Fra alle mig til alle dig!

Glædelig Jul, til alle der læser med. Eftersom jeg fejrer juleaften i Padborg, får i jeres Julegave nu! Og det er som i nok har gættet en splinterny eksklusiv kluns collage, jeg i øvrigt har smidt op som baggrund.

Hvis man keder sig op til den lykkelige aften, hvor maden kommer på bordet og gaverne bliver åbnet, kan man jo bruge lidt tid på at finde følgende i collagen:

Bowser, Liv Tyler, Eminem, En talende vaffelis, Dirch Passer, Tupac,  En lama, Tïesto, Obama, Jonatan Spang, Little Richard, Soulja Boy Tell'em, Marvels tegneseriefigurer og sidst men absolut ikke mindst et sæt bare bryster!!! De er der alle sammen, stol på det.

...Og når du så har fundet dem alle så kan du belønne dig selv med verdens bedste julesang her.

God Jul og så' noget!!

christmas for me isnt christmas without this song!

- yabbas123 

23. december - Klunset

Så blev det lillejuleaften, igen og alle forberedelser til juleaften skal snart til at kulminere osv. det gider vi ikke at beskæftige os med her, selvom det er en julekalender. I en almindelig julekalender på TV havde vi den 23. været ved at ramme klimaks, imidlertid følger denne julekalender ikke nogen som helst form for dramaturgi, selvom vi noget overraskende i dag indfører et punktum i en ellers gramatisk forkert sætning. Men altså, hvad skal det handle om i dag, det skal egenltig handle om det det hele tiden har handlet om nemlig Klunset, der ligesom geden har været inde over de fleste indlæg (ja bevares geden noget perifært, og derfor gemmer vi den, altså geden) til i morgen.

Men altså hvorfor hedder vi klunset. På vores Facebook og i det allerførste indlæg beskrives vores formål:

Vi er Klunset, vi dækker livets nødvendigheder, vi fremhæver den nøgne sandhed.

Med Bloggen, vil vi give vores mening til kende om stort og småt og komme

med holdninger og ideer som forhåbentlig vil gøre dig eftertænksom.

Vi er 5 drenge, forenet på trods af vores forskelligheder, vores interesser strækker sig over et enormt spektre. Alt fra Politik, Musik og Filosofi til Sex, Mode, Mad og Humor.

Som beklædningsgenstande vil vi dække og anmelde musikudgivelser, Biograffilm og give svar på små spørgsmål som "hvilken ketchup er egentlig den bedste?".

Vores mission er at kritisere, filosofere og blankt vise vores store rummelighed ud mod verden.

Vi er Klunset, vi dækker det nødvendige og fremhæver sandheden.

Ja så sandt som det er sagt vi er en flok krigere i sandhedens tjeneste, vi bringer betragtninger om alt, for ellers kan man ikke fremhæve sandheden. Vores mål er ligefrem, at gøre dig, læseren, eftertænksom. Vi vil yderligere kritisere og filosofere, men samtidig vise stor rummelighed mod verden. Og det har vi gjort, vi afskriver ikke bare Stig Rossen som en dårlig sanger, TV 2 redaktionen som en flok hønisser på et loft, Pyrus som en dårlig julekalender, ne vi er large (ja selvironien driver ned af væggene, men det er lige gået op for mig at jeg tilsyne

ladende har overtrådt vores skabelseserklæring). Da dette, skrevet i det forudgående parentetiske indskud, er gået op for mig, og da jeg mange gange ikke har dækket sandheden (som det også er defineret at man skal beskæftige sig med i ovenstående) og jeg nægter at se tingenes tilstand i øjnene vælger jeg derfor at tolke det anerledes.
Jeg vælger derfor at se spørgsmålet om stor rummelighed, som en stor rummelighed overfor emner, og derfor også en rummelighed overfor det usande og det uretfærdige, thi uden dette kan man ikke dække sandheden. Ja det er pseudofilosofisk, men alligevel.

Altså nu hvor jeg har retfærdigjort denne julekalenders indhold, vil vi kigge på kluns

et. "De beklædningsdele" som skal give svar på stort og småt, hvem er vi og hvorfor er vi d

em vi er, ja intet mindre end spørgsmålet her i dag, hvorfor er vi dem vi er?

Arhh et lidt stort spørgsmål, men altså det er jo ihvertfald fristende at analys

ere, hvorfor man lige præcis har valgt den beklædningsdel som man nu har valgt som pseudon

ym.

Sokken: Ja, hvorfor mon lige den beklædningsdel, det er jo humor. Tankerne falder på at putte gokke foran, og så har man lige pludselig et ganske ubehageligt billede, der på mange måder harmonerer (hvis man kan benytte et sådant ord i denne kontekst) med diverse fredagsnumser og tirsdagstits. Men her overser vi en helt essentiel ting ved sokken, netop det faktum at sokken muligvis er den vigtigste beklædningsdel set i forhold til, hvor vigtig den er. Fryser fødderne så fryser resten af kroppen. Således dækker Sokken altså nogle af de nederste behov i Maslows behovspyramide, dog næppe de fysiologiske behov.

Capen: Krydderiet på toppen af hovedet. Der har været få af indlæggene, men l

igesom med rigtige Caps er det sjældent man ifører sig hatte og når man endelig gør det, så

er de

r ofte en god grund til det og man ved at dagen bliver speciel. Capen holder undergrundsattituden og har blandt andet introduceret os til Street Art fænomenet Banksy. Der laver nogle ganske imponerende og helst samfundskritiske værker.

Buksen: Ja uden mad og drikke duer helten ikke, Buksen er den mest aktive på bloggen, dog ikke i denne december måned. Men under alle omstændigheder, der er gang i ham, og det er indlæg om alt og Buksen vil nok mene at ha

n dækker de øvre behov af Maslows pyramide. Det er heldigvis ikke ham der skal vurdere det, det er mig. Han ynder at bringe indlæg om musik, musikvideoer og film og ellers mere filosofiske emner som "alt-er-forudbestemt-i-forvejen-så-vi-kan-ligeså-godt-slå-os-selv-ihjel-teorierne". Det gør vi dog ikke og det illustrerer netop Buksens eller buksernes nødvændighed. Man kan sige uden sokker så fryser man hurtigt de er altså død og pine (bogstaveligt talt) nødvendige , hvis man ønsker at overleve. Man kan derimod gå langt rundt uden bukser selv i koldt vejr uden at f

ryse, det ser bare ikke helt normalt ud. Vælger man således at gå ud i det offentlige rum uden bukser bliver man hurtigt stemplet som en tosse. Bukserne er altså den beklædningsdel, der s

ignalerer at man har pæren i orden, det har i lang tid hovedsagligt været et parameter for intelligens. Jo mere buks jo mere hjerne, jo mindre buks, omvendt. Hot pants signalerer således ikke voldsomt megen intelligens.

