søndag den 3. april 2011

Awolnation... prøv at had dem!


I've been waiting for this album my whole life. I just didn't know it.

Awol er et millitær term, for "absent without official leave", altså hvis en soldat ikke er på sin post, og muligvis har deserteret. Det er op til den enkelte, hvorfor det så skulle bruges til at kalde et band for Awolnation.

Disse kære gutter, har gjort alt hvad de kunne for at hype dem selv, og hvem ved, de er sikkert store et sted. Bare ikke i vores verden. Hvor er det også ærgeligt, for musikken er pop på den helt rigtige måde, en god blanding af uptempo rock, soul, hip-hop og punk med et vildt poppet udtryk som sagt. Personligt kan jeg ikke lade være med at lytte til det hele tiden. Det på trods af at man kan pointere så mange fejl og mangler i både lyd og lyrik.



Dette er ikke så meget en anmeldelse som en rent ud sagt anbefaling, særligt til dem der oplever at pop er for meget "4 to the floor"/thump thump thump/endnu et hiphouse track med pitbull så er det her altså et friskt pust. Det kommer så sandelig rundt omkring i deres udtryk, ikke mindst takket være den sindsyge vokal fra frontman (se billedet) Aaron Bruno. Bare prøv at hør denne her energiske "in your face" sang "Soul Wars".



Deres eneste plade "Megalithic Symphony" mangler ikke ligefrem højdepunkter. Deres særlige "hit" med strygere og "følsom" vokal "SAIL", det behagelige gospel nummer "All i need" og sidst men ikke mindst albumslukkeren "Knights of Shame", der på sine 14 minutter opsamler Alt, virkelig alt, hvad Awolnation har i ærmet. Gudskelov, så er albummet ikke svært at finde eller høre, for som man nok kan se, så er de ikke blege for at lægge deres musik på tuben. Desværre så har musikken ikke vundet synderligt frem på disse breddegrader, så det skulle undre mig, hvis man kunne finde skiven i butikkerne.

Det er måske kliché at sige at jeg ikke kan bestemme mig for det bedste nummer, så jeg vælger den her. "Jump On My Shoulders" handler om at være ligeglad med alt og bare hoppe på skulderne for at have det fedt, tror jeg. Det er særligt fordi at dette nummer, ligesom flere af de andre, slutter i et helt fantastisk klimaks. Jeg siger bare, prøv at hør den her og se om du kan synes dårligt om Awolnations musik. I'm just sayin'.

lørdag den 2. april 2011

Store Bryster

Jeg ved ikke hvor mange der læser det her. Jeg ved virkelig ikke hvor mange der kommer til at læse det her. Selvom jeg som admin ser på statistikker over besøgende på bloggen, så ved jeg ikke om de bare ledte efter billeder af faste baller eller en film eller noget om en jærv, jeg ved ikke om de bare hurtigt studser over at de har fundet en blog på et fremmed sprog eller om de leder efter noget "fucking latterligt". Tilgengæld så ved jeg at det her bliver læst, af mindst en. Jeg ville i hvertfald ikke kunne skrive det, uden også at læse det. Hvis jeg brugte de rigtige buzz ord som etiketter og tags, så ville de strømme til, og nogle vil nødvendigvis læse det.

Ingen vil få noget ud af at læse det. Det er bare en af de populære tankestrømsindlæg uden mål og retning, en af dem der blevet lavet et par stykker af indtil videre, og ja selvfølgelig startede det med ideen om det jeg skriver nu, og det er sikkert fedt og meta og så videre, men hvis jeg skrev for at de skulle læse og fordi det skulle ændre deres liv, så ville jeg skrive forgæves. Jeg har ingen titel endnu, intet billede til at gøre teksten mere spiselig, måske kommer det nok til sidst og så vil man glæde sig over at teksten omslutter sig selv, som en god film, der viser det sidste først, og så skal man se hele molevitten før man forstår hvad slutningen betød. Sådan må det ikke være, for slutningen er jo ikke pointen, slutningen er bare en total nødvendighed.

Alting slutter heldigvis, og jo før jo bedre, for jo før jo flere kommer til at læse det. "to long, didn't read" er lidt mentaliteten, nu hvor alt står foran os, og alt kan koges ned til cliffnotes, resumeer og hovedpointer. Enhver idiot kan gøre sig klog på filosofi, musik, sport eller litteratur bare ved at lede de rigtige steder efter de rigtige buzzwords og korrekte fraser. "ganske poetisk udtryk der" ville man sige, og man ville få ret. Det er ærgerligt at less is more, for more is more i virkeligheden, vores opmærksomhed rækker bare ikke langt nok. Er det ikke sådan?

Der er flere der læser det hvis det er pææææææænnnttt. Hvis sætninger er konstrueret efter bogen, tegnene gør tænkepauser og hvis man kan dele det hele op i små afsnit, så kan de selv vælge hvor de vil starte og slutte. Men hvis man ikke starter ved begyndelsen risikerer man at gå glip af noget, og der er ikke noget de hader, der er ikke noget vi hader, mere end at gå glip af noget. [indsæt længere diskusion om medier og internettets funktion]. Så når det nu er kommet på plads, så er det tydeligt at man helst skal sælge sin tekst, og gerne med humor :o) hahahahahahahahahahahaha. Det gider jeg bare ikke.

Der er sikkert nogen der vil få noget ud af at læse det her alligevel. Jeg har jo ikke sagt noget om konsistens og kohærens endnu. Hvis nogen får noget ud af det her, så kan det være at når Gil Scott Heron siger "The revolution will not be televised", så er det ikke fordi han tror medier ikke kan nå at være der til at filme det, men fordi den næste egentlige revolution vil finde sted i sindet på dem og os. Hvis nogen får noget ud af det her så lad det være at "undtagelsen der bekræfter reglen" ikke bare er en fjollet paradoksal talemåde, men en pointe i sig selv, for hvis der var en sammenhæng i noget, så ville ethvert udsving fra denne sammenhæng, kun pointere sammenhængen ved at træde ud fra den. Det er nemmere at læse en tekst der bruger billeder til at forklare, ikke grafik, men metaforer, eksempler med kage, æbler og mennesker. Hvis man har en kage, et æble og et menneske, så ville man kunne sige at alting er dødt. Man spørger de tre om de er døde, og mennesket svarer at det ikke er dødt, for at blive til reglen der bekræfter undtagelsen. Hvis alting var dødt så ville man ikke lave reglen. Altså gør modsætningen i mennesket at man bliver bevidst om den lighed, der er mellem kagen og æblet.

Den fantastiske tekst er skrevet med frustration eller passion, de gode historier er der hvor vi sidder på kanten, der hvor vi græder for dem, ler med dem og af dem og den fabelagtige formulering er fyldt med synonymer og lister adskilt med tegn, pauser og kommaer. Jeg gider bare ikke lige det. Den nemmeste vej til genialitet og mesterværk er ved at undvige alle klichéer, og selvom det lyder meget lige til så er det de færreste virkemidler, der kan betragtes som unikke og alting kan nærmest være farce før det rammer os. Genialitet er typisk et metaforhold, hvor teksten bliver bevidst om sig selv, og sådan er det fordi menneskets vigtigste evne i det 21. århundrede er at kunne forstå sig selv og sin opførsel. Så når jeg skriver om at skrive, er det fordi jeg gerne vil være genial, men ikke rigtig, for det er mest fordi jeg gerne vil have at I og de skal kalde mig genial, så jeg kan blive glad og føle at jeg har gjort en forskel og at jeg er helt enestående. Hvorfor fanden er det så acceptabelt at skrive alt, så længe man lige kommenterer kækt på det, ved at diskutere hvad den "gode tekst" er. Jeg behøver i virkeligheden ikke bearbejde det faktum at jeg er arrogant, forfængelig, usikker, selvglad, egoistisk, doven og forkælet, istedet så fortæller jeg det åbent med et glimt i øjet og så er den røv barberet. Paradokset ånder mig i nakken, og slutningen synes mere og mere fjern i takt med at uklarhederne og spørgsmålstegnene ophober sig.

Jo mere jeg skriver jo færre vil læse det, tænker jeg for mig selv. Med god grund. Står man med en bog i hånden der kan forklare "guds eksistens", ser man på bogens størrelse, på beskrivelsen bag på og på anmeldelser før man gør sig rede til besvare spørgsmålet: "Er den tid jeg lægger i denne tekst, mere værd end tekstens udbytte". Sådan kan man tænke med alle indtryk, der kræver en beslutning. Er min tid for dyrebar til at læse flere tusind sider om en dreng med briller, der går i skole for at lære magi. Den gode tekst kommer ikke med de rigtige svar, men med de rigtige spørgsmål og den refererer til andre kilder bedre formuleret end den selv er, fordi den gode tekst er usikker og hviler derfor på de gamle.

Når man ser på disse mange ord, så behøver man bare at finde den sætning, der står i fed for at blive bevidst om tekstens budskab... selvom der ikke er noget. Jeg skal jo ikke gøre mig til herre over teksten og den fortolkning I og de kan lægge henover den. Jeg kan snart ikke stå til ansvar for teksten og den "gode" tekst længere, fordi jeg i mindre og mindre grad kan relatere til det menneske, der med tanken skrev: jeg ved ikke hvor mange der læser det her. Det er den gamle sang og dans om konstant forandring jeg også får proppet ind i en kaotisk mængde af ideer og ufærdige refleksioner. Men det er som sagt i orden så længe jeg lige erkender at jeg gør det. Tsk tsk tsk.       


