søndag den 24. oktober 2010

Et Autostereogram

Kan du se sommerfuglene?
Det er måske ret tilfældigt at du læser dette.

Jeg ved ikke hvad jeg tror på eller hvad jeg skal tro, men jeg smiler, sommetider griner af små behagelige sammentræf. "Det' typisk" ville man sige når man for ottende gang har glemt sin ipod/telefon/taske til en fest et sted, sjovt nok er det kun i tilfælde ladet af negativitet og irritation. Er mennesket bare generelt pessimistisk eller er det for at vi er sikre på medlidenhed fra andre, måske er det bare fordi det glade menneske minder os om vores egen relativt sørgelige tilstand.

Det er gået op for mig at jeg virkelig nyder at miste ting. Kun fordi jeg opbygger et stresset og forvirret sind i forsøget på at finde denne nødvendige genstand. Det øjeblik, hvor jeg finder tingen igen er behageligt/lyksagligt/ekstatisk alt afhængig af genstandens vigtighed og værdi. Bilnøgler, pung, kreditkort, telefon, briller, billetter og bøger.

Jeg er desværre blevet bevidst om denne følelse og forventer den derfor. Noget som gør den mindre virkelig, og derfor ikke virker som før. Dog lige for lidt siden, da jeg var på vej ud, ledte jeg efter mine Ipod-høretelefoner, og jeg kom i tanke om netop dette fænomen at blive lettet over at finde noget. Det går pludselig op for mig, mens jeg stadig leder mere og mere håbløst, at jeg ikke kan forvente at alting der forsvinder dukker op så jeg kan finde dem og blive egentlig gladere end hvis jeg bare tog dem fra hylden.

I det samme øjeblik som jeg udfører sætning i tankerne, løfter jeg en stak papirer og finder mine høretelefoner begravet netop der! Her begynder jeg at spontant at grine en lavmælt latter, i en forundrende glædesrus over at finde noget forsvundet samtidigt med dette syrede tanke og hændelses sammentræf.

Man studser lige engang over tilfældets virkning og utrolighed. Man overvejer kort tilstedeværelsen af noget større og mere betydningsfuldt end det absolut tilfældige.

Den kringlede konklusion bliver at tilfældet ikke skal gøres til et gudsbevis, men alligevel være værdsættes og overvejes. Nogle gange tror jeg det er sundt at betragte livet som en film eller bog der bryder alle forforståelser, og indeholder større skønhed end man kan begribe.

Derfor et autostereogram. Et billede der ligner noget indtil man skeler sine øjne, for så at kunne se en flade blive til rum. Sådan er alting, man oplever noget, indtil man oplever noget helt andet. Ligesom i billedet vælger man selv hvilket motiv man vil se, også selvom noget kan være sværer at se.