Habitten: Ja hvad skal man sige om den, altid klar med et politisk indspark gerne imod social liberale og progressive strømininger i

samfundet. Så man kunne jo hurtigt afskrive ham til at være gammel forstokket og

konservativ og deraf kommer så valget af beklædningsdel. Det er han jo også (haha-haha vildt sjovt). Nej spøg til side, det er ikke det, Habitten er til specielle lejligheder og til tider fanger

han også essensen af dette . Sproget er flot, og velovervejet og som beskrevet i gårdsagens indlæg nogle gange lidt for velovervejet. Til tider tager Habitten dog sin habit på på mærkvæ

rdige tidspunkter, så bliver han en fyr i habit til en La Coka Nostra koncert, det ses f.eks i indlægget "-", som viste sig at være ligeså fejlplaceret som et komma foran that i en engelsk stil. Men som oftest sidder habitten som den skal.

Trøjen: Jaa jeg skal skrive om mig selv, ganske morsomt. Trøjen er jo en overflødighedsting, det er en uldtrøje som man tager på hvis det bliver ekstra koldt, men her kunne man ligeså godt have valgt fleece (gamle plastikflasker) eller bommuld (en plante), men man vælger uld (for det er fra får, og det er en ret svær proces at få det af dem). Uldet er cremen af cremen, de øverste behov af Maslows behovspyramide, det er varmt og det er dejligt. Men det kan også kradse, kradse i overfladen og gøre ubehaglige sandheder værre og større end de egentlig er. Eller ligefrem gøre usandheder skræmmende virkelige (jeg siger bare TV 2's redaktion er jo befolket af nisser, det ved alle). Samtidig er uld sjovt, det ved alle. Ja nogen andre burde jo egentlig skrive det her, men det er mit indlæg. Ergo Trøjen er mega nice!

Altså klunset behandler forskellige emner, men supplerer samtidig hinanden. Det er

en helt igennem fantastisk konstruktion der burde tildeles penge fra Claus Hjort og finanslove

n, men fatter man det nej man gør ikke! Vi er mega nice, og denne julekalender er på en eller anden måde en hyldest til klunset, take it away nissefar:

"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede to enjoy at this particular date, anyhow Santa Claus was happy with the old elf's help and therefore awarded him the meget røde nissehue, som var rødere end nissefars, der (altså nissefar og ikke huen [eller geden!]) i dette øjeblik var på vej over gårdspladsen, der var belagt med fine brosten fra det gamle Babylon, for at hente mælk til risengrøden, lidet anede han, at gårdens ejere var hastet bort og at bulldozerne var på vej imod gården for at anlægge den motorvej, som Lille Lars havde besluttet skulle anlægges for at tilgodese hans vestjyske vælgersegment (Venstres grundsten landmændende), som havde truet med at opgive al støtte til den synkende skude (Regeringen og ikke geden), hvis de ikke fik et supersygehus (hvad definerer egentlig et super sygehus, udover at det skal ligge i Gørsted, eller hvad den by hedder, whatever, det skal nok være super stort) og en motorvej, der vil blive så lidet befærdet at der kan spilles tennis på den (her er faktisk tale om at den onde tennis lobby i høj grad har påvirket regeringen for at få udviklet nye talenter, hvad de færreste nok ved), og han (nissefar) fortsatte således ufortrødent ind over gårdspladsen (ganske uvidende om de tusindvis af gifttønder Karen Elleman var ved at spille nedover ham, og uvidende om de trøkfugle der forstyret af store vindmøller i klitterne styrtede imod ham) i et hastigt tempo, der fuldstændigt fik ham til at overse alle faretegn ved den finanskrise, der truede med at ødelægge hele hans (og Finn Nørbygaards, men ikke gedens) økonomi på grund af uholdbare aktieposter i et tvivlsomt IT selskab, ej heller var han vidende om at hele nissefamilien var blevet udråbt til at være dæmoner og at de nu var i overhængende fare for at blive klynget op, han vidste heller ikke helt at siden sidst Signe og Sigurd sagde "solbærsorbet fra sydspanien (klargjort i en kalot fra Kurdistan)" var det blevet ganske svært at argumentere imod brugen af allitterationer og antiteser i blog indlæg, eller at menneskets udledning af fossiler i atmosfæren, og den deraf følgende overophedning af planeten, meget snart skulle føre til krige og katastrofer og den deraf følgende udslettelse af mennesker og nisser.

22. december - Brugen af allitterationer i Habittens blogindlæg

Bemærk indlægget blev færdigjort den 23. december dansk tid lidt over 00.00 og derfor dedikeres indlægget til vores transnordsøske og transatlantiske læsere. Merry Christmas! (du bedes undlade at ligge mærke til at ordene transnordsøske og transatlatinske ikke giver mening som adjektiver i beskrivelsen af substantivet læsere [på tværs af nordsøen og på tværs af altanten læsere, det er jo meningsløst], men det lyder fedt, og meningen er klar, folk fra England og Amerika og dertilhørende øer er dem dette indlæg er henvendt til, altså folk der befinder sig et sted, hvor det stadig er den 22.).

Endnu engang er man nået til et punkt, hvor man tænker: Hvad skal jeg dog skrive om, som folk gider at læse om, og så går det op for en, at det slet ikke er et kriterium for min skrivevirksomhed her til aften. Ikke fordi jeg ikke ønsker at folk læser mine indlæg, endsige at de skulle få lyst til det, men fordi jeg har en bunden opgave qua et indlæg fra min side af den 14. december med overskriften Ja hvem egentlig. En overskrift under reference til Habittens undren i indlægget (altså hvem egentlig?) omhandlende, hvem geden der har gået igen i disse juleindlæg er. Det er imidlertid ikke det, dette indlæg (altså indlægget i dag og ikke geden) handler om, det handler derimod om brugen af alliterationer, altså bogstaverim, i Habittens blogindlæg. Jeg blev fremprovokeret til at bringe en sådan analyse i kraft af følgende sætning, i det føromtalte af Habitten skrevne indlæg: "Trøjens nok så informative indlæg med flere bisætninger per hovedsætning end bisættelser i Danmark det seneste årti (baseret på rigtige tællelige tal fra en hjemmeside) efterlader et kæmpe hul." Ja bevares, selvom det kan være nok så interessant at kommentere på den ironiske distance Habitten her ligger til mine indlæg eller påpege den underspillede humor, der ligger i det faktum at Habitten naturligvis ikke har nogen reel kilde til de tællelige tal, der skulle afgøre at jeg benytter mig af flere bisætninger end der er bisættelser om året i Danmark. At der ikke er nogen kilde til dette gør også, at det blot fremstår tydeligere, at her er tale om en alliteration for humorens og ikke informationens skyld. Så lad os begynde her, ved: Bisættelser og Begravelser.
Lad os underkaste Habittens indlæg en analyse med særlig fokus på alliterationer, vi har ihvertfald intet valg i og med det qua indlægget den 14. december er blevet lovet. Og hvad man lover skal man holde, det er efterhånden blevet mantraet for denne moralsk korrekte julekalender.

