Det er selvfølgelig det lettere ukendte konsolspil Bayonetta jeg hentyder til. Bayonetta er et japansk spil udviklet af Team Little Angels. Det er fra januar 2010, så aktualiteten halter lidt. Ikke desto mindre købte jeg det i sidste uge. Selvom det er næsten et år gammelt skal det ikke holde mig fra at anmelde det og videregive min holdning her på bloggen.
Jeg købte ikke spillet uden videre. Jeg vidste hvad jeg gik ind til. Min gode ven Buksen købte nemlig spillet tidligere i år, hvor jeg fik et glimt af hvad det var for et spil. På daværende tidspunkt nåede det dog ikke at fange min opmærksomhed og jeg tænkte ikke mere over det. Men her som juleferien nærmede sig tænkte jeg, at det ville være meget rart med et nyt Xbox spil til de stile aftener. Jeg faldt over Bayonetta på nettet og endte med at få det bestilt hjem. Og for Silvan et godt køb!
Bayonetta er et actionspil spækket med letpåklædte, høje, attraktive, forførende kvindefigurer og voldsomme skydevåben fastspændt på arme og fødder af de her kvinder. Ja, epic var også min første tanke! Som heksen Bayonetta (se billedet ovenover) bliver man smidt ind midt i en krig mellem det gode og det onde - og det går ikke stille for sig.
Gameplayet i Bayonetta virker ved første øjekast utrolig svært. Styringen er umiddelbart ikke så svær, men tempoet i spillet er virkelig hurtigt og tager lidt tid at vende sig til. Men som man lærer at beskytte sig, undgå angreb og ellers bare nedslagte enhver modstander som skulle dukke op kan man næsten ikke slippe spillet igen. De fantastiske overgange der er mellem bevægelser og angreb gør, at næsten enhver kan trykke nogle (næsten tilfældige!) knapper, som så udfolder sig i flotte kombinationer af slag, spark og magiske evner. Dette gør også, at alle vil kunne gå igang med at spille Bayonetta.
Bayonetta kan sparke, slå, benytte sine 4 guns (der er fastspændt på hendes hænder og fødder!) og ellers benytte et arsenal af våben som der bliver tilgængelige i løbet af spillet. Våben som katanaer, store kløer, shotguns, pisker, etc.. Disse våben unlucker så endnu flere kombinationer af bevægelser og angreb man kan nedlægge sine fjender med. Man kan sågar samle sine nedlagt fjenders våben op benytte imod dem. Men til trods for udvalget af våben optjener man kun en vis mængde glorier (Betalingsmiddel i spillet) og bliver derfor nødt til at vælge, hvad man vil købe. Hvilket jeg personligt synes er meget fedt, da det bi bevarer holdbarheden i spillet. Så hvis man vil prøve alle våbnene, så må man spille det igen!
En finesse jeg elsker ved spillet, er det såkaldte Witch Time. Hvis man undviger et angreb i sidste øjeblik aktiveres Witch Time. Det gør, at modstanderne omkring dig bevæger sig i slowmotion i et begrænset tidsrum, mens man selv bevæger sig i normal hastighed. Det gør det muligt at nedlægge normalt hurtige og sværere fjender. Når Witch Time aktiveres får man som spiller også et godt billede af hvor fantastisk velkoreograferet hver eneste kampscene er og hvor velovervejet hver bevægelse er. Ufattelig flot og overskuelig styring.
Spillets handling er meget svær at følge med i men ikke desto mindre utrolig spændende. Spillet hander om en konflikt mellem mørkets hekse, Umber Witches, og lysets vismænd, Lumen Sages.
Bayonetta er en af Umber Witchers, som vågner af en 500 år lang søvn og har ingen erindring om hendes fortid. Lumen Sages er ikke interesseret i at hun skal komme til at huske sin fortid, så Bayonetta må tage kampen op og kæmpe imod hærskarer af 'onde' engle! Dejlig paradoksalt og blasfemisk vil nogle sikkert mene. Men det er ganske forfriskende at det for en gangs skyld er lyset der fremvises som skurkagtige og onde.
I de første kapitler af spillet er det næsten umuligt at følge med i historien og finde ud af hvad der egentlig sker. Det er først hen imod slutningen at brikkerne begynder at falde på plads.
Antallet af forskellige modstandere er et område som man virkelig kan mærke, at spiludviklerne har brugt lang tid på. Der er en god variation af fjender og Witch Time gør det muligt at håndtere mellem 5 og 10 modstandere på en gang. Kameravinklen er næsten aldrig et problem da den selv følger med og man kan selv rette på den hvis man føler for det.
Bosserne er samtidig en hel dimension for sig selv. De er utrolig detajleret og kampene er vildt intense. Man sidder næsten på kanten af stolen når man skal hoppe fra afsats til afsats og benytte Witch Time for at undgå gigantiske ildkugler, tentakler, drager, misiler og andre angreb der nu kommer imod en. Jeg vil slet ikke begynde at beskrive sidstebossen...
En ting ved spillet, som er umulig at komme uden om, er seksualiteten. Den får fuld gas i spillet – Bayonetta selv er klædt som en omvandrende SM-fantasi, og mange af hendes 'moves' kan også opleves på diverse strip-barer. Hun vrikker med alt, hvad der kan vrikkes med, hun poserer i tide og utide og hun er utrolig glad for konstant at sutte på slikkepinde (håhå). Det er stærke sager vi har med at gøre. Med sine ekstremt lange ben og et forsvindende lille hovede i forhold til sin temmelig oppustende overkrop, er Bayonettas krop lige så højtråbende i sit design som hendes replikker er ladet med seksuelle hentydninger.
Selv de klammeste monstre skal lige have en bemærkning med omkring 'forspil' og 'spanking', eller at de har været 'slemme drenge' og nu skal 'straffes'. Der er tilmed en Poser-knap som logisk nok: får hende til at posere og provokere fjenderne! Og alt dette foregår i kameravinkler, der tilsyneladende er magnetisk tiltrukket af Bayonettas skridt og velformede bagdel, og kun engang imellem vover sig op i brysthøjde eller helt op til hendes
bibliotekarfantasi af et ansigt. Hvis man er dreng og stadig synes man sidder og mangler en god grund til at købe det her spil.. - så har jeg nogle nyheder til dig!
Forskruet idealbillede eller bevidst provokation?
Musikken synes jeg også har fortjent at blive nævnt. Det er helt
fantastisk den effekt som musikken har i Bayonetta. Når man
først går igang med spillet vil man umiddelbart tænke, at det var da noget underligt underlægningsmusik. Men som spillet skrider
frem kommer man til at holde af det. Det er med til at skille Bayonetta endnu mere fra mængden af actionspi. Det er simpelthen en fornøjelse at spille fra start til slut.
Bayonetta er en klassiker i mine øjne. En desværre overset klassiker. Spillet viser, at den japanske spilindustri stadig kan konkurrere med de store drenge på markedet. Spillets overskuelige styring, dets uhørt høje tempo, dets provokerende og forførende sekvenser, dets flotte grafik og dets talrige muligheder gør det til et af de bedste spil jeg har spillet længe. Hvis man skulle sige noget negativt om det, er det nok dets holdbarhed, da der ikke findes nogen multiplayer funktion eller andet materiale der kan downloades til det. Men det er en lille detajle. Lad vær' med at snyde jer selv for spiloplevelse uden lige.
Jeg giver Bayonetta 9,5/10 - kun overgået af mit absolut favorit spil. Men den anmeldelse må i have til gode.
- Sokken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar