 to the floor"/thump thump thump/endnu et hiphouse track med pitbull så er det her altså et friskt pust. Det kommer så sandelig rundt omkring i deres udtryk, ikke mindst takket være den sindsyge vokal fra frontman (se billedet) Aaron Bruno. Bare prøv at hør denne her energiske "in your face" sang "Soul Wars".



Deres eneste plade "Megalithic Symphony" mangler ikke ligefrem højdepunkter. Deres særlige "hit" med strygere og "følsom" vokal "SAIL", det behagelige gospel nummer "All i need" og sidst men ikke mindst albumslukkeren "Knights of Shame", der på sine 14 minutter opsamler Alt, virkelig alt, hvad Awolnation har i ærmet. Gudskelov, så er albummet ikke svært at finde eller høre, for som man nok kan se, så er de ikke blege for at lægge deres musik på tuben. Desværre så har musikken ikke vundet synderligt frem på disse breddegrader, så det skulle undre mig, hvis man kunne finde skiven i butikkerne.

Det er måske kliché at sige at jeg ikke kan bestemme mig for det bedste nummer, så jeg vælger den her. "Jump On My Shoulders" handler om at være ligeglad med alt og bare hoppe på skulderne for at have det fedt, tror jeg. Det er særligt fordi at dette nummer, ligesom flere af de andre, slutter i et helt fantastisk klimaks. Jeg siger bare, prøv at hør den her og se om du kan synes dårligt om Awolnations musik. I'm just sayin'.

lørdag den 2. april 2011

Store Bryster

Jeg ved ikke hvor mange der læser det her. Jeg ved virkelig ikke hvor mange der kommer til at læse det her. Selvom jeg som admin ser på statistikker over besøgende på bloggen, så ved jeg ikke om de bare ledte efter billeder af faste baller eller en film eller noget om en jærv, jeg ved ikke om de bare hurtigt studser over at de har fundet en blog på et fremmed sprog eller om de leder efter noget "fucking latterligt". Tilgengæld så ved jeg at det her bliver læst, af mindst en. Jeg ville i hvertfald ikke kunne skrive det, uden også at læse det. Hvis jeg brugte de rigtige buzz ord som etiketter og tags, så ville de strømme til, og nogle vil nødvendigvis læse det.

Ingen vil få noget ud af at læse det. Det er bare en af de populære tankestrømsindlæg uden mål og retning, en af dem der blevet lavet et par stykker af indtil videre, og ja selvfølgelig startede det med ideen om det jeg skriver nu, og det er sikkert fedt og meta og så videre, men hvis jeg skrev for at de skulle læse og fordi det skulle ændre deres liv, så ville jeg skrive forgæves. Jeg har ingen titel endnu, intet billede til at gøre teksten mere spiselig, måske kommer det nok til sidst og så vil man glæde sig over at teksten omslutter sig selv, som en god film, der viser det sidste først, og så skal man se hele molevitten før man forstår hvad slutningen betød. Sådan må det ikke være, for slutningen er jo ikke pointen, slutningen er bare en total nødvendighed.

Alting slutter heldigvis, og jo før jo bedre, for jo før jo flere kommer til at læse det. "to long, didn't read" er lidt mentaliteten, nu hvor alt står foran os, og alt kan koges ned til cliffnotes, resumeer og hovedpointer. Enhver idiot kan gøre sig klog på filosofi, musik, sport eller litteratur bare ved at lede de rigtige steder efter de rigtige buzzwords og korrekte fraser. "ganske poetisk udtryk der" ville man sige, og man ville få ret. Det er ærgerligt at less is more, for more is more i virkeligheden, vores opmærksomhed rækker bare ikke langt nok. Er det ikke sådan?

Der er flere der læser det hvis det er pææææææænnnttt. Hvis sætninger er konstrueret efter bogen, tegnene gør tænkepauser og hvis man kan dele det hele op i små afsnit, så kan de selv vælge hvor de vil starte og slutte. Men hvis man ikke starter ved begyndelsen risikerer man at gå glip af noget, og der er ikke noget de hader, der er ikke noget vi hader, mere end at gå glip af noget. [indsæt længere diskusion om medier og internettets funktion]. Så når det nu er kommet på plads, så er det tydeligt at man helst skal sælge sin tekst, og gerne med humor :o) hahahahahahahahahahahaha. Det gider jeg bare ikke.

