I Heart Valentine

Glædelig Valentine :)

her er download til sangen: http://www.mediafire.com/?
r21bje665z02mdy

Buksen anbefaler: Musik

ja hvis man googler "music pants"

For ikke så forfærdelig længe siden ramte jeg 28 tusind sange i mit itunes bibliotek, og nej det er ikke nødvendigt at have så meget musik, for jeg hører jo ikke halvdelen og jeg burde i virkeligheden rydde op. Men prøv lige at være lidt glad på en samlers vegne (ikke at det er særlig svært at finde musik til samlingen i disse "pirat"-dage).

For satan, i ved hvordan grime er ret fedt og hvordan Lucy Love gør det superfedt. Når hun så optræder live med rungende bassrytmer og aggresive spytterier, så bliver det episk, og det gjorde det sgu også på Kulturmaskinen i Odense. Aldrig har man set så lille og nuttet en trunte sprænge et mindre koncertlokale med energier unikke for den danske rap-scene. Det skyldes først og fremmest et enormt velvalgt livesæt, der bestod mest af den nye plade hvor party-faktoren er i max. Heldigvis fik vi stadig dansk grime evergreens som Daddy was a DJ og No VIP. Det lykkedes virkelig at gøre en masse sange, lige det bedre, og her er det særligt dancetracket End of Time, der virkelig blegner i forhold til live-udgaven. Selvfølgelig som den skat hun er, så havde hun da lige en gave med til os i form at et remix der kan findes på itunes af OK formula over Who You Are. Superb dance der ender i et lækkert dubstep stykke drysset med Lucy's henslængte vokal.

Når man så går på itunes, for at købe musik (ja det er utroligt) så springer ordene ud i hovedet på en: LADY GAGA, BORN THIS WAY... Hun har jo lige udgivet første single for sit kommende album der netop bærer titlen Born This Way.



Først så gør Lady Gaga opmærksom på sin respekt for sine fans, med "put your paws up" og anden idiosynkratisk lingo... nej altså noget som hun kun ville sige... og så starter et dance helvede, tænker man, men  med det samme vokalen begynder så oplever man at lady gaga er gået langt ved siden af tidens typiske vokalkonstruktioner. Hendes vers og omkvæd lyder mærkelig bekendt, og umiddelbart ville jeg sige at det bærer præg af halvfemser upbeat stadion rock/pop musik, og stadigvæk madonna. Fedt er det dog alligevel, og alt tyder på at hun sagtens kan overgå sig selv.

Fordi jeg er så forbandet hipster, så har jeg hørt en del af de albums der udkommer imorgen og jeg vel bl.a. anbefale at man lige tager en lytter til Bright Eyes' The People's Key, prøv bare at høre Shell Games. Derudover udgiver både PJ Harvey, danske Powersolo, Gruff Rhyss og Mogwai plader imorgen.

Vi ses snart til noget mere anbefalelse og i mellemtiden, så hvis du ved hvad du kan lide, så ved Tastekid, hvad du ellers kan lide.

Vent her er forresten 2 mash-ups der virkelig lyder genialt!
Take Me On The Crazy Train (Ozzy vs. A-ha)
Rolling In A Deep Wicked Game (Adele vs. Chris Isaak)

Freddy Todd og lyden over tid

Årets bedste album... allerede?!

Ja så hører man efter! Men jeg skal jo være idiot for at påstå at man ikke kan nå at lave et bedre album på ca. 10 måneder. Og jeg kommer til at æde mine ord om at vurdere musikkens kvalitet med anmeldelser, men alligevel ikke. Her i billedet ser en mand med skæg og ulet hår, der øjensynligt er i færd med et energifyldt dj-sæt til en fest i et mindre rum, der er endda lagt en "fisheye" effekt henover billedet for at overdrive den intime sfære der har været i lokalet. Denne mand, denne DJ, denne kunster er allerbedst kendt som Freddy Todd.