Hvis jeg med sikkerhed vidste, at nogen ville læse det hele, få noget ud af det og bruge det, så ville det være mere interessant at læse. Er det så mig der piver over at ingen læser bloggen? ja det er det, men jeg har aldrig skrevet til nogen eller noget, jeg har bare skrevet fordi nu findes tankerne herude. Vid at jeg har elsket at skrive dette og vid at jeg aldrig vil være sikker på om det er kliché. En sådan gentagelse tyder næsten på en slutning. Slutningen kommer bare ikke, fordi selvom der ikke er flere ord, så slipper man næppe for sine tanker, så lad dette være til ære for mit Magnum Opus, der kun er et potentiale indtil videre. Det er som en diskussion mellem kammerater. Man bliver gradvist mere passioneret og glemmer at skelne mellem at vinde og at overbevise, mens man aldrig når frem til enighed om hvorvidt det rent faktisk er muligt at leve i nuet, eller om alting virkelig kan være kunst. Hvis de får noget ud af dette, så lad det være at selvom man muligvis ikke når til enighed, så ender man altid med at plante nogle tanker hos den anden. Så hvis de får noget ud af dette, så lad det være at hvis de læser det, så får de ikke noget ud af det, men de kan ikke undgå at få et eller andet ud af det. Bare ved at læse det. Det er sådan her man virker klog og kunstnerisk, ved at skrive hvad man har lyst til og fylde det med ideer, for så at kalde det kunstnerisk frihed.

Du var bedre tjent med at onanere, end at læse denne omgang vrøvl. Nu skal jeg til gengæld ikke gøre mig til herre over hvad der tjener en bedst, istedet så vil jeg dele en tanke om kunst. Det føles nogle gange som om at alle de film man ser, al den musik man hører og alle de mennesker man møder, alle sætter sit præg på den man er, som om de vidste at man var på vej mod det endegyldige øjeblik, hvor hver eneste erfaring, oplevelse og ide blev betydningsfuld. Romantisk er det, men fordi jeg vælger det. Den gode tekst er mit valg, for "beauty is in the eye of the beholder", fortolkningen er deres. Man glemmer for tit at kunsten kun eksisterer i fortolkningen, aldrig i skaberen, aldrig i sig selv. Hvem ved måske er dette her det bedste jeg nogensinde kommer til at skrive, og alt andet vil være en skygge af disse tanker. Det synes forkert og usandsynligt.

Overskriften skal være noget der håner vores opmærksomhed på den mest ironiske måde. Overskriften skal på mest finurlige måde indeholde hele teksten, men det skal den i virkeligheden overhovedet ikke. Mange tak, jeg står lige bag dig. Nu er jeg væk, men teksten er her stadig. Har du læst den?

mandag den 21. marts 2011

Trøjen skriver om .... film!?

Kan det vitterligt passe at man nu skal se et indlæg fra Trøjen om film? Ja i sandhed, det er en historisk dag mine kære venner og læsere, eller rettere bare venner for hos Klunset er vi alle venner!
Jeg har i weekenden i relation til et netop påbegyndt og allerede meget berigende højskoleophold været udsat for følgende to film, der hver især fortjener en anbefaling, jeg vil nok mene at den sidst beskrevne er den man skal vælge at se, hvis man står en aften og kun kan vælge en af to. Der må man alligevel vælge den finske jule-rambo/lilleper-gyser-satire Rare Exports. Men under alle omstændigheder begynder vi i det klassisk amerikanske. Jeg havde egentlig forventet en klassisk amerikansk highschool/college komedie i bedste American Pie stil, bare indkogt til en bouliion af alt det man bredt set foragter ved disse teen-film. Navnet antyder netop det man forventer en hashtågekomedie: Leaves of grass. Men selvom hele dettepottema blev markeret med tegninger af hampplanten viser navnet sig at være en intertekstualitet der referer til den amerikanske digter Walt Whitmans (1819-1892) digtsamling af samme navn (altså Leaves of grass) fra 1855 (det er ingen hemmlighed så lad det komme frem i lys lue: Wikipedia er en guldgrubbe for middelmådige bloggere, men selv jeg benytter det altså ha-ha). Omdrejningspunktet er således også et citat fra bogen samt digtertypen Janets digt om at blive den man er under overfladen der har afvist ens herkomst osv. FIlmen er altså en gammel sang fra de varme lande om at overkomme det "falske" liv man lever og erkende hvem man er og hvad man har flygtet fra, om det så kræver at man mister familie og bliver gennemboret af en armbrøstpil som tilsyneladende er en almindelig hændelse i Oklahoma, der netop er staten hvori denne film udspiller sig. Det er et andet centralt emne Oklahoma som USA's røvhul og den typiske redneck stat. Som en jødisk tandlæge udtaler det i Tulsa, ingen tager til Tulsa (Oklahoma) for at se stedet, kun fordi de (altså folk der tager til Tulsa, Oklahoma) har slægtninge der. Et andet emne er netop også Israel, i relation til den meget pågående og højst uforudsigeligt handlende tandlæge, men hovedemnet er altså det klassiske hjemkomsttema. I filmen spiller Edward Norton (ham der fra Fight Club) to identiske tvillinger (logisk med to, når der nu er tale om tvillinger) Bill og Brady, der begge er utroligt intelligente men på hver sin måde har valgt at udnytte det, den ene er en hæderkronet filosofiprofessor, Bill, der for 12 år siden flygtede fra Oklahoma, den anden har særdeles grønne fingre og udnytter dette til at dyrke super-pot, Brady, dette har sikret ham det meste af markedet i Oklahoma til konkurenternes store fortrydelse, hvad også kommer til at gå udover Bill i det klassiske identicaltwin-mix-up. Brady skylder imidletid en masse penge til Tulsas store velgører og forøvrigt über-narko-boss, der for øvrigt er jøde (og benytter dette som et alibi), hermed indrammes Israeltemaet. Israel kommer netop indunder at den hampdyrkende bror, Brady, der må siges at være yderst altruistisk menneske ("I love everybody" - eller noget i stil med det) fejlagtigt sættes i forbindelse med hate-crime, eller rettere det opfattes fejlagtigt som hate-crime, hvad han på ingen måde ønsker og dog ønsker - ja det giver ikke vildt meget mening så se filmen. Men under alle omstændigheder, han er i store problemer og formårat lokke sin bror til Oklahoma ved at fake sin egen død, da brødrenes fælles udseende skal blive løsningen på gældsproblemerne, hvad Bill dog ikke ved. Bill undergår herefter den typiske udvikling for hovedpersonerne i denne type film (lidt i stil med Diaz i The Holiday, der i modsætning til Leaves of Grass er et horribelt eksempel på den her slags "selverkendelsesfilm") - typisk er det at hovedpersonen strider og kæmper imod det miljø, eller den situation han er blevet stillet, fordi vedkommende har flygtet fra netop dette hele sit liv. Hovedpersonen truer således hurtigt med at forlade miljøet og situationen af frygt for at blive konfronteret med de ting han/hun er flygtet fra. Under alle omstændigheder bliver hovedpersonen i miljøet. Typisk er det jo kærligheden der trækker her repræsenteret ved, den noodlefiskende digter Janet, potten (altså hamp) og familien. Men også hjemmefronten spiller ind, her snakker vi seksualanklager om et ulovligt forhold mellem lærer og elev, her er Freinds jo igen et glimrende eksempel på en paralleltekst.
Under alle omstændigheder; Bill bliver og erkender sine fejl og bliver den han egentlig er en smuk homecoming historie et stykke smukt og komisk romantisk dannelsesfilm.



