Så gik endnu en dag på hæld. Dog er der ikke tale om en hvilken som helst dag. På mange måder skiller denne dag sig ud fra årets 364,24 andre dage. Populært kalder man dagen i dag for Sommersolhverv, hvilket i sin klare enkelthed betyder, at solen står i zenit over den nordlige vendekreds (vi har årest længste dag på den nordlige halvkulge). Nogle steder varer dagen idag 6 måneder, andre steder er den kortet ned til et halvt døgn, men fælles for alle steder er, at vi i dag her på bloggen kan fejre, at vi har eksisteret i præcis 1/3 af et traditionelt kalenderår. Selvom 4 måneder ikke er hverken en menneske- eller hundealder, og visse steder ikke engang kan udgøre det for én dag, er der løbet en del betragtninger og holdninger (og numser) under broen, gennem vandløbet og ud i det hav, vi kalder cyberspace.
I den anledning vil jeg indbyde jer alle til en kortvarig reception midt ude på det åbne hav. Vores forskelligartethed her på bloggen har helt klart skinnet igennem og med fare for både at lyde subjektiv og klassisk kliché-agtig vil jeg påstå, at vi kan tilbyde noget for enhver smag. Af den grund er det med undren, at vi her på redaktionen må konstatere, at publiciteten ikke er nået ret langt ud over vores egne rækker. Selvom PR-afdelingen i huset arbejder på højtryk for at skabe lidt omtale i medierne, synes der ikke endnu at falde de store læsergrupperinger til vores ben (vi er stadig ret langt bagud i forhold til JP-medier og Politiken) - men vi er på vej Danmark!
Dette skal ikke fungere som en lang storslået jubilæumstale, men eftersom jeg er den eneste, der liiige har husket månedsdagen, synes jeg en lille note var på sin plads. Som mit klædeskab nu byder mig det, vil jeg således trække i mit stiveste puds, rette på den dobbelte windsor og hæve champagneglasset til ære for Klunset, dens skribenter samt endeligt ej at forglemme de trofaste læsere! For en god nutid - Skål!
jeg nyder at læse sådanne tekster
SvarSletskål til dig habit