Trøjen skriver om .... film!?

Kan det vitterligt passe at man nu skal se et indlæg fra Trøjen om film? Ja i sandhed, det er en historisk dag mine kære venner og læsere, eller rettere bare venner for hos Klunset er vi alle venner!

Jeg har i weekenden i relation til et netop påbegyndt og allerede meget berigende højskoleophold været udsat for følgende to film, der hver især fortjener en anbefaling, jeg vil nok mene at den sidst beskrevne er den man skal vælge at se, hvis man står en aften og kun kan vælge en af to. Der må man alligevel vælge den finske jule-rambo/lilleper-gyser-satire Rare Exports. Men under alle omstændigheder begynder vi i det klassisk amerikanske. Jeg havde egentlig forventet en klassisk amerikansk highschool/college komedie i bedste American Pie stil, bare indkogt til en bouliion af alt det man bredt set foragter ved disse teen-film. Navnet antyder netop det man forventer en hashtågekomedie: Leaves of grass. Men selvom hele dettepottema blev markeret med tegninger af hampplanten viser navnet sig at være en intertekstualitet der referer til den amerikanske digter Walt Whitmans (1819-1892) digtsamling af samme navn (altså Leaves of grass) fra 1855 (det er ingen hemmlighed så lad det komme frem i lys lue: Wikipedia er en guldgrubbe for middelmådige bloggere, men selv jeg benytter det altså ha-ha). Omdrejningspunktet er således også et citat fra bogen samt digtertypen Janets digt om at blive den man er under overfladen der har afvist ens herkomst osv. FIlmen er altså en gammel sang fra de varme lande om at overkomme det "falske" liv man lever og erkende hvem man er og hvad man har flygtet fra, om det så kræver at man mister familie og bliver gennemboret af en armbrøstpil som tilsyneladende er en almindelig hændelse i Oklahoma, der netop er staten hvori denne film udspiller sig. Det er et andet centralt emne Oklahoma som USA's røvhul og den typiske redneck stat. Som en jødisk tandlæge udtaler det i Tulsa, ingen tager til Tulsa (Oklahoma) for at se stedet, kun fordi de (altså folk der tager til Tulsa, Oklahoma) har slægtninge der. Et andet emne er netop også Israel, i relation til den meget pågående og højst uforudsigeligt handlende tandlæge, men hovedemnet er altså det klassiske hjemkomsttema. I filmen spiller Edward Norton (ham der fra Fight Club) to identiske tvillinger (logisk med to, når der nu er tale om tvillinger) Bill og Brady, der begge er utroligt intelligente men på hver sin måde har valgt at udnytte det, den ene er en hæderkronet filosofiprofessor, Bill, der for 12 år siden flygtede fra Oklahoma, den anden har særdeles grønne fingre og udnytter dette til at dyrke super-pot, Brady, dette har sikret ham det meste af markedet i Oklahoma til konkurenternes store fortrydelse, hvad også kommer til at gå udover Bill i det klassiske identicaltwin-mix-up. Brady skylder imidletid en masse penge til Tulsas store velgører og forøvrigt über-narko-boss, der for øvrigt er jøde (og benytter dette som et alibi), hermed indrammes Israeltemaet. Israel kommer netop indunder at den hampdyrkende bror, Brady, der må siges at være yderst altruistisk menneske ("I love everybody" - eller noget i stil med det) fejlagtigt sættes i forbindelse med hate-crime, eller rettere det opfattes fejlagtigt som hate-crime, hvad han på ingen måde ønsker og dog ønsker - ja det giver ikke vildt meget mening så se filmen. Men under alle omstændigheder, han er i store problemer og formårat lokke sin bror til Oklahoma ved at fake sin egen død, da brødrenes fælles udseende skal blive løsningen på gældsproblemerne, hvad Bill dog ikke ved. Bill undergår herefter den typiske udvikling for hovedpersonerne i denne type film (lidt i stil med Diaz i The Holiday, der i modsætning til Leaves of Grass er et horribelt eksempel på den her slags "selverkendelsesfilm") - typisk er det at hovedpersonen strider og kæmper imod det miljø, eller den situation han er blevet stillet, fordi vedkommende har flygtet fra netop dette hele sit liv. Hovedpersonen truer således hurtigt med at forlade miljøet og situationen af frygt for at blive konfronteret med de ting han/hun er flygtet fra. Under alle omstændigheder bliver hovedpersonen i miljøet. Typisk er det jo kærligheden der trækker her repræsenteret ved, den noodlefiskende digter Janet, potten (altså hamp) og familien. Men også hjemmefronten spiller ind, her snakker vi seksualanklager om et ulovligt forhold mellem lærer og elev, her er Freinds jo igen et glimrende eksempel på en paralleltekst.