Den anden film er i en noget anderledes genre og jeg ynder som ovenfor skrevet at beskrive den som et stykke finsk jule-gyser-Rambo/lilleper-satire alene af den grund at det får folk til at tænke: wtf?. Og what-the-fuck-effekten er et særdeles nyttigt redskab hvis man ønsker at opnå at få folks opmærksomhed. Filmen foregår så at sige også i et af verdens røvhuller, her ikke Oklahoma, men derimod det nordlige Finland ved grænsen til Rusland, hvor mænd er hårde jernmænd der lever af at rener, samisk stil, dog fastboende i snedækkede huse. Her er mænd træmænd og når mødre og kvinder generelt på ingen måde er til stede i denne film, og der i det hele taget ikke er kvinder med i denne film - de bliver stort set kun benævnt i en rent "parringsmæssig" sammenhæng. Dette skyldes at her er barskt, der er ikke plads til kvindelige værdier og der er slet ikke plads til fantasien og barnet (der traditionelt set er en kvindelig egenskab). Fantasien får først plads når den grumt (altså fantasien) stirrer træmændene i øjnene og forvandler dem til blæver, der dog er midlertidigt for de smider træmanden men forbliver ikke blæver de lukker så at sige den "kvindelige side ind" uden at dette på nogen måde skal tolkes seksuelt udover måske det faktum at man helst ikke må have tillagt sig for mange kvindelige værdier. Dette er bogen Populærmusi fra Vittula i øvrigt et glimrende eksempel på da personerne i det nordsvenske samfund også er påvirket af den nordfinske kultur, her skal man undgå at blive knapsu altså kvindeagtig - knapsu kan være at spille populærmusik, men også at være overtroisk og irationel.
Drengen tror på julemanden, eller rettere han er nærmest besat, men ikke i den her cocacola-romantiske røde stil. Nej julemanden er ikke god men pisker imidlertid uartige børn til døde, når han først har bortført dem fra deres hjem, og spiser dem gerne. Heldigvis fangede samerne for længe siden Julemanden og frøs ham ned i et bjerg på grænsen mellem Finland og Rusland således blev han og hans hær af alfer/nisser uskadeliggjort. De (dumme) amerikanere forsøger dog at grave ham op drevet af "typiske" gode amerikanske dyder grådighed og den amerikanske drøm, ja her er altså en lille finsk kommentar til amerikansk udenrigspolitik, hvad nogle ynder at kalde imperialisme, det skal vi imidlertid ikke gøre os kloge på her. Amerikanerne får dog (som fortjent?) og spiller ikke den store rolle end som de faktiske problembørn, og de faktiske uartige der betaler prisen til julemanden. Under alle omstændigheder: Julemanden er fri og mærkelige ting begynder at ske, kartoffelsække, men ikke kartoflerne forsvinder, alle byens varmeapparater i alle variationer fra hårtørrere, radiatorer og ovne forsvinder. Der findes fodspor i sneen og rensdyrerne dræbes og underminerer ren-bøndernes levebrød og sender det lille samfund i en dyb økonomisk krise. (utvivlsomt en kommentar til disse bønders faktiske (ringe?) kår, og udnyttelsen af dem fra det omkringliggende samfund, jeg har ikke den store viden om dette og det er således blot en tolkning jeg kunne forestille mig passede - dybt uprofessionelt, med mindre vi bare tolker rent nykritisk). Døden stirrer pludselig både folk og voksne i øjnene på to forskellige planer, der til sidst knyttes sammen hvor gyseren bliver virkelig for selv de voksne, men snartefter udsættes filmen for et veritabelt genreskift fra udspekuleret gyser til en actionkomedie i Lillepers stil, drengen bliver en Rambo de voksne hans kampfæller, her får vi cheessy slowmotion effekter, kliche agtige replikker og gennemskuelige handlingsforløb, og det fungerer. Endelig tager filmen en sidste drejning til det helt igennem komiske, netop hvordan man kan ende med at blive rig på noget og løse de problmer amerikanerne skaffede en på halsen - rent faktisk viser problemet sig at være løsningen på problemet - På flere planer, økonomien kommer mere end på fode grundet en meget særegnen eksport til hele verden (ca. 16.000.000 dollars), men penge er ikke alt og som sagt forbliver træ og jernmænd ikke med at være af disse hårde og i øvrigt begge brandfarlige materialer (Jojo - jernspåner mine venner! de brænder som skidt) som barnet nemt kommer til at brænde fingrene og sjælen på. En smuk, uhyggelig og komisk historie se den, eller se også Leaves of grass på samme aften, men slut med Rare Exports.
Ydermere lærer man også hvorfor amerikanere ganske klogeligt sætter småkager frem til julemanden.

onsdag den 9. marts 2011

Muksen anbefaler: Busik


Hey igen, der var lige noget mere. De udgiver jo musik hele tiden, de smukke unge kunstnere og der er mit forpulede privilegie at formidle det til jer læsere derude. Så ja, ovenfor ser i ikke bare et lækkert billede af Julie Crochetiére i skønne warholske farver, men coveret til et ret så dejligt album. Det er finurlig pop med soul og singer-songwriter (ligesom alle de andre kvindelige solister), men det er okay fordi udtrykket varieres tilpas over pladens forløb. En plade der ikke opfylder disse krav, er desværre den mildt skuffende debut fra Jesse "do it like a dude" J, hvis hype falder til jorden trods Justin Timberlakes prisning af sangtalentet. Nuvel "Do it like a dude" er catchy og det der, men førstesinglen lægger alt for meget op til noget "Who you are" ikke leverer, altså en fandenivoldsk kompromisløshed af den slags alle burde have. "Price Tag" er værd at høre, og særligt akustisk hvor hendes vokal for fuld flor.



Mangler man lidt rock i sit liv er der flere steder at søge hen inden udgivelsen af Strokes' næste fuldlængde. Hos R.E.M er der intet nyt under solen, og det kan man vel ikke bebrejde dem nu hvor de efterhånden er nået til et AC/DC punkt, hvor de kan genbruge samme lyde igen og igen og igen. Sangen "Everyday is yours to win" er værd at lytte til, men pladen "Collapse into now" indeholder ikke nogen "losing my religion" eller "Man on the moon".

Paris Suit Yourself er en ny beskidt og rocket satsning fra Ninja Tune, der ellers mest gør sig i det elektroniske, det hip-hoppede og det soulede. Deres debut "My Main Shitstain" bærer præg af to ting, en meget bestemt kompromisløs lyd, der gør det svært at skelne et nummer fra et andet og bandets sorte forsanger. Grunden til at jeg pointere sangerens race er at race bliver bragt ind i sangene tit gennem pladen, og så fordi han bringer enormt meget blues til en rasende musik.

Er det rap man leder efter, så lad mig lede jeres opmærksomhed mod Lupe Fiasco, der lige har udgivet sin tredje fuldlængde "Lasers". Denne plade er usædvanligt poppet, på trods af velskrevede tekster og tidligere selvbevidste konceptalbum. Det er imidlertid ingen dårlig ting, fordi mange af sangene sidder så godt fast og fordi hele ideen bliver beholdt på tværs af pladen, uden den store brug af kendte kollegaer.



Ja, der er dem der ikke synes en Modest Mouse sample er iorden, men jeg er ikke en af dem. Er man på den anden side lidt af en Backpacker, så bør man anskaffe sig hiphop producer guden Madlibs seneste samling sprøde beats i form af "Madlib Medicine Show No. 11 Low Budget High-Fi Music". Har man hørt hans arbejde med Doom i Madvillain og med Guilty Simpson i O.J. så ved man at der er garanti for en god lytteroplevelse.

Hertil sidst så er pladen man ikke må leve uden, altså The William Blakes' Music Wants To Be Free, som iøvrigt er deres fjerde album siden debuten 2008 (!). Lad mig sige det som det er, det er pop når det er bedre end godt, det er lyden af at lave musik som man har lyst til og det er endnu en smuk og naiv verden vi bliver inddraget i. Så glem alt om Veto's Everything Is Amplified, der forstærker intet, men blot viser at Abrahamsens band ikke rigtig formår at fornye deres udtryk. Skal det være dansk, skal det være The William Blakes. Lad nu for guds skyld, vær med at synes at autotune er forbeholdt Black Eyed Peas, har James Blake ikke for længst vist alt andet.





  

fredag den 4. marts 2011

Februars Dværg


Den 31. december erklærede Habitten at han hver måned agtede at udele hver måneds DVÆRG (dramatisk):

Danmarks Vigtigste Æresbevisning indenfor Rigets Grænser eller populært forkortet til DVÆRG, det udtales som et ord, ikke en forkortelse som FCK eller SDU. Prisen gives til dem der af forskellige årsager fortjener et klap på skulderen for et godt stykke arbejde eller et godt forsøg på samme. Prisen vil efter bedste evne udgives en gang om måneden,

Så godt så vidt (eller er det omvendt) prisen gives altså til folk der har gjort et godt stykke arbejde eller et forsøg på samme, der er altså ret gode muligheder for at vinde denne pris da det her blot handler om at kunne sigte godt, eller som et minimum bare at være med. Det handler ikke om at ramme. Da prisen blev udelt i december var der tale om tre nominerede: Det danske kvindelandshold – fordi de gav den en skalle til EM – g så ikke så meget mere. Bertel Haarder – For ikke at finde sig i noget pis fra journalister. Og undertegnede for en 24 indlægs lang julekalenderserie med den mystificerede ged (geden) som omdrejningspunkt. Alle gode bud på folk der havde gjort et godt stykke arbejde, eller rettere sagt vi havde nok blot alle forsøgt at gøre vores bedste. Kvinderne vandt ikke EM, Bertel forsøgte virkelig at blive interviewet og min indlægsserie var mere eller mindre uforståelig grundet kringlede formuleringer, men jeg sigtede tilsyneladende godt, nu hvor jeg blev nomineret til en DVÆRG. Men under alle omstændigheder det blev kvindelandsholdet der vandt ”simpelthen fordi de har bryster” som dommen lød, og sådan kan DVÆRGen være udelt tilsyneladende på et uretfærdigt grundlag, og så alligevel være utroligt meningsfuldt og retfærdigt uddelt, hvis man deler synspunkt med enmandsjuryen.
Prisens navn antyder at prisen kun kan gives til danskere med det sidste: Inden for Rigets Grænser, og så alligevel er dette ikke helt tydeligt. Habitten må altså specificere dette. Men det er altså nok ikke helt umuligt på nuværende tidspunkt ønskede at nominere Oberst Moamar Gadaffi. Men det er jo også helt til hest.

