Debat: Generalsekretær Fogh?

Som titlen nok antyder, havde jeg tænkt mig, at dette indlæg skulle handle om Foghs mulige afgang som dansk Statsminister. Anledningen skal findes i mit (og resten af min klasses) nylige visit på Borgen (Christiansborg, folketinget). Her fandt en udemærket diskussion med Anne Baastrup, MF for SF, sted. Emnet var dog et noget andet nemlig restpolitik, men alligevel inspirerede det til dette indlæg. Dog er dette ikke ment som et klassisk indlæg lig mangfoldigheden på denne blog, men som en slags debat i stil med de meget interessante anskuelser, der blev åbenbaret i forbindelse med nogle af de første indlæg på bloggen (Nysgerrighed fra Habitten samt Originalitet fra Buksen). Således vil jeg opfordrer mine medskribenter samt alle andre interesserede til at deltage i denne debat. Da mine erfaringer fortæller, at der vil falde en afgørelse på fredag bliver dette et lynprojekt, der forhåbentlig vil kaste lys over den danske statsministersituation.

Spørgsmålet til debatten lyder således:
Bør Statsminister Anders Fogh Rasmussen gå af som dansk statsminister til fordel for NATO-jobbet? Til en ordentlig debat skal selvfølgelig følge en begrundelse :)

Han har slået Hiphop ihjel...

…Og nu er han klar til starte forfra. Flo Rida er den nye tids Electro-hop (ja det hedder det altså) kunstner, ud af USA eller nærmere betegnet Florida. Man mærker at navnet er nøje valgt, ikke bare for at vise, hvor han kommer fra men også, for at definere hans talent for rim-sang, altså hans ”flow”. Han ridder på beatet med sit hurtige flow, ergo er han en Flow rider.

Han er ikke en udenvidere ukendt kunstner, der praler af en tight fanbase, eller titlen som undergrundens konge. Nej tværtimod har han vist sig som manden bag vor tids bedst sælgende hits. Det startede med at hele verden blev taget med storm da vi på dansegulvet kunne hyle med til ”shawty had them apple bottom jeans, boots with the fur, with the fur!...”. Sangen kaldet ”low” slog samtlige rekorder og blev det hurtigst sælgende hit i løbet af en uge (476 000 kopier). Denne single blev starten på Flo ridas globale succes, som med hans album ”mail on Sunday” smed endnu flere hits fra sig.

Tid gik der, og lige inden vi troede Flo rida var endnu en af de der døgnfluer, som laver et kæmpe hit de ikke kan opfølge, så kom singlen ”right round

Sangen slog forrige rekord og solgte endnu bedre end megahittet "low". Flo rida var tilbage. Med sig havde han løftet om et nyt album, og efter at have hørt "right round" så er forhåbninger høje. Nu er Albummet her, og det er en spændene sag.

R.O.O.T.S hedder albummet og er prydet med Flo ridas svulmende overkrop, samt de rødder der har ledt ham til at overvinde problemerne. Derfor står R.O.O.T.S også som et akronym for Route Of Overcoming The Struggle. Meget kort undrer man sig over om han mener finanskrisen, men så går det op for en at manden nok hellere vil snurre sit hovede "right round" end snakke om voksne ting som politik og finans. Dette bør man have i mente, når man lytter til Flo rida.

Ordet "struggle" bliver da hurtigt forklaret ved første sang, "Finally here", hvor Flo rida rapper og synger om hvordan han er kommet fra slummen til hans store succes. Det er omtrent her jeg bliver en smule naiv i forhold til dybde i sangvalg og generel mening med album. Det sker netop fordi næste sang, "jump" bliver sat i gang af Nelly Furtado, der synger: 

"when i say jump, you say how high"

I mit ihærdige ønske om at der måske ligger et koncept album gemt i Flo rida, tror jeg at sangene alle skal repræsentere en forhindring i livet, eller et trin på stien mod at overkomme ens "struggle". Jeg må desværre se mig med at dette blot er Nik og Jay i større stil.

Sangene på R.O.O.T.S er utrolig gennemført lavet og er også utroligt kreative uden at komme ud mod det abstrakt alternative. Det er tydeligt at Flo rida, er opsat på at køre hans eget show med det nye album, når man ser på de beskedne gæsteoptrædener. Flo rida ved at hans flow er bedst så hvorfor skulle han få andre rappere med på albummet. Han har nemlig stort set kun gæster til at synge omkvæd på sangene. Her ser vi da også cremen samt nogle knapt så kendte. Nelly Furtado synger i "jump", Ne-yo i den følelsesladede "Be on you". Akon og Will.i.am er med, Wyclef Jean er med. Så der er lagt i ovnen til et par hits allerede der. Desværre finder man sig bedre i versene med Flo rida, end man gør i f.eks. det sølle okmvæd Akon smasker sig afsted med. Wyclef Jean, derimod løfter hele pladen til sit højeste ved sidste sang "Rewind", der er en storslået sang om nostalgi. 