Under alle omstændigheder; Bill bliver og erkender sine fejl og bliver den han egentlig er en smuk homecoming historie et stykke smukt og komisk romantisk dannelsesfilm.

Den anden film er i en noget anderledes genre og jeg ynder som ovenfor skrevet at beskrive den som et stykke finsk jule-gyser-Rambo/lilleper-satire alene af den grund at det får folk til at tænke: wtf?. Og what-the-fuck-effekten er et særdeles nyttigt redskab hvis man ønsker at opnå at få folks opmærksomhed. Filmen foregår så at sige også i et af verdens røvhuller, her ikke Oklahoma, men derimod det nordlige Finland ved grænsen til Rusland, hvor mænd er hårde jernmænd der lever af at rener, samisk stil, dog fastboende i snedækkede huse. Her er mænd træmænd og når mødre og kvinder generelt på ingen måde er til stede i denne film, og der i det hele taget ikke er kvinder med i denne film - de bliver stort set kun benævnt i en rent "parringsmæssig" sammenhæng. Dette skyldes at her er barskt, der er ikke plads til kvindelige værdier og der er slet ikke plads til fantasien og barnet (der traditionelt set er en kvindelig egenskab). Fantasien får først plads når den grumt (altså fantasien) stirrer træmændene i øjnene og forvandler dem til blæver, der dog er midlertidigt for de smider træmanden men forbliver ikke blæver de lukker så at sige den "kvindelige side ind" uden at dette på nogen måde skal tolkes seksuelt udover måske det faktum at man helst ikke må have tillagt sig for mange kvindelige værdier. Dette er bogen Populærmusi fra Vittula i øvrigt et glimrende eksempel på da personerne i det nordsvenske samfund også er påvirket af den nordfinske kultur, her skal man undgå at blive knapsu altså kvindeagtig - knapsu kan være at spille populærmusik, men også at være overtroisk og irationel.

Drengen tror på julemanden, eller rettere han er nærmest besat, men ikke i den her cocacola-romantiske røde stil. Nej julemanden er ikke god men pisker imidlertid uartige børn til døde, når han først har bortført dem fra deres hjem, og spiser dem gerne. Heldigvis fangede samerne for længe siden Julemanden og frøs ham ned i et bjerg på grænsen mellem Finland og Rusland således blev han og hans hær af alfer/nisser uskadeliggjort. De (dumme) amerikanere forsøger dog at grave ham op drevet af "typiske" gode amerikanske dyder grådighed og den amerikanske drøm, ja her er altså en lille finsk kommentar til amerikansk udenrigspolitik, hvad nogle ynder at kalde imperialisme, det skal vi imidlertid ikke gøre os kloge på her. Amerikanerne får dog (som fortjent?) og spiller ikke den store rolle end som de faktiske problembørn, og de faktiske uartige der betaler prisen til julemanden. Under alle omstændigheder: Julemanden er fri og mærkelige ting begynder at ske, kartoffelsække, men ikke kartoflerne forsvinder, alle byens varmeapparater i alle variationer fra hårtørrere, radiatorer og ovne forsvinder. Der findes fodspor i sneen og rensdyrerne dræbes og underminerer ren-bøndernes levebrød og sender det lille samfund i en dyb økonomisk krise. (utvivlsomt en kommentar til disse bønders faktiske (ringe?) kår, og udnyttelsen af dem fra det omkringliggende samfund, jeg har ikke den store viden om dette og det er således blot en tolkning jeg kunne forestille mig passede - dybt uprofessionelt, med mindre vi bare tolker rent nykritisk). Døden stirrer pludselig både folk og voksne i øjnene på to forskellige planer, der til sidst knyttes sammen hvor gyseren bliver virkelig for selv de voksne, men snartefter udsættes filmen for et veritabelt genreskift fra udspekuleret gyser til en actionkomedie i Lillepers stil, drengen bliver en Rambo de voksne hans kampfæller, her får vi cheessy slowmotion effekter, kliche agtige replikker og gennemskuelige handlingsforløb, og det fungerer. Endelig tager filmen en sidste drejning til det helt igennem komiske, netop hvordan man kan ende med at blive rig på noget og løse de problmer amerikanerne skaffede en på halsen - rent faktisk viser problemet sig at være løsningen på problemet - På flere planer, økonomien kommer mere end på fode grundet en meget særegnen eksport til hele verden (ca. 16.000.000 dollars), men penge er ikke alt og som sagt forbliver træ og jernmænd ikke med at være af disse hårde og i øvrigt begge brandfarlige materialer (Jojo - jernspåner mine venner! de brænder som skidt) som barnet nemt kommer til at brænde fingrene og sjælen på. En smuk, uhyggelig og komisk historie se den, eller se også Leaves of grass på samme aften, men slut med Rare Exports.

