Se på mig, jeg ved noget!

Jeg hader ikke de mennesker, der synes deres holdning skal ud til verden og jeg hader ikke dem der udtaler sig om ting de ikke forstår sig på. Til gengæld er jeg nervøs på vegne af de søde naive forbrugere, der stoler på individerne bag skærmen, som tror de snakker om det alt handler om. Det er jo ikke fordi man kan undgå at opleve det, eller jo hvis man dropper fjernsynet, internettet, radioen og al kontakt med omverdenen. Det gør man jo ikke. Nej man sluger, istedet for at spytte ud og komme videre med livet og videre til næste idiot.

Talkshows er ikke bare en stor del af den amerikanske kultur, men tilnærmelsesvis nødvendige for at kunne fungere socialt. David Letterman, Jay Leno og Conan O'brien tjener deres penge på at være sjove i bedste sendetid mens de indgår i dialog med helst de største kendisser i verden. Musikere, skuespillere, sportsstjerner, komikere, værter og andre talenter, som selvfølgelig været på tv i længere tid end vores 15 minutters fame. Så hopper de rundt på sofaen og fortæller hvordan de er familiemennesker med deres nydelige anekdoter fra hjemmet, vi får at vide at ungdommen har ændret sig, at der er steder på planeten man bare skal se, hvis man har sin egen ø og at børn er det bedste. Når ja, og så lidt om filmen de er med i og pladen de har indspillet. Jeg følger med, for jeg vil da vide hvem helten i actionfilmen virkelig er og hvad han spiser og laver når han ikke redder verden. Will Smith har to børn, der begge er ved at blive kendte som farmand, på grund af farmand, Jaden Smith spiller den nye Karate Kid og Willow Smith har en hitsingle selv i de danske radioer. Man kan da sige at familien Smith klarer den fint.

Will Smith har udtalt sig positivt om Scientology, men han er dog ikke medlem ligesom nogle af de største skuespillere Tom Cruise og John Travolta. De er heller ikke bleg for at prædike deres religion, når talkshows med Oprah i spidsen tillader det. Det med at tale åbent om sit forhold til det metafysiske og spirituelle går ikke rigtigt i Danmark, fordi vi gang på gang bliver udsat for religiøse fanatikere i medierne. Vi er blevet rigtig trossky i det danske land. Religionen er vel i virkeligheden bare noget personligt, der som sådan ikke hører til i vores offentlighed. Hvilken offentlighed er det egentlig? Mediernes offentlighed er for længst overtaget af læserkommentarer, breve og klager der bringer publikummet ind i journalistikken og hvis medierne ikke tillader at vi blander os så danner vi en facebookgruppe mod avisen eller stationen og deltager i det medie vi har mest mulighed for at deltage i. Det betyder at hvis Ekstra Bladet ikke lader mig sprede mit budskab om satanisme, så finder jeg da bare et andet medie at sprede det i. For det er jo der vi er i dag. Alle kan og vil sprede deres ideer og holdninger på den ene eller anden måde og hvis ingen lytter så vil vi promovere egne medier ud i det sociale internet, hvor der altid en der følger med.

Blogger kulturen, og jeg er en del af den. Simpelthen fordi verden sker for hurtigt til at de etablerede medier kan nå at opsnappe og udsende alle nyhederne når de sker, Fordi det er interessant at få informationerne krydderet med lidt holdning og stegt i en afslappet tone. Vi kan ikke lave vores egne interview eller foretage storstilet research-arbejde, men vi kan forholde os mere aggressivt, fordi den gode ytringsfrihed tillader os at smide alt ud i det offentlige rum, uanset hvor respektløst det end må være. Det ville gøre mig til idiot at påstå det skulle være en dårlig ting, især fordi jeg sammen med en gruppe venner fører en blog til at diskutere emner og sager vi føler mangler berøring i den offentlige hverdag. Det strækker sig vidt fra politik til mad til musik til sex og lave og høje niveauer bliver udforsket, fordi vi kan og må. Så længe internettet er åbent, så vil vi besudle det med subjektivitet og hjernevaskende antiautoritære monologer. Det gør os til et fragment af en magtfaktor der ikke kan overrumples af den traditionelle redaktion, der følger reglerne, for vi vil hellere læse den frie tanke og det interessante indfald, frem for den tredje verdens obligatoriske pine, arbejdsløsheden i landet og ZZZZZZZ.

De rigtigt veltalende, ved at folket ikke vil læse men se video og derfor tager de plads foran webcamet med en tale til den vide hvide verden, klar til at male dem til med holdninger og skjulte agendaer. En kendt youtube personlighed ved navn Pat Condell, er flittig til at sende en lille humoristisk satirisk monolog ud til os, med manende kommentarer til Islams indvirken på det vestlige samfund. Pat er ikke ligefrem tilfreds med den måde religion griber ind i vores liberale hverdag, og han forstår at formulere sig så han virker autoritær. Men hov, han er jo bare en simpel komiker, så hans eneste baggrund for at udtale sig er hans oplevelser og noget føler for? Jep, det er det frie medie, og vi falder pladask for det. Hans seneste video "Goodbye Sweden", som blev lagt op igår d. 1 december, er på nuværende tidspunkt blevet set over treogfyrretusind gange, og fordi det ikke er musik, må man antage at den ikke bliver set flere gange af samme person, hvilket betyder at mange ikke engang tøver med at høre på en helt tilfældig komiker, der berører nogle følsomme politiske emner. Jeg ved ikke om det samtidig betyder at der er over fyrretusind mennesker i verden der tager Pat Condells ord for gode varer, men sandsynligvis ikke. For med det frie medie kommer også kritisk tænkning, eller sådan burde det i hvert fald være. Det logiske ville jo være at man udnyttede den mulighed, man havde for at udforske verden gennem de utallige mediers output og dannede sig et nuanceret blik på verden via forskellige perspektiver.  

Sådan er det desværre ikke. Ikke altid. Jeg vil jo gerne kunne bryste mig af at besidde flere vinkler til kritisk tænkning, selvom jeg godt ved at det er en konstant process skabt af overbevisninger dannet af input der bryder forrige overbevisninger. Hvis vi ikke har vendt os til det uundgåelige medieanarki så gør vi det formentligt snart.

Denne skrevne tekst er en dansk stil, men det er også et indlæg på bloggen klunset.blogspot.com, for den fungerer begge steder, når den eneste forskel er hvem der læser den. Formatet er ikke afgørende for at den bliver læst og bedømt, og den kommer nok til at spille en minimal rolle i at afgøre min fremtid. Alle kan læse den, alle kan forholde sig kritisk eller æde den rådt, alle kan undersøge om mine personer og tal stemmer overens med virkeligheden, fordi alle har den magt de ønsker over medierne, alle kan kommentere og reagere på mine meninger og alle kan forholde sig nøjagtigt som de vil til de ting jeg skriver og siger. Hvis det virkelig er tilfældet, så er mit output til verden helt og aldeles harmløst.