Der er sikkert nogen der vil få noget ud af at læse det her alligevel. Jeg har jo ikke sagt noget om konsistens og kohærens endnu. Hvis nogen får noget ud af det her, så kan det være at når Gil Scott Heron siger "The revolution will not be televised", så er det ikke fordi han tror medier ikke kan nå at være der til at filme det, men fordi den næste egentlige revolution vil finde sted i sindet på dem og os. Hvis nogen får noget ud af det her så lad det være at "undtagelsen der bekræfter reglen" ikke bare er en fjollet paradoksal talemåde, men en pointe i sig selv, for hvis der var en sammenhæng i noget, så ville ethvert udsving fra denne sammenhæng, kun pointere sammenhængen ved at træde ud fra den. Det er nemmere at læse en tekst der bruger billeder til at forklare, ikke grafik, men metaforer, eksempler med kage, æbler og mennesker. Hvis man har en kage, et æble og et menneske, så ville man kunne sige at alting er dødt. Man spørger de tre om de er døde, og mennesket svarer at det ikke er dødt, for at blive til reglen der bekræfter undtagelsen. Hvis alting var dødt så ville man ikke lave reglen. Altså gør modsætningen i mennesket at man bliver bevidst om den lighed, der er mellem kagen og æblet.

Den fantastiske tekst er skrevet med frustration eller passion, de gode historier er der hvor vi sidder på kanten, der hvor vi græder for dem, ler med dem og af dem og den fabelagtige formulering er fyldt med synonymer og lister adskilt med tegn, pauser og kommaer. Jeg gider bare ikke lige det. Den nemmeste vej til genialitet og mesterværk er ved at undvige alle klichéer, og selvom det lyder meget lige til så er det de færreste virkemidler, der kan betragtes som unikke og alting kan nærmest være farce før det rammer os. Genialitet er typisk et metaforhold, hvor teksten bliver bevidst om sig selv, og sådan er det fordi menneskets vigtigste evne i det 21. århundrede er at kunne forstå sig selv og sin opførsel. Så når jeg skriver om at skrive, er det fordi jeg gerne vil være genial, men ikke rigtig, for det er mest fordi jeg gerne vil have at I og de skal kalde mig genial, så jeg kan blive glad og føle at jeg har gjort en forskel og at jeg er helt enestående. Hvorfor fanden er det så acceptabelt at skrive alt, så længe man lige kommenterer kækt på det, ved at diskutere hvad den "gode tekst" er. Jeg behøver i virkeligheden ikke bearbejde det faktum at jeg er arrogant, forfængelig, usikker, selvglad, egoistisk, doven og forkælet, istedet så fortæller jeg det åbent med et glimt i øjet og så er den røv barberet. Paradokset ånder mig i nakken, og slutningen synes mere og mere fjern i takt med at uklarhederne og spørgsmålstegnene ophober sig.

Jo mere jeg skriver jo færre vil læse det, tænker jeg for mig selv. Med god grund. Står man med en bog i hånden der kan forklare "guds eksistens", ser man på bogens størrelse, på beskrivelsen bag på og på anmeldelser før man gør sig rede til besvare spørgsmålet: "Er den tid jeg lægger i denne tekst, mere værd end tekstens udbytte". Sådan kan man tænke med alle indtryk, der kræver en beslutning. Er min tid for dyrebar til at læse flere tusind sider om en dreng med briller, der går i skole for at lære magi. Den gode tekst kommer ikke med de rigtige svar, men med de rigtige spørgsmål og den refererer til andre kilder bedre formuleret end den selv er, fordi den gode tekst er usikker og hviler derfor på de gamle.

Når man ser på disse mange ord, så behøver man bare at finde den sætning, der står i fed for at blive bevidst om tekstens budskab... selvom der ikke er noget. Jeg skal jo ikke gøre mig til herre over teksten og den fortolkning I og de kan lægge henover den. Jeg kan snart ikke stå til ansvar for teksten og den "gode" tekst længere, fordi jeg i mindre og mindre grad kan relatere til det menneske, der med tanken skrev: jeg ved ikke hvor mange der læser det her. Det er den gamle sang og dans om konstant forandring jeg også får proppet ind i en kaotisk mængde af ideer og ufærdige refleksioner. Men det er som sagt i orden så længe jeg lige erkender at jeg gør det. Tsk tsk tsk.       


Hvis jeg med sikkerhed vidste, at nogen ville læse det hele, få noget ud af det og bruge det, så ville det være mere interessant at læse. Er det så mig der piver over at ingen læser bloggen? ja det er det, men jeg har aldrig skrevet til nogen eller noget, jeg har bare skrevet fordi nu findes tankerne herude. Vid at jeg har elsket at skrive dette og vid at jeg aldrig vil være sikker på om det er kliché. En sådan gentagelse tyder næsten på en slutning. Slutningen kommer bare ikke, fordi selvom der ikke er flere ord, så slipper man næppe for sine tanker, så lad dette være til ære for mit Magnum Opus, der kun er et potentiale indtil videre. Det er som en diskussion mellem kammerater. Man bliver gradvist mere passioneret og glemmer at skelne mellem at vinde og at overbevise, mens man aldrig når frem til enighed om hvorvidt det rent faktisk er muligt at leve i nuet, eller om alting virkelig kan være kunst. Hvis de får noget ud af dette, så lad det være at selvom man muligvis ikke når til enighed, så ender man altid med at plante nogle tanker hos den anden. Så hvis de får noget ud af dette, så lad det være at hvis de læser det, så får de ikke noget ud af det, men de kan ikke undgå at få et eller andet ud af det. Bare ved at læse det. Det er sådan her man virker klog og kunstnerisk, ved at skrive hvad man har lyst til og fylde det med ideer, for så at kalde det kunstnerisk frihed.