Ydermere lærer man også hvorfor amerikanere ganske klogeligt sætter småkager frem til julemanden.

Muksen anbefaler: Busik

Hey igen, der var lige noget mere. De udgiver jo musik hele tiden, de smukke unge kunstnere og der er mit forpulede privilegie at formidle det til jer læsere derude. Så ja, ovenfor ser i ikke bare et lækkert billede af Julie Crochetiére i skønne warholske farver, men coveret til et ret så dejligt album. Det er finurlig pop med soul og singer-songwriter (ligesom alle de andre kvindelige solister), men det er okay fordi udtrykket varieres tilpas over pladens forløb. En plade der ikke opfylder disse krav, er desværre den mildt skuffende debut fra Jesse "do it like a dude" J, hvis hype falder til jorden trods Justin Timberlakes prisning af sangtalentet. Nuvel "Do it like a dude" er catchy og det der, men førstesinglen lægger alt for meget op til noget "Who you are" ikke leverer, altså en fandenivoldsk kompromisløshed af den slags alle burde have. "Price Tag" er værd at høre, og særligt akustisk hvor hendes vokal for fuld flor.



Mangler man lidt rock i sit liv er der flere steder at søge hen inden udgivelsen af Strokes' næste fuldlængde. Hos R.E.M er der intet nyt under solen, og det kan man vel ikke bebrejde dem nu hvor de efterhånden er nået til et AC/DC punkt, hvor de kan genbruge samme lyde igen og igen og igen. Sangen "Everyday is yours to win" er værd at lytte til, men pladen "Collapse into now" indeholder ikke nogen "losing my religion" eller "Man on the moon".

Paris Suit Yourself er en ny beskidt og rocket satsning fra Ninja Tune, der ellers mest gør sig i det elektroniske, det hip-hoppede og det soulede. Deres debut "My Main Shitstain" bærer præg af to ting, en meget bestemt kompromisløs lyd, der gør det svært at skelne et nummer fra et andet og bandets sorte forsanger. Grunden til at jeg pointere sangerens race er at race bliver bragt ind i sangene tit gennem pladen, og så fordi han bringer enormt meget blues til en rasende musik.

Er det rap man leder efter, så lad mig lede jeres opmærksomhed mod Lupe Fiasco, der lige har udgivet sin tredje fuldlængde "Lasers". Denne plade er usædvanligt poppet, på trods af velskrevede tekster og tidligere selvbevidste konceptalbum. Det er imidlertid ingen dårlig ting, fordi mange af sangene sidder så godt fast og fordi hele ideen bliver beholdt på tværs af pladen, uden den store brug af kendte kollegaer.



Ja, der er dem der ikke synes en Modest Mouse sample er iorden, men jeg er ikke en af dem. Er man på den anden side lidt af en Backpacker, så bør man anskaffe sig hiphop producer guden Madlibs seneste samling sprøde beats i form af "Madlib Medicine Show No. 11 Low Budget High-Fi Music". Har man hørt hans arbejde med Doom i Madvillain og med Guilty Simpson i O.J. så ved man at der er garanti for en god lytteroplevelse.

Hertil sidst så er pladen man ikke må leve uden, altså The William Blakes' Music Wants To Be Free, som iøvrigt er deres fjerde album siden debuten 2008 (!). Lad mig sige det som det er, det er pop når det er bedre end godt, det er lyden af at lave musik som man har lyst til og det er endnu en smuk og naiv verden vi bliver inddraget i. Så glem alt om Veto's Everything Is Amplified, der forstærker intet, men blot viser at Abrahamsens band ikke rigtig formår at fornye deres udtryk. Skal det være dansk, skal det være The William Blakes. Lad nu for guds skyld, vær med at synes at autotune er forbeholdt Black Eyed Peas, har James Blake ikke for længst vist alt andet.





