Good Ass Job!

Der er ham her. Næsten alle kender ham. Han dukker op selv når han ikke er ønsket og så er han noget med musik, men da også i film og ikke mindst på det sociale internet.

Kanye motherfuckin' West, mine damer og herrer, vil så frygteligt gerne dele sin smukke, dystre fordrejede fantasi med os, så han udgiver et album med de ord, 13 stykker musik og lidt over en times indsigt i rapperens, i producerens, i excentrikeren og i menneskets tanker. Gid det var sådan.

For jeg vil sige med det sammme. Dette er en af de bedste plader udgivet i år jeg har hørt. Det er med andre ord, og lad mig pointere dette, ikke på nogen måde den bedste plade jeg har hørt i år. Fordi der er helt åbenlyst nogle problemer man ikke kommer uden om når man er Kanye West.

Den første tanke da jeg havde fat i albummet, var at jeg havde hørt stort set halvdelen af numrene allerede, udgivet som del af Wests G.O.O.D friday stunt eller som singler og yderligere som soundtrack til hans film Runaway. Det er ikke noget større problem, men fordi at Kanye udgav flere numre end der var plads til på pladen, er vi som lyttere nu aktivt en del af sorteringen der fungerede i den kreative process. Derfor kan man overveje hvorfor numrene med Beyonce eller Talib Kweli ikke havnede på pladen.

Der er noget virkelig smukt ved de små tidsløse øjeblikke, der er klaveret i Runaway og Justin Vernon fra Bon Ivers vokal i Lost In The World. Men hvor førstnævnte gør pladen det hele værd, er LITW en speciel oplevelse. Sangen Runaway gør i sine 9 minutter en virkelig god kandidat for årets bedste sang. Grundet både tekst og melodi og den plads Kanye West skaber til at udtrykke noget sørgmodigt over et klaver og nogle strygere med utydelig, forvrænget autotunesyngende gråd. Den anden sang bruger en sample fra Bon Iver's sang Woods på mest fantastiske måde i starten og midt i det pompøse virvar af trommer. Den bliver til et uptempo, nærmest poppet nummer med storslåede virkemidler, der desværre distancerer sangen fra lytteren.  Men men men, her kommer Hr. West på med hans sidste ord på pladen, der lyder sådan her:

"Your my Devil, Your my Angel
Your my Heaven, Your my Hell

Your my Now, Your my Forever

Your my Freedom, Your my Jail

Your my Lies, Your my Truth

Your my War, Your my Truce

Your my Questions, Your my Proof

Your my Stress and your my Masseuse

Mama-say mama-say ma-ma-coo-sah

Lost in this Plastic life,

Let's Break out of this fake ass Party

Turn this in to a Classic Night

If we die in each others arms we still get laid in our Afterlife

If we die in each others arms we still get laid"

Skal jeg nu være dommer for hvorvidt denne tekst er banal og intetsigende eller simpel og effektfuld? Skal jeg dømme hårdt og høre på klageråb om at dømme et værk på dets præmisser istedet for at være tåbelig rockist, eller skal jeg prise den fantastiske musik og tage plads ved siden af de andre anmeldere, ærklærende værket som det bedste?. Det er da et skønt album, men jeg vil bare ikke synge med. Det er da flot, og særligt nu hvor jeg skriver mens jeg hører albummet og langsomt bliver gladere for musikken. Kristian Leth har i sin blog udvist kritik overfor, hvordan dette album bliver anmeldt og vurderet. Det ser jeg som en udfordring til at gøre det "rigtigt". Der er bare ingen der rigtig ved hvorden en god anmeldelse er stykket sammen, selv Leth søger mod romantiske formuleringer i hans forsøg på at definere den gode anmeldelse:

Er det ikke for at aktivere et værk, for at at indgå i en dialog med et kunstnerisk projekt? Er det ikke for at udfolde en - subjektiv - udlægning af en æstetik, en etik, et projekt? Handler det ikke om at gå med på et værks præmisser, frigøre sig fra alt andet end essensen og så forsøge at møde dette værk på en slagmark hvor omkomne og sårede er det, der ender i artiklen?

Jo! eller hvad? Leth møder som alle andre der nogensinde har læst en anmeldelse det problem der er vurderingen af kvalitet i lyd over tid, hvilket musik er i vores moderne verden. Det at vurdere musikalsk kvalitet var noget jeg gjorde op med dengang jeg skrev om Nephews album For god ordens skyld, som et resultat af at opleve at musikken bærer mange facetter, der præges af det man har hørt og hvor meget man går i dybden med det hørte. 

Når jeg siger at Kanye West ikke har lavet årets bedste album, så er det fordi han med sangene, teksterne og genrerne skaber kontraster, der danner alsidighed men gør mig opmærksom på det, albummet kunne have været. Den titel West først afslørede var Good Ass Job, og vi var med det samme klar over at han ville vende tilbage fra Autotune melankolien for at lave et fucking good ass job. Det kunne han uden tvivl have gjort, med sange som Monster uden Jay-z's tæerkrummende ringe vers og So Appalled uden den bitre stemning bliver afbrudt af den arrogante knøs CyHi Da Prynce der bl.a. spytter "if God had an iPod, I’d be on his playlist". Fint nok, men bare ikke til stemningen. 