Du var bedre tjent med at onanere, end at læse denne omgang vrøvl. Nu skal jeg til gengæld ikke gøre mig til herre over hvad der tjener en bedst, istedet så vil jeg dele en tanke om kunst. Det føles nogle gange som om at alle de film man ser, al den musik man hører og alle de mennesker man møder, alle sætter sit præg på den man er, som om de vidste at man var på vej mod det endegyldige øjeblik, hvor hver eneste erfaring, oplevelse og ide blev betydningsfuld. Romantisk er det, men fordi jeg vælger det. Den gode tekst er mit valg, for "beauty is in the eye of the beholder", fortolkningen er deres. Man glemmer for tit at kunsten kun eksisterer i fortolkningen, aldrig i skaberen, aldrig i sig selv. Hvem ved måske er dette her det bedste jeg nogensinde kommer til at skrive, og alt andet vil være en skygge af disse tanker. Det synes forkert og usandsynligt.

Overskriften skal være noget der håner vores opmærksomhed på den mest ironiske måde. Overskriften skal på mest finurlige måde indeholde hele teksten, men det skal den i virkeligheden overhovedet ikke. Mange tak, jeg står lige bag dig. Nu er jeg væk, men teksten er her stadig. Har du læst den?

mandag den 21. marts 2011

Trøjen skriver om .... film!?

Kan det vitterligt passe at man nu skal se et indlæg fra Trøjen om film? Ja i sandhed, det er en historisk dag mine kære venner og læsere, eller rettere bare venner for hos Klunset er vi alle venner!
Jeg har i weekenden i relation til et netop påbegyndt og allerede meget berigende højskoleophold været udsat for følgende to film, der hver især fortjener en anbefaling, jeg vil nok mene at den sidst beskrevne er den man skal vælge at se, hvis man står en aften og kun kan vælge en af to. Der må man alligevel vælge den finske jule-rambo/lilleper-gyser-satire Rare Exports. Men under alle omstændigheder begynder vi i det klassisk amerikanske. Jeg havde egentlig forventet en klassisk amerikansk highschool/college komedie i bedste American Pie stil, bare indkogt til en bouliion af alt det man bredt set foragter ved disse teen-film. Navnet antyder netop det man forventer en hashtågekomedie: Leaves of grass. Men selvom hele dettepottema blev markeret med tegninger af hampplanten viser navnet sig at være en intertekstualitet der referer til den amerikanske digter Walt Whitmans (1819-1892) digtsamling af samme navn (altså Leaves of grass) fra 1855 (det er ingen hemmlighed så lad det komme frem i lys lue: Wikipedia er en guldgrubbe for middelmådige bloggere, men selv jeg benytter det altså ha-ha). Omdrejningspunktet er således også et citat fra bogen samt digtertypen Janets digt om at blive den man er under overfladen der har afvist ens herkomst osv. FIlmen er altså en gammel sang fra de varme lande om at overkomme det "falske" liv man lever og erkende hvem man er og hvad man har flygtet fra, om det så kræver at man mister familie og bliver gennemboret af en armbrøstpil som tilsyneladende er en almindelig hændelse i Oklahoma, der netop er staten hvori denne film udspiller sig. Det er et andet centralt emne Oklahoma som USA's røvhul og den typiske redneck stat. Som en jødisk tandlæge udtaler det i Tulsa, ingen tager til Tulsa (Oklahoma) for at se stedet, kun fordi de (altså folk der tager til Tulsa, Oklahoma) har slægtninge der. Et andet emne er netop også Israel, i relation til den meget pågående og højst uforudsigeligt handlende tandlæge, men hovedemnet er altså det klassiske hjemkomsttema. I filmen spiller Edward Norton (ham der fra Fight Club) to identiske tvillinger (logisk med to, når der nu er tale om tvillinger) Bill og Brady, der begge er utroligt intelligente men på hver sin måde har valgt at udnytte det, den ene er en hæderkronet filosofiprofessor, Bill, der for 12 år siden flygtede fra Oklahoma, den anden har særdeles grønne fingre og udnytter dette til at dyrke super-pot, Brady, dette har sikret ham det meste af markedet i Oklahoma til konkurenternes store fortrydelse, hvad også kommer til at gå udover Bill i det klassiske identicaltwin-mix-up. Brady skylder imidletid en masse penge til Tulsas store velgører og forøvrigt über-narko-boss, der for øvrigt er jøde (og benytter dette som et alibi), hermed indrammes Israeltemaet. Israel kommer netop indunder at den hampdyrkende bror, Brady, der må siges at være yderst altruistisk menneske ("I love everybody" - eller noget i stil med det) fejlagtigt sættes i forbindelse med hate-crime, eller rettere det opfattes fejlagtigt som hate-crime, hvad han på ingen måde ønsker og dog ønsker - ja det giver ikke vildt meget mening så se filmen. Men under alle omstændigheder, han er i store problemer og formårat lokke sin bror til Oklahoma ved at fake sin egen død, da brødrenes fælles udseende skal blive løsningen på gældsproblemerne, hvad Bill dog ikke ved. Bill undergår herefter den typiske udvikling for hovedpersonerne i denne type film (lidt i stil med Diaz i The Holiday, der i modsætning til Leaves of Grass er et horribelt eksempel på den her slags "selverkendelsesfilm") - typisk er det at hovedpersonen strider og kæmper imod det miljø, eller den situation han er blevet stillet, fordi vedkommende har flygtet fra netop dette hele sit liv. Hovedpersonen truer således hurtigt med at forlade miljøet og situationen af frygt for at blive konfronteret med de ting han/hun er flygtet fra. Under alle omstændigheder bliver hovedpersonen i miljøet. Typisk er det jo kærligheden der trækker her repræsenteret ved, den noodlefiskende digter Janet, potten (altså hamp) og familien. Men også hjemmefronten spiller ind, her snakker vi seksualanklager om et ulovligt forhold mellem lærer og elev, her er Freinds jo igen et glimrende eksempel på en paralleltekst.
Under alle omstændigheder; Bill bliver og erkender sine fejl og bliver den han egentlig er en smuk homecoming historie et stykke smukt og komisk romantisk dannelsesfilm.