Habitten har dog ikke haft tid, på grund af det danske fænomen værnepligt som han af uspecificerede grunde meldte sig frivilligt til, han var dog forudseende:

” men da jeg som tidligere beskrevet smutter til Nordjylland om en måned, vil det til en start være dette års sidste og næste års første måned, der premieres for edmindre jeg selvfølgelig kan lokke nogen af mine dejlige kolleger til at videreføre traditionen i det omfang, jeg ikke selv magter det eller har mulighed for det. .

Det er hvad jeg altså agter at gøre, nok ikke for januar men for februar. Dette kompliceres dog af at jeg har opholdt mig udenlands nærmere bestemt i Aoteoroa – The Land of the long white cloud, og kun har fulgt med i de danske tilstande ganske perifert.

Jeg gør dg mit bedste for at uddele februar måneds DVÆRG. De nominerede er:

Birthe Rønn Hornech

Birthe er nomineret til månedens DVÆRG, ikke fordi hun ikke er vildt høj (hvad hun da ikke er – hun er altså ikke særligt høj). Men fordi hun nu igen har kastet sig ud i et politisk stormvejr, der alligevel ikke ser ud til at røre hende det mindste. Hvis journalisterne bliver for nærgående tier hun blot stille og står som en statue eller går fra dem i bedste Lars Løkke Rasmussen stil – og hvad betyder oppositionens kritik egentlig når de ikke har 90 mandater? Og hvem er Anders Samuelsen egentlig? Svarende er intet og ingen, og intet og ingen skal forhindre Birthe i at gøre sit arbejde – og det er jo netop det den her pris handler om, at folk forsøger at gøre deres arbejde. Ja ja 500 statsløse palæstinensere er da ligegyldigt når blot man forsøger at gøre sit job. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne i den her sag men jeg kan da citere Rønn for at hun: ”gav ordre til hvad jeg [hun] synes er rigtigt”.Og det er vel det man skal gøre som minister. VI vælger folk for at de skal gøre nogenlunde som vi vælgerne mener, Birthe er blevet valgt af os, og der er nogle derude der altså må mene det samme som Birthe.

Susanne Bier
Fordi hun og holdet bag ”Hævnen” har vundet den tredje Oscar for bedste udenlandske fremmedsprogede film, de tidligere var ”Babettes Gæstebud” og ”Pelle Erobreren”, jeg har kun set sidstnævnte der er fremragende og samtidig er Pelle Hvenegaards skuespilmæssige karrieres højdepunkt (i en alder af ca. 10 år). Men altså det her handler jo om Susanne Bier, hun har gjort et fremragende stykke arbejde og lavet en masse film som vi og amerikanerne godt kan lide. Heriblandt Hævnen der fik en Oscar, som hun så er nomineret for her. Rygtet skal vide at Bier fik ros for filmen af Mick Jagger i en elevator, og det er vel egentlig det bedste kvalitetsstempel man kan få, når en af de gamle rock’nrullere (der ikke er faldet ned fra en palme giver ros – for de har jo utroligt meget forstand på film [det skal jeg så overhovedet ikke gøre mig klog på Jagger er nok meget filminteresseret]


Karen Blixen Fordi hun aldrig fik Nobelprisen i litteratur er hun hermed nomineret for sin amor fatis litteratur og gode fortællerevner.



Og vinderen er...
Ikke Susanne Bier, kan man vinde en pris for at vinde en pris måske, nej den falder vi, jeg, os, noget, ikke for. Heller ikke tricket med at lade ikke-palme-nedfaldende rockstjerner rose sig, det sker jo for de fleste.
Prisen går heller ikke til Karen Blixen, når det kommer til stykket så var den eneste pris der var rigtig at give til hende nok Nobels Litteraturpris, og den udeler Klunset desværre ikke... endnu.

Derfor går Prisen til: Birthe Rønn Hornbech, fordi der virkelig her er tale om en der forsøger at gøre sit job selv når det regner med statsløse palæstinensere, embedsmænd, oppositinspolitkere og Anders Samuelsen. Det er ikke et let job, men Birthe bliver ved ufortrødent. Men vigtigst af alt får Birthe Rønn denne pris, fordi ”Birthe er Birthe” som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtrykt det, og det har han jo ret i. Tillykke Birthe!

søndag den 27. februar 2011

I Heart Movies

Vi hos Klunset elsker film, men ikke nok til at lave en compilation så fed som denne.

Oscar


Så sker det snart, den store Oscar uddeling. Det her er filmfanatikerens svar på champions league finale og Superbowl i samme omgang. Det er denne medieattraktion, der lader os alle meditere, diskutere og spekulere på hvilken film der er den bedste, hvilke skuespillere der var mere overbevisende og sidst men ikke mindst hvorfor den gyldne statue langt fra er et symbol på kvalitet, men snarere en hang til tradition og ja i ved, politik osv. Spørgsmålet om hvorfor lige Oscar uddelingen er den mest prestigefyldte, skyldes 3 årsager. Først og fremmest er den udemokratisk, hvilket betyder at et lille panel bestemmer og sikrer derfor at seneste Twillight flick ikke snupper alle kategorierne. Dernæst er det fordi det er en meget gammel prisuddeling placeret midt i vestens centrum USA. Til sidst er det fordi nominerings-kategorierne er så få, i kraft af at modsat Golden Globe, der både giver priser til tv og film, gives der kun Oscars til filmverdenen, og i kraft af dette er det muligt at sidde gennem et helt show med beholdt opmærksomhed. 24 priser, hvor de største omhandler skuespilspræstationer både som hovedrolle og birolle fordelt i mænd og kvinder, bedste instruktør, bedste manuskript både originalt og filmatiseret og sidst men ikke mindst bedste film.

Dette er for mig den første Oscaruddeling der betyder noget, fordi jeg denne gang har set en stor del af de film der er nomineret, inklusiv film der aldrig kommer eller ikke er kommet endnu i de danske biografer. Primært har jeg sikret mig at se samtlige 10 film der er nomineret til bedste film.

 
og de nominerede er:...

Black Swan
The Fighter
Inception
The Kids Are All Right
King's Speech
127 Hours
The Social Network
Toy Story 3
True Grit
Winter's Bone

Så sandelig et miks af forskellige typer som sci-fi, animation, sport, western, socialrealisme, historie, ungdom, minimalisme og psykisk horror. Ikke en af disse film er dårlige og det er jo en god start, men hvilken er bedst, hvilken vinder Oscaren og er det den samme film?

Toy Story 3 er en skøn film, men stadig en treer og en familie/animationsfilm som kun har sine "moments" en gang imellem, det ville dog ikke være førstegang en efterfølger vandt (Godfather 2). Den er tilgengæld sikret som "bedste animationsfilm" på trods af jeg ikke har set Illusionisten, der iøvrigt er lavet af dem der lavede Trillingerne Fra Belleville.

Inception står som en frygtelig interessant nominering, ikke mindst fordi Nolan ikke er nomineret til bedste instruktør men fordi den er så åbenlyst favoritten hos det brede publikum afsløret af utallige "polls" og afstemninger på diverse blogs og sider. Men det er ikke den bedste af de 10 og den vinder ikke fordi det er relativt indviklet science fiktion om Di Caprio der skal håndtere sin kones død som han gjorde det i Shutter Island. Winter's Bone er også interessant fordi det er den mindst kommercielle film med en rimelig ukendt instruktør i Debra Granik og en dygtig men anonym hovedrolleindehaver i Jennifer Lawrence. Filmens stærke side er det melankolske skuespil og den overordnede kolde tone i filmens billede, men som en sand Sundance  vinder (hvilket den er) så er dem bare lidt for alternativ til manden af guld.

Til sidst er så The Fighter, True Grit, The Kids Are All Right, 127 Hours, Black Swan, King's Speech og The Social Network. Her er de 2 sidstnævnte favoritter til bedste film. Kritikken af de andre er bl.a. at Fighter er bare endnu en film om en bokser, True Grit er en nyindspilning af en gammel western, The Kids Are All Right har for lidt på spil i sin handling og handler i virkeligheden mest om velhavende liberale amerikanere og deres forholdsproblemer. 127 Hours er lige dele selvmasturberende billeder af orange klatrelandskaber og James Franco der spiller med sig selv til et nydeligt soundtrack. Black Swan er Fight Club for piger og for meget gys til den søde jury.

Både King's Speech og The Social Network er baseret på "virkelige" hændelser. I henhold til Social Network betyder det bare at Mark Zuckerberg startede facebook og ikke så meget mere, men King's Speech tillader Colin Firth at stamme, så han på bedste "you-never-go-full-retard-like-Tom-Hanks-in-oscar-darling-Forrest-Gump" kan score en oscar for næsen af Franco og Jeff "the dude" Bridges, der forsøger sig med egentlig skuespil. Efter King's Speech vandt briternes svar på Oscar uddelingen, BAFTA lader det altså til at være en sand Oscar tyv for både manus, hovedrolle, film og mandlige birolle... Men nej, for dem der har set The Fighter ved at Christian Bale er så fænomenal som afdanket crackhead bokser at Geoffrey Rush (du kender ham som Captain Barbossa) ikke fortjener det på trods af hans glimrende og oplivende comic relief i Kings Speech.