Nå albummet så bliver kaldt My Beautiful Dark Twisted Fantasy, så kommer et overfladisk men fedt nummer som Monster til at virke malplaceret, og mange tekster og temaer til at virke banale og hverken smukke, mørke eller fordrejede. Det er helt sikkert at han lever op til de forventninger man har til et af hans udspil, men jeg lytter ikke til ham der råber højest. For Kanye West har været overalt, og han er en ypperlig mester i hype og promovering, hvilket tilsyneladende har resulteret i det respekterede musikmedie Pitchforks begrundelse for at albummet hører til på toppen:

"Bearing witness to Kanye West's very public 2010 has featured many joys, none greater than watching everyone unspool his myriad updates, achievements, and indiscretions into piles of meaning. His persona went to cataclysmic places this year-- there were times when he deserved his own cable news ticker."

Havde han bare forholdt sig professionelt til musikerpositionen og udgivet et nyskabende album med sange i samme ånd som Runaway, som først og fremmest er den sang der skal definere et album der skal definere året 2010, så havde han lagt en klassiker i vores bevidsthed. Hvis My Dark Twisted Fantasy er årets bedste album, så er 2010 præget af at vi som mennesker stadig holder os for meget til noget vi kender, til en vi kender. At de fleste medier dømmer Albummet til at være årets bedste kunne skyldes noget Leth også har fat i. Nemlig at der i anmeldelser ikke tages chancer nok til at se andre indgangsveje, og så ender alle med at messe den samme melodi, for det er en god success historie. ikke sandt? Med kunstnere som Kanye West, får musiksiderne Pitchfork, Gaffa og Soundvendue mulighed for at lege sladderblade, der beskæftiger sig med Yeezy's Twitter, blog og optrædender. 

Der er forskel på at vælge årets bedste album og at anmelde et album. Anmeldelsen er som sagt vanskelig pga. komplikationerne i at vurdere kvaliteten i musik, men titlen som årets bedste album kan bedømmes anerledes, fordi den skal ses i retrospekt. Sådan som jeg ser det skal årets album bære præg af året og de nye strømninger det indebærer, samtidigt skal årets album se frem ad, åbne nye døre og sætte nye standarder for hvordan en flok musikstykker kan sættes sammen. Sådanne album har ikke været en mangelvare i år 2010, hvor projekter som How to dress well, Everything Everything og Sleighbells har skubbet til vores ideer om pop og r'n'b. Kanye Wests album bliver nok set som et mesterværk, fordi han fremstår som den romantiske ener, med overblikket i sine skaberevne, som om alt var nøje tilrettelagt og alle produktioner pudset af, som om alle gæster gjorde præcis som han sagde og alting løb sammen i skønneste orden. Det er bl.a. derfor My twisted dark fantasy kan blive dømt til årets bedste samme år som Janelle Monáe udgiver sin første fuldlængde The ArchAndroid, der efter gennemlytning viser sig en del bedre som album end det Kanye West formår. 

Hendes album er nemlig fremadrettet, som et konceptalbum baseret på science fiktion og som en samling musikstykker der frit bevæger sig mellem hip-hop, soul, psychedelic, klassisk, pop og rock. Uden at gøre opmærksomhed på genreanarkien fungerer det uden forudindtagelser for hvad vi skal opleve. ArchAndroid indeholder ingen Runaway, men fungerer som helhed bare meget bedre, da tekstuniverset er dybere og musikken strækker sig længere end fine samples og trummerytmer. 

Når det er sagt, så kan Kanye Wests album formentlig ses som det bedste Hip-Hop/Rap album i år, stærkt forfulgt af Ghostface Killahs Apollo Kids, der i øvrigt blev udgivet efter medierne afgav dommen over bedste album i år. 

Kanye West er virkelig en kunstner, der kan når han vil, noget man særligt kan se i hans halv times film også med titlen Runaway, hvor nogle af albummets sange virkelig kommer til sin ret i selskab med de forunderlige og utroligt poetiske billeder. Gør dig selv en tjeneste og bare se den ene sekvens, hvor Kanye spiller klaver og synger titelnummeret. skønt skønt skønt

Kort sagt bør Kanye West ikke være skaberen af årets bedste album, fordi Janelle Monáe har skabt et langt mere progressivt album, der kommer til at betyde mere for musikken i fremtiden end My Beautiful Dark Twisted Fantasy. 

Men Kanye West har fandme lavet et Good Ass Job i 2010! Så efter alt det arbejde, fortjener han vel noget anerkendelse. Mere end dem der ikke råber højt? mere end dem, der laver  markedsføring? mere end dem der går mest op i at lave musik uden personen involveret? 

Let's have a toast for the douchebags,
Let's have a toast for the assholes,
Let's have a toast for the scumbags,
Every one of them that I know
Let's have a toast to the jerkoffs
That'll never take work off
Baby, I got a plan
Run away fast as you can...

- Buksen