Den anden film er i en noget anderledes genre og jeg ynder som ovenfor skrevet at beskrive den som et stykke finsk jule-gyser-Rambo/lilleper-satire alene af den grund at det får folk til at tænke: wtf?. Og what-the-fuck-effekten er et særdeles nyttigt redskab hvis man ønsker at opnå at få folks opmærksomhed. Filmen foregår så at sige også i et af verdens røvhuller, her ikke Oklahoma, men derimod det nordlige Finland ved grænsen til Rusland, hvor mænd er hårde jernmænd der lever af at rener, samisk stil, dog fastboende i snedækkede huse. Her er mænd træmænd og når mødre og kvinder generelt på ingen måde er til stede i denne film, og der i det hele taget ikke er kvinder med i denne film - de bliver stort set kun benævnt i en rent "parringsmæssig" sammenhæng. Dette skyldes at her er barskt, der er ikke plads til kvindelige værdier og der er slet ikke plads til fantasien og barnet (der traditionelt set er en kvindelig egenskab). Fantasien får først plads når den grumt (altså fantasien) stirrer træmændene i øjnene og forvandler dem til blæver, der dog er midlertidigt for de smider træmanden men forbliver ikke blæver de lukker så at sige den "kvindelige side ind" uden at dette på nogen måde skal tolkes seksuelt udover måske det faktum at man helst ikke må have tillagt sig for mange kvindelige værdier. Dette er bogen Populærmusi fra Vittula i øvrigt et glimrende eksempel på da personerne i det nordsvenske samfund også er påvirket af den nordfinske kultur, her skal man undgå at blive knapsu altså kvindeagtig - knapsu kan være at spille populærmusik, men også at være overtroisk og irationel.
Drengen tror på julemanden, eller rettere han er nærmest besat, men ikke i den her cocacola-romantiske røde stil. Nej julemanden er ikke god men pisker imidlertid uartige børn til døde, når han først har bortført dem fra deres hjem, og spiser dem gerne. Heldigvis fangede samerne for længe siden Julemanden og frøs ham ned i et bjerg på grænsen mellem Finland og Rusland således blev han og hans hær af alfer/nisser uskadeliggjort. De (dumme) amerikanere forsøger dog at grave ham op drevet af "typiske" gode amerikanske dyder grådighed og den amerikanske drøm, ja her er altså en lille finsk kommentar til amerikansk udenrigspolitik, hvad nogle ynder at kalde imperialisme, det skal vi imidlertid ikke gøre os kloge på her. Amerikanerne får dog (som fortjent?) og spiller ikke den store rolle end som de faktiske problembørn, og de faktiske uartige der betaler prisen til julemanden. Under alle omstændigheder: Julemanden er fri og mærkelige ting begynder at ske, kartoffelsække, men ikke kartoflerne forsvinder, alle byens varmeapparater i alle variationer fra hårtørrere, radiatorer og ovne forsvinder. Der findes fodspor i sneen og rensdyrerne dræbes og underminerer ren-bøndernes levebrød og sender det lille samfund i en dyb økonomisk krise. (utvivlsomt en kommentar til disse bønders faktiske (ringe?) kår, og udnyttelsen af dem fra det omkringliggende samfund, jeg har ikke den store viden om dette og det er således blot en tolkning jeg kunne forestille mig passede - dybt uprofessionelt, med mindre vi bare tolker rent nykritisk). Døden stirrer pludselig både folk og voksne i øjnene på to forskellige planer, der til sidst knyttes sammen hvor gyseren bliver virkelig for selv de voksne, men snartefter udsættes filmen for et veritabelt genreskift fra udspekuleret gyser til en actionkomedie i Lillepers stil, drengen bliver en Rambo de voksne hans kampfæller, her får vi cheessy slowmotion effekter, kliche agtige replikker og gennemskuelige handlingsforløb, og det fungerer. Endelig tager filmen en sidste drejning til det helt igennem komiske, netop hvordan man kan ende med at blive rig på noget og løse de problmer amerikanerne skaffede en på halsen - rent faktisk viser problemet sig at være løsningen på problemet - På flere planer, økonomien kommer mere end på fode grundet en meget særegnen eksport til hele verden (ca. 16.000.000 dollars), men penge er ikke alt og som sagt forbliver træ og jernmænd ikke med at være af disse hårde og i øvrigt begge brandfarlige materialer (Jojo - jernspåner mine venner! de brænder som skidt) som barnet nemt kommer til at brænde fingrene og sjælen på. En smuk, uhyggelig og komisk historie se den, eller se også Leaves of grass på samme aften, men slut med Rare Exports.
Ydermere lærer man også hvorfor amerikanere ganske klogeligt sætter småkager frem til julemanden.