Nu vi alligevel snakker The Fighter, så lad mig bekende kulør. Det er altså den bedste af  de nominerede10 film. Ikke bare på grund af Bale, men på grund af Mark Wahlberg, der virkelig finder sit es i en bokser der bare gerne vil bokse og derfor lader sig styre af mor, bror og kæreste skiftevis. Filmen handler ikke om at han skal stå på egne ben, så den forventede udvikling kommer aldrig, modsat i Kings Speech. The Fighter er rørende og sjov uden at være det oplagt, man kommer til at grine uden at være bevidst om at man ser "den sjove scene" i filmen og man ender med at holde med Wahlbergs underdog til det sidste. Der hvor jeg bider mest mærke er i brugen af gamle tv-kameraer til at filme adskillige boksescener fuldt ud og valget af musik der ligger på grænsen mellem det overlagte og det subtile, altså musikken er ikke nærmest pointen i filmen som når Tarantino gør det, men den er heller ikke bare stemningen som når Zimmer laver musikken. Tag f.eks. scenen hvor Bale sætter sig ind i en bil med sin mor og istedet for at forklare hans misbrug synger han nogle strofer af Bee Gee's "I Started A Joke" og moren synger bare med. For så simpelt kan det gøres, flotte billeder, god historie, fremragende skuespillere og en god lydside skaber en fantastisk film.

Bedste kvindelige hovedrolle går selvfølgelig til Natalie Portmann, fordi hun er en af de skuespillere der går så meget ind i rollen at det virker mærkeligt at hun aldrig dansede ballet før, ligsom dengang Joaquin Phoenix sang som Cash. Men han vandt jo ikke? nej derfor er det stadigvæk, trods spekuleren, spændende med hvem der vinder. Måske er vi heldige og intet forløber som vi regnede med, når Inception vinder bedste film og Javier Bardem vinder bedste skuespiller. På den anden side er det i virkeligheden kun Bardem der fortjener anerkendelsen, ikke fordi Inception på nogen måde er dårlig, men fordi vi alligevel ser alt hvad Nolan rør ved. Modsat en film som Biutiful, de færreste ser.

For i sidste ænde så er det vigtigste ved Oscar at der bliver skabt opmærksomhed omkring film uden superhelte, robotter, mutanter og *suk* vampyrer, og derfor kommer vi til at se film som Das Leben Der Anderen og There Will Be Blood på dansk tv. Det bliver også nemmere at finde en god film bare ved at læse ordene "academy award winner" eller "acadamy nominee". For hvem elsker ikke American Beauty, Rain Man, Forrest Gump og Lord of the rings. Jeg ved at jeg gør.

søndag den 13. februar 2011

Buksen anbefaler: Musik


ja hvis man googler "music pants"

For ikke så forfærdelig længe siden ramte jeg 28 tusind sange i mit itunes bibliotek, og nej det er ikke nødvendigt at have så meget musik, for jeg hører jo ikke halvdelen og jeg burde i virkeligheden rydde op. Men prøv lige at være lidt glad på en samlers vegne (ikke at det er særlig svært at finde musik til samlingen i disse "pirat"-dage).

For satan, i ved hvordan grime er ret fedt og hvordan Lucy Love gør det superfedt. Når hun så optræder live med rungende bassrytmer og aggresive spytterier, så bliver det episk, og det gjorde det sgu også på Kulturmaskinen i Odense. Aldrig har man set så lille og nuttet en trunte sprænge et mindre koncertlokale med energier unikke for den danske rap-scene. Det skyldes først og fremmest et enormt velvalgt livesæt, der bestod mest af den nye plade hvor party-faktoren er i max. Heldigvis fik vi stadig dansk grime evergreens som Daddy was a DJ og No VIP. Det lykkedes virkelig at gøre en masse sange, lige det bedre, og her er det særligt dancetracket End of Time, der virkelig blegner i forhold til live-udgaven. Selvfølgelig som den skat hun er, så havde hun da lige en gave med til os i form at et remix der kan findes på itunes af OK formula over Who You Are. Superb dance der ender i et lækkert dubstep stykke drysset med Lucy's henslængte vokal.

Når man så går på itunes, for at købe musik (ja det er utroligt) så springer ordene ud i hovedet på en: LADY GAGA, BORN THIS WAY... Hun har jo lige udgivet første single for sit kommende album der netop bærer titlen Born This Way.



Først så gør Lady Gaga opmærksom på sin respekt for sine fans, med "put your paws up" og anden idiosynkratisk lingo... nej altså noget som hun kun ville sige... og så starter et dance helvede, tænker man, men  med det samme vokalen begynder så oplever man at lady gaga er gået langt ved siden af tidens typiske vokalkonstruktioner. Hendes vers og omkvæd lyder mærkelig bekendt, og umiddelbart ville jeg sige at det bærer præg af halvfemser upbeat stadion rock/pop musik, og stadigvæk madonna. Fedt er det dog alligevel, og alt tyder på at hun sagtens kan overgå sig selv.

Fordi jeg er så forbandet hipster, så har jeg hørt en del af de albums der udkommer imorgen og jeg vel bl.a. anbefale at man lige tager en lytter til Bright Eyes' The People's Key, prøv bare at høre Shell Games. Derudover udgiver både PJ Harvey, danske Powersolo, Gruff Rhyss og Mogwai plader imorgen.

Vi ses snart til noget mere anbefalelse og i mellemtiden, så hvis du ved hvad du kan lide, så ved Tastekid, hvad du ellers kan lide.

Vent her er forresten 2 mash-ups der virkelig lyder genialt!
Take Me On The Crazy Train (Ozzy vs. A-ha)
Rolling In A Deep Wicked Game (Adele vs. Chris Isaak)

onsdag den 9. februar 2011

Freddy Todd og lyden over tid


Årets bedste album... allerede?!

Ja så hører man efter! Men jeg skal jo være idiot for at påstå at man ikke kan nå at lave et bedre album på ca. 10 måneder. Og jeg kommer til at æde mine ord om at vurdere musikkens kvalitet med anmeldelser, men alligevel ikke. Her i billedet ser en mand med skæg og ulet hår, der øjensynligt er i færd med et energifyldt dj-sæt til en fest i et mindre rum, der er endda lagt en "fisheye" effekt henover billedet for at overdrive den intime sfære der har været i lokalet. Denne mand, denne DJ, denne kunster er allerbedst kendt som Freddy Todd.

Han udgiver musik, vi ikke kan læse om i politiken, på gaffa eller soundvenue. Det er ikke fordi det er ekstremt eksperimenterende, eller fordi det tilhører voldsomme genrer som grindcore eller hardstyle. Faktisk er hans musik enormt oppe i tiden, og så selvfølgelig alligevel ikke. Forklaringen må være hans udgiver "Simplify Recordings", der ummidelbart tillader unge håbefulde producere og teknikere at udgive deres materiale i den form kunstneren ønsker det. Definitionen af et elektronisk indie label. 

Albummet, debuten er 28 tracks over godt 2 1/2 time, og er kaldt Neon Spectacle Operator. Der er ikke meget der fænger lige i først omgang, både kunstnernavn, albumtitel og albumcover forekommer utroligt uinspireret og man er fristet til at tro at musikken læner sig langt op af den metervare techno der lader til at blive kastet ud i stride strømme fra europas lande (se TDC play)... men men men som i nok havde gættet så er det langt fra tilfældet. Jeg kan ikke bestemme hvilken lyd over tid, der bedst for mine ører, men jeg kan vurdere ildens betydning for mennesket. 
Jeg siger ikke at Neon Spectacle Operator er ild til musikken, men Freddy Todd har lavet noget som ingen andre har kunnet. Ord som Thugstep, Gutter Crunk, Lazer Booty, Splat-hop og Funk slime bliver kastet rundt på hans soundcloud, for på engang at identificere de små hentydninger til konventionelle genrebetydelser og på samme gang beskrive et kaotisk sammensurium af lyde med masser af bass. Mange ville sige Glitch, andre ville sige Dubstep, nogle vil mumle hip-hop og få vil hviske progressiv electronica. Men det ville kun forvirre og overraske for Freddy Todd er dømt til at blive en unik lytteoplevelse. 
Hooked på første blipblop og thump thump, mindede førstehåndsintrykket meget om det jeg havde med Skrillex, Hudson Mohawke eller Flying Lotus. En form for afsky og distanceren fra noget brutalt kompromisløst men samtidig en brændende fascination i mødet med det man aldrig havde forestillet sig. Som en sibirisk tiger med pels af chips og øjne af oreos, ved man ikke om man går væk eller går til fadet. Så finder man ud af af der strømmer snapple og dip fra tigerens brystvorter, og der er ikke andet at gøre end at gå til modangreb. Det sådan jeg har det med musikken.


Så hvad er det egentlig der sker når man trykker play. Man hører noget lyd, der minder en om noget man kender, men pludselig ændrer musikken sig mod hip-hop om bliver straks til skæve rytmer, der straks bryder ud i noget funk, der falder til tunge dubstep rytmer og så noget nyt, og så noget andet og så på en ny måde. Heri ligger revolutionen, det er formen, der ligger så langt væk fra den "pop"ulære standard vi har vendet os til i lange tider med bluesinspireret rock og vers-omkvæd-cstykke bla bla blah... For mere end de 3 førnævnte producere, så forsøger Freddy Todd ikke at ramme andre forudindtagelser end orden gennem kaos. Skrillex spiller stadig på at blande electro med dubstep, FlyLo laver stadig elektronisk skæv hip-hop jazz og Mohawke glitcher derudaf med japanske spilsoundtracks og retro pop. Der er ganske enkelt ikke nogen måde at forklare hvad Neon Spectacle Operator er efter man har hørt alle 28 skæringer. 