Der er ikke en finger at sætte på produktionerne i pladen, men hvis jeg skulle komme med et lille rynk på næsen, så må det være den "msn-popup" sample der i "Sugar", konstant for mig til at lede efter det forbandede chat-vindue. Sangen "Sugar" bliver til gengæld en af pladens helt stærke numre, da produceren Dj Montay ganske "kreativt" har fået Wynter Gordon til at synge tonerne fra Eiffel 65's "blue (Da Ba dee)", ja jeg blev ganske overrasket over denne stigende tendens til at sample halvdårlige sodavandsdisko sange i samme stil som T.I. og Rihanna samplede O-Zone. "Sugar" er bare en af en håndfuld sange der sender ens tanker mod et helt andet stykke musik. "gotta get it (dancer)" tager elementer fra Tina Turners "Private Dancer", "Touch me" tager samme velkendte sample fra Benny Bennasis "satisfaction", og selvfølgelig er der "right round", der minder meget om Dead or Alives "you spin me round (like a record)". 

Som sagt så bliver Flo rida, meget hurtigt til en Nik og Jay i et større perspektiv, fordi han ikke rækker meget længere end "ladies, fame, money, og selvfølgelig R.O.O.T.S". Jeg tror dog bare det handler om at tage albummet som det nu engang er, et party starter af en anden verden. Hvad end man skal kalde det Flo rida laver, så forbliver han kongen af det. Der er ganske enkelt bare noget behageligt ved at høre, hvor nemt han får sin svære onbeat rap til at lyde som svingninger der går lige i dansemusklen. 

Albummet R.O.O.T.S, er utrolig godt klædt på til fest. Som en bryllupskjole er alle de nødvændige elementer tilstede, noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt (blue (da ba dee)). stilen er dyr og det kan man høre, men det klæder rigtig godt på Flo rida. Det virker desværre lidt som om Flo rida ikke selv har udvalgt det på egen hånd. R.O.O.T.S følger moden på højeste plan, så tøjet glimter, derfor giver buksen 4 ud af 6 stykker kluns.

/\ /\ /\ /\ - -

her er lige til dem der synes "right round" er utrolig originalt.

         

Fredagfredagfredag

Ja, så blev det fredag igen igen. Og sikke en kedelig uge det har været. Lange fucking dage hver fucking dag. Og så er bloggen ikke blevet opdateret siden sidste fredag. Vi beklager (eller jeg gør hvertfald) for at vores indlæg om vores cola smagning ikke er kommet op endnu. Vi prikker stadig til Buksen som tilsyneladende ikke kan få løst problemet med sin computer. 

Men det skal ikke ødelægge en fantastisk weekend forud. Og ingen weekend er komplet uden lige en fredagsnumse fra Klunset. Stay tuned for vores opdatering om colasmagningen her i weekend hvis du stadig vil høre sandheden om den bedste cola!!

Go' weekend alle sammen.

- Sokken

Fredagsnumse!

Hej alle sammen. Så har vi ramt fredag igen. Og som sædvanlig skal i da have jeres fredagsnumse med på vejen. Man sku' da være et skarn hvis man ikke kunne.... Ja.. 

Stay tuned på bloggen her i weekenden. Vi vil komme med vores første smags-anmeldelse og give jer sandheden om colaen! Hvilken er den bedste? Det vil vi finde ud af.

God weekend!

Opdate:

Det lader til vi har nogle problemer med computeren som indeholder alle vores informationer om smagstesten. Vi vil opdatere bloggen med resultaterne hurtigst muligt

- Sokken

Musik fra karrierekanonen!

Jeg blev pludseligt opmærksom på karrierekanonen, og jeg hørte noget musik derinde som jeg virkelig føler jeg må dele med jer andre derude, her er det:

Fantomet kendt som freestyle rapper fra MC's Fight Night laver følelsladet rap, som kanye west. 

Mash-up elektronisk vidunderbarn med visioner om tværgenren

Down-on-earth rap til fornuftige inteligente mennesker med sans for tidsløs musik

Ny-pop til dem der synes at MGMT skulle have været lidt mere rockede.

Straight forward elektronisk musik der sender tankerne mod Franz Ferdinand og fødderne mod dansegulvet.

80'er synth wonderland med lækker vokal der får dig til at elske pop.

Laid back feel good pop, som et Empire of the sun fra jamaica.

Var der nogen der sagde Robot funk på pop-piller?

Dybtfølt Electronica som en Trentemøller med boller af bass, og vokal taget lige ud af trancehylden

Jeg har valgt primært de mere elektroniske numre. med rap og pop og electronica. Jeg fornemmer at det er klart i den elektroniske genrer, hvor dansk musik skal sætte sin lid til kommende kunstere, hvilket jo blot er en selvfølge set ud fra, de musikalske tendenser. Måske er vi nu snart parat til at udfordre elektronikken yderligere, så vi ikke længere behøver definere så mange forskellige typer sange under samme "electronica" eller "club" genre. linket til karrierekanonen er her og der er masser af rock, pop og alternativ musik. Det er bare ikke noget mere positivt end et så ambitiøst upcoming artist projekt der lader forholdsvist ukendte kunstere spille på roskilde og i radioen. Lyt til fremtidens bands, og føl vejen frem. 

Hvem beskytter os mod beskytterne?

Det er sjældent jeg lader min Ipod ligge i lommen, mens jeg cykler hjem fra biografen, det er sjældent at jeg foretrækker den eftertænksomme stilhed frem for de behagelige rocktoner i mit øre, og det er specielt sjældent jeg føler at mit hovede ikke rummer alle de overvejelser jeg er givet.