  

Februars Dværg

Den 31. december erklærede Habitten at han hver måned agtede at udele hver måneds DVÆRG (dramatisk):

”Danmarks Vigtigste Æresbevisning indenfor Rigets Grænser eller populært forkortet til DVÆRG, det udtales som et ord, ikke en forkortelse som FCK eller SDU. Prisen gives til dem der af forskellige årsager fortjener et klap på skulderen for et godt stykke arbejde eller et godt forsøg på samme. Prisen vil efter bedste evne udgives en gang om måneden,

Så godt så vidt (eller er det omvendt) prisen gives altså til folk der har gjort et godt stykke arbejde eller et forsøg på samme, der er altså ret gode muligheder for at vinde denne pris da det her blot handler om at kunne sigte godt, eller som et minimum bare at være med. Det handler ikke om at ramme. Da prisen blev udelt i december var der tale om tre nominerede: Det danske kvindelandshold – fordi de gav den en skalle til EM – g så ikke så meget mere. Bertel Haarder – For ikke at finde sig i noget pis fra journalister. Og undertegnede for en 24 indlægs lang julekalenderserie med den mystificerede ged (geden) som omdrejningspunkt. Alle gode bud på folk der havde gjort et godt stykke arbejde, eller rettere sagt vi havde nok blot alle forsøgt at gøre vores bedste. Kvinderne vandt ikke EM, Bertel forsøgte virkelig at blive interviewet og min indlægsserie var mere eller mindre uforståelig grundet kringlede formuleringer, men jeg sigtede tilsyneladende godt, nu hvor jeg blev nomineret til en DVÆRG. Men under alle omstændigheder det blev kvindelandsholdet der vandt ”simpelthen fordi de har bryster” som dommen lød, og sådan kan DVÆRGen være udelt tilsyneladende på et uretfærdigt grundlag, og så alligevel være utroligt meningsfuldt og retfærdigt uddelt, hvis man deler synspunkt med enmandsjuryen.
Prisens navn antyder at prisen kun kan gives til danskere med det sidste: Inden for Rigets Grænser, og så alligevel er dette ikke helt tydeligt. Habitten må altså specificere dette. Men det er altså nok ikke helt umuligt på nuværende tidspunkt ønskede at nominere Oberst Moamar Gadaffi. Men det er jo også helt til hest.

Habitten har dog ikke haft tid, på grund af det danske fænomen værnepligt som han af uspecificerede grunde meldte sig frivilligt til, han var dog forudseende:

” men da jeg som tidligere beskrevet smutter til Nordjylland om en måned, vil det til en start være dette års sidste og næste års første måned, der premieres for edmindre jeg selvfølgelig kan lokke nogen af mine dejlige kolleger til at videreføre traditionen i det omfang, jeg ikke selv magter det eller har mulighed for det. . ”

Det er hvad jeg altså agter at gøre, nok ikke for januar men for februar. Dette kompliceres dog af at jeg har opholdt mig udenlands nærmere bestemt i Aoteoroa – The Land of the long white cloud, og kun har fulgt med i de danske tilstande ganske perifert.

Jeg gør dg mit bedste for at uddele februar måneds DVÆRG. De nominerede er:

Birthe Rønn Hornech

Birthe er nomineret til månedens DVÆRG, ikke fordi hun ikke er vildt høj (hvad hun da ikke er – hun er altså ikke særligt høj). Men fordi hun nu igen har kastet sig ud i et politisk stormvejr, der alligevel ikke ser ud til at røre hende det mindste. Hvis journalisterne bliver for nærgående tier hun blot stille og står som en statue eller går fra dem i bedste Lars Løkke Rasmussen stil – og hvad betyder oppositionens kritik egentlig når de ikke har 90 mandater? Og hvem er Anders Samuelsen egentlig? Svarende er intet og ingen, og intet og ingen skal forhindre Birthe i at gøre sit arbejde – og det er jo netop det den her pris handler om, at folk forsøger at gøre deres arbejde. Ja ja 500 statsløse palæstinensere er da ligegyldigt når blot man forsøger at gøre sit job. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne i den her sag men jeg kan da citere Rønn for at hun: ”gav ordre til hvad jeg [hun] synes er rigtigt”.Og det er vel det man skal gøre som minister. VI vælger folk for at de skal gøre nogenlunde som vi vælgerne mener, Birthe er blevet valgt af os, og der er nogle derude der altså må mene det samme som Birthe.