Når vi nu alligevel skal beskrive og definere, så lad det blive ved elektronisk musik (selvom der er flere eksempler på organisk instrumtering) på de klassiske symfoniers præmisser. Nu lyder det måske som om Todd bliver glorificeret en anelse meget, men sandheden er at Neon Spectacle Operator fortæller en historie med op og nedture og fremgang. Bare tag et nummer som "0asis" der tydeligt begynder med en rejse til ægypten og ørkenens ubarmhjertighed, for så at hæve intensiteten med citar og wobble, på samme måde som Wagner ville gøre det med blæse sektioner og hastige strygere. 

Men jeg vil ikke anbefale at google ham og finde albummet i superb kvalitet til hurtig afhentning på mikkisays.net. Jeg vil anbefale jer at købe musikken og vigtigst af alt spille den for dem i kender. Freddy Todd fortjenner succes, for han har virkelig lagt meget arbejde i at sammensætte et univers af lyde og rytmer. 28 sange står alle sammen ud for sig selv og danner til sammen et revolutionerende mesterværk af musik som musik bør være. Ikke prætentiøs og ikke provokerende, bare helt igennem fantastisk for øregangene. Mange tak Freddy. Rigtig mange tak.



tirsdag den 8. februar 2011

Mudder

Hvad er mudder, er det gaaet op for en foer man har vadet igennem det til det knaehoeje?
Det tror jeg naeppe, foer da har mudderet blot vaeret et irritationsmoment, naar man har faaet mudder paa skoen eller toejet. Eller naar man febrilsk forsoeger at undgaa dette, naar man en kold og blaesende oktober dag forsoeger at cykle eller gaa afsted i sit paene kluns, her er det isaer buksen og sokkken der er udsat, men ogssa troejen eller habitten ved fine lejligheder, eller endda capen, hvis man kommer til at cykle bag en der sproejter mudder i ansigtet paa en.
Selv ikke i bil er man sikker, for naar man har faaet parkeret sig kan man ikke vaere sikker paa at de mudrede laksko ikke bliver smudset til naar man intetanende og forventningsfuld traedder ud af bilen, for at goere visit hos den udkaarne, eller aede sig maedt i saftige steaks sammen med advokater, politikere, revisorer, laeger, direktoerer og postbude.
Netop postbudet er maaske den eneste der har forstaaet hvad mudderet virkelig er naar man ser bortset fra bushmanden, der dog procentuelt er mindre reprasentereet end antallet af postbude. Der er faktisk utroligt mange postbude og derfor utroligt mange, der ved hvad mudder er.
Men os andre, vi forbliver ignoranter der enten slaar mudderet hen som et irritationsmoment, eller som videnskabsmanden deducereer sig frem til at mudderet blot er en blanding af vand og jord. Videnskabsmanden, vil saagar gaa saa vidt som til at paapege at man ikke blot kan betegne mudder som dette, men at der findes forskellige typer af mudder, afhaengigt af hvilke mineraler jorden er bygget op af.
Men har denne videnskabsmand forstaaet hvad mudder er, nej, eller naeppe for maaske har han, man skal passe paa med at stereotypisere folk, selv videnskabsfolk.

Man ved foerst hvad mudder er naar man staar i det til knaehaserne, naaar man falder i det og det skaber soer i ens fodtoej. Naar skoen ikke bare er plettet men helt daekkket i mudder, naar det sidder paa toejet og over alt paa kroppen. Naar mudderet bliver om ikke synonymt med ens eksistens, men ihvertfald en helt afgoerende del af den. Naar man har et hav af mudder at kaempe sig igennem faar at naa sit maal, naar mudderet bliver et spoergsmaal om ens videre eksistens. Da har man maaske en anelse om hvad mudder er.

Jeg ved ikke hvad mudder er.

tirsdag den 25. januar 2011

Oscar og den sorte svane


Tænk på en typisk svane. Er den hvid? selvfølgelig! ligesom i H. C. Andersens eventyr. Faktisk så virkede det faktum at en svane så indlysende engang at man tog det som en selvfølge og udtrykket "Sort Svane" blev brugt om totale umuligheder. For hvem kan forestille sig en sort svane? Det ville jo være som at tænke sig til en sort leopard øh... Anyways så viste det sig at der fandtes Sorte Svaner og så holder udtrykket jo ikke ret godt.

Når man endelig skal opleve den slags ironi, så kunne man da i det mindste have brugt dragen som en umulighed. Det er vel ikke ligefrem svært at finde på noget der aldrig ville kunne lade sig gøre. Nå men eftersom  fåret nu ikke længere er den eneste med sorte familiemedlemmer, så mente Tchaikovsky at han kunne skrive balletten om fåreflokken om til Swanesøen. En lille Ballet på sort og hvidt, med intriger, lidenskab, kærlighed og mennesketransformationer. Alt det der dagligdagsstof. Spring 135 år frem og Darren Aronofsky, manden bag The Wrestler og Requiem For A Dream, har lavet en psykologisk gyser om det hårde kunstneriske pres der ligger i ledende rolle i en opsætning af førnævnte ballet. 


Lyder det kedeligt, så husk på at instruktøren gjorde et køleskab til et monster og Mickey Rourke til stjerne for anden gang. Black Swan er i sig selv ikke nogen sort svane, fordi den ikke gør noget fuldstændig banebrydende, men takket være fremragende skuespilspræstationer fra Mila Kunis (fra That 70's Show) og Natalie Portman (hende fra Starwars episode I, II og III) og Aronofsky's utrolige hensyn til de små sanseindtryk, bliver filmen til en forkæmper for et bedre film år.


For helt alvorligt, hvor mange "gode" film var der sidste år? Hurtigt tænk på 5 film fra 2010 der generelt set er gode. Først tænker du Inception og så tænker du Social Network, der er da Toy Story 3 og Iron Man 2 og Twillight og Harry Potter.... Nej vel. 2010 var året, hvor vi måtte nøjes med en halv Harry Potter film halvdårlige komedier der levede i The Hangover troen og film der står og falder på 3D. 


'11 tegner heldigvis til at være et behageligt år, i hvert fald for danskerne nu hvor de fleste Oscar nomineringer får premiere her landet lige op til uddelingen den 28. februar. Black Swan er nomineret i 5 kategorier: Bedste film, bedste kvindelige hovedrolle, bedste instruktør, bedste fotografering og bedste redigering. Vinder den bedste film? nej. Nogle andre? Det er svært at sige, med alle de film som vi i Danmark endnu ikke har set. Et bud ville være at David Finchers "The Social Network" løb med et par stykker. 


Tilbage til svanerne, så ville jeg sælge den som en Fight Club med piger der danser, myrder og dyrker lesbisk sex... jepsen. Natalie Portman i heftig omgang med anden kvinde, den krydser vi af for de ting hun skal gøre før hun dropper skuespilet. Selvfølgelig er brugen af de originale kompositioner også bemærkelsesværdige, men Portman og Kunis snaver altså i filmen. Havde det været anerledes med Brad Pitt og Edward Norton, hmm det behøver man vidst ikke tænke på.


    "Where is that hand going Eddy??"


  

onsdag den 19. januar 2011

Den første måned





  Blast Operators (ft. Augusta Morrison) - Neon Spectacle Operator by FreddyTodd

Little Big Planet 2, Black Swan og Freddy Todds debutalbum Neon Spectacle Operator er alle 3 ting der udgivet i denne måned, vil blive prøvet, set og hørt af mig fordi disse meget vel kan sætte standarden højt for året 2011. Vi ses om meget snart.

fredag den 14. januar 2011

Fredagsnumse v.2.31.3.A


En fredagshilsen fra Sokken! Ahhh fredag. Den dejligste dag på ugen. Og for at gøre den lige lidt bedre får i den her EPIC ASS med på vejen. Som det fremgår: Det var så lidt.

Det er fredag og byen kalder. Måske ses vi odense i nat. Forresten kommer jeg kommer med endnu et af mine Random Indlæg inden så længe igen - så i har noget at glæde jer til!