På vej hjem fra biografen igår, klokken er 23:12 17. marts, klar himmel og mild blæst. få mennesker er til stede, færre erkender deres egen synd. De kender mig ikke, men jeg er kommet nærmere sandheden. sådan føles det i hvertfald. Efter at have set den film, fylder et enkelt spørgsmål mit hovede med gevaldig kraft: 

Hvad gør man når man har set et stykke kunst der viser sig så tankevækkende, at alt andet blot virker som et forkrøblet forsøg på en indbildning af kunst? Hvad gør man lige så snart man er overbevist om at man aldrig kommer til at se noget, med samme effekt? 

mit svar er enkelt: vent til "Watchmen" kommer på DVD og se en af verdens bedste grafiske romaner komme til live igen på din fjernsynskærm. Eller endnu bedre "læs tegneserien".

Så skulle der vist heller ikke være nogen tvivl om at jeg er ret glad for denne biografaktuelle film, som udadtil ligner endnu en af disse mange populære superheltefilm. Hvad traileren sælger filmen til at være, er så lang fra hvad Watchmen egentlig indeholder som kunstværk. En Mastodont af komplekser og symboler, paradokser og finurligheder. Som en kompromisløs opgørelse med den klassiske superheltefilm, står Watchmen nu i glimrende forbindelse til Dark Knight der skildrer superhelten som selvofrende for "the greater good", og med problemer der rækker dybere end bare til robotdragter, sandmænd og kryptonit i hendholdsvis Ironman, Spiderman 3 og Superman Returns.

Filmens historie tager udgangspunkt i 1985, hvor Præsident Nixon er valgt for tredje gang, den kolde krig truer med at blive rigtig varm, og Amerikanerne vinder Vietnamkrigen takket være den omvandrende brintbombe Dr. Manhattan (steroid-smølfen i midten af billedet). Selve handlingen begynder idet The Comedian (cigaren længst til venstre) bliver brutalt myrdet som pensioneret helt. Se i 1985 har det nemlig vist sig at det er blevet ulovligt at være maskeret hævner, så alle heltene er pensioneret med undtagelse af den mest hårdkogte Rorschach, hvis navn er taget fra de psykologiske rorshach blækplæt test. Meget af filmen går så på Rorschachs opklaren af dette pludselige mord på The Comedian, samt andre udspekulerede forsøg på at få Watchmen af vejen. Undervejs kommer vi tæt, meget tæt ind på de aldrende helte, og deres trøstesløse traumer, hvad enten mor var prostitueret, eller far voldtog mor. Om man er for magtfuld til at forstå de menneskelige, eller for afhængig af sin hemmelige identitet, så kommer det frem i lyset, når Watchmen åbner op for de dystre sider af heltelivet. 

Selvom filmen er lang, så kunne den sagtens have været længere, specielt bare for lige at forklare visse detaljer som den lyserøde tiger med horn, og Rorshachs evigt bevægende maske. Selvom filmen er til klar topkarakter så, er der dele i filmen der overlader meget at ønske i forhold til tegneseriens komplette genialitet. Udover de lidt søgt placerede sange fra Nena (ja hende med 99 luftballons) og Simon and Garfunkel, så er den ide at Dr. Manhatten skal rende rundt i al sin blålighed og fremvise den selvlysende smølfehyggespreder. Selvom det er åbenlyst at han skal være så nøgen og gudeagtig som muligt, så er det bare generelt forstyrrende hvis den blå sjover er i billedet (der er ganske enkelt nogen der har kælet for meget for den computeranimerede nedre region). I ånden af brok over en ellers fantastisk film, er jeg simpelthen nød til at nævne det unødvendige brug af Leonard Cohen med Halelujah i en alt for tydelig sex-scene, hvor man næsten fornemmer den samme grad af pinlighed, der opstår når man griber nogen midt i legen. 

Slutningen i filmen er så fantastisk at alle andre superhelte/tegneseriefilm kommer til skamme over mangel på samme. Som om det ikke var nok så bærer skuespillerne karakterene hele vejen, og gør filmen ligeså nødvending for den grafiske roman, som romanen er for filmen. Forskellen mellem de to er som forskellen mellem at høre en historie, og så at være der da set skete. Hører man det fortalt, bliver det altid vildere og mere utroligt, mens når man oplever det selv, så kommer det til at virke håndterbart og personligt. På samme måde var filmen, en forsimplet udgave af den grafiske roman, som i stadighed tegnede et mere tydeligt billede med større følelser og armbevægelser. 

Watchmen satte hos mig nogle tanker igang, der er umulige at beskrive. Det var så mesmeriserende den måde, der var så mange vigtige pointer at holde fast i efter at have set Watchmen. Filmen "Watchmen" er bare en af de der stykker kunst som skal få dig til at føle at dig som et ændret menneske, og få dig til at føle at der er mere ved verden end man skulle tro.

jeg vil anbefale alle at læse tegneserien, eller gøre som mig og find den som "motion comic" i alle 12 kapitler, fordi tegneserien indeholder helt igennem enestående dele som filmen ser meget stort på. Dernæst vil jeg anbefale at du som mig tager din bedste ven med ind for at se Watchmen, da du helt sikkert vil ha' nogen du kan dele og diskutere filmen med. Vid at i skal se en film med mere dybde end action (selvom actionsekvenserne ikke er så ringe endda), og vid at Watchmen minder om intet i har set førhen. Så er I godt klædt på til at se den formentlig bedste film i 2009 (ja den er bedre end Slumdog Millionaire).

