Jeg ved ikke hvor mange der læser det her. Jeg ved virkelig ikke hvor mange der kommer til at læse det her. Selvom jeg som admin ser på statistikker over besøgende på bloggen, så ved jeg ikke om de bare ledte efter billeder af faste baller eller en film eller noget om en jærv, jeg ved ikke om de bare hurtigt studser over at de har fundet en blog på et fremmed sprog eller om de leder efter noget "fucking latterligt". Tilgengæld så ved jeg at det her bliver læst, af mindst en. Jeg ville i hvertfald ikke kunne skrive det, uden også at læse det. Hvis jeg brugte de rigtige buzz ord som etiketter og tags, så ville de strømme til, og nogle vil nødvendigvis læse det.
Ingen vil få noget ud af at læse det. Det er bare en af de populære tankestrømsindlæg uden mål og retning, en af dem der blevet lavet et par stykker af indtil videre, og ja selvfølgelig startede det med ideen om det jeg skriver nu, og det er sikkert fedt og meta og så videre, men hvis jeg skrev for at de skulle læse og fordi det skulle ændre deres liv, så ville jeg skrive forgæves. Jeg har ingen titel endnu, intet billede til at gøre teksten mere spiselig, måske kommer det nok til sidst og så vil man glæde sig over at teksten omslutter sig selv, som en god film, der viser det sidste først, og så skal man se hele molevitten før man forstår hvad slutningen betød. Sådan må det ikke være, for slutningen er jo ikke pointen, slutningen er bare en total nødvendighed.
Alting slutter heldigvis, og jo før jo bedre, for jo før jo flere kommer til at læse det. "to long, didn't read" er lidt mentaliteten, nu hvor alt står foran os, og alt kan koges ned til cliffnotes, resumeer og hovedpointer. Enhver idiot kan gøre sig klog på filosofi, musik, sport eller litteratur bare ved at lede de rigtige steder efter de rigtige buzzwords og korrekte fraser. "ganske poetisk udtryk der" ville man sige, og man ville få ret. Det er ærgerligt at less is more, for more is more i virkeligheden, vores opmærksomhed rækker bare ikke langt nok. Er det ikke sådan?
Der er flere der læser det hvis det er pææææææænnnttt. Hvis sætninger er konstrueret efter bogen, tegnene gør tænkepauser og hvis man kan dele det hele op i små afsnit, så kan de selv vælge hvor de vil starte og slutte. Men hvis man ikke starter ved begyndelsen risikerer man at gå glip af noget, og der er ikke noget de hader, der er ikke noget vi hader, mere end at gå glip af noget. [indsæt længere diskusion om medier og internettets funktion]. Så når det nu er kommet på plads, så er det tydeligt at man helst skal sælge sin tekst, og gerne med humor :o) hahahahahahahahahahahaha. Det gider jeg bare ikke.
Der er sikkert nogen der vil få noget ud af at læse det her alligevel. Jeg har jo ikke sagt noget om konsistens og kohærens endnu. Hvis nogen får noget ud af det her, så kan det være at når Gil Scott Heron siger "The revolution will not be televised", så er det ikke fordi han tror medier ikke kan nå at være der til at filme det, men fordi den næste egentlige revolution vil finde sted i sindet på dem og os. Hvis nogen får noget ud af det her så lad det være at "undtagelsen der bekræfter reglen" ikke bare er en fjollet paradoksal talemåde, men en pointe i sig selv, for hvis der var en sammenhæng i noget, så ville ethvert udsving fra denne sammenhæng, kun pointere sammenhængen ved at træde ud fra den. Det er nemmere at læse en tekst der bruger billeder til at forklare, ikke grafik, men metaforer, eksempler med kage, æbler og mennesker. Hvis man har en kage, et æble og et menneske, så ville man kunne sige at alting er dødt. Man spørger de tre om de er døde, og mennesket svarer at det ikke er dødt, for at blive til reglen der bekræfter undtagelsen. Hvis alting var dødt så ville man ikke lave reglen. Altså gør modsætningen i mennesket at man bliver bevidst om den lighed, der er mellem kagen og æblet.
Den fantastiske tekst er skrevet med frustration eller passion, de gode historier er der hvor vi sidder på kanten, der hvor vi græder for dem, ler med dem og af dem og den fabelagtige formulering er fyldt med synonymer og lister adskilt med tegn, pauser og kommaer. Jeg gider bare ikke lige det. Den nemmeste vej til genialitet og mesterværk er ved at undvige alle klichéer, og selvom det lyder meget lige til så er det de færreste virkemidler, der kan betragtes som unikke og alting kan nærmest være farce før det rammer os. Genialitet er typisk et metaforhold, hvor teksten bliver bevidst om sig selv, og sådan er det fordi menneskets vigtigste evne i det 21. århundrede er at kunne forstå sig selv og sin opførsel. Så når jeg skriver om at skrive, er det fordi jeg gerne vil være genial, men ikke rigtig, for det er mest fordi jeg gerne vil have at I og de skal kalde mig genial, så jeg kan blive glad og føle at jeg har gjort en forskel og at jeg er helt enestående. Hvorfor fanden er det så acceptabelt at skrive alt, så længe man lige kommenterer kækt på det, ved at diskutere hvad den "gode tekst" er. Jeg behøver i virkeligheden ikke bearbejde det faktum at jeg er arrogant, forfængelig, usikker, selvglad, egoistisk, doven og forkælet, istedet så fortæller jeg det åbent med et glimt i øjet og så er den røv barberet. Paradokset ånder mig i nakken, og slutningen synes mere og mere fjern i takt med at uklarhederne og spørgsmålstegnene ophober sig.
Jo mere jeg skriver jo færre vil læse det, tænker jeg for mig selv. Med god grund. Står man med en bog i hånden der kan forklare "guds eksistens", ser man på bogens størrelse, på beskrivelsen bag på og på anmeldelser før man gør sig rede til besvare spørgsmålet: "
Er den tid jeg lægger i denne tekst, mere værd end tekstens udbytte". Sådan kan man tænke med alle indtryk, der kræver en beslutning. Er min tid for dyrebar til at læse flere tusind sider om en dreng med briller, der går i skole for at lære magi. Den gode tekst kommer ikke med de rigtige svar, men med de rigtige spørgsmål og den refererer til andre kilder bedre formuleret end den selv er, fordi den gode tekst er usikker og hviler derfor på de gamle.
Når man ser på disse mange ord, så behøver man bare at finde den sætning, der står i
fed for at blive bevidst om tekstens budskab... selvom der ikke er noget. Jeg skal jo ikke gøre mig til herre over teksten og den fortolkning I og de kan lægge henover den. Jeg kan snart ikke stå til ansvar for teksten og den "gode" tekst længere, fordi jeg i mindre og mindre grad kan relatere til det menneske, der med tanken skrev:
jeg ved ikke hvor mange der læser det her. Det er den gamle sang og dans om konstant forandring jeg også får proppet ind i en kaotisk mængde af ideer og ufærdige refleksioner. Men det er som sagt i orden så længe jeg lige erkender at jeg gør det. Tsk tsk tsk.
Hvis jeg med sikkerhed vidste, at nogen ville læse det hele, få noget ud af det og bruge det, så ville det være mere interessant at læse. Er det så mig der piver over at ingen læser bloggen? ja det er det, men jeg har aldrig skrevet til nogen eller noget, jeg har bare skrevet fordi nu findes tankerne herude. Vid at jeg har elsket at skrive dette og vid at jeg aldrig vil være sikker på om det er kliché. En sådan gentagelse tyder næsten på en slutning. Slutningen kommer bare ikke, fordi selvom der ikke er flere ord, så slipper man næppe for sine tanker, så lad dette være til ære for mit Magnum Opus, der kun er et potentiale indtil videre. Det er som en diskussion mellem kammerater. Man bliver gradvist mere passioneret og glemmer at skelne mellem at vinde og at overbevise, mens man aldrig når frem til enighed om hvorvidt det rent faktisk er muligt at leve i nuet, eller om alting virkelig kan være kunst. Hvis de får noget ud af dette, så lad det være at selvom man muligvis ikke når til enighed, så ender man altid med at plante nogle tanker hos den anden. Så hvis de får noget ud af dette, så lad det være at hvis de læser det, så får de ikke noget ud af det, men de kan ikke undgå at få et eller andet ud af det. Bare ved at læse det. Det er sådan her man virker klog og kunstnerisk, ved at skrive hvad man har lyst til og fylde det med ideer, for så at kalde det kunstnerisk frihed.
Du var bedre tjent med at onanere, end at læse denne omgang vrøvl. Nu skal jeg til gengæld ikke gøre mig til herre over hvad der tjener en bedst, istedet så vil jeg dele en tanke om kunst. Det føles nogle gange som om at alle de film man ser, al den musik man hører og alle de mennesker man møder, alle sætter sit præg på den man er, som om de vidste at man var på vej mod det endegyldige øjeblik, hvor hver eneste erfaring, oplevelse og ide blev betydningsfuld. Romantisk er det, men fordi jeg vælger det. Den gode tekst er mit valg, for "beauty is in the eye of the beholder", fortolkningen er deres. Man glemmer for tit at kunsten kun eksisterer i fortolkningen, aldrig i skaberen, aldrig i sig selv. Hvem ved måske er dette her det bedste jeg nogensinde kommer til at skrive, og alt andet vil være en skygge af disse tanker. Det synes forkert og usandsynligt.
Overskriften skal være noget der håner vores opmærksomhed på den mest ironiske måde. Overskriften skal på mest finurlige måde indeholde hele teksten, men det skal den i virkeligheden overhovedet ikke. Mange tak, jeg står lige bag dig. Nu er jeg væk, men teksten er her stadig. Har du læst den?
