Februars Dværg

Den 31. december erklærede Habitten at han hver måned agtede at udele hver måneds DVÆRG (dramatisk):

”Danmarks Vigtigste Æresbevisning indenfor Rigets Grænser eller populært forkortet til DVÆRG, det udtales som et ord, ikke en forkortelse som FCK eller SDU. Prisen gives til dem der af forskellige årsager fortjener et klap på skulderen for et godt stykke arbejde eller et godt forsøg på samme. Prisen vil efter bedste evne udgives en gang om måneden,

Så godt så vidt (eller er det omvendt) prisen gives altså til folk der har gjort et godt stykke arbejde eller et forsøg på samme, der er altså ret gode muligheder for at vinde denne pris da det her blot handler om at kunne sigte godt, eller som et minimum bare at være med. Det handler ikke om at ramme. Da prisen blev udelt i december var der tale om tre nominerede: Det danske kvindelandshold – fordi de gav den en skalle til EM – g så ikke så meget mere. Bertel Haarder – For ikke at finde sig i noget pis fra journalister. Og undertegnede for en 24 indlægs lang julekalenderserie med den mystificerede ged (geden) som omdrejningspunkt. Alle gode bud på folk der havde gjort et godt stykke arbejde, eller rettere sagt vi havde nok blot alle forsøgt at gøre vores bedste. Kvinderne vandt ikke EM, Bertel forsøgte virkelig at blive interviewet og min indlægsserie var mere eller mindre uforståelig grundet kringlede formuleringer, men jeg sigtede tilsyneladende godt, nu hvor jeg blev nomineret til en DVÆRG. Men under alle omstændigheder det blev kvindelandsholdet der vandt ”simpelthen fordi de har bryster” som dommen lød, og sådan kan DVÆRGen være udelt tilsyneladende på et uretfærdigt grundlag, og så alligevel være utroligt meningsfuldt og retfærdigt uddelt, hvis man deler synspunkt med enmandsjuryen.
Prisens navn antyder at prisen kun kan gives til danskere med det sidste: Inden for Rigets Grænser, og så alligevel er dette ikke helt tydeligt. Habitten må altså specificere dette. Men det er altså nok ikke helt umuligt på nuværende tidspunkt ønskede at nominere Oberst Moamar Gadaffi. Men det er jo også helt til hest.

Habitten har dog ikke haft tid, på grund af det danske fænomen værnepligt som han af uspecificerede grunde meldte sig frivilligt til, han var dog forudseende:

” men da jeg som tidligere beskrevet smutter til Nordjylland om en måned, vil det til en start være dette års sidste og næste års første måned, der premieres for edmindre jeg selvfølgelig kan lokke nogen af mine dejlige kolleger til at videreføre traditionen i det omfang, jeg ikke selv magter det eller har mulighed for det. . ”

Det er hvad jeg altså agter at gøre, nok ikke for januar men for februar. Dette kompliceres dog af at jeg har opholdt mig udenlands nærmere bestemt i Aoteoroa – The Land of the long white cloud, og kun har fulgt med i de danske tilstande ganske perifert.

Jeg gør dg mit bedste for at uddele februar måneds DVÆRG. De nominerede er:

Birthe Rønn Hornech

Birthe er nomineret til månedens DVÆRG, ikke fordi hun ikke er vildt høj (hvad hun da ikke er – hun er altså ikke særligt høj). Men fordi hun nu igen har kastet sig ud i et politisk stormvejr, der alligevel ikke ser ud til at røre hende det mindste. Hvis journalisterne bliver for nærgående tier hun blot stille og står som en statue eller går fra dem i bedste Lars Løkke Rasmussen stil – og hvad betyder oppositionens kritik egentlig når de ikke har 90 mandater? Og hvem er Anders Samuelsen egentlig? Svarende er intet og ingen, og intet og ingen skal forhindre Birthe i at gøre sit arbejde – og det er jo netop det den her pris handler om, at folk forsøger at gøre deres arbejde. Ja ja 500 statsløse palæstinensere er da ligegyldigt når blot man forsøger at gøre sit job. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne i den her sag men jeg kan da citere Rønn for at hun: ”gav ordre til hvad jeg [hun] synes er rigtigt”.Og det er vel det man skal gøre som minister. VI vælger folk for at de skal gøre nogenlunde som vi vælgerne mener, Birthe er blevet valgt af os, og der er nogle derude der altså må mene det samme som Birthe.

Susanne Bier
Fordi hun og holdet bag ”Hævnen” har vundet den tredje Oscar for bedste udenlandske fremmedsprogede film, de tidligere var ”Babettes Gæstebud” og ”Pelle Erobreren”, jeg har kun set sidstnævnte der er fremragende og samtidig er Pelle Hvenegaards skuespilmæssige karrieres højdepunkt (i en alder af ca. 10 år). Men altså det her handler jo om Susanne Bier, hun har gjort et fremragende stykke arbejde og lavet en masse film som vi og amerikanerne godt kan lide. Heriblandt Hævnen der fik en Oscar, som hun så er nomineret for her. Rygtet skal vide at Bier fik ros for filmen af Mick Jagger i en elevator, og det er vel egentlig det bedste kvalitetsstempel man kan få, når en af de gamle rock’nrullere (der ikke er faldet ned fra en palme giver ros – for de har jo utroligt meget forstand på film [det skal jeg så overhovedet ikke gøre mig klog på Jagger er nok meget filminteresseret]

Karen Blixen Fordi hun aldrig fik Nobelprisen i litteratur er hun hermed nomineret for sin amor fatis litteratur og gode fortællerevner.