Watchmen er mere end bare ekseptionelt godt klædt på med alle det der gør en film til et mesterværk, selvom frakken hænger i laser og hatten har set bedre dage, så er Rorshach blækpletterne så dragende at man opdager hvor gennemført stilen er sat. Watchmen er Ualmindeligt Stilfuld og velklædt derfor giver Buksen 6 ud af 6 stykker kluns samt en blodplettet smiley ,: ) 

              /\ /\ /\ /\ /\ /\

for mere info om Watchmen se dette podcast "watchmen 101"

 

- Buksen

Tilfældigheden findes... IKKE!!

Hvordan er mon dette farverige og kaotiske billede kommet til? med paint? med tusch? niksen biksen. Billedet af de mange kulørte prikker er lavet af ren og skær tilfældighed. 

Mere præcist er det lavet i et geometrisk program kaldet Geometer, som første gang nåede min opmærksomhed gennem skole og lektier. Jeg opdagede hurtigt, at der var meget mere til programmet end blot punkter, linier og cirkler. Denne Software var istand til at vise mig tilfældighed. Før jeg kommer ind på hvordan denne tilfældighed fungerer og hvorfor det kan lave dette billede, så vil jeg hellere vise hvordan det er gået til.

 

Så min Computer har altså hjulpet mig med at genere tilfældighed? Svaret er nej, selvfølgelig kan en pc ikke gøre noget tilfældigt. En pc kan tilgengæld gøre noget så kompliceret at det er umuligt for et menneske at se et konkret mønster, hvilket får programmet Geometer os til at synes, vi har set noget komplet tilfældigt. Jeg ønsker at referere til denne glimrende artikel, af datalog Michael Christensen, for videre uddybning af computerens tilfældige tal. 

Det er skræmmende at vide, at der findes mønstre i de ting vi tror er helt tilfældige og forstyrrende at vi bliver narret. Hvem ved hvor tilfældigheden også er en løgn? Hva' med vores helt egen biologiske computer, hjernen? Er vores tanker i virkeligheden ikke så tilfældige som man kunne have håbet? 

Der er mange spørgsmål at stille i forhold til begreberne "tilfældighed" og "forudsigelighed". Kaos og Determinisme. Lige mens man troede, at ens Ipod valgte tilfældige sange når man trykkede "bland", så viser det sig blot at være et kompliceret system der sørger for at vælge to ikke ens sange efter hinanden. Her ville mere reel tilfældighed sikre sandsynligheden for, at samme sang kunne blive spillet flere gange i træk. Men det gør den ikke!!

Ser man i filmen med prikkerne, vil man også bemærke at en ren tilfældig bevægelse ville sørge for at en prik fortsatte i samme retning, i lang tid. En sand tilfældighed ville kunne vise sig som et mønster, for dernæst at bryde det, mens den falske computer/menneskeskabte tilfældighed er tilfældig blot for tilfældighedens skyld (hvilket gør at prikkerne konstant skifter retning).

tilfældighed og forudsigelighed er to så essentielle ideer, at dette indlæg skal forudsigeligt nok opfølges med tilfældige følger. 

- Buksen

Favorite Femme Fatale

Efter at have fået det nye FHM magasin ind a døren, kan jeg med glæde sige at det endnu engang er tid til at kåre verdens hundrede mest sexede kvinder. Det er selvfølgelig taget med et gran salt, fordi det jo kun er de kendte kvinder som man bedømmer, med undtagelse af de kvinder som udfører det "forbudte" erhverv som pornoskuespiller, her tænker jeg på en madame som Jenna Jameson. På den anden side hvis vores alle sammens ynglings pornostjerner skulle på, så blev afstemningen nok lidt anderledes. 

Anyways så kan man indsende sin egen top 10 her og det har jeg skam også tilladt mig. Jeg opfordrer mine kluns kammerater at gøre det samme. Tildelingen af top 10 placeringer har meget at gøre med det billede som FHM har valgt at lægge sammen med navnet. F.eks. er nogle af billederne, decideret model-billeder mens andre blot er billeder fra den røde løber, eller billeder med anden hensigt end en fremhævelse af kvindens svulmende attributter. Nogle piger kommer ganske enkelt kun på listen på grund af sidstnævnte fortrin. Dertil er også den smukke kollektive ide om skønhed og hvem der er de "rigtig lækre", ladies som Angelina Jolie, Carmen Electra og Jessica Alba, der viser sig på toppen af de fleste "mest-sexede" og "smukkeste" lister. Min liste er bygget lidt på den måde, at de kendte ligger øverst fordi de har været sexede mange gange. her er listen 

10. Jessica Simpson

9. Imogen Bailey 

8. Halle Berry

7. Eva Mendez (dette billede udøver ikke retfærdighed for den smukke Mendez, dette her gør)

6. Elisabeth Hurley (meget bedre billede her)

5. Elin Grindemyr

4. Jordan (Katie Price). dette er langt det værste billede af hende (dette pryder tilgengæld buksens 26'' pc-skærm, og viser at Jordan har mere end bare flotte øjne)

3. Angelina Jolie

2. Victoria Silvstedt

1. Adriana Lima

Adriana Limas billede er så forbandet sexet at selv den mest flintrende bagdørsbesøgende homoseksuelle mand, må overveje sin beslutning angående seksualitet. 

Jeg ville utrolig gerne prædike om, hvor forkert det er, set fra begge køn, at oprette en liste over mest sexede kvinder, og hvor meget det siger om vores ligestilling og holdning til materialisering og urimeliggørelse af kvindeidealet. 