onsdag den 9. marts 2011

Muksen anbefaler: Busik


Hey igen, der var lige noget mere. De udgiver jo musik hele tiden, de smukke unge kunstnere og der er mit forpulede privilegie at formidle det til jer læsere derude. Så ja, ovenfor ser i ikke bare et lækkert billede af Julie Crochetiére i skønne warholske farver, men coveret til et ret så dejligt album. Det er finurlig pop med soul og singer-songwriter (ligesom alle de andre kvindelige solister), men det er okay fordi udtrykket varieres tilpas over pladens forløb. En plade der ikke opfylder disse krav, er desværre den mildt skuffende debut fra Jesse "do it like a dude" J, hvis hype falder til jorden trods Justin Timberlakes prisning af sangtalentet. Nuvel "Do it like a dude" er catchy og det der, men førstesinglen lægger alt for meget op til noget "Who you are" ikke leverer, altså en fandenivoldsk kompromisløshed af den slags alle burde have. "Price Tag" er værd at høre, og særligt akustisk hvor hendes vokal for fuld flor.



Mangler man lidt rock i sit liv er der flere steder at søge hen inden udgivelsen af Strokes' næste fuldlængde. Hos R.E.M er der intet nyt under solen, og det kan man vel ikke bebrejde dem nu hvor de efterhånden er nået til et AC/DC punkt, hvor de kan genbruge samme lyde igen og igen og igen. Sangen "Everyday is yours to win" er værd at lytte til, men pladen "Collapse into now" indeholder ikke nogen "losing my religion" eller "Man on the moon".

Paris Suit Yourself er en ny beskidt og rocket satsning fra Ninja Tune, der ellers mest gør sig i det elektroniske, det hip-hoppede og det soulede. Deres debut "My Main Shitstain" bærer præg af to ting, en meget bestemt kompromisløs lyd, der gør det svært at skelne et nummer fra et andet og bandets sorte forsanger. Grunden til at jeg pointere sangerens race er at race bliver bragt ind i sangene tit gennem pladen, og så fordi han bringer enormt meget blues til en rasende musik.

Er det rap man leder efter, så lad mig lede jeres opmærksomhed mod Lupe Fiasco, der lige har udgivet sin tredje fuldlængde "Lasers". Denne plade er usædvanligt poppet, på trods af velskrevede tekster og tidligere selvbevidste konceptalbum. Det er imidlertid ingen dårlig ting, fordi mange af sangene sidder så godt fast og fordi hele ideen bliver beholdt på tværs af pladen, uden den store brug af kendte kollegaer.



Ja, der er dem der ikke synes en Modest Mouse sample er iorden, men jeg er ikke en af dem. Er man på den anden side lidt af en Backpacker, så bør man anskaffe sig hiphop producer guden Madlibs seneste samling sprøde beats i form af "Madlib Medicine Show No. 11 Low Budget High-Fi Music". Har man hørt hans arbejde med Doom i Madvillain og med Guilty Simpson i O.J. så ved man at der er garanti for en god lytteroplevelse.

Hertil sidst så er pladen man ikke må leve uden, altså The William Blakes' Music Wants To Be Free, som iøvrigt er deres fjerde album siden debuten 2008 (!). Lad mig sige det som det er, det er pop når det er bedre end godt, det er lyden af at lave musik som man har lyst til og det er endnu en smuk og naiv verden vi bliver inddraget i. Så glem alt om Veto's Everything Is Amplified, der forstærker intet, men blot viser at Abrahamsens band ikke rigtig formår at fornye deres udtryk. Skal det være dansk, skal det være The William Blakes. Lad nu for guds skyld, vær med at synes at autotune er forbeholdt Black Eyed Peas, har James Blake ikke for længst vist alt andet.





