Lad mig med det samme sige, at jeg helhjertet støtter soldaterne i Afghanistan og den kamp de kæmper. Jeg stoler 100% på at den fremgang de fortæller om er reel og at den kan mærkes i lokalsamfundet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de gør det rette, skyder på de onde og hjælper til med at oprette en balance i et meget kaotisk samfund. At denne holdning vil gennemsyre indlægget må altså ikke komme som nogen overraskelse for nogen. Indlægget er selvfølgelig også inspireret af TV2's "Armadillo-aften", der udover at vise en forkortet TV-version af Armadillo også byder på en debat mellem politikere, eksperter og en forfatter (?! jeg vender tilbage til ham senere). Af politikere har udenrigsminister Lene Espersen (konservative), forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (venstre), udenrigsordfører Søren Espersen (DF), Holger K Nielsen fra SF og Frank Aaen fra Enhedslisten. Det er egentlig ligemeget for her sælger jeg hele den middelmådige debat til her helt gratis inden den overhovedet er færdigtransmitteret i tv. De tre førstnævnte forsvarer krigshandlingerne med dansk deltagelse, mens de to sidstnævnte politikere samt forfatteren er skeptiske. Argumenternes kvalitet svinger fra acceptable til helt igennem åndsvage. Jeg gider ikke gå dybere ind i debattørernes individuelle argumentationer, da de, lig alle andre debatter i dansk fjernsyn, er tilnærmelsesvis intetsigende og irrelevante. Og det eneste jeg således vil drage ud af debatten er det sidste prædikat. Irrelevant, som endda er et meget mildt ord at bruge i en sammenhæng, hvor respektløs er en let underdrivelse.
Spørgsmålet der ligger til grund for hele dette fornemme arrangement lyder "er krigen prisen værd?". Ja det er fandeme da et godt spørgsmål. Der bringes mit pis ærligt talt i kog. Når samtlige adspurgte soldater, inklusiv en soldat, der har fået sprængt begge ben væk, svarer at deres priser var fair (for at blive i den syge pris-snak), burde den være lukket. Lad mig herefter med det samme sige at jeg synes det er helt okay, at man fra starten var mod krigen. Jeg er heller ikke som udgangspunkt for krig som middel, men når vi er i den, så skal vi også være det. Derfor skal der ikke lyde nogen opsang til politiske modstandere af krigen. Men når en fesen romanforfatter og åbenbart også "samfundskritiker" begynder at udtale sig om den krig der kæmpes, om hvordan den strategi, der følges er forkert, da skammer jeg mig. Carsten Jensen er i mine øjne ikke berettiget til at sige et ord om den krig. At han kalder sig for "samfundskritiker" gør ikke situationen meget bedre. Hans bagklogskab synes at være nok til at erklære krigen for forgæves. Al hans taletid går på: "sådan er det, og det er dårligt. Sådan skulle det have været blah, blah, blah". Han sagde sågar, at han var for krigen indtil han fik en åbenbaring, krigen gik ikke så godt som han havde forudset og derefter var han imod. Hvad er det for en holdning? Han behandler i sin argumentation de danske styrker som var de et redskab, en hammer, der skulle slå et søm i et stykke træ. Det er de bare ikke. Vi sender mennesker til Afghanistan. Mennesker af kød og blod, der ikke blot kæmper for de store fortællinger, de fine mennesker bag skriveborde prædiker om. De kæmper for venners og egne liv og lemmer. Det lyder som om han helt glemmer den mellemregning, når han anklager regeringen og krigens støtter for at forsøge at forsvare indsatsen, der ikke længere beror på at fange al Qaida, men nu måske snarere drejer sig om at skabe sikkerhed og stabilisere landet. Hvem havde regnet med at det ville spænde af uden tab. Var der nogen der havde troet at vi kunne kaste os i krig uden at miste soldater? Eller ramme civile Afghanere for den sags skyld? Det er mig ubegribeligt hvordan nogen nogensinde kunne have fået den opfattelse. Nej når man beslutter at drage i krig, hvilket bør være en beslutning, der er MEGET nøje overvejet, så skal man fandeme også gøre det med respekt for de mennesker, fædre, sønner, brødre, søstre, døtre og mødre. Derfor er den debat så respektløs at det driver ned af væggene. Det er stadig helt i orden at politiske modstandere fra starten råber og skælder lidt ud. Det er deres privilegium. Men når vi har taget den drastiske beslutning at ofre statsborgere for en større sag, så må vi som den benløse soldat i en situation som den TV2 har stablet på benene, også anerkende de tab beslutningen har medført. At begynde at blive bagklog og himle op om alle de døde og sårede og de civile og de skrækkelige gerninger og hændelser, der nu er passeret som følge af den krig vi besluttede os for at deltage i, kan ikke nytte noget. Der er i Danmark ingen, der er tvunget til at drage i krig, jeg er selv frivillig værnepligtig om en måned og jeg er stolt af det. Man må kun gå ud fra at alle danske soldater er klar over de konsekvenser udsendelsen kan medføre. Det skal vi andre, inklusiv beslutningstagerne og "samfundskritikerne", også være. Det sagt med al respekt og medfølelse for de dræbtes familier og venner.
At vi så ser ud til at være på vej hjem derudefra er ikke en bonus i min bog. Igen, vi har valgt at drage i krig, så må vi også være med til at udføre den opgave vi har påtaget os af respekt for dem, der har ofret fysisk og psykisk. Krigen bliver først rigtig forgæves, hvis vi trækker os ud på halvvejen og status quo genoprettes. Det vil være absolut worst case scenario. Så kan vi snakke om at krigen har været for dyr, men det skal vi aldeles ikke begynde at diskutere mens danskere slås for livet i den anden ende af verden. Men hvis de danske soldater formår at skabe et stabilt hjælp til selvhjælp-system med afghanere, må missionen vel være vellykket. Og hvis det så falder sammen med tilbagetrækningsdatoen, så vil der ikke lyde et kvæk herfra. Men er arbejdet ikke fuldendt, mener jeg det er en fejl.
Mit store problem med hele den her opmærksomhed, krigen har fået er, at langt størstedelen ikke har en kæft forstand på hvad der sker udover det vi ser i nyhederne, dvs. billedmontager, Rasmus Tantholdt og tabstal. En sandhed Armadillo i den grad perspektiverer. Man skal virkelig passe på med at drage konklusioner. Vi taler her om ekstreme stresspåvirkninger til mennesker som du og jeg, bortset fra, at mens de har udvist det største mod og opofrelse et menneske i den moderne verden kan byde på, har vi andre siddet på vores flade og diskuteret efterløn! Når soldaterne kommer hjem og begynder at tvivle på det de gør, da tror jeg på tvivlen, men man skal sgu ikke fortælle mig sandheden om en krig man ikke kan komme længere væk fra.
Vi er i krig og jeg må sige jeg som dansker er fandens stolt af at være stærkt repræsenteret i et af verdens pt mest blodige områder, hvor andre større nationer er bakket ud. De danske soldater fortjener al min respekt og skal ikke i mine øjne belemres med svage kontorridderes betænkeligheder.