Men istedet vil jeg glæde mig over verdens hundrede mest sexede kvinder.

Da OB blev købt ud af Superligaen

Lad mig da for en god ordens skyld fastslå, at jeg er OB-fan. Så er vi så langt. Hvis der herefter er nogen, der trods titlen stadig er i tvivl om dette indlægs budskab, kan jeg lige for god ordens skyld forklare status i OB; topscoreren i ikke alene OB, men også hele Superligaen er netop blevet solgt til russiske Lokomotiv Moskva. Dette synes fint nok taget Demba-Nyréns nylige ankomst i betragtning, men faktum er efter to kampe, at han intet har vist af fordums styrke. Man kan med andre ord frygte, at OB kun sikrede sig underskriften på en skygge da de byttede David Nielsen med Demba. Og uden Fall ser denne prognose kun værre ud.

Til dette tydelige problem skal lægges OB's håbløse salgstidspunkt. Havde man valgt at sælge Djiby i vinter- eller sommerpausen, havde man kunne hente en fantastisk erstatning, der ville kunne overtage Djibys plads. Nu har vi tre angribere tilbage. Runström, Utaka og Demba-Nyrén. Ingen af dem har rigtigt slået igennem på lige fod med Fall. OB må altså vente til sommertransferen med at hente en ny spiller til truppen. Men hvorfor kunne OB ikke holde på Fall, når han nu udtaler, at han var så glad for sit ophold i Odense? Til spørgsmålet er svaret simpelt. OB havde ikke råd til at afvise et tilbud af den klasse, som Moskva givet vis har måttet slippe for en sådan klassespiller. Således tegner der sig nærmest en klar tendens til, at når OB endelig får en profil af nævneværdig klasse, bliver han solgt væk alt for tidligt til at opnå nogen langvarige successer. Af lignende eksempler kan nævnes Junior og Grahn der begge ikke engang nåede en halv sæson i klubben (Grahn røg til Spanien efter et lejeophold OB ikke havde råd til at udbygge til en egentlig kontrakt).

OB har desværre ikke midlerne endnu til for alvor at kunne true de store hold som FCK og Brøndby, der har en væsentlig bedre økonomi. Vi kan, som vi har vist i efteråret, spille os rigtigt godt op i toppen af rækken, men det kræver mere end bare 6 måneder med en spiller som Fall for at vinde ligaen. Vi må håbe på medaljer og deltagelse i en Europacup, der efter nogle succesfulde år kan opbygge et stærkt økonomisk grundlag. Herefter kan vi holde på stjernerne og vinde Superligaen. Men nok ikke meget før - desværre.

Fredag endnu engang

Hey alle sammen. Jeg håber i har haft en god uge. Det er blevet fredag igen og tiltrods for jeg selv ligger syg, skal i da ikke snydes for dette dejlige billede. 

Go' weekend alle sammen... and stay tuned!

- Sokken

Findes det ekspansive demokrati?

Nutidens vestlige demokratier er et produkt af en længerevarende proces, der kan spores tilbage til den græske civilstations- filosofi- og videnskabsvugge. Dengang var demokratiet ganske vidst ikke præget af samme lighed som i dag, kun mandlige borgere kunne stemme til valgene, der foregik på baggrund af en direkte valgproces på store dertil indrettede pladser. Her blev afstemningerne så afgjort efter håndsoprækning, og resultatet af afstemningen blev afgjort på baggrund af et skøn for antallet af oprakte hænder. Siden gik ideen om folkestyret og republikken i glemmebogen, efter romernes indførelse af kejservælde. Siden romerrigets sammenbrud skulle der gå lang tid med despotisme og feudalsamfund, før nye tanker igen spirede i Europa.

I renæssancen ca. 1000 år efter det vestromerske riges sammenbrud søgte man således en genfødsel af de antikke græske idealer og filosofier, herigennem demokratiet. I 1700 tallet opstod liberalismen, der gjorde op med kongerne og kejsernes enevælde i Europa. Mennesket var frit, selvstændigt tænkende – enhver var sin egen lykkes smed lød det. Liberalismens tanker blev manifesteret i Den Franske Revolution – hvor mantraet var ”Frihed lighed og broderskab”, og den Amerikanske Uafhængighedserklæring og krig, ”We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal…”, banede vejen for fødslen af de første vestlige demokratier.

Her spirede demokratierne og det kan ses som årsagen til den vestlige levevis i dag. De europæiske og de amerikanske demokratier er således opstået da borgerne blodigt eller ikke blodigt gjorde op med det despotiske enevælde.

Med det idealistiske demokrati følger et ønske om at udbrede denne folkets styreform til verden, således at man en dag kan opnå den sagnomspundne verdensfred, med lige rettigheder for alle. I sandhed et mål, der må være det absolutte og værd at stræbe efter. Spørgsmålet er blot hvordan det kan lade sig gøre?

For hvis man søger at udbrede demokratiet via voldelige midler, hvis man søger aggressivt og ekspansivt at udbrede demokratiet, forsvinder hele grundideen om fred og frihed vel i uforståelige krigshandlinger, der blot skaber frygt for ”demokratiets budbringere”. Men er det ikke netop de modsatte bl.a. USA og Danmark har stået i spidsen for i f.eks. Irak. Et forsøg på at pådutte et land demokratiet uden at landet har nogen demokratisk tradition. For en befolkning der ikke har gennemgået samme historiske strømninger, som blev refereret til i begyndelsen, bliver ideen om et folkestyre svær at forstå. Det gør at implementeringen af demokratiet bliver en lang og besværlig proces. Er der så samtidig krigslignende og forfærdelige forhold i landet bliver situationen om end endnu værre, og folkestemningen kan meget hurtigt ændre sig imod de såkaldte ”befriere”, der pludselig bliver besættere.Er det ikke bedre med forholdsvist fredeligt despotisk styre end et voldeligt og usammenhængende demokrati?