Susanne Bier
Fordi hun og holdet bag ”Hævnen” har vundet den tredje Oscar for bedste udenlandske fremmedsprogede film, de tidligere var ”Babettes Gæstebud” og ”Pelle Erobreren”, jeg har kun set sidstnævnte der er fremragende og samtidig er Pelle Hvenegaards skuespilmæssige karrieres højdepunkt (i en alder af ca. 10 år). Men altså det her handler jo om Susanne Bier, hun har gjort et fremragende stykke arbejde og lavet en masse film som vi og amerikanerne godt kan lide. Heriblandt Hævnen der fik en Oscar, som hun så er nomineret for her. Rygtet skal vide at Bier fik ros for filmen af Mick Jagger i en elevator, og det er vel egentlig det bedste kvalitetsstempel man kan få, når en af de gamle rock’nrullere (der ikke er faldet ned fra en palme giver ros – for de har jo utroligt meget forstand på film [det skal jeg så overhovedet ikke gøre mig klog på Jagger er nok meget filminteresseret]

Karen Blixen Fordi hun aldrig fik Nobelprisen i litteratur er hun hermed nomineret for sin amor fatis litteratur og gode fortællerevner.

Og vinderen er...
Ikke Susanne Bier, kan man vinde en pris for at vinde en pris måske, nej den falder vi, jeg, os, noget, ikke for. Heller ikke tricket med at lade ikke-palme-nedfaldende rockstjerner rose sig, det sker jo for de fleste.
Prisen går heller ikke til Karen Blixen, når det kommer til stykket så var den eneste pris der var rigtig at give til hende nok Nobels Litteraturpris, og den udeler Klunset desværre ikke... endnu.

Derfor går Prisen til: Birthe Rønn Hornbech, fordi der virkelig her er tale om en der forsøger at gøre sit job selv når det regner med statsløse palæstinensere, embedsmænd, oppositinspolitkere og Anders Samuelsen. Det er ikke et let job, men Birthe bliver ved ufortrødent. Men vigtigst af alt får Birthe Rønn denne pris, fordi ”Birthe er Birthe” som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtrykt det, og det har han jo ret i. Tillykke Birthe!

I Heart Movies

Vi hos Klunset elsker film, men ikke nok til at lave en compilation så fed som denne.

Oscar

Så sker det snart, den store Oscar uddeling. Det her er filmfanatikerens svar på champions league finale og Superbowl i samme omgang. Det er denne medieattraktion, der lader os alle meditere, diskutere og spekulere på hvilken film der er den bedste, hvilke skuespillere der var mere overbevisende og sidst men ikke mindst hvorfor den gyldne statue langt fra er et symbol på kvalitet, men snarere en hang til tradition og ja i ved, politik osv. Spørgsmålet om hvorfor lige Oscar uddelingen er den mest prestigefyldte, skyldes 3 årsager. Først og fremmest er den udemokratisk, hvilket betyder at et lille panel bestemmer og sikrer derfor at seneste Twillight flick ikke snupper alle kategorierne. Dernæst er det fordi det er en meget gammel prisuddeling placeret midt i vestens centrum USA. Til sidst er det fordi nominerings-kategorierne er så få, i kraft af at modsat Golden Globe, der både giver priser til tv og film, gives der kun Oscars til filmverdenen, og i kraft af dette er det muligt at sidde gennem et helt show med beholdt opmærksomhed. 24 priser, hvor de største omhandler skuespilspræstationer både som hovedrolle og birolle fordelt i mænd og kvinder, bedste instruktør, bedste manuskript både originalt og filmatiseret og sidst men ikke mindst bedste film.

Dette er for mig den første Oscaruddeling der betyder noget, fordi jeg denne gang har set en stor del af de film der er nomineret, inklusiv film der aldrig kommer eller ikke er kommet endnu i de danske biografer. Primært har jeg sikret mig at se samtlige 10 film der er nomineret til bedste film.

 
og de nominerede er:...

Black Swan
The Fighter
Inception
The Kids Are All Right
King's Speech
127 Hours
The Social Network
Toy Story 3
True Grit
Winter's Bone

Så sandelig et miks af forskellige typer som sci-fi, animation, sport, western, socialrealisme, historie, ungdom, minimalisme og psykisk horror. Ikke en af disse film er dårlige og det er jo en god start, men hvilken er bedst, hvilken vinder Oscaren og er det den samme film?