Og vinderen er...
Ikke Susanne Bier, kan man vinde en pris for at vinde en pris måske, nej den falder vi, jeg, os, noget, ikke for. Heller ikke tricket med at lade ikke-palme-nedfaldende rockstjerner rose sig, det sker jo for de fleste.
Prisen går heller ikke til Karen Blixen, når det kommer til stykket så var den eneste pris der var rigtig at give til hende nok Nobels Litteraturpris, og den udeler Klunset desværre ikke... endnu.

Derfor går Prisen til: Birthe Rønn Hornbech, fordi der virkelig her er tale om en der forsøger at gøre sit job selv når det regner med statsløse palæstinensere, embedsmænd, oppositinspolitkere og Anders Samuelsen. Det er ikke et let job, men Birthe bliver ved ufortrødent. Men vigtigst af alt får Birthe Rønn denne pris, fordi ”Birthe er Birthe” som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtrykt det, og det har han jo ret i. Tillykke Birthe!

Helle og Villy på syret billede

Jeg faldt over billedet på Politikens hjemmeside, og jeg blev skræmt ja intet mindre end chokeret. I første omgang registrerede jeg blot Helle Thornings fire ansigter og tænkte... FUCK! Men så så jeg Villy og blev helt rolig, når Villy er der kan intet jo gå galt. Med Vilys guttermandslignende fremtoning kan man jo kun slappe helt af, og hurtigt forstå at de ikke har klonet Helle Thorning i et håb om, at en multiplicering vil gøre den nye røde blok i stand til at slå Fogh... Nå nej Løkke.

Under alle omstændigheder er billedet en udmærket kommentar til den politiske situation - det er S og SF, der ER oppositionen Ø og R er tromlet væk. Tilbage står Helle og hendes kloner i al magt og vælde med Vilys parti som støtte i stormende fremfærd i det jeg i dag hørte meget vel beskrevet som "taburetliderlighed".
De andre oppositionspartier må nøjes med at acceptere S og SF's nye linje tilsyneladende uden indflydelse. En situation der minder meget om sidste års finanslovsforhandlinger, med undtagelse af at det denne gang ikke er regeringen, der i sin totale og patetiske afhængighed Dansk Folkeparti var fuldstændigt lukket for udefrakommende forslag. Denne gang er det derimod S og SF, der lukker Radikale og Enhedslisten ude. Det kan vise sig at være ekstremt dumt. Radikales mandaters betdyning må ikke undervurderes ved et kommende valg. På trods af partiets "usynlighed" på det seneste, står de stadig, og nu som de eneste, som et seriøst bud på et midterparti, der evner at søge begge veje. Måske Radikale skulle demonstrere mere velvillighed overfor V og K, så S og SF fatter sagens alvor og opgiver at føre blokpolitik blandt oppositionspartierne.

- Trøjen

Helle T: "Duer ikke, væk"

Originalt henvises der naturligvis i overskriften til det klassiske eventyr "Klodshans". Men da jeg sad, efter en uandmindeligt træg dag med lektioner indtil 17.05, og pænt sagt trykkede dagens synder ud med en god "Morgenfacist" i armene, faldt tanken mig ind; Helle Thorning er ikke meget bedre end prinsessen i "Klodshans". Baggrunden til denne noget uortodokse tankerække skal findes i en lille kommentarspalte omkring en glimrende artikel omhandlende Lars Løkke Rasmussens første tale som statsminister. Den lille spalte opsummerede herefter de vægtigste partilederes (samt Kristian Thulesen Dahls) kommentare til denne tale. På listens nr. 2 kun overgået af Villy Søvndal var alle tiders joke, Helle Thorning, der formåede at udtrykke sin holdning til talen omtrendt således (man kan se hele artiklen samt kommentarene i dagens udgave af JP i sektionen Indland, side 4-5) "Det lød som Anders Fogh på en dårlig dag (...) Havde han inviteret oppositionen til et bredt samarbejde, så vi kan få sat gang i store vækst- og genopretningsplaner for Danmark, ville jeg ikke have været så negativ."
- Jamen Helle! Når du bliver inviteret til et "bredt" samarbejde, ynder du jo helst at gå efter et kvarter til en halv time med følgende kommentar til opmødte journalister: "Vi i oppositionen så frem til en god forhandling, men Lars Løkke..." eller hvem den aktuelle forhandlingsleder nu end er "... har tabt det hele på gulvet." Og så plejer du gerne med et forsømt, barnesurt ansigtsudtryk at trampe væk fra det landsdækkende søgelys og gå hjem og fortælle hvor dårlige regeringen er til at føre brede forhandlinger.

Kom dog ind i kampen!

Hvis man vil opnå nogle brede forlig en gang i mellem må man altså gå på kompromis, kære Helle. Især når man sidder med et mindretal i folketinget. Nu skal jeg selvfølgelig ikke kunne afvise, at Helle ikke rigtigt ønsker at føre noget socialistisk politik, men hvis det er tilfældet, må hun være opsat på ikke bare at få det hele serveret på et sølvfad! Hun har længe bare viftet på hånden og bedt om næste mulighed for at føre socialdemokratisk politik under en borgerlig regering som en anden prinsesse.

Dog er der én væsentlig forskel på de to prinsesser. Den ene har fundet sin bejler og har grebet chancen og er stukket af. Den anden synes stadig at mangle ridderen på den hvide ged. Spørgsmålet er, om Klodshans overhovedet har i sinde at dukke og redde en noget kræsen socialdemokratisk partileder. Men lad os da slippe for at høre om dine manglende muligheder, Helle! Det lyder efterhånden som et forkælet barn, der endnu ikke har fået præcis den pony, hun ønskede sig. Vi snakker voksen politik. Come on!

- Habitten