Hvor ovennævnte allitetration blev benyttet fuldstændigt bevidst, benytter Habitten, som mange andre, en række ubevidste alliterationer i sine indlæg. "Informative indlæg" , "Hermed en hyldest" "Min mor" Det er jo ret diskret og ganske fint gjort og får ligesom sproget til at flyde ganske ubevidst.

Derimod er der også en række bogstavrim, der er mere eller mindre tilrettelagte, og muligvis ganske cheesy. Herunder gælder eksemplet i ovennævnte sætning: Bisættelser og bisætninger", to ord der minder ganske meget om hindanden og derfor gør det, sjovt (?). I sætningen findes også alliterationen "tællelige tal" der bidrager yderligere til morskaben ikke blot i den forstand at der her er tale om et t efterfulgt af et t i et parentetisk indskud, men også den selvindlysende sandhed, eller dobbeltkonfekt om man vil i tællelige tal - tal er naturligvis tællelige, eller rettere, der er egentlig tale om en slags selvmodsigelse, eller meningsløshed. For man tæller jo ikke tal, men man benytter tal til at tælle med.
Et andet bogstaverim finder vi i overskriften til et indlæg omhandlende juledekorationer og begravelseskranse. Overskriften lyder "Dødflotte dekorationer" og benyttes helt bevidst med fokus på 2xD samt den antitese, der ligger i død kontra flotte dekorationer.
Vi finder i dette indlæg senere den let diskret og igen underspillede humoristiske alliteration i sætningen "valgte jeg i stedet at lade kranse være kranse og spise en klejne." Det spiller på at det hele handlede om kranse men nu spiser han (Habitten og ikke geden) en klejne, igen med k. Det virker fordi klejne er et sjovt ord på linje med det sjove navn Karsten, og yderligere fordi det er uventet i det semantiske skema om dekorationer, men ikke omkring det semantiske skema jul. Klejne passer altså og passer ikke ind i semantikken i indlægget. Dermed bliver det ikke absurd, men stadig sjovt. Eller noget klogt. Denne modsætningsfuldhed findes igen ved sætningen "følelsen af at danse med døden og julehyggen" dans og julehygge kontra død.

Da Habitten den 2. december reintroducerer sit virke på bloggen sker det igen under brugen af en allitteration: "Siden sidst", en ganske velkendt sproglig allitteration som Habitten ikke er den første til at bruge, bevares her er tale om en integreret del af sproget og derfor kan man vel næsten sige at den benyttes ubevidst. Dette er trods alt nok ikke helt rigtigt, taget i betragtning af de førnævnte eksempler, eller de kommende. Habitten fortsætter nemlig ved at erklære til "kære medskribenter og modskribenter". Nærmest de samme ord, med undtagelse af et e og et o.

Det viser sig altså nærmest at Habittens indlæg er inficeret af bogstaverim, og at de især gælder blikfanget i overskriften. Men det er måske blot noget der hører disse blogrennæsancens indlæg til. Ak nej, et indlæg fra den 7. September 2009 giver et andet billede: "Hallo er det hul igennem?" lyder overskriften, her udtrykker Habitten med et dobbelt h, sit ønske om at tale om sin egen verden istedet for musik, politik og eksistensialisme. Hvorfor ikke?
Men her bliver virkelig smøret tykt på i eksempelvis sætningen: "Senest har Signe Svendsen" og endnu værre bliver det "I min verden ser solen sjældent smukkere ud end når den skinner gennem et tyndt skydække" altså en seksdobbelt gentagelse af s i en lettere romantisk fremstilling.
Indlægget er en romantisk fremstilling med en næsten barokagtig brug af alliterationer i et liberal-rebelsk indlæg om at ingen skal bestemme over Habitten og at alle har lov til at gøre hvad de vil. Så her (i dette indlæg) vejes Habittens ord altså.

Herefter følger rent faktisk en række indlæg, der kun gør brug af allitterationer i den ubevidste form. Det er indlæg omhandlende blandt andet: Købevand på flaske, og hvorfor det er en absurd ide, eller omhandlende det Radikale Venstres valgnederlag ved Europaparlamentsvalget 2009. Her er overskirften ganske vidst humoristisk "Den resignerende humørbombe Magrethe Vestager", men der er ingen alliteration i overskriften.
Pludselig dukker der endnu et bogstaverim op: Legender og Lektier, der omhandler Bob Marley, lektie pres og det at dyrke ikke at lave noget som helst. At dyrke det ikke at bekymre sig og være glad, løst citeret fra Marley.
Herefter følger et indlæg "Helle T Duer ikke væk", der er en analogi over S-formanden som prinsessen fra Klodshans. Herefter "Debat: Generalsekræter Fogh". Ja det var interessant før han blev generalsekræter. Derfor fulgte der også en lang tråd efter indlægget, hvor jeg føler at den mest interessante og sigende kommentar var Capen's: "Stem på Skinkesandwich. Skinkesandwich lover gratis mayonaise til alle."

Herefter følger en række indlæg om OB, mennesket og TV2/fyn, hvor der ikke er nævneværdige eksempler på alliterationer, og hvor jeg heller ikke ønsker at undersøge sproget yderligere.

Det kan altså konkluderes at Habitten i sin spæde tid som blogger ikke benyttede allitterationer i samme overdrevnegrad som vi ser det i dag. Dette kan hænge sammen med flere ting. Habitten har som sådan altid haft flair for humoristiske overskrifter, gerne hvis der er tale om politik, eller ting han ikke bryder sig om, gerne hvis der er tale om oppositionspartier, gerne det Radikale Venstre (og ikke geden). Imidlertid er der i sådanne politiske indlæg og debat indlæg fra Habitten aldrig brugt allitterationer i overskriften. Dette kan meget vel skyldes et håb om lødighed, eller at Habitten har tiltro til at selve emnet er blikfang nok i sig selv, og at sproglige finesser ikke behøves.
Er det derimod af en lidt mere, undskyld ordet, da intet er for småt til denne blog, intetsigende karakter omhandlende hvordan Habitten lige har det, hvad han har oplevet eller lignende, eller hvad han mener om en given mindre for samfundet betydende hændelse, så smøres der virkelig på i brugen af allitterationer og sproglige virkemidler. Dette er naturligt for hvorfor skulle man have interesse i at læse noget "mindre vigtigt" (og lad mig gentage intet er for småt til Klunset, heller ikke geden, dette vil åbenbares den 24.) med mindre det var interessant at læse. Derfor allitterationerne.
Habitten bruger altså allitterationerne for at skabe blikfang og interesse. Dog kan man notere at Habitten i nyere tid efter sin blogrennæsance benytter allitterationer i stadigt stigende omfang. Hvorfor er et ganske spørgsmål, måske findes svaret nedenfor.