  

fredag den 4. marts 2011

Februars Dværg


Den 31. december erklærede Habitten at han hver måned agtede at udele hver måneds DVÆRG (dramatisk):

Danmarks Vigtigste Æresbevisning indenfor Rigets Grænser eller populært forkortet til DVÆRG, det udtales som et ord, ikke en forkortelse som FCK eller SDU. Prisen gives til dem der af forskellige årsager fortjener et klap på skulderen for et godt stykke arbejde eller et godt forsøg på samme. Prisen vil efter bedste evne udgives en gang om måneden,

Så godt så vidt (eller er det omvendt) prisen gives altså til folk der har gjort et godt stykke arbejde eller et forsøg på samme, der er altså ret gode muligheder for at vinde denne pris da det her blot handler om at kunne sigte godt, eller som et minimum bare at være med. Det handler ikke om at ramme. Da prisen blev udelt i december var der tale om tre nominerede: Det danske kvindelandshold – fordi de gav den en skalle til EM – g så ikke så meget mere. Bertel Haarder – For ikke at finde sig i noget pis fra journalister. Og undertegnede for en 24 indlægs lang julekalenderserie med den mystificerede ged (geden) som omdrejningspunkt. Alle gode bud på folk der havde gjort et godt stykke arbejde, eller rettere sagt vi havde nok blot alle forsøgt at gøre vores bedste. Kvinderne vandt ikke EM, Bertel forsøgte virkelig at blive interviewet og min indlægsserie var mere eller mindre uforståelig grundet kringlede formuleringer, men jeg sigtede tilsyneladende godt, nu hvor jeg blev nomineret til en DVÆRG. Men under alle omstændigheder det blev kvindelandsholdet der vandt ”simpelthen fordi de har bryster” som dommen lød, og sådan kan DVÆRGen være udelt tilsyneladende på et uretfærdigt grundlag, og så alligevel være utroligt meningsfuldt og retfærdigt uddelt, hvis man deler synspunkt med enmandsjuryen.
Prisens navn antyder at prisen kun kan gives til danskere med det sidste: Inden for Rigets Grænser, og så alligevel er dette ikke helt tydeligt. Habitten må altså specificere dette. Men det er altså nok ikke helt umuligt på nuværende tidspunkt ønskede at nominere Oberst Moamar Gadaffi. Men det er jo også helt til hest.

Habitten har dog ikke haft tid, på grund af det danske fænomen værnepligt som han af uspecificerede grunde meldte sig frivilligt til, han var dog forudseende:

” men da jeg som tidligere beskrevet smutter til Nordjylland om en måned, vil det til en start være dette års sidste og næste års første måned, der premieres for edmindre jeg selvfølgelig kan lokke nogen af mine dejlige kolleger til at videreføre traditionen i det omfang, jeg ikke selv magter det eller har mulighed for det. .

Det er hvad jeg altså agter at gøre, nok ikke for januar men for februar. Dette kompliceres dog af at jeg har opholdt mig udenlands nærmere bestemt i Aoteoroa – The Land of the long white cloud, og kun har fulgt med i de danske tilstande ganske perifert.

Jeg gør dg mit bedste for at uddele februar måneds DVÆRG. De nominerede er:

Birthe Rønn Hornech

Birthe er nomineret til månedens DVÆRG, ikke fordi hun ikke er vildt høj (hvad hun da ikke er – hun er altså ikke særligt høj). Men fordi hun nu igen har kastet sig ud i et politisk stormvejr, der alligevel ikke ser ud til at røre hende det mindste. Hvis journalisterne bliver for nærgående tier hun blot stille og står som en statue eller går fra dem i bedste Lars Løkke Rasmussen stil – og hvad betyder oppositionens kritik egentlig når de ikke har 90 mandater? Og hvem er Anders Samuelsen egentlig? Svarende er intet og ingen, og intet og ingen skal forhindre Birthe i at gøre sit arbejde – og det er jo netop det den her pris handler om, at folk forsøger at gøre deres arbejde. Ja ja 500 statsløse palæstinensere er da ligegyldigt når blot man forsøger at gøre sit job. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne i den her sag men jeg kan da citere Rønn for at hun: ”gav ordre til hvad jeg [hun] synes er rigtigt”.Og det er vel det man skal gøre som minister. VI vælger folk for at de skal gøre nogenlunde som vi vælgerne mener, Birthe er blevet valgt af os, og der er nogle derude der altså må mene det samme som Birthe.