Han udgiver musik, vi ikke kan læse om i politiken, på gaffa eller soundvenue. Det er ikke fordi det er ekstremt eksperimenterende, eller fordi det tilhører voldsomme genrer som grindcore eller hardstyle. Faktisk er hans musik enormt oppe i tiden, og så selvfølgelig alligevel ikke. Forklaringen må være hans udgiver "Simplify Recordings", der ummidelbart tillader unge håbefulde producere og teknikere at udgive deres materiale i den form kunstneren ønsker det. Definitionen af et elektronisk indie label. 

Albummet, debuten er 28 tracks over godt 2 1/2 time, og er kaldt Neon Spectacle Operator. Der er ikke meget der fænger lige i først omgang, både kunstnernavn, albumtitel og albumcover forekommer utroligt uinspireret og man er fristet til at tro at musikken læner sig langt op af den metervare techno der lader til at blive kastet ud i stride strømme fra europas lande (se TDC play)... men men men som i nok havde gættet så er det langt fra tilfældet. Jeg kan ikke bestemme hvilken lyd over tid, der bedst for mine ører, men jeg kan vurdere ildens betydning for mennesket. 

Jeg siger ikke at Neon Spectacle Operator er ild til musikken, men Freddy Todd har lavet noget som ingen andre har kunnet. Ord som Thugstep, Gutter Crunk, Lazer Booty, Splat-hop og Funk slime bliver kastet rundt på hans soundcloud, for på engang at identificere de små hentydninger til konventionelle genrebetydelser og på samme gang beskrive et kaotisk sammensurium af lyde med masser af bass. Mange ville sige Glitch, andre ville sige Dubstep, nogle vil mumle hip-hop og få vil hviske progressiv electronica. Men det ville kun forvirre og overraske for Freddy Todd er dømt til at blive en unik lytteoplevelse. 

Hooked på første blipblop og thump thump, mindede førstehåndsintrykket meget om det jeg havde med Skrillex, Hudson Mohawke eller Flying Lotus. En form for afsky og distanceren fra noget brutalt kompromisløst men samtidig en brændende fascination i mødet med det man aldrig havde forestillet sig. Som en sibirisk tiger med pels af chips og øjne af oreos, ved man ikke om man går væk eller går til fadet. Så finder man ud af af der strømmer snapple og dip fra tigerens brystvorter, og der er ikke andet at gøre end at gå til modangreb. Det sådan jeg har det med musikken.

  Just Taking My Blastoise For a Walk - Neon Spectacle Operator (Out NOW on Simplify Recordings!) by FreddyTodd

Så hvad er det egentlig der sker når man trykker play. Man hører noget lyd, der minder en om noget man kender, men pludselig ændrer musikken sig mod hip-hop om bliver straks til skæve rytmer, der straks bryder ud i noget funk, der falder til tunge dubstep rytmer og så noget nyt, og så noget andet og så på en ny måde. Heri ligger revolutionen, det er formen, der ligger så langt væk fra den "pop"ulære standard vi har vendet os til i lange tider med bluesinspireret rock og vers-omkvæd-cstykke bla bla blah... For mere end de 3 førnævnte producere, så forsøger Freddy Todd ikke at ramme andre forudindtagelser end orden gennem kaos. Skrillex spiller stadig på at blande electro med dubstep, FlyLo laver stadig elektronisk skæv hip-hop jazz og Mohawke glitcher derudaf med japanske spilsoundtracks og retro pop. Der er ganske enkelt ikke nogen måde at forklare hvad Neon Spectacle Operator er efter man har hørt alle 28 skæringer. 

Når vi nu alligevel skal beskrive og definere, så lad det blive ved elektronisk musik (selvom der er flere eksempler på organisk instrumtering) på de klassiske symfoniers præmisser. Nu lyder det måske som om Todd bliver glorificeret en anelse meget, men sandheden er at Neon Spectacle Operator fortæller en historie med op og nedture og fremgang. Bare tag et nummer som "0asis" der tydeligt begynder med en rejse til ægypten og ørkenens ubarmhjertighed, for så at hæve intensiteten med citar og wobble, på samme måde som Wagner ville gøre det med blæse sektioner og hastige strygere. 