Måske, det rejser dog blot spørgsmålet om despotiske tyrannier kan være fredelige, endsige respektere menneskerettigheder? Under alle omstændigheder virker krig ikke som et optimalt redskab i den idealistiske udbredelse af demokratiet. For demokratiet er jo netop i en ikke voldelig ide. Man respekterer retten til liv, retten til ejendom, retten til at ytre sig, retten til fri religion etc.. Krig bremser alle disse idealer, også selv den føres under de selv samme idealers banner. Derimod bør man søge mere fredelige midler, hjælpe menneskerettighedsforkæmpere, hjælpe stater der rent faktisk forsøger at opnå et demokrati til at opnå et velfungerende et af slagsen. Samtidig må alle demokratiske stater lære at demokratierne ikke er fejlfrie, at der er meget at opnå, at der selv i demokratiske stater krænkes menneskerettigheder. Kun ved at erkende at man ikke selv er ufejlbarlig, kan man hjælpe andre til at blive ufejlbarlig.

Om en musikalsk genfødsel

Miles Davis er navnet på den kunstner, som i disse dage er albumaktuel med genfødslen af et af de mest inspirerende jazzværker nogensinde. Her taler jeg selvfølgelig om 50-års genudgivelsen af det legendariske album: "Kind of Blue". Miles Davis var i sin levetid og er stadig kendt for sit sagnomspundne orkester. Med sværvægtere som Herbie Hancock og Marcus Miller var Davis i særdeleshed med til at sparke karrierer igang for en lang række idag verdensberømte jazzmusikere. Hans status inden for genren er uovertruffen. Hans evne til at opsætte sine smågeniale kompositioner gennem et band i den absolutte verdenselite var helt fænomenal. Hans bands blev således et brand for musikere. Man gik rundt og drømte om at komme til at spille i et af hans bands, som håbefulde fodboldspillere idag går og drømmer om en fast plads på Manchester Uniteds eller Barcalonas førstehold.

Under denne storhedstid gjorde han et af den moderne musiks vidundere. Han skabte "Kind of Blue", der med drømmende, svingende numre som "So What" og "Blue in Green" stadig holder takten den dag idag, 50 år efter pladen så lyset for første gang. Især i "Blue in Green" formår lyden at forstumme én. Piskerisets sagte gang over lilletrommen giver en associationer til en ung kvinde, der trækker vejret, mens blæseren fortæller en aldrende bakkersangerindes melankolske historie. Albummets overflod af detaljerede sax- og trompetsoloer som denne i "Blue in Green" giver endvidere en dejlig klang af en lun morfarstemning. Dette forstærkes yderligere gennem bassens vuggende rundgang, der i selvskab med et diskret slagtøjsarrangement lægger alle bekymringer og stressfaktorer i seng. Jazz er i forvejen musikkens svar på sjælelig frelse. Davis tager denne frelse og løfter den til et nyt, nær religiøst niveau. Fadervor kan godt pakke sammen i forhold til det her. Jeg er overbevist om, at den nu afsluttede SoSu-konflikt havde været overstået på under en uge, hvis blot samtlige deltagende parter havde fået et sæt hovedtelefoner hver, hvori de skulle høre på mens Miles og hans kompaner spandt guld. Selv uden en særlig forkærlighed for jazz tror jeg, at man vil føle sig tryg i selvskab med "Kind of Blue".

Jeg vil med det samme erkende, at denne anmeldelse langt fra yder retfærd overfor en personlighed som Miles Davis og et værk som "Kind of Blue". Herom kunne der skrives tykke bøger. Derfor vil jeg bare afslutningsvist sige, at man ikke alene bør, man skylder sig selv at købe enten det originale eller den nu nyudgivne jubilæumsversion, hvis man da ikke i løbet af de forgangne 50 år allerede har været erhvervet sig dette album. Jeg vil undlade at give det et antal stjerner eller habitter og i stedet lade jer om at bedømme. Så giv jer selv den chance.

Unskyld (jeg laver musik du ka forstå)

Takket være TDC play, har jeg nu muligheden for at anmelde Niarns "Rød Aalborg", før hverken Gaffa eller Soundvenue øjensynligt har gjort det. Om de så har valgt, at mene om Niarns musik, som de fleste garvede hip-hop fans synes, nemlig at det er blevet noget værre pladder for radioen, eller om de blot ikke føler at han ikke er lige så vigtig som jokeren, og de andre langt mere betydningsfulde kunstnere de anmelder. 

Niarn som kunstner er generelt svær at definere, fordi han ofte svinger mellem at være seriøs om livets nedture, hvorefter han kan være ond i sulet og være så udtalt ubehagelig at selveste Hanne Vibeke Holst kommer efter ham. Niarn er ham rapperen, der står bag en lang række hits, der alle sammen kommer fra hans debut plade årgang 79, og han har som regel kun lavet musik der er svæver rundt om ham selv og hans liv som rapper. Så ser man hans 3 plader som en musikbiografi, hvor årgang 79 symboliserer hans pubertet og Antihelt hans overgang fra ung til voksen, så er det selvfølgelig naturligt at "Rød Aalborg" bliver hans voksen-album. Både ja og nej. Niarn beholder sin udtryksform, med en del "fuck" og poppede omkvæd, men denne gang har han valgt lidt risikotagende at lave et konceptalbum. 