"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede to enjoy at this particular date, anyhow Santa Claus was happy with the old elf's help and therefore awarded him the meget røde nissehue, som var rødere end nissefars, der (altså nissefar og ikke huen [eller geden!]) i dette øjeblik var på vej over gårdspladsen, der var belagt med fine brosten fra det gamle Babylon, for at hente mælk til risengrøden, lidet anede han, at gårdens ejere var hastet bort og at bulldozerne var på vej imod gården for at anlægge den motorvej, som Lille Lars havde besluttet skulle anlægges for at tilgodese hans vestjyske vælgersegment (Venstres grundsten landmændende), som havde truet med at opgive al støtte til den synkende skude (Regeringen og ikke geden), hvis de ikke fik et supersygehus (hvad definerer egentlig et super sygehus, udover at det skal ligge i Gørsted, eller hvad den by hedder, whatever, det skal nok være super stort) og en motorvej, der vil blive så lidet befærdet at der kan spilles tennis på den (her er faktisk tale om at den onde tennis lobby i høj grad har påvirket regeringen for at få udviklet nye talenter, hvad de færreste nok ved), og han (nissefar) fortsatte således ufortrødent ind over gårdspladsen (ganske uvidende om de tusindvis af gifttønder Karen Elleman var ved at spille nedover ham, og uvidende om de trøkfugle der forstyret af store vindmøller i klitterne styrtede imod ham) i et hastigt tempo, der fuldstændigt fik ham til at overse alle faretegn ved den finanskrise, der truede med at ødelægge hele hans (og Finn Nørbygaards, men ikke gedens) økonomi på grund af uholdbare aktieposter i et tvivlsomt IT selskab, ej heller var han vidende om at hele nissefamilien var blevet udråbt til at være dæmoner og at de nu var i overhængende fare for at blive klynget op, han vidste heller ikke helt at siden sidst Signe og Sigurd sagde "solbærsorbet fra sydspanien (klargjort i en kalot fra Kurdistan)" var det blevet ganske svært at argumentere imod brugen af allitterationer og antiteser i blog indlæg, eller at....

Good Ass Job!

Der er ham her. Næsten alle kender ham. Han dukker op selv når han ikke er ønsket og så er han noget med musik, men da også i film og ikke mindst på det sociale internet.

Kanye motherfuckin' West, mine damer og herrer, vil så frygteligt gerne dele sin smukke, dystre fordrejede fantasi med os, så han udgiver et album med de ord, 13 stykker musik og lidt over en times indsigt i rapperens, i producerens, i excentrikeren og i menneskets tanker. Gid det var sådan.

For jeg vil sige med det sammme. Dette er en af de bedste plader udgivet i år jeg har hørt. Det er med andre ord, og lad mig pointere dette, ikke på nogen måde den bedste plade jeg har hørt i år. Fordi der er helt åbenlyst nogle problemer man ikke kommer uden om når man er Kanye West.

Den første tanke da jeg havde fat i albummet, var at jeg havde hørt stort set halvdelen af numrene allerede, udgivet som del af Wests G.O.O.D friday stunt eller som singler og yderligere som soundtrack til hans film Runaway. Det er ikke noget større problem, men fordi at Kanye udgav flere numre end der var plads til på pladen, er vi som lyttere nu aktivt en del af sorteringen der fungerede i den kreative process. Derfor kan man overveje hvorfor numrene med Beyonce eller Talib Kweli ikke havnede på pladen.

Der er noget virkelig smukt ved de små tidsløse øjeblikke, der er klaveret i Runaway og Justin Vernon fra Bon Ivers vokal i Lost In The World. Men hvor førstnævnte gør pladen det hele værd, er LITW en speciel oplevelse. Sangen Runaway gør i sine 9 minutter en virkelig god kandidat for årets bedste sang. Grundet både tekst og melodi og den plads Kanye West skaber til at udtrykke noget sørgmodigt over et klaver og nogle strygere med utydelig, forvrænget autotunesyngende gråd. Den anden sang bruger en sample fra Bon Iver's sang Woods på mest fantastiske måde i starten og midt i det pompøse virvar af trommer. Den bliver til et uptempo, nærmest poppet nummer med storslåede virkemidler, der desværre distancerer sangen fra lytteren.  Men men men, her kommer Hr. West på med hans sidste ord på pladen, der lyder sådan her:

"Your my Devil, Your my Angel
Your my Heaven, Your my Hell

Your my Now, Your my Forever

Your my Freedom, Your my Jail

Your my Lies, Your my Truth

Your my War, Your my Truce

Your my Questions, Your my Proof

Your my Stress and your my Masseuse

Mama-say mama-say ma-ma-coo-sah

Lost in this Plastic life,

Let's Break out of this fake ass Party

Turn this in to a Classic Night

If we die in each others arms we still get laid in our Afterlife

If we die in each others arms we still get laid"

Skal jeg nu være dommer for hvorvidt denne tekst er banal og intetsigende eller simpel og effektfuld? Skal jeg dømme hårdt og høre på klageråb om at dømme et værk på dets præmisser istedet for at være tåbelig rockist, eller skal jeg prise den fantastiske musik og tage plads ved siden af de andre anmeldere, ærklærende værket som det bedste?. Det er da et skønt album, men jeg vil bare ikke synge med. Det er da flot, og særligt nu hvor jeg skriver mens jeg hører albummet og langsomt bliver gladere for musikken. Kristian Leth har i sin blog udvist kritik overfor, hvordan dette album bliver anmeldt og vurderet. Det ser jeg som en udfordring til at gøre det "rigtigt". Der er bare ingen der rigtig ved hvorden en god anmeldelse er stykket sammen, selv Leth søger mod romantiske formuleringer i hans forsøg på at definere den gode anmeldelse:

Er det ikke for at aktivere et værk, for at at indgå i en dialog med et kunstnerisk projekt? Er det ikke for at udfolde en - subjektiv - udlægning af en æstetik, en etik, et projekt? Handler det ikke om at gå med på et værks præmisser, frigøre sig fra alt andet end essensen og så forsøge at møde dette værk på en slagmark hvor omkomne og sårede er det, der ender i artiklen?