Men jeg vil ikke anbefale at google ham og finde albummet i superb kvalitet til hurtig afhentning på mikkisays.net. Jeg vil anbefale jer at købe musikken og vigtigst af alt spille den for dem i kender. Freddy Todd fortjenner succes, for han har virkelig lagt meget arbejde i at sammensætte et univers af lyde og rytmer. 28 sange står alle sammen ud for sig selv og danner til sammen et revolutionerende mesterværk af musik som musik bør være. Ikke prætentiøs og ikke provokerende, bare helt igennem fantastisk for øregangene. Mange tak Freddy. Rigtig mange tak.

  Winter Defroster - Neon Spectacle Operator (OUT NOW ON SIMPLIFY!) by FreddyTodd

Mudder

Hvad er mudder, er det gaaet op for en foer man har vadet igennem det til det knaehoeje?
Det tror jeg naeppe, foer da har mudderet blot vaeret et irritationsmoment, naar man har faaet mudder paa skoen eller toejet. Eller naar man febrilsk forsoeger at undgaa dette, naar man en kold og blaesende oktober dag forsoeger at cykle eller gaa afsted i sit paene kluns, her er det isaer buksen og sokkken der er udsat, men ogssa troejen eller habitten ved fine lejligheder, eller endda capen, hvis man kommer til at cykle bag en der sproejter mudder i ansigtet paa en.
Selv ikke i bil er man sikker, for naar man har faaet parkeret sig kan man ikke vaere sikker paa at de mudrede laksko ikke bliver smudset til naar man intetanende og forventningsfuld traedder ud af bilen, for at goere visit hos den udkaarne, eller aede sig maedt i saftige steaks sammen med advokater, politikere, revisorer, laeger, direktoerer og postbude.
Netop postbudet er maaske den eneste der har forstaaet hvad mudderet virkelig er naar man ser bortset fra bushmanden, der dog procentuelt er mindre reprasentereet end antallet af postbude. Der er faktisk utroligt mange postbude og derfor utroligt mange, der ved hvad mudder er.
Men os andre, vi forbliver ignoranter der enten slaar mudderet hen som et irritationsmoment, eller som videnskabsmanden deducereer sig frem til at mudderet blot er en blanding af vand og jord. Videnskabsmanden, vil saagar gaa saa vidt som til at paapege at man ikke blot kan betegne mudder som dette, men at der findes forskellige typer af mudder, afhaengigt af hvilke mineraler jorden er bygget op af.
Men har denne videnskabsmand forstaaet hvad mudder er, nej, eller naeppe for maaske har han, man skal passe paa med at stereotypisere folk, selv videnskabsfolk.

Man ved foerst hvad mudder er naar man staar i det til knaehaserne, naaar man falder i det og det skaber soer i ens fodtoej. Naar skoen ikke bare er plettet men helt daekkket i mudder, naar det sidder paa toejet og over alt paa kroppen. Naar mudderet bliver om ikke synonymt med ens eksistens, men ihvertfald en helt afgoerende del af den. Naar man har et hav af mudder at kaempe sig igennem faar at naa sit maal, naar mudderet bliver et spoergsmaal om ens videre eksistens. Da har man maaske en anelse om hvad mudder er.

Jeg ved ikke hvad mudder er.

Oscar og den sorte svane

Tænk på en typisk svane. Er den hvid? selvfølgelig! ligesom i H. C. Andersens eventyr. Faktisk så virkede det faktum at en svane så indlysende engang at man tog det som en selvfølge og udtrykket "Sort Svane" blev brugt om totale umuligheder. For hvem kan forestille sig en sort svane? Det ville jo være som at tænke sig til en sort leopard øh... Anyways så viste det sig at der fandtes Sorte Svaner og så holder udtrykket jo ikke ret godt.