Temaet er meget oplagt, druk. Hvilket gør Undskyld (jeg var fuld) til en ret så god forløber for pladen. Temaet er som sådan meget godt fulgt op, men produktionerne flyver vildt omkring og gør det til en udfordring for Niarn at lave enstydige sange. En sang som "Undskyld (jeg var fuld)", er utrolig poppet med guitar samples, mens en sang som "Hey Bobby" er mere østeuropæisk inspireret. Det ikke fordi Sunsdal ikke er en meget talentfuld producer, men nogen gange virker det som om han laver sin lidt egen musik og Niarn kommer i så fald på anden række i sine egne sange. En sang som Moderne er utroligt godt lavet på alle måder, fordi man virkelig fornemmer at der er kælet for effekterne og fordi man får budskabet helt klart ind når der bliver sagt "jeg brækker mig, jeg freakin fucking brækker mig" som en kommentar på alle de fjolser der skal ud med deres meninger om ditten og datten, alle dem der skal prædike til befolkningen og fremvise deres holdninger gennem blogging og facebook (jamen fuck dig i lige måde Niarn, hehe). Nogle af numrene tyder lidt på at Niarn gerne vil bevise, at han stadig er den samme, her tænker jeg på numrene "saa Officielt" og "har du hørt det", som er meget aggresive i tonen i forhold til resten af albummets bløde og poppede numre. 

Niarn har ikke følt, at det var nødvendigt med en masse feat. kunstnere på sin plade, hvilket er forståeligt nok, da han befinder sig meget i sit helt eget univers på "Rød Aalborg". Det er positivt, at han som kunstner nu i højere grad laver den musik, han selv helst vil høre, derfor dog ikk at sige at Klingen (en rimelig ukendt rapper fra niarns crew) gør det ret så godt på det rendyrkede nu hiphop track "Har du hørt det", med en helt fenomænal stemmeføring der indgyder respekt hos alle der ikke helt forstår sig på rap. Samtidig viser AMP på "Dine øjne siger alt" at de to rappere fra Blok13 også kan være romantiske og melankolske. Hører man de to tracks, hvor Niarn har gæsterappere med, må man nok erkende at den sande årsag til Niarns fravalg er, at de fleste andre rappere har klogere tekster end han selv har, og han kommer derfor til at virke som en dårligere rapper i sammenligningen. Selvom Niarn ikke har det helt så dybt melankolske tekstunivers, som F.i.P. drengene Suspekt og L.O.C. så er det samtidig musik man kan forstå uden problem samtidig med at man kommer helt ind på Niarn som menneske. Det kommer bare til at virke en smule pinligt, fordi det føles en anelse som at se sin gamle far springe ud som bøsse efter man troede han var ens maskuline idol. Lige som Niarn havde etableret sig som en rapper i samme liga som L.O.C. og Jokeren, så går han Nik og Jay (bare uden overfladiskhed og dans med lækre damer). 

Jeg ville frygtelig gerne se at der stikker noget dybere i hans sange, men det bliver næsten ikk til meget mere end en pålagt selvmedlidenhed, og lommefilosofi. Men som sagt så er det vanskeligt at definere manden og svært at sige hvad han egentlig vil med musikken, og endnu sværere for mig som anmelder at sige hvor godt det lykkedes for ham. Musikken er noget man kan forstå og relatere til, det bliver desværre måske en anelse for meget til en kæreste der bryder sammen på anden date, og deler de mest personlige hemmeligheder med en. Numrene er godt skruet sammen, dog uden den helt store overall sammenhæng i pladen. Det er måske nærmest mest retfærdigt at sige at nogle numre fungerer mens andre ikke gør. "Moderne", "Undskyld (jeg var fuld)" og "Jimmy og Maria", som iøvrigt er god storytelling i stil med Eminems "Stan" er pladens helt stærke sider. Desværre trækker sange som "Saa Officielt" (det lyder så irriterende at høre ham synge Blokka-lokka-lok), "Hey Bobby", "Stadig Broke" (der starter som Nik og Jay og ender i 80'er techno) og "Har Du Hørt Det" for meget ned i et tilbagekig på pladens musikalske indtryk. 

Niarn skal respekteres for at turde gøre det han gør med hans tredje udspil, hvis han så bare havde fulgt det helt til døren istedet for at hoppe frem og tilbage fra det trygge til det eksperimenterende. Niels Roos som Niarn bliver kaldt af sin mor, har lavet en plade der overrasker og irriterer, noget man kan hører uden at fordybe sig og forholde sig. God musik er en relativ størrelse, og jeg tvivler stærkt på om, det var lykkedes nær så godt for Niarn, hvis han ikke havde en god producer som Sunsdal med sig. Måske er det i virkeligheden svært for Gaffa og Soundvenue at anmelde "Rød Aalborg" da den er så anderledes og alsidig uden at være nyskabende. Jeg har til gengæld påtaget mig udfordringen. 