Imorgen står den på julefrokost for vedkommendes side af; hvor vi skal spise burger.. Som Jesus ville ha' haft det! Men i må have en kanon weekend! Vi ses i hegnet

- Sokken

mandag den 10. januar 2011



Hvorfor er nyhederne på TV2 begyndt at vise interviews med gråd?
Hvordan vurderer man kvalitet i musik?
Er det vigtigst; at forstå eller at opleve?
Er 3 milliarder sekunder lang tid?
Hvorfor bliver sex ikke vist mere i film?
Hvorfor er legoskulpturer ikke en mere udbredt kunstform?
Hvordan beviser man en original idé?
Hvad er vigtigst; ansvar eller ambition?
Ved du nok?
Hvad gør du hvis du tager fejl?
Er alle dine følelser relevante?
Er frygt en god ting?
Hvor meget kunst har du lavet?
Hvor mange timer har du spildt?
Er det iorden ikke at læse bøger?
Kommer vi til at opleve jordens undergang?
Hvor mange internetsider har du bruger til?
Tekst eller billeder?
Vil du underholdes eller forundres?
Hvornår følte du sidst at dit liv blev forandret?
Er du glad lige nu?
Er der virkelig ingenting der ikke er godt for noget?
Hvorfor bygger man utrolige værker til noget man ikke kan se?
Kan alle sanseindtryk sammenlignes?
Elsker du nogen?
Elsker du noget?
Elsker nogen dig?
Elsker noget dig?
Er nogen eller noget bedre end dig?
Kommer du til at ændre dig?
til det bedre?
til det værre?
Hvorfor alle de spørgsmål?
Er Klunset en blog?
Er der svar?

fredag den 7. januar 2011

Knaldbalder




Hele tre styks. Yeps! Sokken er i godt humør idag. Det er nemlig fredag og byen skal lægges ned! Det er d. 7 januar og den første uge er veloverstået. Det skal nemlig fejres..

Men at det er fredag er ikke det eneste der skal fejres. Vi Klunset skal nemlig hjem til Trøjen på søndag og spise fastelavnsboller i anledning af hans rejse til New Zealand på onsdag. Så at kalde det en fejring er nok ikke passende. En Du-Må-Have-En-God-Tur-Til-New-Zealand-.-Vi-Ses-Når-Du-Kommer-Hjem-Komsammen. Nemlig..

Ellers må i have en skøn weekend!

- Sokken

Knaldperler


”Jeg er træt af dårligt fyrværkeri
Næste år flyver jeg sku til Kina så jeg undgår knaldperler på en styrepind”

”.... Så er knaldperler jo næsten federe uden pinden”
”Tja.. de siger Bang!
....
Ikke?”

”Nærmere: Knald!
Det lissom lidt i navnet”

Perler, der knalder

”Bangperler ville lyde bedre
...

Godnat”

torsdag den 6. januar 2011

Vi er sgu i krig, Danmark!

Lad mig med det samme sige, at jeg helhjertet støtter soldaterne i Afghanistan og den kamp de kæmper. Jeg stoler 100% på at den fremgang de fortæller om er reel og at den kan mærkes i lokalsamfundet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de gør det rette, skyder på de onde og hjælper til med at oprette en balance i et meget kaotisk samfund. At denne holdning vil gennemsyre indlægget må altså ikke komme som nogen overraskelse for nogen. Indlægget er selvfølgelig også inspireret af TV2's "Armadillo-aften", der udover at vise en forkortet TV-version af Armadillo også byder på en debat mellem politikere, eksperter og en forfatter (?! jeg vender tilbage til ham senere). Af politikere har udenrigsminister Lene Espersen (konservative), forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (venstre), udenrigsordfører Søren Espersen (DF), Holger K Nielsen fra SF og Frank Aaen fra Enhedslisten. Det er egentlig ligemeget for her sælger jeg hele den middelmådige debat til her helt gratis inden den overhovedet er færdigtransmitteret i tv. De tre førstnævnte forsvarer krigshandlingerne med dansk deltagelse, mens de to sidstnævnte politikere samt forfatteren er skeptiske. Argumenternes kvalitet svinger fra acceptable til helt igennem åndsvage. Jeg gider ikke gå dybere ind i debattørernes individuelle argumentationer, da de, lig alle andre debatter i dansk fjernsyn, er tilnærmelsesvis intetsigende og irrelevante. Og det eneste jeg således vil drage ud af debatten er det sidste prædikat. Irrelevant, som endda er et meget mildt ord at bruge i en sammenhæng, hvor respektløs er en let underdrivelse.

Spørgsmålet der ligger til grund for hele dette fornemme arrangement lyder "er krigen prisen værd?". Ja det er fandeme da et godt spørgsmål. Der bringes mit pis ærligt talt i kog. Når samtlige adspurgte soldater, inklusiv en soldat, der har fået sprængt begge ben væk, svarer at deres priser var fair (for at blive i den syge pris-snak), burde den være lukket. Lad mig herefter med det samme sige at jeg synes det er helt okay, at man fra starten var mod krigen. Jeg er heller ikke som udgangspunkt for krig som middel, men når vi er i den, så skal vi også være det. Derfor skal der ikke lyde nogen opsang til politiske modstandere af krigen. Men når en fesen romanforfatter og åbenbart også "samfundskritiker" begynder at udtale sig om den krig der kæmpes, om hvordan den strategi, der følges er forkert, da skammer jeg mig. Carsten Jensen er i mine øjne ikke berettiget til at sige et ord om den krig. At han kalder sig for "samfundskritiker" gør ikke situationen meget bedre. Hans bagklogskab synes at være nok til at erklære krigen for forgæves. Al hans taletid går på: "sådan er det, og det er dårligt. Sådan skulle det have været blah, blah, blah". Han sagde sågar, at han var for krigen indtil han fik en åbenbaring, krigen gik ikke så godt som han havde forudset og derefter var han imod. Hvad er det for en holdning? Han behandler i sin argumentation de danske styrker som var de et redskab, en hammer, der skulle slå et søm i et stykke træ. Det er de bare ikke. Vi sender mennesker til Afghanistan. Mennesker af kød og blod, der ikke blot kæmper for de store fortællinger, de fine mennesker bag skriveborde prædiker om. De kæmper for venners og egne liv og lemmer.  Det lyder som om han helt glemmer den mellemregning, når han anklager regeringen og krigens støtter for at forsøge at forsvare indsatsen, der ikke længere beror på at fange al Qaida, men nu måske snarere drejer sig om at skabe sikkerhed og stabilisere landet. Hvem havde regnet med at det ville spænde af uden tab. Var der nogen der havde troet at vi kunne kaste os i krig uden at miste soldater? Eller ramme civile Afghanere for den sags skyld? Det er mig ubegribeligt hvordan nogen nogensinde kunne have fået den opfattelse. Nej når man beslutter at drage i krig, hvilket bør være en beslutning, der er MEGET nøje overvejet, så skal man fandeme også gøre det med respekt for de mennesker, fædre, sønner, brødre, søstre, døtre og mødre. Derfor er den debat så respektløs at det driver ned af væggene. Det er stadig helt i orden at politiske modstandere fra starten råber og skælder lidt ud. Det er deres privilegium. Men når vi har taget den drastiske beslutning at ofre statsborgere for en større sag, så må vi som den benløse soldat i en situation som den TV2 har stablet på benene, også anerkende de tab beslutningen har medført. At begynde at blive bagklog og himle op om alle de døde og sårede og de civile og de skrækkelige gerninger og hændelser, der nu er passeret som følge af den krig vi besluttede os for at deltage i, kan ikke nytte noget. Der er i Danmark ingen, der er tvunget til at drage i krig, jeg er selv frivillig værnepligtig om en måned og jeg er stolt af det. Man må kun gå ud fra at alle danske soldater er klar over de konsekvenser udsendelsen kan medføre. Det skal vi andre, inklusiv beslutningstagerne og "samfundskritikerne", også være. Det sagt med al respekt og medfølelse for de dræbtes familier og venner.

At vi så ser ud til at være på vej hjem derudefra er ikke en bonus i min bog. Igen, vi har valgt at drage i krig, så må vi også være med til at udføre den opgave vi har påtaget os af respekt for dem, der har ofret fysisk og psykisk. Krigen bliver først rigtig forgæves, hvis vi trækker os ud på halvvejen og status quo genoprettes. Det vil være absolut worst case scenario. Så kan vi snakke om at krigen har været for dyr, men det skal vi aldeles ikke begynde at diskutere mens danskere slås for livet i den anden ende af verden. Men hvis de danske soldater formår at skabe et stabilt hjælp til selvhjælp-system med afghanere, må missionen vel være vellykket. Og hvis det så falder sammen med tilbagetrækningsdatoen, så vil der ikke lyde et kvæk herfra. Men er arbejdet ikke fuldendt, mener jeg det er en fejl.

Mit store problem med hele den her opmærksomhed, krigen har fået er, at langt størstedelen ikke har en kæft forstand på hvad der sker udover det vi ser i nyhederne, dvs. billedmontager, Rasmus Tantholdt og tabstal. En sandhed Armadillo i den grad perspektiverer. Man skal virkelig passe på med at drage konklusioner. Vi taler her om ekstreme stresspåvirkninger til mennesker som du og jeg, bortset fra, at mens de har udvist det største mod og opofrelse et menneske i den moderne verden kan byde på, har vi andre siddet på vores flade og diskuteret efterløn! Når soldaterne kommer hjem og begynder at tvivle på det de gør, da tror jeg på tvivlen, men man skal sgu ikke fortælle mig sandheden om en krig man ikke kan komme længere væk fra.

Vi er i krig og jeg må sige jeg som dansker er fandens stolt af at være stærkt repræsenteret i et af verdens pt mest blodige områder, hvor andre større nationer er bakket ud. De danske soldater fortjener al min respekt og skal ikke i mine øjne belemres med svage kontorridderes betænkeligheder.

Et random indlæg..


2011, var? Det bliver spændende at se hvad året har og byde på. Da der ikke er sket de store oplevelser på det sidste, vil jeg istedet for bringe et indlæg med links og andet hurlumhej som jeg faldt over i 2010.