Når man endelig skal opleve den slags ironi, så kunne man da i det mindste have brugt dragen som en umulighed. Det er vel ikke ligefrem svært at finde på noget der aldrig ville kunne lade sig gøre. Nå men eftersom  fåret nu ikke længere er den eneste med sorte familiemedlemmer, så mente Tchaikovsky at han kunne skrive balletten om fåreflokken om til Swanesøen. En lille Ballet på sort og hvidt, med intriger, lidenskab, kærlighed og mennesketransformationer. Alt det der dagligdagsstof. Spring 135 år frem og Darren Aronofsky, manden bag The Wrestler og Requiem For A Dream, har lavet en psykologisk gyser om det hårde kunstneriske pres der ligger i ledende rolle i en opsætning af førnævnte ballet. 


Lyder det kedeligt, så husk på at instruktøren gjorde et køleskab til et monster og Mickey Rourke til stjerne for anden gang. Black Swan er i sig selv ikke nogen sort svane, fordi den ikke gør noget fuldstændig banebrydende, men takket være fremragende skuespilspræstationer fra Mila Kunis (fra That 70's Show) og Natalie Portman (hende fra Starwars episode I, II og III) og Aronofsky's utrolige hensyn til de små sanseindtryk, bliver filmen til en forkæmper for et bedre film år.


For helt alvorligt, hvor mange "gode" film var der sidste år? Hurtigt tænk på 5 film fra 2010 der generelt set er gode. Først tænker du Inception og så tænker du Social Network, der er da Toy Story 3 og Iron Man 2 og Twillight og Harry Potter.... Nej vel. 2010 var året, hvor vi måtte nøjes med en halv Harry Potter film halvdårlige komedier der levede i The Hangover troen og film der står og falder på 3D. 


'11 tegner heldigvis til at være et behageligt år, i hvert fald for danskerne nu hvor de fleste Oscar nomineringer får premiere her landet lige op til uddelingen den 28. februar. Black Swan er nomineret i 5 kategorier: Bedste film, bedste kvindelige hovedrolle, bedste instruktør, bedste fotografering og bedste redigering. Vinder den bedste film? nej. Nogle andre? Det er svært at sige, med alle de film som vi i Danmark endnu ikke har set. Et bud ville være at David Finchers "The Social Network" løb med et par stykker. 


Tilbage til svanerne, så ville jeg sælge den som en Fight Club med piger der danser, myrder og dyrker lesbisk sex... jepsen. Natalie Portman i heftig omgang med anden kvinde, den krydser vi af for de ting hun skal gøre før hun dropper skuespilet. Selvfølgelig er brugen af de originale kompositioner også bemærkelsesværdige, men Portman og Kunis snaver altså i filmen. Havde det været anerledes med Brad Pitt og Edward Norton, hmm det behøver man vidst ikke tænke på.

    "Where is that hand going Eddy??"

  

Den første måned

  Blast Operators (ft. Augusta Morrison) - Neon Spectacle Operator by FreddyTodd

Little Big Planet 2, Black Swan og Freddy Todds debutalbum Neon Spectacle Operator er alle 3 ting der udgivet i denne måned, vil blive prøvet, set og hørt af mig fordi disse meget vel kan sætte standarden højt for året 2011. Vi ses om meget snart.

Fredagsnumse v.2.31.3.A

En fredagshilsen fra Sokken! Ahhh fredag. Den dejligste dag på ugen. Og for at gøre den lige lidt bedre får i den her EPIC ASS med på vejen. Som det fremgår: Det var så lidt.

Det er fredag og byen kalder. Måske ses vi odense i nat. Forresten kommer jeg kommer med endnu et af mine Random Indlæg inden så længe igen - så i har noget at glæde jer til!

Imorgen står den på julefrokost for vedkommendes side af; hvor vi skal spise burger.. Som Jesus ville ha' haft det! Men i må have en kanon weekend! Vi ses i hegnet

- Sokken