Jo! eller hvad? Leth møder som alle andre der nogensinde har læst en anmeldelse det problem der er vurderingen af kvalitet i lyd over tid, hvilket musik er i vores moderne verden. Det at vurdere musikalsk kvalitet var noget jeg gjorde op med dengang jeg skrev om Nephews album For god ordens skyld, som et resultat af at opleve at musikken bærer mange facetter, der præges af det man har hørt og hvor meget man går i dybden med det hørte. 

Når jeg siger at Kanye West ikke har lavet årets bedste album, så er det fordi han med sangene, teksterne og genrerne skaber kontraster, der danner alsidighed men gør mig opmærksom på det, albummet kunne have været. Den titel West først afslørede var Good Ass Job, og vi var med det samme klar over at han ville vende tilbage fra Autotune melankolien for at lave et fucking good ass job. Det kunne han uden tvivl have gjort, med sange som Monster uden Jay-z's tæerkrummende ringe vers og So Appalled uden den bitre stemning bliver afbrudt af den arrogante knøs CyHi Da Prynce der bl.a. spytter "if God had an iPod, I’d be on his playlist". Fint nok, men bare ikke til stemningen. 

Nå albummet så bliver kaldt My Beautiful Dark Twisted Fantasy, så kommer et overfladisk men fedt nummer som Monster til at virke malplaceret, og mange tekster og temaer til at virke banale og hverken smukke, mørke eller fordrejede. Det er helt sikkert at han lever op til de forventninger man har til et af hans udspil, men jeg lytter ikke til ham der råber højest. For Kanye West har været overalt, og han er en ypperlig mester i hype og promovering, hvilket tilsyneladende har resulteret i det respekterede musikmedie Pitchforks begrundelse for at albummet hører til på toppen:

"Bearing witness to Kanye West's very public 2010 has featured many joys, none greater than watching everyone unspool his myriad updates, achievements, and indiscretions into piles of meaning. His persona went to cataclysmic places this year-- there were times when he deserved his own cable news ticker."

Havde han bare forholdt sig professionelt til musikerpositionen og udgivet et nyskabende album med sange i samme ånd som Runaway, som først og fremmest er den sang der skal definere et album der skal definere året 2010, så havde han lagt en klassiker i vores bevidsthed. Hvis My Dark Twisted Fantasy er årets bedste album, så er 2010 præget af at vi som mennesker stadig holder os for meget til noget vi kender, til en vi kender. At de fleste medier dømmer Albummet til at være årets bedste kunne skyldes noget Leth også har fat i. Nemlig at der i anmeldelser ikke tages chancer nok til at se andre indgangsveje, og så ender alle med at messe den samme melodi, for det er en god success historie. ikke sandt? Med kunstnere som Kanye West, får musiksiderne Pitchfork, Gaffa og Soundvendue mulighed for at lege sladderblade, der beskæftiger sig med Yeezy's Twitter, blog og optrædender. 

Der er forskel på at vælge årets bedste album og at anmelde et album. Anmeldelsen er som sagt vanskelig pga. komplikationerne i at vurdere kvaliteten i musik, men titlen som årets bedste album kan bedømmes anerledes, fordi den skal ses i retrospekt. Sådan som jeg ser det skal årets album bære præg af året og de nye strømninger det indebærer, samtidigt skal årets album se frem ad, åbne nye døre og sætte nye standarder for hvordan en flok musikstykker kan sættes sammen. Sådanne album har ikke været en mangelvare i år 2010, hvor projekter som How to dress well, Everything Everything og Sleighbells har skubbet til vores ideer om pop og r'n'b. Kanye Wests album bliver nok set som et mesterværk, fordi han fremstår som den romantiske ener, med overblikket i sine skaberevne, som om alt var nøje tilrettelagt og alle produktioner pudset af, som om alle gæster gjorde præcis som han sagde og alting løb sammen i skønneste orden. Det er bl.a. derfor My twisted dark fantasy kan blive dømt til årets bedste samme år som Janelle Monáe udgiver sin første fuldlængde The ArchAndroid, der efter gennemlytning viser sig en del bedre som album end det Kanye West formår. 

Hendes album er nemlig fremadrettet, som et konceptalbum baseret på science fiktion og som en samling musikstykker der frit bevæger sig mellem hip-hop, soul, psychedelic, klassisk, pop og rock. Uden at gøre opmærksomhed på genreanarkien fungerer det uden forudindtagelser for hvad vi skal opleve. ArchAndroid indeholder ingen Runaway, men fungerer som helhed bare meget bedre, da tekstuniverset er dybere og musikken strækker sig længere end fine samples og trummerytmer. 

Når det er sagt, så kan Kanye Wests album formentlig ses som det bedste Hip-Hop/Rap album i år, stærkt forfulgt af Ghostface Killahs Apollo Kids, der i øvrigt blev udgivet efter medierne afgav dommen over bedste album i år. 

Kanye West er virkelig en kunstner, der kan når han vil, noget man særligt kan se i hans halv times film også med titlen Runaway, hvor nogle af albummets sange virkelig kommer til sin ret i selskab med de forunderlige og utroligt poetiske billeder. Gør dig selv en tjeneste og bare se den ene sekvens, hvor Kanye spiller klaver og synger titelnummeret. skønt skønt skønt

Kort sagt bør Kanye West ikke være skaberen af årets bedste album, fordi Janelle Monáe har skabt et langt mere progressivt album, der kommer til at betyde mere for musikken i fremtiden end My Beautiful Dark Twisted Fantasy. 

Men Kanye West har fandme lavet et Good Ass Job i 2010! Så efter alt det arbejde, fortjener han vel noget anerkendelse. Mere end dem der ikke råber højt? mere end dem, der laver  markedsføring? mere end dem der går mest op i at lave musik uden personen involveret? 

Let's have a toast for the douchebags,
Let's have a toast for the assholes,
Let's have a toast for the scumbags,
Every one of them that I know
Let's have a toast to the jerkoffs
That'll never take work off
Baby, I got a plan
Run away fast as you can...

- Buksen      

Strip, Sex, Skydevåben og Nedslagtning af Engle

Det er selvfølgelig det lettere ukendte konsolspil Bayonetta jeg hentyder til. Bayonetta er et japansk spil udviklet af Team Little Angels. Det er fra januar 2010, så aktualiteten halter lidt. Ikke desto mindre købte jeg det i sidste uge. Selvom det er næsten et år gammelt skal det ikke holde mig fra at anmelde det og videregive min holdning her på bloggen.

