Jeg er afhængig. Heldigvis kun af input i form af kunst som musikvideoer etc. Det vidunderlige ved denne slags narkomani er at den aldrig ophører eller når sit højdepunkt. For den er aldrig afhængig af kunsten i sig selv, der er kun "Beauty in the eye of the beholder" som gælder. Kunsten findes ikke, der findes kun den sansning og fortolkning, som bliver til det minde om noget så fascinerende og uforståeligt. Det er alt sammen inden i.
Det betyder også at en sang, et billede, et måltid eller en film aldrig kan være det samme i sekundet efter. Hvorfor? fordi "jeg" har ændret mig i mellemtiden. Jeg har vennet mig til et sanseinput, og ubevidst har jeg lært at fjerne fokus fra det. Det er sådan vi bliver voksne. Vi er holdt op med at lytte til alle lydene, til at se på alle billederne og opfatte alle sansningerne.
Jeg skriver for at minde om den verden der går forbi os. Valget er der hele tiden, men i stedet så vælger vi bare fra. Kunsten er der så og sige kun hvis vi lægger mærke til hele kunsten, hvis vi dykker ned og undlader at stå ved bredden, kun for at dyppe tæerne i det der ligner koldt og mørkt vand.
Jeg linker nu her til et par videoer som indeholder ufatteligt mange sanseindtryk (både direkte og indirekte), Jeg vil bede dig om at forsøge med et lille eksperiment. tænk alt! Som var du et lille barn så skal du abstrahere fra tilbageholdenhed og istedet være i filmen. Du skal lugte, føle og smage filmen. Ikke på samme tid, men lav en konstant vekslen. Prøv at genskabe overfladernes følelse, og stedernes formentlige lugte og atmosfærer. Læg mærke til alle aspekter i musikken, et af gangen. Bliv overvældet af din egen opfattelse og gem den i dine minder. Lad dine sindsbilleder flyde frit, og du vil forstå hvorfor den ydre konstante kunst er absurd ligegyldig.
Jeg anbefaler at se følgende videoer så store som muligt, blot for at få (næsten) det hele med.
- Buksen
