Nørden

Idag blev jeg bedt om at lave et portræt-interview af en af en jeg kender, og jeg valgte Nørden. Han er den typisk utilpassede dreng, der altid sidder i hjørnet med ansigtet begravet i sin PC. Han spiller alle mulige videospil, læser H.P. lovecraft, lytter til Heavy Metal og bruger massive mængder tid på internetkultur som online tegneserier. 

Jeg burde sgu ikke have ondt af ham bare fordi han ikke render rundt efter en flok drenge han kan tale efter munden med historier om druk og knep og fodboldkampe. Men jeg har ondt af ham. Mest fordi det der gør ham usædvanligt usædvanlig, er hans hang til at stå alene, eller side alene sammen med en computer og høretelefoner der bringer ham helt ind i den verden han bedst synes om. 

Efter interviewet var renskrevet i bedste new-journalism stil, skulle det præsenteres. Der skulle præsenteres om nørden til dem, der mener de kender nørden, og til dem nørden ser hver dag. Egentlig ville jeg gerne tale hans sag, men jeg vil samtidigt gerne være overbevisende. Jeg vil gerne lade ham bryde med hans stereotyp, uden at han skal prøve at være en anden end den han er. Allerhelst så jeg gerne at menneskene omkring ham, respekterede ham for en kammerat der ikke er som alle andre. 

For mig er det ikke så svært, for jeg er selv lidt nørd, bare ikke så meget nørd som nørden. Altså jeg nyder da også, tegneserier, science fiction, konsolspil og internetkultur. Det er bare ikke noget jeg udtrykker åbent i alle sammenhænge, sandsynligvis fordi man hurtig bliver sat i bås på den måde. Det er vel også derfor man smalltalker, altså for at tage pulsen på situationen, så man selv kan vælge sin bås. 

Jeg ved ikke hvordan nørden betragter mit interview, om det har ramt ham, om det har såret ham eller gjort ham glad og mere åben. Den eneste respons han reelt kom med var ordene: "det er altid rart at få en opfattelse udefra" og det vælger jeg at tage som en god ting.

Det vigtigste for mig er at få responsen fra dem der så udefra, dem der kunne sige at de synes det var et godt interview, og dem der kunne sige de begyndte at tænke over det der blev skrevet og sagt. Det er jo i sidste ende derfor man skriver og taler. For at flytte folk og deres tanker, helst hen imod selvstændig tankegang.   

Mindfuck film

http://cerebral-coitus.blogspot.com/

Tillad mig at vise en anden blog...

På Cerebral Coitus, hvilket jeg regner med betyder mindfuck, findes der ikke meget andet end filmtrailere. Men til en særlig slags film. Den slags hvor man tænker: "fuck, det der, der har jeg lige set!" Jeg er fascineret fordi redaktøren på bloggen formår at liste størstedelen af mine yndlingsfilm der tæller Synecdoche New York, Mr. Nobody og Waking Life.

ja og der er flere der beskæftiger sig med at kneppe deres hjerner.



- Buksen

tankestrømmen

køb bananer, jeg så ham igår. Kim larsen. Arsen lyder som arson, at sætte ild til ting. Kødfarson, at sætte ild til kød. Jeg tror menneskekød er lækkert, hvis det er tilberedt. Som i de grønne slagtere. danske film er sgu da egentlig gode, jeg må se noget mere med Sonja Richter. Hvorfor er der altid svenskere med i de dramatiske danske film. "Ingen drama uden drama", har jeg virkelig skabt et citat? lyder som citar og dernæst guitar, en unik guitarsolo er et gitat. Min moster hedder Gitte, og jeg savner dengang jeg kunne lege med mine fætre, nu sidder vi bare og snakker om pis og papir. elsker den lyd. Lyden af alliteration, bogstavrim. Allitteration lyder ikke som det der er. Rim er lim, så den passer. blogging er fedt, men hvem læser lortet. Rytme er et ord jeg nærmest aldrig bruger. Hemmingway har et nydeligt navn, der rimer på savn og gavn. Min favn er fyldt med noget, og jeg føler mig holdt nede. Det er sjovt sådan som det engelske sprog kommer til mig næsten lige så nemt som det danske. Jeg bruger da altid "Jeg" når jeg tænker. hvorfor skulle jeg ikke? Sometimes i think english. Where's my wallet? en af mine mærkesager i livet er det at miste og genfinde og nyde og sige tak. Vi burde virkelig have thanksgiving i danmark, det er jo så hyggeligt. Jeg ved virkelig ikke om jeg har lyst til at bo i USA, så skulle det være New York city, boy. Pet Shop Boys, hvorfor tager man det navn til at lave overdrevent pop musik. Pop er et sjovt ordet, jeg har altid tænkt at Pop ligsom beskrev noget der sprang op. men det er vel populær, population, popopopopo og så griner jeg af fjollerier. Det er mærkeligt at tænke, det er faktisk ikke så langt fra at drømme nu hvor jeg tænker over det. Jeg ved heldigvis at jeg er vågen, for jeg er træt. Man er sjældent træt i sine drømme. hvis man var og faldt i søvn, hva så? Inception er da ikke så god igen. Jeg mener der er en masse andre film om drømme der er meget bedre. Jeg håber at jeg snart finder en film der minder om Waking Life eller Synecdoche, New York. jeg elsker at leve.