Susanne Bier
Fordi hun og holdet bag ”Hævnen” har vundet den tredje Oscar for bedste udenlandske fremmedsprogede film, de tidligere var ”Babettes Gæstebud” og ”Pelle Erobreren”, jeg har kun set sidstnævnte der er fremragende og samtidig er Pelle Hvenegaards skuespilmæssige karrieres højdepunkt (i en alder af ca. 10 år). Men altså det her handler jo om Susanne Bier, hun har gjort et fremragende stykke arbejde og lavet en masse film som vi og amerikanerne godt kan lide. Heriblandt Hævnen der fik en Oscar, som hun så er nomineret for her. Rygtet skal vide at Bier fik ros for filmen af Mick Jagger i en elevator, og det er vel egentlig det bedste kvalitetsstempel man kan få, når en af de gamle rock’nrullere (der ikke er faldet ned fra en palme giver ros – for de har jo utroligt meget forstand på film [det skal jeg så overhovedet ikke gøre mig klog på Jagger er nok meget filminteresseret]


Karen Blixen Fordi hun aldrig fik Nobelprisen i litteratur er hun hermed nomineret for sin amor fatis litteratur og gode fortællerevner.



Og vinderen er...
Ikke Susanne Bier, kan man vinde en pris for at vinde en pris måske, nej den falder vi, jeg, os, noget, ikke for. Heller ikke tricket med at lade ikke-palme-nedfaldende rockstjerner rose sig, det sker jo for de fleste.
Prisen går heller ikke til Karen Blixen, når det kommer til stykket så var den eneste pris der var rigtig at give til hende nok Nobels Litteraturpris, og den udeler Klunset desværre ikke... endnu.

Derfor går Prisen til: Birthe Rønn Hornbech, fordi der virkelig her er tale om en der forsøger at gøre sit job selv når det regner med statsløse palæstinensere, embedsmænd, oppositinspolitkere og Anders Samuelsen. Det er ikke et let job, men Birthe bliver ved ufortrødent. Men vigtigst af alt får Birthe Rønn denne pris, fordi ”Birthe er Birthe” som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtrykt det, og det har han jo ret i. Tillykke Birthe!

søndag den 27. februar 2011

I Heart Movies

Vi hos Klunset elsker film, men ikke nok til at lave en compilation så fed som denne.

Oscar


Så sker det snart, den store Oscar uddeling. Det her er filmfanatikerens svar på champions league finale og Superbowl i samme omgang. Det er denne medieattraktion, der lader os alle meditere, diskutere og spekulere på hvilken film der er den bedste, hvilke skuespillere der var mere overbevisende og sidst men ikke mindst hvorfor den gyldne statue langt fra er et symbol på kvalitet, men snarere en hang til tradition og ja i ved, politik osv. Spørgsmålet om hvorfor lige Oscar uddelingen er den mest prestigefyldte, skyldes 3 årsager. Først og fremmest er den udemokratisk, hvilket betyder at et lille panel bestemmer og sikrer derfor at seneste Twillight flick ikke snupper alle kategorierne. Dernæst er det fordi det er en meget gammel prisuddeling placeret midt i vestens centrum USA. Til sidst er det fordi nominerings-kategorierne er så få, i kraft af at modsat Golden Globe, der både giver priser til tv og film, gives der kun Oscars til filmverdenen, og i kraft af dette er det muligt at sidde gennem et helt show med beholdt opmærksomhed. 24 priser, hvor de største omhandler skuespilspræstationer både som hovedrolle og birolle fordelt i mænd og kvinder, bedste instruktør, bedste manuskript både originalt og filmatiseret og sidst men ikke mindst bedste film.

Dette er for mig den første Oscaruddeling der betyder noget, fordi jeg denne gang har set en stor del af de film der er nomineret, inklusiv film der aldrig kommer eller ikke er kommet endnu i de danske biografer. Primært har jeg sikret mig at se samtlige 10 film der er nomineret til bedste film.

 
og de nominerede er:...

Black Swan
The Fighter
Inception
The Kids Are All Right
King's Speech
127 Hours
The Social Network
Toy Story 3
True Grit
Winter's Bone

Så sandelig et miks af forskellige typer som sci-fi, animation, sport, western, socialrealisme, historie, ungdom, minimalisme og psykisk horror. Ikke en af disse film er dårlige og det er jo en god start, men hvilken er bedst, hvilken vinder Oscaren og er det den samme film?

Toy Story 3 er en skøn film, men stadig en treer og en familie/animationsfilm som kun har sine "moments" en gang imellem, det ville dog ikke være førstegang en efterfølger vandt (Godfather 2). Den er tilgengæld sikret som "bedste animationsfilm" på trods af jeg ikke har set Illusionisten, der iøvrigt er lavet af dem der lavede Trillingerne Fra Belleville.

