Den resignerende humørbombe Magrethe Vestager

Efter få timer af optællingen af stemmerne til Europaparlamentsvalget i går aftes, stod det klart, at Radikale Venstre måtte kæmpe for en plads ved det internationale bord. Under optællingen sendte DR1 og TV2 synkront en partilederdebat (samme udsendelse på begge kanaler). Stemningen var hele vejen rundt, om der så var fremgang eller modgang, god. Dog synes det bedste humør at komme fra Magrethe Vestager, der ude fra sin plads ved siden af Junibevægelsens leder fyrede den ene vittighed af efter den anden om dels deres eget valgresultat, men også om den interne splittelse, partiet har været udsat for, senest med Simon Emil Ammitzbølls udbrydderaktion. Med det føromtalte vel nærmest katastrofale valgresultat i baghovedet fremstod Vestager mest af alt som en træt resignerende partileder. Det Radikale Venstre står nemlig (som det ser ud nu) til at få hele 0 mandater i Europaparlamentet. Umiddelbart da jeg så prognosen i går, gik jeg ud fra, at Vestager ville være umåde skuffet over nederlaget, men tværtimod syntes hun afslappet i stil med Liberal Alliances Anders Samuelsen. Ja ok, der er trods alt kun EU (langt nede i Bruxelles), de er da stadig i Folketinget. Men når nu en godt brugt information siger, at EU står for 80 % af den danske nations lovgivning, er det så ikke bare en smule bittert at være sat udenfor beslutninger på det punkt?

En anden ting, der i mine øjne er stærkt katalyserende for Radikales falliterklæring, er effekten af de såkaldte valgforbund. De fungerer kort sagt sådan, at når en liste eller et parti ikke vælges direkte ind, går de stemmer til resten af valgforbundets medlemmer. I Radikales tilfælde vil det sige, at de tilfører stemmer til SF og Socialdemokraterne. Mest markant er selvfølgelig den lidt ironiske stemmebonus til SF. Det var i en periode tæt på at give dem et helt mandat ekstra. Med andre ord, Radikale Venstre, som er et ret EU-venligt parti, afgiver deres stemmer til SF, der om nogen er noget mere skeptiske. Bevares de har lige ændret holdning mht. EU, men grundlæggende er de uenig med EU's overbestemmelser på mange områder. Blandt andet mener SF ikke, at ØMU-forbeholdet skal ophæves, mens Radikale taler for en afskaffelse af samtlige 4 forbehold.

Der synes altså ikke meget at feste over for Radikale venstre, der for det første må se sig smidt ud af parlamentet sammen med Junibevægelsen. Samtidig er vælgernes stemmer altså gået til et parti, som Trøjen i et tidligere indlæg har kaldt bekymrende. Hvis jeg var Radikal tilhænger, ville jeg efterhånden tænke mig om. Min europæiske stemme går til et parti, jeg på lidt for mange områder er uenig i. Min partileder står på dobbelt landsdækkende TV og joker med det. Mit parti har på nationalt plan meldt sig ind i det socialistiske samarbejde og placeret sig udenfor nogen form for den indflydelse, som Enhedslisten efterhånden har snust til. Det Radikale Venstre har efterhånden smidt en konkursbegæring ud til alle vælgere. Det lyder da helt grotesk, at de, der trods alt har stemt radikalt ikke engang reelt har stemt på det Radikale Venstre. Det er da at acceptere sin situation som et parti, der må kæmpe med spærregrænsen til næste valg og som uden tøven smider de ellers "spildte" stemmer til storebror Villy.