Jeg købte ikke spillet uden videre. Jeg vidste hvad jeg gik ind til. Min gode ven Buksen købte nemlig spillet tidligere i år, hvor jeg fik et glimt af hvad det var for et spil. På daværende tidspunkt nåede det dog ikke at fange min opmærksomhed og jeg tænkte ikke mere over det. Men her som juleferien nærmede sig tænkte jeg, at det ville være meget rart med et nyt Xbox spil til de stile aftener. Jeg faldt over Bayonetta på nettet og endte med at få det bestilt hjem. Og for Silvan et godt køb!

Bayonetta er et actionspil spækket med letpåklædte, høje, attraktive, forførende kvindefigurer og voldsomme skydevåben fastspændt på arme og fødder af de her kvinder. Ja, epic var også min første tanke! Som heksen Bayonetta (se billedet ovenover) bliver man smidt ind midt i en krig mellem det gode og det onde - og det går ikke stille for sig.

Gameplayet i Bayonetta virker ved første øjekast utrolig svært. Styringen er umiddelbart ikke så svær, men tempoet i spillet er virkelig hurtigt og tager lidt tid at vende sig til. Men som man lærer at beskytte sig, undgå angreb og ellers bare nedslagte enhver modstander som skulle dukke op kan man næsten ikke slippe spillet igen. De fantastiske overgange der er mellem bevægelser og angreb gør, at næsten enhver kan trykke nogle (næsten tilfældige!) knapper, som så udfolder sig i flotte kombinationer af slag, spark og magiske evner. Dette gør også, at alle vil kunne gå igang med at spille Bayonetta.

Bayonetta kan sparke, slå, benytte sine 4 guns (der er fastspændt på hendes hænder og fødder!) og ellers benytte et arsenal af våben som der bliver tilgængelige i løbet af spillet. Våben som katanaer, store kløer, shotguns, pisker, etc.. Disse våben unlucker så endnu flere kombinationer af bevægelser og angreb man kan nedlægge sine fjender med. Man kan sågar samle sine nedlagt fjenders våben op benytte imod dem. Men til trods for udvalget af våben optjener man kun en vis mængde glorier (Betalingsmiddel i spillet) og bliver derfor nødt til at vælge, hvad man vil købe. Hvilket jeg personligt synes er meget fedt, da det bi bevarer holdbarheden i spillet. Så hvis man vil prøve alle våbnene, så må man spille det igen!

En finesse jeg elsker ved spillet, er det såkaldte Witch Time. Hvis man undviger et angreb i sidste øjeblik aktiveres Witch Time. Det gør, at modstanderne omkring dig bevæger sig i slowmotion i et begrænset tidsrum, mens man selv bevæger sig i normal hastighed. Det gør det muligt at nedlægge normalt hurtige og sværere fjender. Når Witch Time aktiveres får man som spiller også et godt billede af hvor fantastisk velkoreograferet hver eneste kampscene er og hvor velovervejet hver bevægelse er. Ufattelig flot og overskuelig styring.

Spillets handling er meget svær at følge med i men ikke desto mindre utrolig spændende. Spillet hander om en konflikt mellem mørkets hekse, Umber Witches, og lysets vismænd, Lumen Sages.

Bayonetta er en af Umber Witchers, som vågner af en 500 år lang søvn og har ingen erindring om hendes fortid. Lumen Sages er ikke interesseret i at hun skal komme til at huske sin fortid, så Bayonetta må tage kampen op og kæmpe imod hærskarer af 'onde' engle! Dejlig paradoksalt og blasfemisk vil nogle sikkert mene. Men det er ganske forfriskende at det for en gangs skyld er lyset der fremvises som skurkagtige og onde.

I de første kapitler af spillet er det næsten umuligt at følge med i historien og finde ud af hvad der egentlig sker. Det er først hen imod slutningen at brikkerne begynder at falde på plads.

Antallet af forskellige modstandere er et område som man virkelig kan mærke, at spiludviklerne har brugt lang tid på. Der er en god variation af fjender og Witch Time gør det muligt at håndtere mellem 5 og 10 modstandere på en gang. Kameravinklen er næsten aldrig et problem da den selv følger med og man kan selv rette på den hvis man føler for det.

Bosserne er samtidig en hel dimension for sig selv. De er utrolig detajleret og kampene er vildt intense. Man sidder næsten på kanten af stolen når man skal hoppe fra afsats til afsats og benytte Witch Time for at undgå gigantiske ildkugler, tentakler, drager, misiler og andre angreb der nu kommer imod en. Jeg vil slet ikke begynde at beskrive sidstebossen...

En ting ved spillet, som er umulig at komme uden om, er seksualiteten. Den får fuld gas i spillet – Bayonetta selv er klædt som en omvandrende SM-fantasi, og mange af hendes 'moves' kan også opleves på diverse strip-barer. Hun vrikker med alt, hvad der kan vrikkes med, hun poserer i tide og utide og hun er utrolig glad for konstant at sutte på slikkepinde (håhå). Det er stærke sager vi har med at gøre. Med sine ekstremt lange ben og et forsvindende lille hovede i forhold til sin temmelig oppustende overkrop, er Bayonettas krop lige så højtråbende i sit design som hendes replikker er ladet med seksuelle hentydninger.

Selv de klammeste monstre skal lige have en bemærkning med omkring 'forspil' og 'spanking', eller at de har været 'slemme drenge' og nu skal 'straffes'. Der er tilmed en Poser-knap som logisk nok: får hende til at posere og provokere fjenderne! Og alt dette foregår i kameravinkler, der tilsyneladende er magnetisk tiltrukket af Bayonettas skridt og velformede bagdel, og kun engang imellem vover sig op i brysthøjde eller helt op til hendes

bibliotekarfantasi af et ansigt. Hvis man er dreng og stadig synes man sidder og mangler en god grund til at købe det her spil.. - så har jeg nogle nyheder til dig!

Forskruet idealbillede eller bevidst provokation?

Musikken synes jeg også har fortjent at blive nævnt. Det er helt

fantastisk den effekt som musikken har i Bayonetta. Når man

først går igang med spillet vil man umiddelbart tænke, at det var da noget underligt underlægningsmusik. Men som spillet skrider

frem kommer man til at holde af det. Det er med til at skille Bayonetta endnu mere fra mængden af actionspi. Det er simpelthen en fornøjelse at spille fra start til slut.

