I Heart Movies

Vi hos Klunset elsker film, men ikke nok til at lave en compilation så fed som denne.

Oscar

Så sker det snart, den store Oscar uddeling. Det her er filmfanatikerens svar på champions league finale og Superbowl i samme omgang. Det er denne medieattraktion, der lader os alle meditere, diskutere og spekulere på hvilken film der er den bedste, hvilke skuespillere der var mere overbevisende og sidst men ikke mindst hvorfor den gyldne statue langt fra er et symbol på kvalitet, men snarere en hang til tradition og ja i ved, politik osv. Spørgsmålet om hvorfor lige Oscar uddelingen er den mest prestigefyldte, skyldes 3 årsager. Først og fremmest er den udemokratisk, hvilket betyder at et lille panel bestemmer og sikrer derfor at seneste Twillight flick ikke snupper alle kategorierne. Dernæst er det fordi det er en meget gammel prisuddeling placeret midt i vestens centrum USA. Til sidst er det fordi nominerings-kategorierne er så få, i kraft af at modsat Golden Globe, der både giver priser til tv og film, gives der kun Oscars til filmverdenen, og i kraft af dette er det muligt at sidde gennem et helt show med beholdt opmærksomhed. 24 priser, hvor de største omhandler skuespilspræstationer både som hovedrolle og birolle fordelt i mænd og kvinder, bedste instruktør, bedste manuskript både originalt og filmatiseret og sidst men ikke mindst bedste film.

Dette er for mig den første Oscaruddeling der betyder noget, fordi jeg denne gang har set en stor del af de film der er nomineret, inklusiv film der aldrig kommer eller ikke er kommet endnu i de danske biografer. Primært har jeg sikret mig at se samtlige 10 film der er nomineret til bedste film.

 
og de nominerede er:...

Black Swan
The Fighter
Inception
The Kids Are All Right
King's Speech
127 Hours
The Social Network
Toy Story 3
True Grit
Winter's Bone

Så sandelig et miks af forskellige typer som sci-fi, animation, sport, western, socialrealisme, historie, ungdom, minimalisme og psykisk horror. Ikke en af disse film er dårlige og det er jo en god start, men hvilken er bedst, hvilken vinder Oscaren og er det den samme film?

Toy Story 3 er en skøn film, men stadig en treer og en familie/animationsfilm som kun har sine "moments" en gang imellem, det ville dog ikke være førstegang en efterfølger vandt (Godfather 2). Den er tilgengæld sikret som "bedste animationsfilm" på trods af jeg ikke har set Illusionisten, der iøvrigt er lavet af dem der lavede Trillingerne Fra Belleville.

Inception står som en frygtelig interessant nominering, ikke mindst fordi Nolan ikke er nomineret til bedste instruktør men fordi den er så åbenlyst favoritten hos det brede publikum afsløret af utallige "polls" og afstemninger på diverse blogs og sider. Men det er ikke den bedste af de 10 og den vinder ikke fordi det er relativt indviklet science fiktion om Di Caprio der skal håndtere sin kones død som han gjorde det i Shutter Island. Winter's Bone er også interessant fordi det er den mindst kommercielle film med en rimelig ukendt instruktør i Debra Granik og en dygtig men anonym hovedrolleindehaver i Jennifer Lawrence. Filmens stærke side er det melankolske skuespil og den overordnede kolde tone i filmens billede, men som en sand Sundance  vinder (hvilket den er) så er dem bare lidt for alternativ til manden af guld.

Til sidst er så The Fighter, True Grit, The Kids Are All Right, 127 Hours, Black Swan, King's Speech og The Social Network. Her er de 2 sidstnævnte favoritter til bedste film. Kritikken af de andre er bl.a. at Fighter er bare endnu en film om en bokser, True Grit er en nyindspilning af en gammel western, The Kids Are All Right har for lidt på spil i sin handling og handler i virkeligheden mest om velhavende liberale amerikanere og deres forholdsproblemer. 127 Hours er lige dele selvmasturberende billeder af orange klatrelandskaber og James Franco der spiller med sig selv til et nydeligt soundtrack. Black Swan er Fight Club for piger og for meget gys til den søde jury.

Både King's Speech og The Social Network er baseret på "virkelige" hændelser. I henhold til Social Network betyder det bare at Mark Zuckerberg startede facebook og ikke så meget mere, men King's Speech tillader Colin Firth at stamme, så han på bedste "you-never-go-full-retard-like-Tom-Hanks-in-oscar-darling-Forrest-Gump" kan score en oscar for næsen af Franco og Jeff "the dude" Bridges, der forsøger sig med egentlig skuespil. Efter King's Speech vandt briternes svar på Oscar uddelingen, BAFTA lader det altså til at være en sand Oscar tyv for både manus, hovedrolle, film og mandlige birolle... Men nej, for dem der har set The Fighter ved at Christian Bale er så fænomenal som afdanket crackhead bokser at Geoffrey Rush (du kender ham som Captain Barbossa) ikke fortjener det på trods af hans glimrende og oplivende comic relief i Kings Speech.