"Rød Aalborg" er kun delvist påklædt til at være god musik, tilgengæld er det skræddersyet til at matche en personlig stil som ikke er decideret pæn men præget af store ambitioner.

Derfor giver Buksen 3/6 stykker kluns

/\ /\ /\ - - - 

  

Sort Øjede Ærter

ja det var dem der kunne få os til at elske og så pludselig hade det musik der var overalt. Black Eyed Peas. efter Fergie's og Will.I.Am's, med vekslende succes, solokarrierer har de logisk nok fundet ud af at kun som en gruppe der kan få mor til at ryste røv, være retarderede og bede os om at holde kæft, kan virkelig løfte den manglende super-pop steming vi savner fra begyndelsen af det nye årtusinde. Det er tilbage mine damer og fergie-tilbedende-herrer. Black Eyed Peas.

hør deres første single "boom boom pow" (jamen det lyder jo nærmest som Kanye west og T-pain på grund af alt den Autotune) fra albummet E.N.D.9 der udkommer til sommer. vent med at slukke for nummeret før du har hørt det stykke hvor fergie skriger "Will.i.am drop the beat"

Boom boom pow

Fredagsnumse!!1

Så blev det endnu engang fredag, og det synes jeg da lige skulle fejres. Så har fundet et nydeligt billede som i kan tage et kig på inden i smutter til druk!

Næste fredag dukker der måske et op igen...

Go' weekend alle sammen!

- Sokken

Trumfen er tilbage!

"Den tørstige digter"

Det er navnet på Jokerens nye album, som er blevet tilgængeligt for de tørstige rap elskere. Vender Jokeren tilbage til de gode gamle "pose"-dage eller revolutionerer han dansk rap, ala XXXcouture/Melankolia. Svaret er hverken eller. Hans tekster er blevet langt mere meningsfyldte, og på trods af at han mildest talt er en af de sværeste hiphop veteraner vi her i landet, så har han ufattelig meget mere at sige end "yessør", "klap dig selv på skulderen" og "jeg fra havnen". 

Kvaliteten i "den tørstige digter" ligger ikke mindst i de helt sublime producere der ligger bag sangene, Og her snakker vi folk som Lulu Rouge drengene Buda & T.O.M,  mesteren DJ Nozie og Sune Rose Wagner. De giver Jokerens musik en ny tilgang til et gammelt trumfkort, der stadig er hans intelligente tekster og rim. 

Jokeren er blevet moden nok til at turde gøre noget mere end det der forventes af ham, samtidig med at vi for serveret en flok P3-hit potenitielle sange over hele pladen. Det handler om en anden respekt, en respekt for en kunstner i stedet for en alpha-han. Samtidig kan man sige at Jokeren kan efterhånden bære eksperimenter som at lave et track med DSB-Harry. Der er da også den mere Nexus inspirerede del af pladen, i sange som "Giftig" der også er produceret af nexus produceren Beautiful, som giver jokeren sin portion Auto-tune. Eller "Den Eneste Anden" , hvor Jokeren bliver fulgt op af et super-poppet beat og en vokal der sender ens tanker tilbage til "spændt op til lir".

Når det er sagt, så er det vigtigt at påpege at Jokeren er gået fra den dårlige "slogan-pop" (sætning man husker) til en mere tilladelig pop-gren af rap. En sværvægter som Jepser Dahl efterhånden er blevet til med Flamingo records, kunne uden problem udgive et album hvor han var alene om rampelyset, men han har istedet valgt sine feat. kunstere med omhu. Yepha (uden Ufo) er omkvæd på titelnummeret, og gør det helt ekseptionelt i den "ung, dum og trendy" agtige stil (du ved der hvor han rapper hurtigt). Selvfølgelig er der Blæs bukki på "gå væk!", som allerede ar hærget os længe, jeg synes trods Blæs' ufatteligt stigende popularitet med teater, Balstyrko og i tv, så er mange af hans sange lidt for nemt skruet sammen i poppens navn. Det bliver rigtig interressant når Peter Belli hjælper med at fortælle datteren om hvordan hun ikke skal gøre de samme fucked ting Jesper gjorde, i sangen "Hvad far siger". Sangen med Sune Rose Wagner, og Pato Siebenhaar (som har ild i røven med det ene projekt efter det andet i Trolle//Siebenhaar og White Pony) på vokal, står ud på alle mulige måder da "viva la recession" på ingen måde har den samme elektronik som de andre numre. Det er til gengæld ikke nogen dårlig ting, snarer tværtigmod viser det netop Jokerens alsidighed at han kan rappe på noget der mest af alt burde komme fra et moderne Raveonettes udspil. 

Jokeren kunne ligeså godt har underskrevet hvert eneste track, Jesper Dahl, fordi pladen virker så personlig og nerværende. Endelig laver joker jay det musik han helst vil. Rent musikalsk er det på ingen måde traditionel rap-musik, dog er det velkendt som at møde en gammel ven der har ændret sig til det bedre. Det mere pop, end det er hiphop, så hvis man gerne vil have jokerens alpha-han vol. 2, så bliver man skuffet. Er man derimod ude efter en plade fyldt med velproducerede numre om det konkrete liv, som Jesper Dahl ser det, så sluk din musikalske tørst i "Den tørstige digter". Jokeren beviser igen at han er dansk raps trumfkort.

"Den tørstige digter" er et næsten helt velklædt, og stilfuldt album

defor giver Buksen albummet 5/6 stykker kluns    

/\ /\ /\ /\ /\ -