Bayonetta er en klassiker i mine øjne. En desværre overset klassiker. Spillet viser, at den japanske spilindustri stadig kan konkurrere med de store drenge på markedet. Spillets overskuelige styring, dets uhørt høje tempo, dets provokerende og forførende sekvenser, dets flotte grafik og dets talrige muligheder gør det til et af de bedste spil jeg har spillet længe. Hvis man skulle sige noget negativt om det, er det nok dets holdbarhed, da der ikke findes nogen multiplayer funktion eller andet materiale der kan downloades til det. Men det er en lille detajle. Lad vær' med at snyde jer selv for spiloplevelse uden lige.

Jeg giver Bayonetta 9,5/10 - kun overgået af mit absolut favorit spil. Men den anmeldelse må i have til gode.

- Sokken

21. december - Populærkluns og hvorfor TV 2 hader julemanden del II

Den 19. december introducerede Buksen en omlægning af bloggen under overskriften "Den Nye Klunset". Udover at det rent grammatisk lyder fuldstændigt åndsvagt med "Den" og ikke "Det", og Buksen derfor liiige må tage sig sammen, så kunne jeg nu godt tænke mig at se lidt nærmere på omlægningen. Udover at Buksen har lagt nye tidsfordrivende links op under "Buksens Links" er der også indført begrebet populærkluns om de mest læste indlæg her på bloggen. Billedet der viser sig af dette populærkluns, og måske en lille smule skuffende for undertegnede, idet ingen af dennes (undertegnedes og ikke gedens) indlæg er at finde under de mest læste.
Indlæggene er af ældre dato og peger på at disse enten må være super populære eller også at bloggen har mistet læsere. Jeg vælger naturligvis, at tro at der her er tale om en slags "evergreens" i Klunsisk forstand, og at der er mange læsere på mine indlæg udover mig selv og geden. Det er dog med en vis ambivalens at jeg må konstatere, hvad disse 5 mest læste indlæg indeholder. Det ene er et indlæg om filmen Engle og Dæmoner af Sokken (indlægget og ikke filmen), det er da ikke overraskende at man gerne vil læse om enfilm baseret på en af den nyere tids mest succesfulde spændingsomansforfatteres ganske let tilgængelige bog. Men det er måske alligevel lidt overraskende, da indlægget er fra år 2009 (den 22 maj). En forklaring kan dog være den debat indlægget afstedkom, der er ihvertfald en del kommentarer fra det resterende Klunset til indlægget (hvilket igen vidner om få læsere og ikke geden, hvad vi dog ikke tror på). Hvad der er interessant er at Buksen afskirver filmen som en god krimi og ikke mere det (der er altså noget der er mere værd en krimier når det kommer til film [en slags rockisme]), men det handler det jo ikke om.

Et andet læst indlæger om den amerikanske elektrohop rapper Flo Rida, fra ja, vel nok Florida. Det er ham der med "low, low, low" halløj... Buksen beskriver Flo Ridas album som en Party Starter af en anden verden og taler om det i ganske positive vendinger fordi man bare skal tage det for hvad det er, løst citeret. Buksen lægger altså et lidt andet syn på musik end film. Men det skal det altså ikke handle om, meget af den her føljeton har allerede handlet om Buksen.

Jeg har intet problem med de to ovenævnte ganske velskrevene indlæg. Men jeg må bedrøveligt konstatere, amibvalent splittet imellem gratulaitioner over Buksens og Sokkens succes med disse tre indlæg, og så indlæggenes noget ulødige og lige lovligt kødfulde karakter.
Overkskrifterne: "lang fredag, stramme ballere", "tirsdags tits" og "Fredagsnumse!" taler vel deres eget tydelige sprog.
Funktionen af disse indlæg beskriver Sokken ganske i "Fredagsnumse!" af den 20. marts 09. "Man sku da være et skarn hvis man ikke lige kunne... Ja" under henvisning til billedet. En anonym læser har endda skrevet "God røv" til billedet en anden eller måske den samme, har siden konstateret det rammende og ganske intelligente "jeg vil smege din røv", hvad det så end betyder.
Buksen havde som sagt også succes med det ganske underholdende indlæg "tirsdags tits", hvor han brystede sig med sin viden om bryster ... ha-ha-ha... Jaja vi har altid haft masser af god humor her på bloggen, og jeg (ikke geden) har da selv givet mit bidrag, især her i december med en række utroligt underholdende indlæg.
Men altså tillykke til Buksen og Sokken de sidder på de mest læste indlæg, og med denne konstruktion "Populærkluns" skal de jo nok blive på førepladsen. Det vil nok ikke være så underligt, for som vi har diskuteret (eller jeg har konstateret) i mine indlæg er der intet som intetsigende billeder til at fange folks opmærksomhed imodsætning til velskrevne stykker tekst, som dette. Så måske TV2 skulle gå hele vejen og sørge for at have billeder af Tom Hanks, bling-blingede elektro-hoppere, og ganske let-beklunsede, hvis overhovedet ikke beklunsede kvinder (og ikke geden, selvom geder ikke er beklunsede) i hvert eneste nyhedsindslag.
Dette ville måske også gøre hetzen mod julemanden lettere, hvis man i stedet for direkte at sammenligne ham med Stig Rossen, og dermed også fornærme julemandens ganske glimrende sangstemme, istedet sammenlignede ham, altså julemanden, med en elektrohoppende og booty-shakende Tom Hanks. Det skulle nok spolere julen. Da det er nisserne (dæmonerne) på TV2's onde plan at spolere julen. Poul Erik Skammelsen ligner mistænkeligt meget en nisse, udover det det mærkværdige navn.
Vi kan altså nu besvare spørgsmålet om hvorfor TV 2 hade julemanden, det gør de fordi de styres af en ond nisse lobby, der kontrollerer julemanden og på denne måde kan spolere julen, på en eller anden måde. Måden er underordnet, men som en frikirkepræst i Løkken indviede os i, så er nisser dæmoner og de skal nok have noget i ærmet.

Men ja endnu et inlæg herfra, julen nærmer sig hastige skridt, og måske vi snart får afsløret hvem geden er, det er jo julemysteriet. I mellemtiden kan vi jo fundere over det faktum at bloggen Klunset er blevet forvandlet til et selvtilfredsstillelsesforum for folk der nyder at smege røve.