Jeg er bruger på hjemmesiden http://www.stumbleupon.com/home/. En hjemmeside der hjælper dig med at falde over ting på nettet, som du måske ikke selv havdet fundet. Du vælger dine interesser (alt mellem himmel og jord) og så trykker du ellers bare Stumble. Siden finder andre hjemmesider på nettet omhandlende de emner du
har markeret. Fantastisk tidsfordriv.
Nogle af mine interesser på siden er: Voksen humor, babes, comedy, dance music, gadgets, humor, music, online games, og video games for at nævne et par stykker. Hjemmesiden har ingen grænser. Så en advarsel herfra: Det kan hurtig opbruge en stor del af din tid.

En af de ting jeg tilføjede til mine favoriter (eller
trykkede 'Like' på) er denne. En side med 99 af nogle fantastiske wallpapers fra en lang række forskellige spil. Fundet igennen min interesse for video games selvfølgelig.
Synes det er utroligt at man kan lave så detalje
ret og flotte billeder kun ved hjælp af sin computer og et paint'lignende program. Jeg kender samtidig halvdelen af spillene, hvilket er derfor jeg tilføjede siden og nu deler den med jer.

Så faldt jeg over denne lille video. En sjov lille video med.. ja det er svært at forklare. Men tror i vil finde den underholdende.

CoD MW2 fans. En video kaldet Great Moments in Moderns Warfare 2 commentary: "Sandy Ravage is VISIBLE UPSET". Også utrolig sjov og underholdende hvis man kender spillet og selv har spillet det. Det er en person som indlysende nok går spiller CoDMW2 og efterfølgende har lagt et kommentarspor ind. Se det hvis du kender spillet.

En af mine mange numseresurser. En af mine mange hjemmesider til at finde de fine fredagsnumser som jeg tror vi allesammen nyder godt af (næsten) hver fredag. Take a look if you please.

En fantastisk joke. En af de humorlinks jeg fandt. Læs den!

Gamle reklamer som nok ikke ville blive trykt idag. En omgang LETTERE kvindediskriminerende reklamer som egentlig er meget sjove. Kig dem!


Hvis filmtitler fortalte sandheden. En liste af film hvis navn er blevet ændret til hvad filmen rent faktisk handler om. Hehehe.

Spændende links til kedelige dage. Yep, jeg linker til hjemmesider, der linker til hjemmesider, som linker tilhjemmesider.

100 lolcats. For Silvan det sjovt.

36 livsregler. Til jer der ikke føler i lever livet ordenligt. Her er nogle regler der kan følge jer på vej.

Doghouse Diaries. En utrolig sjov hjemmeside der udgiver 3 små... ja hvad fanden kalder man det på dansk? 3 små sketches hver uge. Prøv at kig et par stykker igennem. Du vil ikke fortryde det.

Internetkøleskabsmagneter. Vær poetisk og filosofisk - fuldstæn
dig anonymt.


Madkunst. Ja Trøjen, det er kunst!



Ja meget random indlæg, men hvis du keder dig eller har lidt tid i overskud kan du jo tjekke nogle af dem. Gør gerne listen længere hvis nogle ønsker det. Till next time..


- Sokken

tirsdag den 4. januar 2011

Tirsdags... numse?



Arh fuck! Endnu en gang er jeg forsinket med mit numseindlæg. Det er ikke godt nok. Men bedre sent end aldrig vel?

For det første; godt nytår! Jeg håber i allesammen er kommet godt ind i det nye år uden de store lemlæstelser. Personligt havde jeg et fantastisk nytår. 2011 lader til at blive et godt år!

Gymnasiet er åbent igen og ferien er slut. Tilbage til hverdagen. Til næste gang!

- Sokken

mandag den 3. januar 2011

Velkommen til den anden side


Jamen så klarede vi den endnu engang. Vi nåede sikkert frem fra 2010 til 2011 på den fælles vedtaget overgangsdato d. 31. december. Som de alle sammen går og siger så er der endnu et år på vej med musik, film og tv der bare venter på at blive klædt af så vi kan klæde jer læsere på til Paradise Hotel '11, Den sidste Harry Potter film, Roskilde Festival '11, Humorkalendere, og så er der jo også X-factor...

Vi er efterhånden blevet klare over at X-factor ikke giver nogen form for længere varende karriere, med undtagelse af Basim der lige pipper frem engang imellem. Så hvorfor kører de på danmarks radio endnu en sæson? Fordi Blachmann er tilbage. I første program bliver vi hurtigt gjort opmærksomme på at de 3 dommere også har en konkurrence som Pernille "The Storm but really Swan Lee" Rosendahl vandt sidste gang, da Thomas Blachmann ikke var med. Men jeg elsker fænomenet Blachmann, og det gør jeg fordi manden ikke hører til på TV. Det er som om man ikke burde lave tv med dyr, børn og blachmann, fordi de kan ikke kontrolleres og man ved aldrig om de gør noget uventet.

Det er derfor man sjældent kan abstrahere fra risikoen ved at have en hest på en scene. Skider den nu? hvad med nu? eller nu? jeg tror den gør det snart. Sådan er det også med den skaldede man, lige pludselig kommer der bare til at lugte voldsomt af mentale prutter. Manden har åbenbart en hel del på hjerte som bare flyder over til at stamme og vrøvle og sige en masse ting, vi forhåbentligt forstår. Så ved vi aldrig hvad vi får, og det er ret så underholdene ikke at vide det. 

Jeg kneb en tåre da jeg så x-factor, fordi jeg bliver rørt af musik. Det var en mor, der endte med at synge accapella efter Blachmann's ord "syng som du synger for din søn". Når jeg hører hendes sang nu, kan jeg godt høre at det ikke lyder så godt som det kunne, men der var bare noget der hev og sled i mine tårekanaler da hun stod og krængede sin sjæl ud. Intimitet i bedste sendetid. Så var der også de rødhårede tvillinger med deres unison stemmer, der fremstod som udsendelsens højdepunkt for dommerne i hvert fald. 

Apropos tvillinger så viste danmarks radio i dag også et afsnit i deres serie om enæggede tvillinger. Noget ufatteligt interresant var det øjeblik, hvor et par enæggede tvillinger adopteret af forskellige famililer i hhv. Norge og USA mødte hinanden for første gang. Der var en total øjeblikkelig forbindelse mellem de 2 mennesker der delte samme udseende, på trods af sprog og kultur, så her kneb jeg også en lille tåre. Hvor er det evigt fascinerende med tvillinger. Meget fokus i sokumentaren lå på det faktum at tvillinger kan demonstrere genernes indvirken på opvækst, selv psykologiske hændelser som depression, anoreksi og risikosøgning. 

Når vi nu snakker depression, så har danmarks radio også lige søsat en dansk tv-serie om lykke og "Lykke" og medicinalindustrien og psykologi. Fascinerende komedie, der meget fint begynder med temaet om de tilfældige hændelser vi som mennesker gerne tillægger særlig betydning. Ting som at fange den store fisk, eller vende et særligt tarot kort. 

Egentlig var jeg også ude for et ret utroligt tilfælde. Der var jo stjernekrig på zulu forleden, episode 5, og jeg som havde set den en masse gange før, nåede forbi scenen hvor Han Solo sprætter en tauntaun op for at redde Luke fra at fryse ihjel. Herefter skifter jeg kanal indtil jeg hører dåselatter, og i det øjeblik karakteren fortæller at sand venskab betyder at man kan skære en tauntaun i smadder for at redde sin ven. Sikke et tilfælde, eller på den anden side så bliver ræferencer til Starwars brugt ret så ofte på Big Bang Theory.

Næsten fuldstændigt ude af kontekst, så var den 1. Januar en af årets smukkeste dage. Særligt på grund af det tilfældige sammentræf mellem solen der krydser horisonten i en solnedgang, og mig der krydser storebælt i en Seat Leon (minder mig om at Kings of Leons seneste album hedder Come Around Sundown). Himlen var klar men ikke blå, der var et enormt farvespektre der, hvor udsigten skulle have været og det eneste andet var et stykke majestætisk arkitektur beklædt med karosseri på hjul på asfalt og i øjeblikkets stilstand mågerne frosset fast i nuet. Ham jeg kender bedre end nogen, sad ved siden af selvom vores gener er vidt forskellige, og vi stirrede begge to ind i dybet lavet af lys, hvor det kun var det der kunne ses. "Det er ligsom' en drøm" sagde jeg, men oplevelsen var mere end ord, så vi lod Mikael Simpsons musik og Jørgen Leth's ord være drømmens soundtrack. Den morgen da jeg vågnede i entreen og køkkenet, havde jeg ikke regnet med en hest der sked eller en sol der går ned, og man får heller ikke det hele med.  Et smil på mine læber gjorde bro fra øre til øre større end storebælt, størrebælt og størstebælt da dybet blev til land og Sprogø sprang ud af solen, "Jeg skal se meget fjernsyn i 2011" tænkte jeg. Her var vi så. Mig, ham, hende der sov på bagsædet og musikken i en sølvgrå Seat Kings of Leon på den anden side, i udkanten af virkeligheden, hvor sprogø ligger og solen går ned.