Dødflotte Dekorationer

Bedst som jeg slentrer rundt på det odenseanske julemarked og prøver nyde den enlige trækbasunist fra Frelsens Hær og et sekund efter får kuldegysninger af Odense Symfoniorkesters udsendte tubakvartet, finder jeg en smuk, veldekoreret krans af gran til 45 kroner. Da vi, min mor og jeg, på vores færd gennem den folkelige julehygge har set så mange uinteressante og i grunden intetsigende juledekorationer til den dobbelte pris, spørger jeg min moder, hvorfor dog denne vidunderlige krans kan være så (forholdsvis) billig når nu vi lige er gået fra et glas med mos, æbler og en grangren til 70 kroner. Svaret kom så åbenlyst og uindpakket at jeg øjeblikkeligt følte mig dårligt tilpas som hvis jeg havde trådt på nogen ved min uvidenhed. Min mor sagde at netop den krans jeg havde beundret for dens elegance, harmoni og det ihærdige håndværk der lå bag den, var påregnet gravsteder. Efter den omtalte reaktion fra min side, fandt jeg hurtigt at jeg da til enhver tid ville købe denne krans, uanset det originale formål, fremfor det absolut anonyme marmeladeglas med indhold. Resten af gåturen igennem forsøgte jeg at skabe skillelinjer mellem de kranse, der signalerer en hyldest til de der er, og de kranse der hylder dem, der var. Den tilbageværende følelse fra reflektionen var dog at kranse måtte kunne repræsentere to så vidt forskellige følelsesindtryk, hvilket fascinerede mig helt enormt. Men min mor insisterede på forskelligheden mellem de dekorative kranse, så med min mors intuitive forståelse af kransens symbolik, og min åbenbare mangel på samme, valgte jeg i stedet at lade kranse være kranse og spise en klejne. Det er jo kun jul en gang om året. Men den ultimative ambivalens jeg følte overfor en simpel krans til 45 kroner, følelsen af at danse med døden og julehyggen i en og samme krans bed sig fast. Og det er grunden til at jeg ønsker at dele denne oplevelse med jer. Den gav i hvert fald mig stof til eftertanke her i den glade juletid. 

Glædelig Jul