Nu vi alligevel snakker The Fighter, så lad mig bekende kulør. Det er altså den bedste af  de nominerede10 film. Ikke bare på grund af Bale, men på grund af Mark Wahlberg, der virkelig finder sit es i en bokser der bare gerne vil bokse og derfor lader sig styre af mor, bror og kæreste skiftevis. Filmen handler ikke om at han skal stå på egne ben, så den forventede udvikling kommer aldrig, modsat i Kings Speech. The Fighter er rørende og sjov uden at være det oplagt, man kommer til at grine uden at være bevidst om at man ser "den sjove scene" i filmen og man ender med at holde med Wahlbergs underdog til det sidste. Der hvor jeg bider mest mærke er i brugen af gamle tv-kameraer til at filme adskillige boksescener fuldt ud og valget af musik der ligger på grænsen mellem det overlagte og det subtile, altså musikken er ikke nærmest pointen i filmen som når Tarantino gør det, men den er heller ikke bare stemningen som når Zimmer laver musikken. Tag f.eks. scenen hvor Bale sætter sig ind i en bil med sin mor og istedet for at forklare hans misbrug synger han nogle strofer af Bee Gee's "I Started A Joke" og moren synger bare med. For så simpelt kan det gøres, flotte billeder, god historie, fremragende skuespillere og en god lydside skaber en fantastisk film.

Bedste kvindelige hovedrolle går selvfølgelig til Natalie Portmann, fordi hun er en af de skuespillere der går så meget ind i rollen at det virker mærkeligt at hun aldrig dansede ballet før, ligsom dengang Joaquin Phoenix sang som Cash. Men han vandt jo ikke? nej derfor er det stadigvæk, trods spekuleren, spændende med hvem der vinder. Måske er vi heldige og intet forløber som vi regnede med, når Inception vinder bedste film og Javier Bardem vinder bedste skuespiller. På den anden side er det i virkeligheden kun Bardem der fortjener anerkendelsen, ikke fordi Inception på nogen måde er dårlig, men fordi vi alligevel ser alt hvad Nolan rør ved. Modsat en film som Biutiful, de færreste ser.

For i sidste ænde så er det vigtigste ved Oscar at der bliver skabt opmærksomhed omkring film uden superhelte, robotter, mutanter og *suk* vampyrer, og derfor kommer vi til at se film som Das Leben Der Anderen og There Will Be Blood på dansk tv. Det bliver også nemmere at finde en god film bare ved at læse ordene "academy award winner" eller "acadamy nominee". For hvem elsker ikke American Beauty, Rain Man, Forrest Gump og Lord of the rings. Jeg ved at jeg gør.

I Heart Valentine

Glædelig Valentine :)

her er download til sangen: http://www.mediafire.com/?
r21bje665z02mdy

Buksen anbefaler: Musik

ja hvis man googler "music pants"

For ikke så forfærdelig længe siden ramte jeg 28 tusind sange i mit itunes bibliotek, og nej det er ikke nødvendigt at have så meget musik, for jeg hører jo ikke halvdelen og jeg burde i virkeligheden rydde op. Men prøv lige at være lidt glad på en samlers vegne (ikke at det er særlig svært at finde musik til samlingen i disse "pirat"-dage).

For satan, i ved hvordan grime er ret fedt og hvordan Lucy Love gør det superfedt. Når hun så optræder live med rungende bassrytmer og aggresive spytterier, så bliver det episk, og det gjorde det sgu også på Kulturmaskinen i Odense. Aldrig har man set så lille og nuttet en trunte sprænge et mindre koncertlokale med energier unikke for den danske rap-scene. Det skyldes først og fremmest et enormt velvalgt livesæt, der bestod mest af den nye plade hvor party-faktoren er i max. Heldigvis fik vi stadig dansk grime evergreens som Daddy was a DJ og No VIP. Det lykkedes virkelig at gøre en masse sange, lige det bedre, og her er det særligt dancetracket End of Time, der virkelig blegner i forhold til live-udgaven. Selvfølgelig som den skat hun er, så havde hun da lige en gave med til os i form at et remix der kan findes på itunes af OK formula over Who You Are. Superb dance der ender i et lækkert dubstep stykke drysset med Lucy's henslængte vokal.

Når man så går på itunes, for at købe musik (ja det er utroligt) så springer ordene ud i hovedet på en: LADY GAGA, BORN THIS WAY... Hun har jo lige udgivet første single for sit kommende album der netop bærer titlen Born This Way.



Først så gør Lady Gaga opmærksom på sin respekt for sine fans, med "put your paws up" og anden idiosynkratisk lingo... nej altså noget som hun kun ville sige... og så starter et dance helvede, tænker man, men  med det samme vokalen begynder så oplever man at lady gaga er gået langt ved siden af tidens typiske vokalkonstruktioner. Hendes vers og omkvæd lyder mærkelig bekendt, og umiddelbart ville jeg sige at det bærer præg af halvfemser upbeat stadion rock/pop musik, og stadigvæk madonna. Fedt er det dog alligevel, og alt tyder på at hun sagtens kan overgå sig selv.

Fordi jeg er så forbandet hipster, så har jeg hørt en del af de albums der udkommer imorgen og jeg vel bl.a. anbefale at man lige tager en lytter til Bright Eyes' The People's Key, prøv bare at høre Shell Games. Derudover udgiver både PJ Harvey, danske Powersolo, Gruff Rhyss og Mogwai plader imorgen.

Vi ses snart til noget mere anbefalelse og i mellemtiden, så hvis du ved hvad du kan lide, så ved Tastekid, hvad du ellers kan lide.

Vent her er forresten 2 mash-ups der virkelig lyder genialt!
Take Me On The Crazy Train (Ozzy vs. A-ha)
Rolling In A Deep Wicked Game (Adele vs. Chris Isaak)

Freddy Todd og lyden over tid

Årets bedste album... allerede?!

Ja så hører man efter! Men jeg skal jo være idiot for at påstå at man ikke kan nå at lave et bedre album på ca. 10 måneder. Og jeg kommer til at æde mine ord om at vurdere musikkens kvalitet med anmeldelser, men alligevel ikke. Her i billedet ser en mand med skæg og ulet hår, der øjensynligt er i færd med et energifyldt dj-sæt til en fest i et mindre rum, der er endda lagt en "fisheye" effekt henover billedet for at overdrive den intime sfære der har været i lokalet. Denne mand, denne DJ, denne kunster er allerbedst kendt som Freddy Todd.

Han udgiver musik, vi ikke kan læse om i politiken, på gaffa eller soundvenue. Det er ikke fordi det er ekstremt eksperimenterende, eller fordi det tilhører voldsomme genrer som grindcore eller hardstyle. Faktisk er hans musik enormt oppe i tiden, og så selvfølgelig alligevel ikke. Forklaringen må være hans udgiver "Simplify Recordings", der ummidelbart tillader unge håbefulde producere og teknikere at udgive deres materiale i den form kunstneren ønsker det. Definitionen af et elektronisk indie label. 

Albummet, debuten er 28 tracks over godt 2 1/2 time, og er kaldt Neon Spectacle Operator. Der er ikke meget der fænger lige i først omgang, både kunstnernavn, albumtitel og albumcover forekommer utroligt uinspireret og man er fristet til at tro at musikken læner sig langt op af den metervare techno der lader til at blive kastet ud i stride strømme fra europas lande (se TDC play)... men men men som i nok havde gættet så er det langt fra tilfældet. Jeg kan ikke bestemme hvilken lyd over tid, der bedst for mine ører, men jeg kan vurdere ildens betydning for mennesket. 

Jeg siger ikke at Neon Spectacle Operator er ild til musikken, men Freddy Todd har lavet noget som ingen andre har kunnet. Ord som Thugstep, Gutter Crunk, Lazer Booty, Splat-hop og Funk slime bliver kastet rundt på hans soundcloud, for på engang at identificere de små hentydninger til konventionelle genrebetydelser og på samme gang beskrive et kaotisk sammensurium af lyde med masser af bass. Mange ville sige Glitch, andre ville sige Dubstep, nogle vil mumle hip-hop og få vil hviske progressiv electronica. Men det ville kun forvirre og overraske for Freddy Todd er dømt til at blive en unik lytteoplevelse. 

Hooked på første blipblop og thump thump, mindede førstehåndsintrykket meget om det jeg havde med Skrillex, Hudson Mohawke eller Flying Lotus. En form for afsky og distanceren fra noget brutalt kompromisløst men samtidig en brændende fascination i mødet med det man aldrig havde forestillet sig. Som en sibirisk tiger med pels af chips og øjne af oreos, ved man ikke om man går væk eller går til fadet. Så finder man ud af af der strømmer snapple og dip fra tigerens brystvorter, og der er ikke andet at gøre end at gå til modangreb. Det sådan jeg har det med musikken.

  Just Taking My Blastoise For a Walk - Neon Spectacle Operator (Out NOW on Simplify Recordings!) by FreddyTodd

Så hvad er det egentlig der sker når man trykker play. Man hører noget lyd, der minder en om noget man kender, men pludselig ændrer musikken sig mod hip-hop om bliver straks til skæve rytmer, der straks bryder ud i noget funk, der falder til tunge dubstep rytmer og så noget nyt, og så noget andet og så på en ny måde. Heri ligger revolutionen, det er formen, der ligger så langt væk fra den "pop"ulære standard vi har vendet os til i lange tider med bluesinspireret rock og vers-omkvæd-cstykke bla bla blah... For mere end de 3 førnævnte producere, så forsøger Freddy Todd ikke at ramme andre forudindtagelser end orden gennem kaos. Skrillex spiller stadig på at blande electro med dubstep, FlyLo laver stadig elektronisk skæv hip-hop jazz og Mohawke glitcher derudaf med japanske spilsoundtracks og retro pop. Der er ganske enkelt ikke nogen måde at forklare hvad Neon Spectacle Operator er efter man har hørt alle 28 skæringer. 

Når vi nu alligevel skal beskrive og definere, så lad det blive ved elektronisk musik (selvom der er flere eksempler på organisk instrumtering) på de klassiske symfoniers præmisser. Nu lyder det måske som om Todd bliver glorificeret en anelse meget, men sandheden er at Neon Spectacle Operator fortæller en historie med op og nedture og fremgang. Bare tag et nummer som "0asis" der tydeligt begynder med en rejse til ægypten og ørkenens ubarmhjertighed, for så at hæve intensiteten med citar og wobble, på samme måde som Wagner ville gøre det med blæse sektioner og hastige strygere. 

Men jeg vil ikke anbefale at google ham og finde albummet i superb kvalitet til hurtig afhentning på mikkisays.net. Jeg vil anbefale jer at købe musikken og vigtigst af alt spille den for dem i kender. Freddy Todd fortjenner succes, for han har virkelig lagt meget arbejde i at sammensætte et univers af lyde og rytmer. 28 sange står alle sammen ud for sig selv og danner til sammen et revolutionerende mesterværk af musik som musik bør være. Ikke prætentiøs og ikke provokerende, bare helt igennem fantastisk for øregangene. Mange tak Freddy. Rigtig mange tak.

  Winter Defroster - Neon Spectacle Operator (OUT NOW ON SIMPLIFY!) by FreddyTodd

Mudder

Hvad er mudder, er det gaaet op for en foer man har vadet igennem det til det knaehoeje?
Det tror jeg naeppe, foer da har mudderet blot vaeret et irritationsmoment, naar man har faaet mudder paa skoen eller toejet. Eller naar man febrilsk forsoeger at undgaa dette, naar man en kold og blaesende oktober dag forsoeger at cykle eller gaa afsted i sit paene kluns, her er det isaer buksen og sokkken der er udsat, men ogssa troejen eller habitten ved fine lejligheder, eller endda capen, hvis man kommer til at cykle bag en der sproejter mudder i ansigtet paa en.
Selv ikke i bil er man sikker, for naar man har faaet parkeret sig kan man ikke vaere sikker paa at de mudrede laksko ikke bliver smudset til naar man intetanende og forventningsfuld traedder ud af bilen, for at goere visit hos den udkaarne, eller aede sig maedt i saftige steaks sammen med advokater, politikere, revisorer, laeger, direktoerer og postbude.
Netop postbudet er maaske den eneste der har forstaaet hvad mudderet virkelig er naar man ser bortset fra bushmanden, der dog procentuelt er mindre reprasentereet end antallet af postbude. Der er faktisk utroligt mange postbude og derfor utroligt mange, der ved hvad mudder er.
Men os andre, vi forbliver ignoranter der enten slaar mudderet hen som et irritationsmoment, eller som videnskabsmanden deducereer sig frem til at mudderet blot er en blanding af vand og jord. Videnskabsmanden, vil saagar gaa saa vidt som til at paapege at man ikke blot kan betegne mudder som dette, men at der findes forskellige typer af mudder, afhaengigt af hvilke mineraler jorden er bygget op af.
Men har denne videnskabsmand forstaaet hvad mudder er, nej, eller naeppe for maaske har han, man skal passe paa med at stereotypisere folk, selv videnskabsfolk.

Man ved foerst hvad mudder er naar man staar i det til knaehaserne, naaar man falder i det og det skaber soer i ens fodtoej. Naar skoen ikke bare er plettet men helt daekkket i mudder, naar det sidder paa toejet og over alt paa kroppen. Naar mudderet bliver om ikke synonymt med ens eksistens, men ihvertfald en helt afgoerende del af den. Naar man har et hav af mudder at kaempe sig igennem faar at naa sit maal, naar mudderet bliver et spoergsmaal om ens videre eksistens. Da har man maaske en anelse om hvad mudder er.

Jeg ved ikke hvad mudder er.