Toy Story 3 er en skøn film, men stadig en treer og en familie/animationsfilm som kun har sine "moments" en gang imellem, det ville dog ikke være førstegang en efterfølger vandt (Godfather 2). Den er tilgengæld sikret som "bedste animationsfilm" på trods af jeg ikke har set Illusionisten, der iøvrigt er lavet af dem der lavede Trillingerne Fra Belleville.

Inception står som en frygtelig interessant nominering, ikke mindst fordi Nolan ikke er nomineret til bedste instruktør men fordi den er så åbenlyst favoritten hos det brede publikum afsløret af utallige "polls" og afstemninger på diverse blogs og sider. Men det er ikke den bedste af de 10 og den vinder ikke fordi det er relativt indviklet science fiktion om Di Caprio der skal håndtere sin kones død som han gjorde det i Shutter Island. Winter's Bone er også interessant fordi det er den mindst kommercielle film med en rimelig ukendt instruktør i Debra Granik og en dygtig men anonym hovedrolleindehaver i Jennifer Lawrence. Filmens stærke side er det melankolske skuespil og den overordnede kolde tone i filmens billede, men som en sand Sundance  vinder (hvilket den er) så er dem bare lidt for alternativ til manden af guld.

Til sidst er så The Fighter, True Grit, The Kids Are All Right, 127 Hours, Black Swan, King's Speech og The Social Network. Her er de 2 sidstnævnte favoritter til bedste film. Kritikken af de andre er bl.a. at Fighter er bare endnu en film om en bokser, True Grit er en nyindspilning af en gammel western, The Kids Are All Right har for lidt på spil i sin handling og handler i virkeligheden mest om velhavende liberale amerikanere og deres forholdsproblemer. 127 Hours er lige dele selvmasturberende billeder af orange klatrelandskaber og James Franco der spiller med sig selv til et nydeligt soundtrack. Black Swan er Fight Club for piger og for meget gys til den søde jury.

Både King's Speech og The Social Network er baseret på "virkelige" hændelser. I henhold til Social Network betyder det bare at Mark Zuckerberg startede facebook og ikke så meget mere, men King's Speech tillader Colin Firth at stamme, så han på bedste "you-never-go-full-retard-like-Tom-Hanks-in-oscar-darling-Forrest-Gump" kan score en oscar for næsen af Franco og Jeff "the dude" Bridges, der forsøger sig med egentlig skuespil. Efter King's Speech vandt briternes svar på Oscar uddelingen, BAFTA lader det altså til at være en sand Oscar tyv for både manus, hovedrolle, film og mandlige birolle... Men nej, for dem der har set The Fighter ved at Christian Bale er så fænomenal som afdanket crackhead bokser at Geoffrey Rush (du kender ham som Captain Barbossa) ikke fortjener det på trods af hans glimrende og oplivende comic relief i Kings Speech.

Nu vi alligevel snakker The Fighter, så lad mig bekende kulør. Det er altså den bedste af  de nominerede10 film. Ikke bare på grund af Bale, men på grund af Mark Wahlberg, der virkelig finder sit es i en bokser der bare gerne vil bokse og derfor lader sig styre af mor, bror og kæreste skiftevis. Filmen handler ikke om at han skal stå på egne ben, så den forventede udvikling kommer aldrig, modsat i Kings Speech. The Fighter er rørende og sjov uden at være det oplagt, man kommer til at grine uden at være bevidst om at man ser "den sjove scene" i filmen og man ender med at holde med Wahlbergs underdog til det sidste. Der hvor jeg bider mest mærke er i brugen af gamle tv-kameraer til at filme adskillige boksescener fuldt ud og valget af musik der ligger på grænsen mellem det overlagte og det subtile, altså musikken er ikke nærmest pointen i filmen som når Tarantino gør det, men den er heller ikke bare stemningen som når Zimmer laver musikken. Tag f.eks. scenen hvor Bale sætter sig ind i en bil med sin mor og istedet for at forklare hans misbrug synger han nogle strofer af Bee Gee's "I Started A Joke" og moren synger bare med. For så simpelt kan det gøres, flotte billeder, god historie, fremragende skuespillere og en god lydside skaber en fantastisk film.