"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede to enjoy at this particular date, anyhow Santa Claus was happy with the old elf's help and therefore awarded him the meget røde nissehue, som var rødere end nissefars, der (altså nissefar og ikke huen [eller geden!]) i dette øjeblik var på vej over gårdspladsen, der var belagt med fine brosten fra det gamle Babylon, for at hente mælk til risengrøden, lidet anede han, at gårdens ejere var hastet bort og at bulldozerne var på vej imod gården for at anlægge den motorvej, som Lille Lars havde besluttet skulle anlægges for at tilgodese hans vestjyske vælgersegment (Venstres grundsten landmændende), som havde truet med at opgive al støtte til den synkende skude (Regeringen og ikke geden), hvis de ikke fik et supersygehus (hvad definerer egentlig et super sygehus, udover at det skal ligge i Gørsted, eller hvad den by hedder, whatever, det skal nok være super stort) og en motorvej, der vil blive så lidet befærdet at der kan spilles tennis på den (her er faktisk tale om at den onde tennis lobby i høj grad har påvirket regeringen for at få udviklet nye talenter, hvad de færreste nok ved), og han (nissefar) fortsatte således ufortrødent ind over gårdspladsen (ganske uvidende om de tusindvis af gifttønder Karen Elleman var ved at spille nedover ham, og uvidende om de trøkfugle der forstyret af store vindmøller i klitterne styrtede imod ham) i et hastigt tempo, der fuldstændigt fik ham til at overse alle faretegn ved den finanskrise, der truede med at ødelægge hele hans (og Finn Nørbygaards, men ikke gedens) økonomi på grund af uholdbare aktieposter i et tvivlsomt IT selskab, ej heller var han vidende om at hele nissefamilien var blevet udråbt til at være dæmoner og at de nu var i overhængende fare for at blive klynget op....

20. december - Sjove navne

Af uransaglige årsager valgte jeg den. 14 december et indlæg med Eksempler på sjove navne delvist på grund af Habittens indlæg selv samme dato, kaldte mig i et samråd, i en efterlysning af en samlet kontekst og mening i disse juleindlæg, yderligere efterlyste han en forklaring på hvem geden var. Og nej dette indlæg afslører det ikke, det kan derimod afsløres at ingen af de personer med sjove navne der herefter nævnes er geden. Det kan dog ikke udelukkes at geden har et sjovt navn. Men altså det var netop et sjovt navn der også initierede dette indlæg, der simpelthen ikke skal andet (i henhold til indlægget den 14. december og ikke geden) nemlig den babylonske konge:

Nebukadnesar 2., han byggede De hængende haver til sin kone, et a verdens syv vidundere (de henægende haver, og ikke kone... .... eller .... geden), han byggede dem ganske vidst ikke selv. Navnet er super sjovt af en eller anden grund og han var ikke engang den første med det navn.

Gro Hammerseng, hun kan spille håndbold for nordmændende, men navnet er underligt.

Poul Erik Skammelsen - det er underligt, at man kan hedde skammelsen. Søn af en skammel. B-R-E-aking News.

Lars Larsen, ganske borgerligt og dansk. Men helt ærligt Lars i anden potens.

Din mor, din mors navn er underligt.

Lene Espersen, mærkeligt.

Morten Messerschmit. tysk jagerfly.

Din mor igen, virkelig underligt navn.

Kupik Kleist. Formand for det grønlandske selvstyre (muligvis stadig). Det lyder sjovt, hvis man læsper når man siger det.

Jes Dorph Pedersen, satme underligt navn.

Kenneth Plummer

Troels Abrahamsen (Søn af Abraham eller hvad, altså ham Abraham?)

Yolanda

Finn åååst Andersen

Swetlana den anden af Skåne

Bertel Haarder

Franz - Fritz Fupmager

Quwwww

Dorun Sweinsdottir - Skipperskole chef i Island

Karsten

Hartling

Anker Jørgensen

Anker Boye

Lars Løkke

Poul Nyrup

Anders Fogh

Sauron

José

MadsMug

Thomas Bjørn

Yumyum

Lina Rafn

Stig Rossen

Johan Wohlert

Scherlock Holmes

Yrsa

André3000

Aflagt Postordre

Karen Blixen

Peter Tanev

Jürgen (Habermass)

Pål Hatman - norsk sociolog med speciale i afsidesliggende fiskelejre i norske fjorde.

Pierre Bourdiu

Jean Paul, din mor, Sartre

Mahatma Gandhi

Torsten Laen

Wilbeck

Pytlick

Huxi Bach - Radiovært

Johann Sebastian Bach- Komponist

Lars Bach - Landmand

Friedrich "Niller" Nietzsche

Lolland

og sidst men ikke mindst, en neutronstjerne (det brune dværge vidst nok, eller noget) jeg mødte i byen her forleden:

Jenz Krisitan den brune dværg med de lange arme og de grønne negle.

Ja det var jo et herligt lødigt og på mange måder funktionelt indlæg.

"Nisserne i udkantsdanmark vågnede op til et smukt sneklædt landskab, og nissefar, der havde en ekstremt rød og gammel nissehue, da han jo var den øverste myndighed i nissefamilien, ganske vidst bortset fra gammelnissen, der havde en endnu rødere hue, samtidig var han anset som en af de vigtigste nisser (altså gammelnissen), fordi han hvert år d. 15 december kl 17.32 siden år 0 havde reddet julemanden fra at blive kvalt i en mandel fra mandelsorbeten, som han (julemanden og ikke geden) elskede to enjoy at this particular date, anyhow Santa Claus was happy with the old elf's help and therefore awarded him the meget røde nissehue, som var rødere end nissefars, der (altså nissefar og ikke huen [eller geden!]) i dette øjeblik var på vej over gårdspladsen, der var belagt med fine brosten fra det gamle Babylon, for at hente mælk til risengrøden, lidet anede han, at gårdens ejere var hastet bort og at bulldozerne var på vej imod gården for at anlægge den motorvej, som Lille Lars havde besluttet skulle anlægges for at tilgodese hans vestjyske vælgersegment (Venstres grundsten landmændende), som havde truet med at opgive al støtte til den synkende skude (Regeringen og ikke geden), hvis de ikke fik et supersygehus (hvad definerer egentlig et super sygehus, udover at det skal ligge i Gørsted, eller hvad den by hedder, whatever, det skal nok være super stort) og en motorvej, der vil blive så lidet befærdet at der kan spilles tennis på den (her er faktisk tale om at den onde tennis lobby i høj grad har påvirket regeringen for at få udviklet nye talenter, hvad de færreste nok ved), og han (nissefar) fortsatte således ufortrødent ind over gårdspladsen (ganske uvidende om de tusindvis af gifttønder Karen Elleman var ved at spille nedover ham, og uvidende om de trøkfugle der forstyret af store vindmøller i klitterne styrtede imod ham) i et hastigt tempo, der fuldstændigt fik ham til at overse alle faretegn ved den finanskrise, der truede med at ødelægge hele hans (og Finn Nørbygaards, men ikke gedens) økonomi på grund af uholdbare aktieposter i et tvivlsomt IT selskab....