Inception står som en frygtelig interessant nominering, ikke mindst fordi Nolan ikke er nomineret til bedste instruktør men fordi den er så åbenlyst favoritten hos det brede publikum afsløret af utallige "polls" og afstemninger på diverse blogs og sider. Men det er ikke den bedste af de 10 og den vinder ikke fordi det er relativt indviklet science fiktion om Di Caprio der skal håndtere sin kones død som han gjorde det i Shutter Island. Winter's Bone er også interessant fordi det er den mindst kommercielle film med en rimelig ukendt instruktør i Debra Granik og en dygtig men anonym hovedrolleindehaver i Jennifer Lawrence. Filmens stærke side er det melankolske skuespil og den overordnede kolde tone i filmens billede, men som en sand Sundance  vinder (hvilket den er) så er dem bare lidt for alternativ til manden af guld.

Til sidst er så The Fighter, True Grit, The Kids Are All Right, 127 Hours, Black Swan, King's Speech og The Social Network. Her er de 2 sidstnævnte favoritter til bedste film. Kritikken af de andre er bl.a. at Fighter er bare endnu en film om en bokser, True Grit er en nyindspilning af en gammel western, The Kids Are All Right har for lidt på spil i sin handling og handler i virkeligheden mest om velhavende liberale amerikanere og deres forholdsproblemer. 127 Hours er lige dele selvmasturberende billeder af orange klatrelandskaber og James Franco der spiller med sig selv til et nydeligt soundtrack. Black Swan er Fight Club for piger og for meget gys til den søde jury.

Både King's Speech og The Social Network er baseret på "virkelige" hændelser. I henhold til Social Network betyder det bare at Mark Zuckerberg startede facebook og ikke så meget mere, men King's Speech tillader Colin Firth at stamme, så han på bedste "you-never-go-full-retard-like-Tom-Hanks-in-oscar-darling-Forrest-Gump" kan score en oscar for næsen af Franco og Jeff "the dude" Bridges, der forsøger sig med egentlig skuespil. Efter King's Speech vandt briternes svar på Oscar uddelingen, BAFTA lader det altså til at være en sand Oscar tyv for både manus, hovedrolle, film og mandlige birolle... Men nej, for dem der har set The Fighter ved at Christian Bale er så fænomenal som afdanket crackhead bokser at Geoffrey Rush (du kender ham som Captain Barbossa) ikke fortjener det på trods af hans glimrende og oplivende comic relief i Kings Speech.

Nu vi alligevel snakker The Fighter, så lad mig bekende kulør. Det er altså den bedste af  de nominerede10 film. Ikke bare på grund af Bale, men på grund af Mark Wahlberg, der virkelig finder sit es i en bokser der bare gerne vil bokse og derfor lader sig styre af mor, bror og kæreste skiftevis. Filmen handler ikke om at han skal stå på egne ben, så den forventede udvikling kommer aldrig, modsat i Kings Speech. The Fighter er rørende og sjov uden at være det oplagt, man kommer til at grine uden at være bevidst om at man ser "den sjove scene" i filmen og man ender med at holde med Wahlbergs underdog til det sidste. Der hvor jeg bider mest mærke er i brugen af gamle tv-kameraer til at filme adskillige boksescener fuldt ud og valget af musik der ligger på grænsen mellem det overlagte og det subtile, altså musikken er ikke nærmest pointen i filmen som når Tarantino gør det, men den er heller ikke bare stemningen som når Zimmer laver musikken. Tag f.eks. scenen hvor Bale sætter sig ind i en bil med sin mor og istedet for at forklare hans misbrug synger han nogle strofer af Bee Gee's "I Started A Joke" og moren synger bare med. For så simpelt kan det gøres, flotte billeder, god historie, fremragende skuespillere og en god lydside skaber en fantastisk film.

Bedste kvindelige hovedrolle går selvfølgelig til Natalie Portmann, fordi hun er en af de skuespillere der går så meget ind i rollen at det virker mærkeligt at hun aldrig dansede ballet før, ligsom dengang Joaquin Phoenix sang som Cash. Men han vandt jo ikke? nej derfor er det stadigvæk, trods spekuleren, spændende med hvem der vinder. Måske er vi heldige og intet forløber som vi regnede med, når Inception vinder bedste film og Javier Bardem vinder bedste skuespiller. På den anden side er det i virkeligheden kun Bardem der fortjener anerkendelsen, ikke fordi Inception på nogen måde er dårlig, men fordi vi alligevel ser alt hvad Nolan rør ved. Modsat en film som Biutiful, de færreste ser.

For i sidste ænde så er det vigtigste ved Oscar at der bliver skabt opmærksomhed omkring film uden superhelte, robotter, mutanter og *suk* vampyrer, og derfor kommer vi til at se film som Das Leben Der Anderen og There Will Be Blood på dansk tv. Det bliver også nemmere at finde en god film bare ved at læse ordene "academy award winner" eller "acadamy nominee". For hvem elsker ikke American Beauty, Rain Man, Forrest Gump og Lord of the rings. Jeg ved at jeg gør.