Bedste kvindelige hovedrolle går selvfølgelig til Natalie Portmann, fordi hun er en af de skuespillere der går så meget ind i rollen at det virker mærkeligt at hun aldrig dansede ballet før, ligsom dengang Joaquin Phoenix sang som Cash. Men han vandt jo ikke? nej derfor er det stadigvæk, trods spekuleren, spændende med hvem der vinder. Måske er vi heldige og intet forløber som vi regnede med, når Inception vinder bedste film og Javier Bardem vinder bedste skuespiller. På den anden side er det i virkeligheden kun Bardem der fortjener anerkendelsen, ikke fordi Inception på nogen måde er dårlig, men fordi vi alligevel ser alt hvad Nolan rør ved. Modsat en film som Biutiful, de færreste ser.

For i sidste ænde så er det vigtigste ved Oscar at der bliver skabt opmærksomhed omkring film uden superhelte, robotter, mutanter og *suk* vampyrer, og derfor kommer vi til at se film som Das Leben Der Anderen og There Will Be Blood på dansk tv. Det bliver også nemmere at finde en god film bare ved at læse ordene "academy award winner" eller "acadamy nominee". For hvem elsker ikke American Beauty, Rain Man, Forrest Gump og Lord of the rings. Jeg ved at jeg gør.

I Heart Valentine

Glædelig Valentine :)

her er download til sangen: http://www.mediafire.com/?
r21bje665z02mdy

Buksen anbefaler: Musik

ja hvis man googler "music pants"

For ikke så forfærdelig længe siden ramte jeg 28 tusind sange i mit itunes bibliotek, og nej det er ikke nødvendigt at have så meget musik, for jeg hører jo ikke halvdelen og jeg burde i virkeligheden rydde op. Men prøv lige at være lidt glad på en samlers vegne (ikke at det er særlig svært at finde musik til samlingen i disse "pirat"-dage).

For satan, i ved hvordan grime er ret fedt og hvordan Lucy Love gør det superfedt. Når hun så optræder live med rungende bassrytmer og aggresive spytterier, så bliver det episk, og det gjorde det sgu også på Kulturmaskinen i Odense. Aldrig har man set så lille og nuttet en trunte sprænge et mindre koncertlokale med energier unikke for den danske rap-scene. Det skyldes først og fremmest et enormt velvalgt livesæt, der bestod mest af den nye plade hvor party-faktoren er i max. Heldigvis fik vi stadig dansk grime evergreens som Daddy was a DJ og No VIP. Det lykkedes virkelig at gøre en masse sange, lige det bedre, og her er det særligt dancetracket End of Time, der virkelig blegner i forhold til live-udgaven. Selvfølgelig som den skat hun er, så havde hun da lige en gave med til os i form at et remix der kan findes på itunes af OK formula over Who You Are. Superb dance der ender i et lækkert dubstep stykke drysset med Lucy's henslængte vokal.

Når man så går på itunes, for at købe musik (ja det er utroligt) så springer ordene ud i hovedet på en: LADY GAGA, BORN THIS WAY... Hun har jo lige udgivet første single for sit kommende album der netop bærer titlen Born This Way.



Først så gør Lady Gaga opmærksom på sin respekt for sine fans, med "put your paws up" og anden idiosynkratisk lingo... nej altså noget som hun kun ville sige... og så starter et dance helvede, tænker man, men  med det samme vokalen begynder så oplever man at lady gaga er gået langt ved siden af tidens typiske vokalkonstruktioner. Hendes vers og omkvæd lyder mærkelig bekendt, og umiddelbart ville jeg sige at det bærer præg af halvfemser upbeat stadion rock/pop musik, og stadigvæk madonna. Fedt er det dog alligevel, og alt tyder på at hun sagtens kan overgå sig selv.

Fordi jeg er så forbandet hipster, så har jeg hørt en del af de albums der udkommer imorgen og jeg vel bl.a. anbefale at man lige tager en lytter til Bright Eyes' The People's Key, prøv bare at høre Shell Games. Derudover udgiver både PJ Harvey, danske Powersolo, Gruff Rhyss og Mogwai plader imorgen.

Vi ses snart til noget mere anbefalelse og i mellemtiden, så hvis du ved hvad du kan lide, så ved Tastekid, hvad du ellers kan lide.

Vent her er forresten 2 mash-ups der virkelig lyder genialt!
Take Me On The Crazy Train (Ozzy vs. A-ha)
Rolling In A Deep Wicked Game (Adele vs. Chris Isaak)